Musik, stoffer og druk var mit liv

MINE forældre er indfødte amerikanere. Min far, der døde for fire år siden, var en chippewa fra Sugar Island i Michigan i USA. Min mor stammer fra Ontario i Canada, og hun er efterkommer af ottawa- og ojibwaindianere. Gennem min far er jeg medlem af Sault Sainte Marie-stammen af chippewaindianere. På grund af påvirkningen fra de katolske missionærer og kostskolerne blev vi opdraget som katolikker, hvilket betød at vi overværede messen hver søndag.

Min barndom i indianerreservatet var ukompliceret og lykkelig. Somrene forekom mig at være lange, afslappende og fredfyldte. Vi boede i et afsidesliggende område — vi havde ikke indlagt vand eller indendørs toilet, og vi tog bad i floden eller i en vaskebalje. Den fri natur var vores legeplads, hvor vi tilbragte tiden sammen med heste, kvæg og andre husdyr. Dengang ønskede jeg at hele verden kunne være sådan for evigt.

Udfordringer under min opvækst

Da jeg blev ældre og begyndte at gå i skole, kom jeg sjældent i reservatet. Skolen, sporten og musikken begyndte at optage det meste af min tid. Som teenager i 1960’erne var jeg påvirket af tidens ånd. Da jeg blev 13, var narkotika og alkohol blevet en fast del af mit liv. Det var „in“ at gøre oprør mod samfundet, og jeg hadede alt hvad systemet stod for. Jeg kunne ikke fatte hvorfor folk opførte sig så umenneskeligt over for hinanden.

På det tidspunkt fik jeg min første guitar. Jeg kommer fra en musikglad familie. Min far spillede klaver og var stepdanser, og hans brødre var også musikalske. Når min far og mine onkler var sammen, spillede vi derfor dansemusik og dansede squaredance til den lyse morgen. Jeg elskede det. Jeg lærte hurtigt at spille guitar og kom med i et rockband. Vi spillede til skolefester og andre arrangementer. Efterhånden begyndte vi også at spille på værtshuse og i natklubber, og det betød naturligvis mere alkohol og narkotika. Marihuana og metylamfetamin (speed) var en del af mit liv.

Militærtjeneste i Vietnam

I en alder af 19 var jeg gift og vordende far. På det tidspunkt blev jeg indkaldt til USA’s marineinfanteri. Det var et alt for stort pres for mig. For at kunne klare det var jeg i alle døgnets fireogtyve timer „skæv“ af stoffer og alkohol.

Jeg blev sendt til en uddannelseslejr for marinerekrutter i San Diego i Californien og derefter til yderligere træning som infanterist i Camp Pendleton i Californien. Jeg blev uddannet som radiotelegrafist. Det var i slutningen af 1969. Nu skulle min oplæring stå sin virkelige prøve, eftersom jeg skulle gøre tjeneste i Vietnam. Nogle få måneder efter at jeg havde taget den afsluttende eksamen på highschool, stod jeg nu som 19-årig på Vietnams røde jord. Som det var tilfældet med så mange andre indianere, havde patriotisme fået mig til at gå ind i hæren, til trods for den uretfærdige behandling vi som medlemmer af en minoritetsgruppe havde fået af samfundet.

Jeg blev først sendt til marineinfanteriets 1. flyverafdeling, lige uden for Da Nang. Omkring 50 mænd — eller rettere drenge — var ansvarlige for at vedligeholde militærforlægningens kommunikationssystemer. Vi dækkede området fra den demilitariserede zone (DMZ) mellem Nordvietnam og Sydvietnam til omkring 80 kilometer syd for Da Nang.

Flygtninge strømmede til Da Nang, og alle vegne skød blikskure op. Der var også mange forældreløse børn. Disse børn, hvoraf mange var lemlæstede, gjorde et stort indtryk på mig. Det undrede mig at de næsten alle sammen var piger eller små drenge, men jeg fandt snart ud af hvorfor. Alle drenge fra 11-årsalderen og opefter kæmpede i krigen. Senere mødte jeg en ung vietnamesisk soldat, og jeg spurgte ham hvor gammel han var. „Fjorten,“ svarede han. Han havde allerede været soldat i tre år! Jeg var fuldstændig lamslået. Han mindede mig om min egen bror på 14 år, bortset fra at min bror ikke var optaget af at slå ihjel, men af at spille baseball i juniorserien.

Mens jeg gjorde tjeneste i marineinfanteriet, begyndte jeg at stille spørgsmål der krævede svar. En aften tog jeg hen i lejrens kirke. Den katolske præst holdt en prædiken om Jesus, fred og kærlighed! Jeg havde lyst til at skrige. Hans prædiken stod i skarp kontrast til alt hvad der skete omkring os. Efter gudstjenesten spurgte jeg ham hvordan han kunne forsvare at være kristen og samtidig kæmpe i denne krig. Han svarede: „Det er på den måde vi bedst fremmer Herrens sag.“ Jeg gik ud af kirken og sagde til mig selv at jeg aldrig mere ville have noget med kirken at gøre.

Da min militærtjeneste var overstået, var jeg godt klar over at jeg var heldig overhovedet at være i live; men mentalt og moralsk havde jeg lidt meget. Mit unge sind var dybt præget af at jeg daglig havde måttet høre, se og lugte krig og død. Til trods for at alt dette skete for over 25 år siden, mindes jeg det som var det i går.

Kampen for at føre et normalt liv

Da jeg kom hjem, koncentrerede jeg mig udelukkende om min musikkarriere. Mit privatliv var ét rod — jeg var gift og havde et barn, og jeg var stadig afhængig af store mængder narkotika og alkohol. Forholdet til min kone var anspændt, og det endte med skilsmisse. Jeg følte at jeg havde nået bunden. Jeg isolerede mig og fandt trøst i naturen ved at fiske ørreder på afsidesliggende steder i Minnesota og i den nordlige del af Michigan.

I 1974 flyttede jeg til Nashville i Tennessee for hurtigere at gøre karriere som guitarist og sanger. Jeg spillede i mange natklubber i håb om at få mit gennembrud i musikverdenen. Men det var vanskeligt; der var mange talentfulde guitarister som alle forsøgte at nå toppen.

Netop da tingene virkelig begyndte at lykkes for mig og jeg fornemmede muligheden for at få succes som professionel, skete der noget som chokerede mig.

Farlig livsstil

Jeg tog hen for at besøge en gammel bekendt som jeg havde købt narkotika af. Han modtog mig i døren med et haglgevær. Hans krop var delvis lagt i gips, og hans knuste kæbe blev holdt sammen med ståltråd. Gennem sine fikserede tænder fortalte han mig hvad der var sket. Jeg havde ikke vidst at han var en del af et narkokartel i Nashville, og at en stor mængde kokain var forsvundet. Narkobaronerne anklagede nu ham for tyveriet. De havde sendt deres håndlangere ud for at tæve ham og forlangte at han skulle give kokainen tilbage eller betale gadeværdien på 20.000 dollars. Det var ikke kun ham, men også hans kone og barn, som var i livsfare. Han sagde til mig at det var farligt for mig at blive set sammen med ham, og at jeg måske skulle se at komme væk. Jeg forstod en hentydning og gik min vej.

Denne hændelse fik mig til at frygte for mit liv. Uden at det var gået op for mig, var jeg blevet en del af en voldelig verden. De fleste af de mennesker jeg færdedes iblandt i musik- og narkotikakredse, bar en pistol. Jeg overvejede også selv at købe en kaliber 38-revolver for at kunne beskytte mig. Jeg indså at jo mere involveret jeg blev i musikindustrien, jo større en pris skulle jeg betale. Derfor besluttede jeg mig til at forlade Nashville, og jeg lagde planer om at rejse til Brasilien for at studere latinamerikansk musik.

Mange spørgsmål, næsten ingen svar

Til trods for mine negative oplevelser med religion havde jeg et stærkt ønske om at tilbede Gud. Og jeg havde stadig spørgsmål der ikke var blevet besvaret. Jeg begyndte derfor at søge efter sandheden. Jeg opsøgte forskellige frikirkelige grupper, men de kunne ikke give mig tilfredsstillende svar. Engang overværede jeg en gudstjeneste i en kirke i Minnesota hvor præsten afkortede prædikenen fordi fodboldholdet Minnesota Vikings skulle spille samme dag. Han opfordrede alle de tilstedeværende til at gå hjem og bede om sejr! Jeg rejste mig og forlod kirken. Den tåbelige tankegang der forbinder Gud med overfladiske sportsaktiviteter, kan stadig irritere mig.

Mens jeg arbejdede i Duluth i Minnesota, efterlod en ven et nummer af Vagttårnet i min lejlighed. Jeg læste bladets redegørelse for Mattæus, kapitel 24, og den lød troværdig. Det fik mig til at tænke: ’Hvem er disse Jehovas Vidner? Hvem er Jehova?’ Jeg fik ikke svaret før i 1975 da den samme ven gav mig bogen Sandheden der fører til evigt liva og en bibel.

Jeg læste bogen samme aften. Ved slutningen af det første kapitel vidste jeg at jeg havde fundet sandheden. Det var som om et slør var blevet taget bort fra mit sind. Jeg læste bogen færdig, og næste dag gik jeg over til nogle Jehovas vidner der boede på den anden side af vejen, og spurgte om de ville studere Bibelen med mig.

Jeg skrinlagde mine planer om at rejse til Brasilien og begyndte at overvære møderne i rigssalen. Fra den ene dag til den anden holdt jeg med Jehovas hjælp op med at drikke og tage stoffer. Derved kom jeg ud af et 12 år langt misbrug. Efter nogle få måneder begyndte jeg at deltage i forkyndelsen fra hus til hus.

Der var imidlertid et problem jeg skulle overvinde. Jeg havde aldrig kunnet holde på et fast arbejde, og tanken om at skulle indrette mig efter en tidsplan løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg var imidlertid nødt til at blive mere ansvarsbevidst eftersom Debi igen var kommet ind i mit liv. Jeg havde tidligere kommet sammen med hende; men hun havde valgt at gå på universitetet for at læse til lærer, mens jeg ville være musiker. Hun tog også imod sandheden fra Bibelen, og vi følte os igen tiltrukket af hinanden. Vi blev gift i 1976, og samme år blev vi døbt som Jehovas vidner i Sault Sainte Marie i Ontario, Canada. Vi har nu fire børn — tre drenge og en pige.

For at kunne sørge for min familie åbnede jeg en musikforretning og underviste i jazz-improvisation og guitarspil. Jeg drev også et lille lydstudie, og indimellem spillede jeg i natklubber. Meget overraskende fik jeg på dette tidspunkt flere muligheder for at komme helt til tops i den professionelle musikverden. Tre gange blev jeg spurgt om jeg ville spille som backing for berømte musikere. Her var mit livs store chance; det var faktisk det tredje tilbud inden for to år. Jeg fik også tilbudt at spille med i en kendt jazzgruppe i Los Angeles. Men jeg vidste at det igen ville betyde hyppige rejser, koncerter og perioder med indspilninger. Jeg overvejede tilbudet et kort øjeblik og sagde så pænt nej tak. Ved at tænke tilbage på min tidligere livsstil med narkotika, alkohol og risikoen for at blive slået ihjel indså jeg at prisen var for høj. Mit nye kristne liv med min kone og mine børn betød meget mere for mig.

I flere år optog jeg uddannelses- og dokumentarprogrammer for Public Broadcasting Service. I dag arbejder jeg med at koordinere videoprogrammer til hopireservatet for et universitet i det nordlige Arizona.

Tilbage hos mit eget folk

Det er tyve år siden jeg indviede mit liv til Jehova Gud, og i de tyve år har jeg også været lykkeligt gift. Ud over min kone, Debi, er vores 19-årige søn, Dylan, og vores 16-årige datter, Leslie, i heltidstjenesten. Dylan tjener nu på Vagttårnets Trykkeri- og Landbrugskompleks i Wallkill i New York. De to andre drenge, Casey og Marshall, på henholdsvis 12 og 14 år, indviede for nylig deres liv til Jehova og lod sig døbe.

For tre år siden tog vi imod indbydelsen til at flytte ud hvor behovet for forkyndere var større, og tog til Keams Canyon i Arizona for at tjene blandt navajo- og hopiindianerne. Jeg tjener som ældste i menigheden. Det er en glæde igen at bo blandt indianere. I betragtning af den store kontrast der er mellem kulturen og livsbetingelserne i dette område og i typiske amerikanske forstæder, er det næsten som om vi arbejder i et missionærdistrikt. Vi forlod et stort, komfortabelt hjem og flyttede alle seks ind i et meget mindre, mobilt hjem. Livet er hårdere her. Mange hjem har ikke nogen sanitære installationer, kun toilet udendørs. Nogle familier rejser store afstande om vinteren for at hente træ og kul. Vand trækkes op fra offentlige brønde. Mange veje er ikke asfalterede eller indtegnet på et kort. Da jeg som barn boede i reservatet, tænkte jeg ikke så meget over disse ting. I dag forstår min familie og jeg til fulde hvad det kræver af arbejde og energi blot at passe de nødvendige daglige gøremål.

Indianerne har deres egen jurisdiktion i reservaterne, men de kæmper med de samme problemer som alle regeringer kæmper med — interne konflikter, nepotisme, pengemangel, underslæb og endda forbrydelser begået af deres embedsmænd og ledere. Indianerne er også plaget af alkoholisme, stofmisbrug, arbejdsløshed, familievold og ægteskabelige og familiemæssige problemer. Nogle giver stadig den hvide mand skylden for deres nuværende situation, men den hvide mand er hjemsøgt af de samme problemer. Trods modstand fra familie, venner og medlemmer af deres egen klan reagerer mange indianere positivt på det bibelske undervisningsarbejde Jehovas vidner udfører. De kan se at venskabet med Gud er alle deres anstrengelser værd. Mange rejser over 120 kilometer hver vej for at overvære de kristne møder. Vi er lykkelige for at kunne forkynde den gode nyhed om Guds rige blandt navajo- og hopiindianerne.

Jeg ser frem til den dag hvor Jehova vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og hvor hele den lydige menneskehed vil leve fredeligt og harmonisk sammen som en forenet familie. Til den tid vil livet blive som jeg ønskede det skulle være da jeg var en lille chippewadreng i Canada. (Åbenbaringen 11:18; 21:1-4) — Fortalt af Burton McKerchie.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Jeg søgte efter svar på mine spørgsmål om Gud

[Illustrationer på side 15]

Herover: Min familie sammen med en navajo-ven (yderst til venstre)

Indsat: Vores beboelsesvogn i nærheden af rigssalen