Mød fuglen med øjenvipper

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SYDAFRIKA

DET er muligt at du aldrig har mødt nogen af os. Vi er fugle, og de fleste mennesker kender os som afrikanske rødstrubede hornravne.

Bortset fra vores ejendommelige udseende er der andre interessante ting ved os som vi kunne tænke os at fortælle dig om. For det første tilbringer vi meget af tiden på jorden. Vi er på størrelse med en kalkun, og ligesom kalkunen flyver vi ikke særlig meget.

Med vores særprægede og klodsede vralten vandrer vi omkring i de centrale og sydøstlige områder af Afrika. Hvis vi nogen sinde skulle støde på hinanden, ville du kunne kende os på vores skarlagenrøde udposninger på halsen og partierne omkring øjnene, for ikke at tale om de lange, flotte øjenvipper vi har.

Rødstrubede hornravne er dårlige ’avlsdyr’ — vi opfostrer gennemsnitlig én flyvefærdig unge hvert sjette år. I yngletiden sørger hannerne for en rigelig forsyning tørre blade til foring af vores reder, som vi sædvanligvis bygger i hule træer eller klippehuller. I 40 dage passer hunfuglene omhyggeligt æggene. Sammen med andre familiemedlemmer vimser vi frem og tilbage med en stadig forsyning af orm, larver og andre delikatesser til den vordende mor. Når ungerne tre måneder efter udklækningen forlader reden for at slutte sig til resten af familien, er vi alle ovenud lykkelige.

Vi er længe om at blive fuldt udvoksede — mindst seks år — og det kan tage endnu længere tid før en af os stifter familie. Men det at vi lever længe (mange af os bliver 30 år gamle), giver os til gengæld tilstrækkelig tid til at få afkom.

Vi er meget familieorienterede, idet vi lever og arbejder sammen i grupper på højest otte fugle. Hver familie har sit eget territorium, der dækker cirka 100 kvadratkilometer savanneområder, skove og græsstepper i Afrika. Visse steder i den sydlige del af Afrika har vi mistet op mod 70 procent af vores levesteder på grund af landbrug og menneskelig beboelse.

Vi forsvarer vores territoriegrænser og afpatruljerer dem regelmæssigt. Vi deler ikke vores føde — slanger, larver, skildpadder og insekter — med andre, selv ikke med hornravne fra andre familier. I vores iver efter at jage ubudne gæster bort kommer vi undertiden til at opføre os lidt fjollet. Når vi for eksempel ser vores eget spejlbillede i en rude, render vi ofte ind i ruden i den tro at spejlbilledet er en fjende. Det kan næsten ikke undgås at vores lange og hårde næb slår vinduet i stykker. Dette har fået nogle mennesker til at sætte net for deres vinduer, og det er vi meget taknemmelige for!

Desværre er der mange store farer som truer os. Der er mennesker som fordriver os fra vores levesteder, og nogle skyder os med geværer. Landmænd lægger ofte forgiftet lokkemad ud til sjakaler og andre uønskede dyr. Men hvordan skulle vi kunne vide om lokkemaden er forgiftet eller ej? Der er landmænd som, øjensynligt for at beskytte os, anbringer giften nede i jorden. Men da vi normalt graver efter føde ved hjælp af vores lange næb, graver vi så at sige vores egen grav hvis vi får fat i den.

Nogle mennesker gør en ihærdig indsats for at beskytte os mod disse farer. Vi håber ikke at vi går samme endeligt i møde som vores artsfælle, dronten, der nu er uddød. Hvis du en dag befinder dig i vores område og hører vores rungende kalden, du-du-dududu du-du-dududu, må du endelig besøge os. Så vil vi vifte med vores lange øjenvipper og byde dig velkommen i den rødstrubede hornravns verden.