Hvorfor man oprettede en international domstol i Europa

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HOLLAND

EJEREN af et bilværksted i det nordlige Holland indledte en lang kamp ved forskellige domstole da han af staten blev nægtet tilladelse til at sælge flaskegas, og heller ikke måtte ombygge benzindrevne motorer så de kunne køre på gas. Mens sagen blev behandlet gik han konkurs.

Manden følte sig uretfærdigt behandlet af de hollandske domstole og appellerede derfor sagen til Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstol i Strasbourg. I 1985 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en kendelse i hans favør. Afgørelsen var en stor moralsk sejr, for, som han udtrykte det, ’den gjorde det klart at han hele tiden havde haft ret’.

I de seneste årtier har en række europæiske statsborgere appelleret til Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstol. Denne domstol tager sig ikke kun af klager fra enkeltpersoner, men behandler også klager som en eller flere stater indgiver mod en anden stat, når grundlæggende menneskerettigheder menes at være krænket. Det stigende antal sager der indbringes for internationale domstole er et udtryk for at borgere og regeringer længes efter retfærdighed.

Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstol

I 1950 mødtes adskillige af Europarådets medlemslande i Rom, hvor de besluttede at udarbejde en konvention som skulle garantere borgere og udlændinge med opholdstilladelse bestemte frihedsrettigheder. Senere blev flere rettigheder føjet til, samtidig med at yderligere nogle europæiske stater tilsluttede sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, med det sigte at beskytte menneskers rettigheder og grundlæggende frihed.a Nogle af disse rettigheder drejer sig om at beskytte liv og forhindre tortur; andre handler om familieliv såvel som religionsfrihed, ytringsfrihed, retten til frit at tænke og retten til frit at forsamles. Ofre for krænkelser af disse menneskerettigheder kan indgive en klage mod den pågældende stat til Europarådets generalsekretær.

Siden domstolens oprettelse er der blevet indgivet mere end 20.000 klager. Hvordan udvælger Den Europæiske Menneskerettighedskommission i Strasbourg de sager domstolen skal behandle? Først forsøger man at få parterne til at indgå et forlig. Hvis dette ikke er muligt og klagen i øvrigt er velbegrundet, bliver den bragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kun omkring 5 procent af alle klager når så langt. Domstolen har indtil slutningen af 1995 fældet dom i 554 sager. De kendelser domstolen afsiger i klagesager som er indbragt af enkeltpersoner, er bindende for staten. Men situationen er ikke så enkel når det drejer sig om klager fra en eller flere stater mod en anden stat. Hvis en stat bliver kendt skyldig, vil den efter al sandsynlighed se stort på konventionens bestemmelser og gøre hvad der politisk set er mest fordelagtigt. Mens Den Internationale Domstol i Haag kun tager sig af uoverensstemmelser staterne imellem, afsiger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol også retskendelser i stridigheder mellem enkeltpersoner og stater.

Sejre vundet for religionsfriheden i Europa

I 1993 nåede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til to vigtige afgørelser som styrker religionsfriheden. Den første sag drejede sig om Minos Kokkinakis, der bor i Grækenland. Siden 1938 var han som et af Jehovas vidner blevet arresteret mere end 60 gange, 18 gange var han blevet ført for græske domstole, og han havde tilbragt mere end seks år i fængsel.

Den 25. maj 1993 kendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den græske regering skyldig i at have krænket den 84-årige Minos Kokkinakis’ ret til frit at udøve sin tro. Han blev tilkendt en erstatning på næsten 100.000 kroner. Den samme domstol afviste den græske regerings påstand om at Kokkinakis og Jehovas Vidner som et hele bruger pression når de drøfter deres tro med andre. — Yderligere oplysninger findes i Vagttårnet for 1. september 1993, side 27-31.

I den anden sag afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en afgørelse til fordel for Ingrid Hoffmann fra Østrig. Hun havde mistet forældremyndigheden over sine to børn da hun efter sin skilsmisse var blevet et af Jehovas vidner. De lavere retsinstanser havde tilkendt hende forældremyndigheden, men Højesteret overdrog myndigheden til hendes tidligere mand, som var katolik. Retten begrundede sin handling med at en østrigsk lov siger at medmindre ægtefællerne er blevet enige om at skifte tro, skal deres børn opdrages som katolikker hvis parret var katolikker ved ægteskabets indgåelse. Ingrid Hoffmanns tidligere mand hævdede at hun nu som et af Jehovas vidner ikke længere var i stand til at give børnene en god og normal opvækst. Den 23. juni 1993 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at Østrig havde diskrimineret hende på grund af hendes tro og krænket hendes ret til at opdrage sin familie. Hun fik tilkendt en skadeserstatning. — Yderligere oplysninger findes i Vågn op! for 8. oktober 1993, side 15.

Disse afgørelser berører alle som elsker religions- og ytringsfrihed. Appeller til internationale domstole kan være med til at sikre grundlæggende rettigheder. Men man må gøre sig klart at juridiske institutioner også har deres begrænsninger. Selv med de bedste intentioner er de hverken i stand til at garantere varig fred eller fuldstændig respekt for menneskerettighederne.

[Fodnote]