Religion og politik — et varigt partnerskab?
DEN russiske hersker Vladimir I besluttede engang at hans hedenske folk skulle være „kristent“. Han konverterede selv i år 987 efter at have giftet sig med en græsk-ortodoks prinsesse, og han bestemte nu at alle hans undersåtter skulle lade sig døbe ved en massedåb — under trusler om at der, om nødvendigt, ville blive anvendt magt. Gradvis opnåede den russiske kirke uafhængighed af sin „moder“, den græske kirke, for til sidst endog at ende med at blive et statsdepartement. Og skønt de sovjetiske ledere i dag officielt benægter Guds eksistens, opretholder den russiske kirke og stat alligevel et vist, om end ustabilt, samarbejde.
Århundreder senere lykkedes det også for kong Henrik VIII af England at danne et nært partnerskab mellem kirke og stat, dog ved hjælp af andre metoder. I 1532 blev han bekymret over at hans hustru, Katarina af Aragonien, ikke havde skænket ham en søn som tronarving. For at løse dette problem giftede Henrik sig i al hemmelighed med sin elskerinde, Anna Boleyn. Dette skete i hemmelig forståelse med ærkebiskoppen af Canterbury, der erklærede Henriks første ægteskab for ugyldigt. I 1534 udråbte denne despot og ægteskabsbryder sig selv til overhoved for den engelske statskirke, en titel som Englands monark bærer den dag i dag. Kirkesynodens beslutninger er underlagt Parlamentets godkendelse, og biskopper er, som medlemmer af Overhuset, med til at regere England. Kirke og stat har på denne måde i England været „gift“ i mere end 450 år.
„Ægteskaber“ mellem kirke og stat i nyere tid
I 1936 førte et oprør mod den republikanske regering i Spanien til borgerkrig, og til at general Franco kom til magten. Til venstrefløjens forfærdelse gav Franco præsteskabet en betydelig magt til gengæld for dets fulde støtte.
I 1983 mødtes Kirkernes Verdensråd i Vancouver i Canada. Generalsekretæren, Philip Potter, anmodede deltagerne om at „forblive politisk aktive“. Økonomiske tilskud fra Kirkernes Verdensråd til militante politiske grupper i adskillige lande har givet anledning til alvorlig bekymring blandt mange kirkegængere.
Det er derfor ikke et spørgsmål hvorvidt religionen blander sig i politik. Det afgørende spørgsmål er: Bør den gøre det? Er det godt eller dårligt? Har religionens indblanding i politik ’hævet den moralske standard i politik’ eller har den fordærvet religionen? Hvordan vil det gå i fremtiden? Vil religion og politik fortsætte med at have ’kærlighedsaffærer’, eller vil de miste tiltroen til hinanden og derved komme på kollisionskurs?
[Illustration på side 3]
Det første overhoved for den engelske statskirke