Hvorfor vi besøgte „Juleøen“

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I FIJI

ØEN Kiritimati (udtales Ki-ris-masʹ, eller Christmas, som betyder jul) er den største af de 33 øer i Stillehavet som udgør republikken Kiribati.a Kiritimati har et landområde på 388 kvadratkilometer, svarende til det samlede landområde for alle Kiribatis 32 andre øer. Der bor omkring 5000 på Kiritimati, mens det samlede indbyggertal for Kiribati ligger på omkring 92.000.

Med undtagelse af én er alle Kiribatis øer atoller. I areal er Kiritimati ikke alene Kiribatis største atol, men hele verdens.

Kiritimati gør sig også bemærket fordi den ligger ved den internationale datolinje. Befolkningen er blandt de første til at tage hul på en ny dag i kalenderen, eller til at fejre et nyt år og andre årlige begivenheder, for eksempel mindet om Jesu Kristi død.b

Denne fjerntliggende atol er også et af de vigtigste ynglesteder for havfugle i troperne. For ikke så længe siden anslog man antallet af redebyggende sodfarvede terner til omkring 25 millioner.

Ikke længere fuglenes hemmelighed

Da den opdagelsesrejsende James Cook dagen før jul i 1777 gik i land, var øen ubeboet. Men der var masser af fugle. Det var James Cook der kaldte øen Christmas Island.c Tilsyneladende var dens beliggenhed i mange år en hemmelighed som kun fuglene kendte.

På et af vores besøg dertil gav en opsynsmand der arbejder for Wildlife Conservation Unit, os en spændende rundtur. Da han bragte os ned til en strand, fløj nogle smukke, nysgerrige silketerner os i møde. De betragtede os nøje og kredsede over os, men lige uden for rækkevidde, som om de ville drille.

På selve jorden, et stykke fra stranden, så vi en koloni af sodfarvede terner. Hundredtusinder af disse fugle kommer til Kiritimati for at yngle. Til at begynde med flyver et virvar af skræppende fugle dag og nat rundt over ynglepladserne. Og først når alle koloniens fugle er ankommet, slår de sig ned for at lægge deres æg på den nøgne jord.

Når de små sodfarvede terneunger er flyvefærdige, i en alder af omkring tre måneder, begynder de et omflakkende liv over havet. Først efter fem til syv år, når de er klar til at yngle, vender de tilbage til land. I den tid hvor de strejfer omkring, tilbringer de det meste af tiden i luften. Der er nemlig ikke nok olie i deres fjer til at de kan flyde i længere tid på vandet.

Vi fik øje på nogle sorte noddyer som sad på deres reder. Vi så også deres unger og uudklækkede æg. Disse havfugle bygger rede til deres unger, men det gør silketernerne ikke. De lægger deres æg på nøgne grene i træerne. Heldigvis har ungerne veludviklede fødder og kløer som egner sig til at hænge fast med. Vi følte os med det samme tiltrukket af de dunede unger der sad og holdt fast om grenene. Forældrene var også meget smukke, små og snehvide, med et sort næb som kontrast.

Mens vi gik omkring, var der en polynesisk skråpe som sad beslutsomt på sit æg og holdt øje med os fra en beskyttet plads i nærheden. På Kiritimati findes verdens største koloni af kilehalede skråper. Øen er også et af de sidste steder i verden hvor både den hvidstrubede stormsvale og phoenixpetrellen yngler. Af andre fugle som yngler på øen, kan nævnes den rødhalede tropikfugl, maskesulen, den brune sule, den rødfodede sule, den brune noddy og fregatfuglen.

Over os fløj nogle fregatfugle ubesværet rundt og udførte fantastisk luftakrobatik. De stjal fisk fra andre fugle i luften og holdt samtidig øje med om fiskerne skulle smide nogle godbidder over bord. Fregatfugle er nødt til at være smidige i luften, for de lander normalt ikke på vandet. Ligesom de sodfarvede terner er deres fjerdragt ikke tilstrækkelig vandtæt, og med et vingespand på omkring 180 centimeter er det også en udfordring for dem at lette.

Vi fandt ud af at den lille brune fugl vi havde set tidligere, var en sibirisk hjejle. Denne fugl er en af de mange trækfugle der benytter Kiritimati om vinteren for at fouragere og hvile. Den kommer til øen efter en lang flyvetur fra ynglepladserne ved den nordlige polarkreds, tusinder af kilometer derfra. Den har en fænomenal navigationsevne og tager på en maratonrejse til dette fugleparadis, der ligger cirka 2100 kilometer syd for Honolulu, Hawaii.

Den egentlige grund til vores besøg

Vi besøger regelmæssigt Kiritimati, ikke for at se på fugle, men for at være sammen med de Jehovas Vidner som er på øen, og tage del i deres møder og forkyndelse. Øens beliggenhed giver disse forkyndere nogle særlige udfordringer. Da et af Jehovas Vidner for eksempel pludselig døde, holdt hans hustru frimodigt begravelsestalen fordi der ikke var andre der kunne gøre det. Hun ville gerne have at de mange mennesker der kom til begravelsen, skulle høre hvad Bibelen siger om et håb for de døde. — Johannes 11:25; Apostelgerninger 24:15.

Ud over tre gode bibeloversættelser findes der ikke meget læsestof om Bibelen på de lokale sprog. Men Jehovas Vidner udgiver en firfarvet månedlig udgave af bladet Vagttårnet samt andre bibelske publikationer på gilbertesisk. Det overrasker mange, for kun omkring 100.000 mennesker i hele verden taler dette sprog. De bibelske publikationer er til stor nytte for den isolerede gruppe af Jehovas Vidner når de regelmæssigt afholder møder hvor de tilbeder Gud, og når de følger Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25.

For besøgende er det ikke så let at finde transport. Men på Kiritimati kan man ellers køre fra London til Poland (Polen) via Tennessee på kun tre timer! Hvordan det? Banana, London, Paris, Poland, Tennessee og Tabwakea er alle farverige landsbynavne som antyder hvor nogle af de første gæster på øen havde deres oprindelse.

På et af vores besøg indbød en venlig læge os til at tage med ham på en tur til Poland. Det gav os lejlighed til for første gang at forkynde for folk dér. Eftersom vi kun havde to timer til vores rådighed, måtte vi bogstavelig talt løbe fra hus til hus for at nå alle husstande. Alle dem vi forkyndte for, lyttede med interesse til budskabet fra Bibelen og tog imod bibelsk læsestof, som de var forbløffede over at se på deres eget sprog.

Vi holder meget af de elskelige beboere på den fjerntliggende ø Kiritimati. Også øens prægtige fjerklædte beboere står vores hjerte nær. Det kan godt være at kaptajn Cook for længe siden mente at denne ø ikke egnede sig som bolig for mennesker, men det vil mange i dag være uenige med ham i. Ligesom fuglene har de nemlig gjort denne ø til deres hjem.

[Fodnoter]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kiritimati

Banana

Tabwakea

London

Paris

Poland

Den internationale datolinje

[Illustration på side 16]

Fregatfugle

[Kildeangivelse]

GaryKramer.net

[Illustration på side 17]

Silketerne

[Kildeangivelse]

© Doug Perrine/​SeaPics.com

[Illustration på side 17]

Brune suler

[Kildeangivelse]

Valerie & Ron Taylor/​ardea.com

[Illustration på side 18]

I forkyndelsen med de lokale Jehovas Vidner

[Kildeangivelse på side 18]

GaryKramer.net