Nu er jeg lykkelig for at være i live!

„De er godt klar over at De vil dø, ikke?“ spurgte lægen. Ironisk nok havde jeg to gange tidligere i mit liv følt at døden ville have været en udfrielse. Men ikke denne gang. Lad mig forklare.

JEG er vokset op på Long Island, en forstad til New York. Min far var en berømt racerkører. Han var perfektionist og elskede konkurrencer. Han havde også et hidsigt temperament og var meget svær at gøre tilpas. Mor hørte derimod til den stilfærdige type, og hun var så bange for hvad der kunne ske når min far kørte racerløb, at hun ikke kunne få sig selv til at se på.

Allerede i en tidlig alder fulgte min storebror og jeg vores mors eksempel i at holde en lav profil derhjemme. Men det var ikke nemt. Vi var alle sammen bange for far. Det påvirkede mig så meget at jeg aldrig følte at jeg kunne gøre noget rigtigt. Min selvrespekt blev yderligere nedbrudt da jeg som ung teenager blev seksuelt misbrugt af en „ven“ af familien. Jeg var ude af stand til at bearbejde mine følelser og forsøgte at begå selvmord. Det var den første gang jeg tænkte at døden ville have været en befrielse.

Jeg følte mig uduelig og uønsket og udviklede spisevægring som er almindelig blandt unge kvinder der mangler selvrespekt. I tråd med en sangtekst der lyder: „Jeg søger efter kærlighed alle de forkerte steder“ („Lookin’ for love in all the wrong places“), begyndte jeg at leve et liv der var præget af spænding, misbrug af forskellige stoffer, utugt og gentagne aborter. Jeg var glad for motorcykler, racerløb og dykning, og af og til tog jeg til Las Vegas for at spille. Jeg søgte også råd hos en spåkone og underholdt mig med et ’Ouija’-bræt. Dengang var jeg ikke klar over farerne ved spiritisme. — 5 Mosebog 18:10-12.

Jagten efter spænding førte desuden til at jeg begik ulovligheder som for eksempel at sælge narko og stjæle fra butikker. Min søgen efter kærlighed og anerkendelse resulterede i en lang række af kærester hvor den ene afløste den anden. Alle disse faktorer tilsammen skabte en livsstil der var meget farligere end jeg troede.

En aften efter at jeg havde indtaget en blanding af alkohol og narkotika i depotet ved væddeløbsbanen, var jeg dum nok til at lade min ven køre mig hjem. På et tidspunkt sank jeg bevidstløs sammen på forsædet, og det gjorde min ven tilsyneladende også. Jeg blev vækket af et sammenstød. Jeg kom på hospitalet og blev behandlet for en del kvæstelser, men jeg kom mig efterhånden og fik kun varige mén i mit højre knæ.

Et ønske om noget bedre

Mens jeg ikke satte mit eget liv særlig højt, var jeg meget engageret i børns og dyrs sikkerhed og rettigheder samt miljøbeskyttelse. Jeg længtes efter en bedre verden, og i et forsøg på at skabe en sådan var jeg aktiv inden for mange organisationer. Det var dette ønske om en bedre verden der i første omgang fik mig til at lytte til en af mine arbejdskammerater, et af Jehovas vidner. Når noget gik galt i forbindelse med hendes arbejde, gav hun tit udtryk for sin frustration ved at sige: „Åh, sikke en verden!“ Da jeg spurgte hende hvad hun mente, forklarede hun at livet en dag vil være fri for alle bekymringer. Jeg havde dyb respekt for hende, og derfor lyttede jeg med interesse.

Desværre mistede vi forbindelsen, men jeg glemte aldrig de ting hun havde sagt. Jeg havde indset at jeg en dag ville blive nødt til at foretage nogle store forandringer i mit liv for at kunne behage Gud, men jeg var ikke klar til det på det tidspunkt. Jeg fortalte dog de forskellige mænd jeg overvejede at gifte mig med, at jeg en dag ville blive et Jehovas vidne, og hvis de ikke kunne lide det, var det bedst at slå op med det samme.

Min sidste kæreste ville godt vide mere om det jeg havde lært, og sagde at hvis det var noget for mig, var det måske også noget for ham. Vi begyndte så at lede efter Jehovas Vidner, men det var dem der fandt os da de en dag ringede på min dør. Et bibelstudium blev påbegyndt, men efter et stykke tid holdt min ven op med at studere og flyttede hjem til sin kone.

Mit bibelstudium var ofte uregelmæssigt, og det tog tid før jeg selv anlagde Jehovas syn på livets hellighed. Men så snart jeg ændrede min tankegang, forstod jeg nødvendigheden af at holde op med at dyrke skydiving og at ryge. Efterhånden som livet blev mere værdifuldt i mine øjne, fik jeg lyst til at slå mig til ro og holde op med at sætte mit liv på spil. Den 18. oktober 1985 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Lidet anede det mig at mit liv snart ville hænge i en tynd tråd.

Ønsker igen at dø

Nogle måneder senere, om aftenen den 22. marts 1986, var jeg ved at bære noget vasketøj ind fra min bil foran huset da jeg blev ramt af en bil i stærk fart og trukket med mere end 30 meter hen ad vejen. Jeg var blevet en flugtbilists offer. Trods læsioner i hovedet var jeg hele tiden ved bevidsthed.

Jeg lå med ansigtet nedad på den mørke vej og var rædselsslagen for at blive ramt af flere biler. Smerterne føltes uudholdelige, og jeg blev ved med at bede Jehova om at lade mig dø. (Job 14:13) Tilfældigvis kom en sygeplejerske forbi. Jeg bad hende rette stillingen på mine kvæstede ben. Da hun havde gjort det, rev hun en strimmel af sin kjole og lavede en årepresse for at standse blødningen fra et åbent knoglebrud i mit ene ben. Mine støvler blev fundet i en nærliggende gade, fyldt med blod.

De forbipasserende vidste ikke at jeg var blevet ramt som fodgænger, og de blev ved med at spørge mig om hvor min bil var. Jeg var ikke klar over hvor langt jeg var blevet trukket hen ad vejen, så jeg troede at jeg stadig befandt mig ved siden af min bil derhjemme. Da ambulancefolkene kom, troede de at jeg ville dø, og de tilkaldte politiet eftersom trafikdrab skal efterforskes. Flugtbilisten blev senere arresteret. Politiet afspærrede området og beslaglagde min bil som bevismateriale. Begge døre på dens ene side var blevet revet af.

En krise

Da jeg ankom til hospitalet, blev jeg ved med, selv om jeg havde iltmaske på, at sige: „Ingen blod, ingen blod. Jeg er et af Jehovas vidner!“ Det sidste jeg husker, er at jeg mærkede en stor saks der klippede mit tøj op i ryggen, og hørte personalets hektiske ordrer til hinanden.

Da jeg vågnede, var jeg overrasket over at være i live. Jeg gled af og til ind i bevidstløsheden. Hver gang jeg kom til bevidsthed, bad jeg min familie om at kontakte det ægtepar som havde studeret Bibelen med mig. Min familie var ikke glad for at jeg var blevet et Jehovas vidne, så de „glemte“ at informere dem. Men jeg blev ved. Det var det første jeg spurgte om hver gang jeg åbnede øjnene. Til sidst lykkedes det. En dag stod ægteparret der da jeg vågnede. Hvilken lettelse! Nu vidste Jehovas folk hvor jeg var.

Min glæde var dog kortvarig fordi mit hæmoglobintal var begyndt at falde og jeg fik høj feber. Lægerne fjernede nogle knogler som muligvis forårsagede betændelsen, og indopererede fire metalrør i mit ben. Snart fik jeg imidlertid igen høj feber, og mit ben blev sort. Der var opstået koldbrand, og jeg risikerede at dø hvis ikke mit ben blev amputeret.

Underlagt pres i blodspørgsmålet

Mit hæmoglobintal var faldet drastisk, og ifølge lægerne var det umuligt at operere uden blodtransfusion. Læger, sygeplejersker, familiemedlemmer og gamle venner blev tilkaldt for at lægge pres på mig. Tilfældigvis hørte jeg en hvisken uden for min stue. Jeg kunne høre nogle læger planlægge et eller andet, men jeg kunne ikke forstå hvad det var. Et Jehovas vidne som var på besøg, hørte heldigvis deres plan om at give mig blod imod min vilje. Hun kontaktede straks de lokale ældste, som kom mig til hjælp.

Lægerne tilkaldte en psykiater der skulle vurdere min mentale tilstand. De håbede at jeg kunne erklæres inhabil så de kunne tilsidesætte mine egne klare ønsker. Denne plan mislykkedes. Dernæst hentede man en præst som selv havde fået blodtransfusion, for at overbevise mig om at det var i orden at modtage blod. Til sidst søgte min familie om en retskendelse der gav lægerne lov til at påtvinge mig blod.

Ved totiden om natten marcherede et hold læger, en retsstenograf, en retsbetjent, nogle sagførere som repræsenterede hospitalet, og en dommer ind på min stue. Så var retten sat. Jeg var ikke blevet underrettet i forvejen. Jeg havde ingen bibel, ingen til at repræsentere mig, og desuden havde jeg fået stærk, smertestillende medicin. Hvad blev resultatet af mødet? Dommeren afviste retskendelsen og sagde at han nu var endnu mere imponeret over Jehovas vidners integritet end han var før.

Et hospital i Camden i New Jersey indvilligede i at tage sig af min sag. Hospitalsadministrationen i New York var rasende og nægtede mig al behandling, også smertestillende medicin. De ville heller ikke give helikopteren som skulle transportere mig til hospitalet i New Jersey, tilladelse til at lande. Jeg klarede heldigvis turen derhen i ambulance. Det var da jeg ankom til hospitalet i New Jersey at jeg hørte det spørgsmål der blev nævnt i indledningen: „De er godt klar over at De vil dø, ikke?“

Operationen lykkedes

Jeg var så svag at en sygeplejerske måtte hjælpe mig med at underskrive en formular med mit samtykke til operationen. Mit venstre ben måtte amputeres over knæet. Efter operationen faldt mit hæmoglobintal til under 2 g/100 ml (svarende til 1,4 mmol/liter). Lægerne frygtede at min hjerne havde taget alvorlig skade eftersom jeg ikke reagerede på navnet Virginia, som var det navn der stod i mine indlæggelsespapirer. Men da jeg nogen tid senere fik navnet Ginger hvisket tæt ved mit øre, åbnede jeg mine øjne og så en herre jeg aldrig havde mødt før.

Bill Turpin var fra en af Jehovas vidners lokale menigheder i New Jersey. Han havde fået at vide af nogle Jehovas vidner i New York at mit kælenavn er Ginger, det navn jeg altid er blevet kaldt. Da jeg lå i respirator og slet ikke kunne tale, formulerede han spørgsmål som jeg kunne besvare ved at blinke med øjnene. „Ønsker du at jeg fortsat skal prøve at besøge dig, og at jeg fortæller vennerne i New York hvordan du har det?“ spurgte han. Jeg kunne næsten ikke blinke nok! Broder Turpin var kommet på trods af at min familie havde prøvet at forhindre at jeg fik besøg af mine venner fra Jehovas vidner.

Efter at have været på hospitalet i seks måneder var jeg kun i stand til at udføre ganske almindelige dagligdags gøremål som det at spise og børste tænder. Med tiden fik jeg et kunstigt ben og kunne bevæge mig lidt omkring ved hjælp af en gangstol. Da jeg forlod hospitalet i september 1986 og kom hjem til min lejlighed, flyttede en sygehjælper ind og boede hos mig et halvt års tid for at hjælpe mig.

Hjælp fra brodersamfundet

Selv før jeg kom hjem fra hospitalet, var det for alvor gået op for mig hvad det vil sige at være en del af det kristne brodersamfund. (Markus 10:29, 30) Brødrene og søstrene sørgede for at dække ikke blot mine fysiske, men også mine åndelige behov. Med deres kærlige hjælp var jeg i stand til igen at overvære de kristne møder og med tiden endda at deltage i det der kaldes hjælpepionertjenesten.

Erstatningssagen mod flugtbilisten, noget der under normale omstændigheder tidligst ville komme for en domstol efter fem år, blev til stor overraskelse for min sagfører afgjort inden for nogle måneder. Forsikringssummen der blev udbetalt, brugte jeg til at flytte ind i et mere handicapvenligt hus. Jeg købte også en varevogn der kunne betjenes ved hjælp af hænderne og var udstyret med en lift til kørestol. I 1988 sluttede jeg mig til pionerernes rækker, hvilket kræver at man anvender mindst 1000 timer om året i forkyndelsen. Gennem årene har jeg haft den glæde at forkynde i distrikter i staterne North Dakota, Alabama og Kentucky. Jeg har kørt over 150.000 kilometer i min varevogn, de fleste i den kristne forkyndelse.

Min elektriske trehjulede scooter har givet mig mange pudsige oplevelser. To gange er jeg væltet på den mens jeg forkyndte sammen med rejsende tilsynsmænds koner. En gang i Alabama troede jeg fejlagtigt at jeg kunne sætte over en lille bæk siddende på scooteren, men jeg endte på jorden og blev oversmurt med mudder. At bevare en humoristisk sans og ikke tage mig selv højtideligt har hjulpet mig til at bevare en positiv indstilling.

Holdt oppe af et sikkert håb

Somme tider har mine helbredsproblemer næsten ikke været til at bære. For nogle år siden måtte jeg to gange holde en pause som pioner fordi det lod til at mit andet ben også måtte amputeres. Der er stadig en konstant risiko for at jeg må have benet fjernet, og i de sidste fem år har jeg været fuldstændig lænket til en kørestol. I 1994 brækkede jeg en arm og måtte have hjælp til at vaske mig, klæde mig på, lave mad, gøre rent og blive transporteret rundt. Det skyldtes udelukkende brødrenes hjælp at jeg kunne fortsætte i pionertjenesten efter dette tilbageslag.

Gennem det meste af mit liv har jeg søgt efter det jeg troede var spænding, men nu har jeg indset at den mest spændende tid venter forude. Min tro på at Gud vil helbrede alle nuværende sygdomme i den nye verden der hastigt nærmer sig, er det der gør at jeg nu er glad for at være i live. (Esajas 35:4-6) Jeg ser frem til i denne nye verden at svømme sammen med hvaler og delfiner, udforske bjerge i selskab med en løvinde og hendes unger og at gøre noget så almindeligt som at gå langs stranden. Det fylder mig med glæde når jeg forestiller mig hvordan det vil være at gøre alle de ting som vi af Gud er skabt til at nyde i dette kommende paradis på jorden. — Fortalt af Ginger Klauss.

[Illustration på side 21]

Da spil var en del af mit liv

[Illustration på side 23]

Guds løfter holder mig oppe