Jeg var guerillasoldat

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ CYPERN

NATIONALISME var noget jeg blev indpodet fra barndommen. Grækerne gav verden kultur, fik jeg at vide, og jeg måtte ikke glemme at jeg var græsk cypriot. I skolen hamrede min historielærer fortællinger ind i hovedet på mig om modige helte i den græske opstand mod tyrkerne i 1821, og han lagde al sin begejstring i det.

Hjemme lærte jeg også nationalisme. Den var blandet med religion, for min fader var præst i den græsk-ortodokse kirke. ’Vi er grækere og vi vil have vores frihed’ understregede min fader atter og atter.

Vi var dengang under engelsk herredømme. Jeg fik at vide at hvis vi kunne tvinge englænderne — der blev betragtet som tyranner — bort fra Cypern, ville vi blive frie! Jeg blev opdraget til at hade englænderne.

Den 1. april 1955 begyndte EOKA (National Organisation af Cypriotiske Soldater) sin virksomhed. Dens formål var at sabotere militære mål og skabe ødelæggelse og frygt blandt englænderne ved at dræbe i flæng, indtil de forlod vor lille ø. Så ville vi blive frie! Frihed! — ordet lød som musik i mine ører.

Med en følelse af stolthed plejede jeg at læse i aviserne om de bedrifter mændene og kvinderne i EOKA udførte. Jeg ønskede at være blandt disse modige patrioter — men hvordan? En dag blev mit ønske opfyldt.

Jeg sluttede mig til EOKA

EOKA-organisationen blev ledet af Digenis, som havde et legendarisk ry på Cypern. Der var en næstkommanderende og nogle afdelingsledere, én for hver by. Der var også mange gruppeledere. Jeg skulle snart træffe en afdelingsleder.

Det var i 1957. Jeg var femogtyve år gammel, gift og havde to børn. Da EOKAs afdelingsleder i min by henvendte sig til mig, lyttede jeg til ham med stor respekt og opmærksomhed. Ja, jeg ville gerne være et aktivt medlem af organisationen. Jeg gik helt ind for denne sag, men jeg måtte have oplæring. Jeg lærte at lave bomber.

Da jeg mestrede bombefremstillingens kunst blev jeg udnævnt til gruppeleder. Jeg havde toogtredive mænd under mig. Endelig var jeg ved at nå mit mål!

Bomberne anbringes

Vores opgave bestod i at lave tidsindstillede bomber og miner på vores hemmelige skjulested. Vi anbragte dem så dér hvor vores afdelingsleder gav os besked om. De blev sat til at eksplodere og gøre deres ødelæggende arbejde på et bestemt tidspunkt.

Imidlertid havde vi et stort problem. Hvordan skulle vi transportere bomberne fra vores skjulested til det område der var målet, uden at der blev lagt mærke til det? Det lykkedes os at løse dette problem ved at lave tasker med hemmelige rum. I det nederste rum lagde vi gerne bomben, og efter at have lukket rummet lagde vi tøj og andre ting ovenpå. Vi passede omhyggeligt på at det tøj vi lagde ned i tasken ikke tilhørte nogen af os der havde til opgave at anbringe bomben.

Hvis politiet eller militæret skulle standse os og finde bomben, kunne vi undskylde os ved at sige at tasken ikke var vores, at vi sikkert havde taget den ved en fejltagelse. Og til bevis for dette kunne vi påpege at det tøj vi havde med, ikke var vores.

En dag fik vi besked på at anbringe en tidsindstillet bombe i en sal på en militærbase hvor en engelsk general skulle tale til sine officerer. Det lykkedes en af mine mænd som arbejdede på militærbasen at lave en ekstra nøgle til salen. Næste dag sneg vi os ind på militærbasen, åbnede døren til salen og anbragte den tidsindstillede bombe. Alt gik efter planen. Mindst ti officerer blev dræbt og nogle blev såret.

Da en flyvemaskine med militærfolk en dag skulle forlade Cypern, fik jeg ordre til at sabotere den. Det lykkedes os at anbringe en tidsindstillet bombe i en af passagerernes bagage. Men flyets afgang blev forsinket, og endnu før bagagen var anbragt i flyvemaskinen eksploderede bomben i lufthavnen.

Min aktivitet blev større, og hver gang vi udførte et af vore „jobs“ blev tre eller fire mennesker dræbt eller såret.

Foruden risikoen for at blive arresteret og hængt eller skudt måtte jeg også se andre farer i øjnene. For eksempel var der engang hvor den bombe vi havde lagt den foregående nat, ikke eksploderede. Og nogle af mine mænd og jeg arbejdede på netop det sted! Hvis den tidsindstillede bombe eksploderede nu, kunne alle folkene, deriblandt jeg og mine mænd, blive dræbt. En anonym telefonopringning til sprængningskommandoen reddede situationen.

Fanget med anklagende materiale

Engang blev jeg taget til fange. Det er utroligt at jeg undgik døden. Vi kørte i en bil hvori vi havde nogle fire tommers jernrør som vi brugte når vi lavede bomber. Så blev vi standset af militærpolitiet. Da de gennemsøgte bilen og fandt jernrørene mistænkte de os og kontaktede de militære myndigheder over radioen. Vi blev arresteret og sat i forskellige fængselsceller. Forhøret begyndte.

Vi fortalte dem den samme historie: En af vore medpassagerer arbejdede i et firma der handlede med jern. Når han var færdig med et arbejde samlede han alle de resterende stykker jern sammen, og vi var netop i færd med at hjælpe ham med at bringe dem hen til hans nye arbejde. Hæren kontrollerede vores historie og fandt den sandsynlig.

Det var dog ikke jernrørene der plagede mine tanker, men noget langt mere anklagende. I bilen havde jeg et brev fra min EOKA afdelingsleder! Det indeholdt ordrer til en anden gruppeleder, og i konvolutten var der femten pund sterling. Jeg skulle aflevere dette brev hvori der også stod at pengene var i konvolutten.

Da militærpolitiet gennemsøgte bilen var der en af dem der så konvolutten. Han tog den, åbnede den og så de femten pund. Den forsvandt ned i hans lomme. Ville han nu aflevere brevet til de militære myndigheder? Det var min store bekymring. Hvis han gjorde det, var jeg fortabt. Hvordan skulle jeg forklare dets tilstedeværelse i bilen? De ville vide at jeg var en EOKA-mand. Til alt held for mig var denne mands kærlighed til penge for stærk. Han beholdt pengene, og under de omstændigheder kunne han ikke fremvise det anklagende brev. Jeg var frelst. Det kostede mig kun tre dages forhør og fængsel.

Jeg mødte Jehovas vidner

Da jeg var nationalist var jeg også en religiøs mand, idet religion og nationalisme her på Cypern længe har været meget stærkt knyttet sammen. En dag solgte jeg derfor lodsedler hvor udbyttet skulle bruges til at bygge en ny græsk-ortodoks kirke. I det firma hvor jeg arbejdede var der ansat et af Jehovas vidner. Mange gange hørte jeg ham tale om Jehova til mine kolleger. Han talte endog til mig. Jeg kunne godt lide den mand. Bare han var mere patriotisk, tænkte jeg.

Dette kristne vidne for Jehova fortalte mig en dag at virkelig frihed, ikke blot frihed for alle former for nationalistisk undertrykkelse, men frihed for sygdom og død, ville komme gennem Jehova Guds rige. Ved en anden lejlighed henvendte jeg mig til denne mand og spurgte om han ville købe en lodseddel. Han gav udtryk for sympati og roste mig fordi jeg gjorde det jeg mente var et kristent arbejde, men han ville ikke købe en. Han sagde at han kunne tænke sig at hjælpe mig på en anden måde. Han tilbød at forære mig et års abonnement på det bibelske blad Vagttårnet. Det tog jeg imod.

Efter nogle få ugers forløb begyndte bladet at komme til mit hjem med posten. Men da jeg faktisk ikke var interesseret i at læse det, plejede jeg at lægge det af vejen. Jeg tog det ikke engang ud af omslaget.

En dag spurgte dette Jehovas vidne mig om min mening om en artikel som stod i et nyere nummer af Vagttårnet. Det drejede sig om et emne jeg virkelig var interesseret i, men da jeg var flov over at sige at jeg ikke engang havde lukket bladet op, sagde jeg til ham at jeg ville give ham et svar den næste dag. Da jeg kom hjem gennemgik jeg stabelen af blade som jeg havde lagt af vejen og fandt artiklen. Da jeg læste den opdagede jeg at den interesserede mig. Efter den tid havde dette vidne for Jehova noget interessant at drøfte med mig hver gang jeg mødte ham.

Bibelstudium fører til virkelig frihed

Ganske kort tid derefter tog jeg imod tilbudet om et bibelstudium. Jeg tog min familie med til det, for jeg begyndte at indse at kærlighed til Gud og kærlighed til min næste var stærkere i mig end nationalismen. Jeg begyndte at lære mere om Gud, hans navn og hans hensigter. Jeg begyndte at indse at lykke ikke opnås ved at fremme nogen form for nationalisme, nogen form for menneskelig regering. Jeg var tilhænger af Jesu Kristi regering, Guds rige. Hvor var jeg glad for ud fra Bibelen at få forklaret at Gud har et formål med at tillade nationerne at gå så vidt som de er gået, og at det er den nulevende generation der vil få den store forandring at se som sande kristne har ventet på i århundreder. Jeg havde tårer i øjnene da jeg erfarede at Jehova er en barmhjertig Gud der er parat til at tilgive — og hvor jeg personligt trængte til tilgivelse!

Efter at have studeret nogle få gange bestemte jeg mig. Jeg elskede og trængte til Gud og hans rige. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova Gud ved at lade mig døbe i vand. Bagefter var det første jeg gjorde at sende bladene Vagttårnet og Vågn op! til alle de mænd der havde kæmpet under mig. Kun én viste lidt interesse for Bibelens budskab.

I dag er jeg igen „gruppeleder“, men en anden slags — jeg tjener som tilsynsmand for en fredelig menighed af Jehovas vidner. Jeg har igen omkring femogtredive mennesker med mig som jeg arbejder sammen med. Og hvilken glæde at gå ud med dem fra hus til hus og fortælle de gæstfrie og venlige mennesker på Cypern den gode nyhed om den kommende fred i tusind år under Jesu Kristi kongedømme. (Åb. 20:4-6) Hvilken glæde at læse for mine landsmænd om opstandelsen af de døde og de vidunderlige tilstande som den sande Gud, Jehova, vil skabe i sin nye tingenes ordning som hastigt nærmer sig. — Åb. 21:1-4.

Jeg har nu fundet den sande frihed jeg søgte efter. Hvor er jeg taknemmelig for at det vidne for Jehova viste mig det virkelige formål med livet!