Vi flygtede fra bomberne 50 år efter

„Bomberne vil snart eksplodere. Søg dækning!“

MED disse ord bad en politimand min mand og mig om at forlade huset og søge dækning i en nærliggende betonbunker. Beskeden kom som et chok. Vi befandt os nemlig ikke i et krigshærget område, men var på besøg hos nogle venner på en af de smukke fjernestliggende atoller på Gilbertøerne i Kiribati.

Vi skulle tilbringe en uge med min veninde og hendes mand på den lille ø Tarawa. Hun var det eneste Jehovas vidne på øen, og vi ville gerne hjælpe hende med at forkynde for øboerne.

Gilberteserne er af natur venlige og ivrige efter at tale om Bibelen. Eftersom bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden kort forinden var blevet udgivet på lokalsproget, havde vi gode muligheder for at uddele adskillige eksemplarer. Alle der tog imod bogen, forsikrede os om at de ville læse den og ikke bruge den som en ken karawan, eller „lykkeamulet“, som beskyttelse mod dæmoner. Det er en almindelig skik at lægge en sammenrullet side fra Bibelen i en flaske og hænge den på en bjælke eller i et træ i nærheden, da det formodes at holde onde ånder væk.

I flere dage havde vi nydt vores ophold, men om lørdagen indså vi at det ville ændre sig. Vi stod tidligt op og begyndte dagen med en velgørende svømmetur i lagunens klare, varme vand. Da vi gik hjem fra stranden, så vi et skræmmende gråt skib nærme sig. Kort efter fandt vi ud af hvad dets mission var. En politimand forklarede at et hold på syv amerikanske militærfolk var ankommet for at detonere gamle bomber på øen. Af sikkerhedshensyn blev øboerne evakueret og skulle tilbringe dagen i nogle bunkere som japanerne havde bygget under den anden verdenskrig.

Disse bunkere, som besøgende på Tarawa som regel bemærker med det samme, er et vidnesbyrd om en grufuld fortid. På afstand ligner øen grangiveligt et tropisk paradis, men når man kommer tættere på, er det tydeligt at Tarawas skønhed er skæmmet af en krig der sluttede for 50 år siden. Øen var engang en vigtig japansk luftbase og er nu oversået med efterladenskaber fra den anden verdenskrig. Overalt er der rustent krigsmateriel — jagerfly, skydevåben og torpedoer — som er dækket af tropiske planter.

Det er imidlertid de tilbageblevne bomber der er det største problem. Under krigen dængede USA’s væbnede styrker Tarawa til med over 3600 tons bomber, napalmladninger og raketter, og de japanske styrker havde selv et arsenal af bomber og andre våben på øen. Det er usandsynligt at en 50 år gammel bombe vil eksplodere, men det kan ikke udelukkes. Det er grunden til at sprængningseksperter har besøgt øen mindst fem gange siden 1945, det år krigen sluttede.

Vi spekulerede på om advarselen havde noget på sig og gik derfor hen til det område hvor sprængningseksperterne var kommet i land, og talte med dem. De fortalte os at advarselen var alvorligt ment, og at bombeeksplosionerne ville begynde inden for en time. Vi fik at vide at hvis ikke vi søgte dækning i en bunker, måtte vi omgående forlade øen.

Min veninde besluttede at blive på Tarawa og søgte beskyttelse sammen med adskillige andre familier i en bunker som tidligere havde været en maskingeværrede. Hun fortalte os senere at de eneste vinduer i den gamle betonbunker var skydeskårene, og at der inde i bunkeren var ubehagelig varmt og trangt. At tilbringe dagen her fik minderne fra krigsårene frem, og hun måtte indrømme at mens de eksploderende bomber havde fascineret hende som barn, virkede de nu skræmmende.

Hendes mand havde indvilliget i at sejle os til Wollet Island, otte kilometer derfra, i en lille båd med påhængsmotor. Vi var kun få minutter fra land da vi hørte et højt brag. Da vi vendte os og kiggede mod Tarawa, så vi en røgsøjle der steg op i nærheden af øens bebyggelse. Kort efter var der endnu en eksplosion og derefter en tredje og langt større eksplosion.

Vi brugte dagen til at forkynde på Wollet mens vi kunne høre bombeeksplosionerne i det fjerne. De gamle bomber var blevet lokaliseret og afmærket adskillige måneder i forvejen. Overalt var der blevet fundet sprængemner — langs kystlinjen, inde i landet på flyvepladsen og selv i folks baghaver. For at reducere antallet af eksplosioner havde sprængningsholdet indsamlet flere mindre bomber og derefter detoneret dem samtidigt.

Solen var ved at gå ned da vi satte kursen mod Tarawa. Idet vi sejlede ind mod øen, bemærkede vi at der ikke, som ellers, kom røg fra ildstederne. Vi vidste at der var noget galt. Pludselig kom en lille båd sejlende ud mod os med høj fart. Besætningen advarede os mod at sejle længere ind mod land. En stor bombe under vandet manglede endnu at blive sprængt nær revet. Da vi drev fra land i skumringen, blev vi vidne til noget som de fleste i dag aldrig har set — en undersøisk sprængning af en bombe fra Anden Verdenskrig som sendte en søjle af vand og røg hundreder af meter op i luften.

Lykkeligvis kom ingen til skade på Tarawa den dag. Men havde sprængningsholdet så endeligt gjort det af med de resterende bomber på øen? Sandsynligvis ikke. Chefen sagde at han forventede at øboerne i fremtiden stadig ville finde gamle sprængemner. Det blev selvfølgelig samtaleemnet da vi fuldførte vort forkyndelsesarbejde på Tarawa. Det var en stor forret at fortælle disse øboere om den tid hvor Jehovas rige vil ’standse krige indtil jordens ende’. — Salme 46:9.

Fortalt af Nancy Vander Velde

[Illustration på side 27]

En ueksploderet bombe