Kapitel 13
Instinkterne — programmeret visdom
1. Hvad sagde Darwin om dyrenes instinkter?
„MANGE instinkter er så forunderlige at deres udvikling rimeligvis vil forekomme læseren at være en vanskelighed som er stor nok til at kuldkaste hele min teori,“ skrev Darwin. Han havde åbenbart ingen forklaring på instinkternes opståen, for hans næste ord lød: „Jeg må her forudskikke den bemærkning at jeg ikke beskæftiger mig med åndsevnernes oprindelse, lige så lidt som med selve livets.“1
2. Hvordan betragter nogle videnskabsmænd i dag instinkterne?
2 I dag er videnskaben ikke nærmere en forklaring på instinkterne end Darwin var. En evolutionist siger: „Det står fast at der ikke er det mindste tegn på at den genetiske kode kan overføre bestemte adfærdsmønstre. . . . Spørger vi hvordan et eller andet instinktivt adfærdsmønster opstod og begyndte at gå i arv, får vi ikke noget svar.“2
3, 4. Hvad siger en bog om oprindelsen til fuglenes trækinstinkt, og hvorfor er denne forklaring ikke tilstrækkelig?
3 En meget udbredt bog om fugle ser dog ikke, som Darwin og andre evolutionister, nogen vanskelighed i at forklare et af de mest gådefulde instinkter — det der har med fugletrækket at gøre. Den siger: „Det må uden tvivl dreje sig om en udviklingsproces. Formodentlig har fugle, som opstod i varmt klima, bredt sig ud derfra på jagt efter føde.“3
4 Men kan et så simpelt svar forklare trækfuglenes forbløffende præstationer? Videnskabsmændene ved at ingen forsøgsvandringer eller tillærte adfærdsmønstre indlemmes i den genetiske kode, og at de derfor ikke går i arv til afkommet. De indrømmer at fuglene trækker instinktivt og „uafhængigt af tidligere erfaringer“.4 Lad os tage nogle eksempler.
Trækfuglenes imponerende bedrifter
5. Hvilken strækning tilbagelægger de fugle der har den ubestridt længste trækrute, og hvilket spørgsmål stiller en videnskabsmand?
5 Havternerne har den ubestridt længste trækrute. De yngler nord for polarcirkelen, og ved sommerens slutning flyver de sydpå for at tilbringe den antarktiske sommer på pakisen ved Sydpolen. Det lader til at de cirkler rundt om hele Antarktis før de igen sætter kursen mod nord. Derved tilbagelægger de årligt omkring 35.000 kilometer. Der er rigeligt med føde at finde i begge polarområder. Men: „Hvordan har de opdaget at der findes sådanne fødekilder så langt fra hinanden?“ spørger en forsker.5 Udviklingslæren har ikke noget svar.
6, 7. Hvad specielt er der ved den stribede skovsangers træk, og hvilke spørgsmål får os til at indse hvor imponerende dens præstationer er?
6 Lige så uforklarlig, set fra udviklingslærens synspunkt, er den bedrift der udføres af den amerikanske stribede skovsanger. Den vejer kun omkring 20 gram. Men om efteråret forlader den Alaska og flyver til østkysten af Canada eller New England i De forenede Stater. Dér propper den sig med mad, oplagrer fedt, og venter så på en koldfront. Når koldfronten kommer, tager fuglene af sted. Dens endelige bestemmelsessted er Sydamerika, men først sætter den kursen mod Afrika. Ude over Atlanterhavet kommer den op i omkring 6000 meters højde og støder på stærke, vedvarende vinde som drejer den mod Sydamerika.
7 Hvordan ved denne skovsanger at den skal vente på koldfronten, og at den varsler godt vejr og medvind? Hvordan ved den at den skal flyve højere og højere op, hvor luften er tynd og kølig og indeholder 50 procent mindre ilt? Hvordan ved den at det kun er deroppe den finder den vind der vil føre den til Sydamerika? Hvordan ved den at den skal flyve mod Afrika for at få gavn af den fremdrift som denne nordøstlige vind kan give den? Den stribede skovsanger ved intet om alt dette. Det eneste der leder den på denne 4000 kilometer lange tur hvor den flyver i tre-fire døgn over åbent hav, er dens indbyggede instinkt.
8. Nævn nogle andre trækfugles præstationer.
8 Storken tilbringer sommeren i Europa, men flyver henved 13.000 kilometer for at overvintre i Sydafrika. Den amerikanske hjejle drager fra den arktiske tundra til Argentinas pampas. Den stribede ryle trækker 1500 kilometer længere, til spidsen af Sydamerika. Alaskaspoven flyver fra Alaska til Tahiti og andre øer, op mod 9500 kilometer over åbent hav. Den rubinstrubede kolibri tilbagelægger en langt kortere distance, men i betragtning af sin størrelse udfører den en lige så bemærkelsesværdig bedrift. Den vejer knap tre gram, og den flyver de 1000 kilometer tværs over Den mexicanske Golf mens den slår med sine små vinger op til 75 gange i sekundet i 25 timer — over seks millioner vingeslag uden ophold!
9. (a) Hvoraf fremgår det at evnen til at trække ikke er tillært, men må være indprogrammeret på forhånd? (b) Hvilke forsøg med skråper og brevduer viser at disse fugle er mesterlige navigatører?
9 Mange ungfugle drager på træk første gang uden at følges med de voksne fugle. De unge gøge tager på egen hånd fra Danmark til tropisk Afrika om efteråret, og træffer her for første gang de voksne gøge, som er taget af sted tidligere. Skråper drager fra Wales til Brasilien før ungerne, som følger efter så snart de kan flyve. En af dem har gjort turen på 16 dage; den fløj gennemsnitlig 740 kilometer om dagen. En skråpe blev engang bragt fra Wales til Boston i USA, som ligger langt uden for dens sædvanlige trækrute. Men i løbet af tolv og en halv dag var den tilbage på sit hjemsted i Wales, efter en flyvetur på 5100 kilometer. Brevduer som er blevet bragt hele 1000 kilometer bort i en hvilken som helst retning, er vendt tilbage til dueslaget i løbet af en dag.
10. Hvilket forsøg har vist hvor gode adéliepingvinerne er til at navigere?
10 Og et sidste eksempel: fugle som ikke flyver, men går og svømmer — adéliepingvinerne. Da nogle af dem blev bragt 1900 kilometer bort fra deres koloni og sluppet fri, orienterede de sig hurtigt og drog målbevidst af sted, ikke i retning af kolonien som de var taget fra, men ud mod det åbne hav, hvor de kunne finde føde. Fra havet vendte de siden tilbage til kolonien. De tilbringer den næsten fuldstændig mørke vinter på havet. Men hvordan orienterer de sig om vinteren, når det er så mørkt? Ingen ved det.
11. Hvad må fuglene have for at kunne navigere så forbløffende godt?
11 Hvordan er fuglene i stand til at navigere så mesterligt? Forsøg tyder på at de bruger solen og stjernerne. Det ser ud til at de har et indre ur som gør at de kan tage hensyn til disse himmellegemers bevægelser. Men hvad så når himmelen er overskyet? I hvert fald nogle fugle har et indbygget magnetisk kompas, som de så bruger. Men det er ikke nok at de bare kender kompasretningen. De må også have et „kort“ i hovedet, et kort hvor både afrejsestedet og bestemmelsesstedet er markeret. Og ruten må være indtegnet på kortet, da den sjældent udgør en lige linje. Men ingen af delene er til nogen nytte medmindre fuglene ved hvor på kortet de befinder sig. Den skråpe der blev sluppet fri i Boston, måtte vide hvor den var for at kunne finde tilbage til Wales. Brevduerne må også vide hvor de er, før de kan afgøre hvilken vej de skal flyve for at komme hjem til dueslaget.
12. (a) Hvad sagde Jeremias om fugletrækket, hvornår sagde han det, og hvorfor er dette bemærkelsesværdigt? (b) Hvorfor vil vi muligvis aldrig få kendskab til alle detaljer vedrørende fugletrækket?
12 Så sent som i middelalderen var der mange der betvivlede det omfattende fugletræk. Men Bibelen omtalte det så tidligt som i det sjette århundrede f.v.t.: „Storken under himmelen kender sine fastsatte tider; og turtelduen og mursejleren og nattergalen overholder den tid de skal komme.“ I dag har vi fået kendskab til meget, men mange ting er fortsat en gåde. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, er det sandt som Bibelen siger: „Han [har] givet menneskene en fornemmelse af fortid og fremtid, men de fatter ikke Guds værk fra begyndelsen til enden.“ — Jeremias 8:7; Prædikeren 3:11, The New English Bible.
Andre navigatører
13. Hvilke andre dyr end fugle foretager vandringer?
13 Alaskas rensdyr, caribouen, vandrer 1300 kilometer mod syd om vinteren. Mange hvaler drager fra Det nordlige Ishav til Antarktis og tilbage. Pelssæler vandrer mellem Pribiloføerne og det sydlige Californien, en strækning på 4800 kilometer. Suppeskildpadder finder vej fra Brasiliens kyst til den lille ø Ascension 2200 kilometer ude i Atlanterhavet, og tilbage igen. Visse krabber vandrer op til 240 kilometer på havbunden. Laksen forlader det vandløb hvori den er udklækket, tilbringer nogle år i åbent hav, og vender så tilbage, flere hundrede kilometer, til nøjagtig det samme vandløb som den forlod. Ålelarverne udklækkes i Sargassohavet, men de voksne ål tilbringer det meste af deres liv i ferskvandet i De forenede Staters og Europas åer og floder, før de vender tilbage til Sargassohavet for at gyde.
14. Hvad særligt er der ved monarksommerfuglens vandringer, og hvilken gåde er fortsat uløst?
14 Monarksommerfuglene forlader Canada om efteråret, og mange overvintrer i Californien eller Mexico. Nogle af dem flyver over 3200 kilometer; én har tilbagelagt 130 kilometer på en dag. De sætter sig til hvile for vinteren på træer som står i læ. Det er de samme lunde, ja endda de samme træer, der bliver valgt år efter år. Men det er ikke de samme sommerfugle! På tilbageturen lægger de æg på planter af svalerodfamilien. De nye sommerfugle der udklækkes, fortsætter vandringen mod nord, og det følgende forår foretager de den samme 3200 kilometer lange tur mod syd som forældrene foretog, og sætter sig på træerne i de samme lunde. Bogen The Story of Pollination siger: „De sommerfugle der drager sydpå om efteråret er unge individer der aldrig har set overvintringsstederne. Hvad der sætter dem i stand til at finde disse steder, er stadig en af naturens uopklarede gåder.“6
15. Med hvilket ord kan man besvare en række spørgsmål om dyrenes visdom?
15 At dyrenes instinktive visdom ikke er begrænset til fugletræk og vandringer, fremgår af følgende eksempler:
Hvordan kan millioner af blinde termitter samarbejde om at bygge deres komplicerede tuer med klimaanlæg? Instinkt.
Hvordan ved yuccamøllet hvilke forskellige ting det skal gøre for at krydsbestøve yuccablomsten, hvorved der både frembringes nye yuccaplanter og nye individer af yuccamøllet? Instinkt.
Hvordan ved den edderkop der bor i en „dykkerklokke“ under vandet, at når ilten slipper op må den lave et hul i undervandsklokken, slippe den dårlige luft ud, reparere hullet og hente en ny forsyning frisk luft ned? Instinkt.
Hvordan ved mimosebillen at den må lægge sine æg under barken på en gren på mimosetræet, og at den derefter må kravle omkring 30 centimeter ind mod stammen og gnave en ring i barken hele vejen rundt om grenen så grenen går ud, eftersom æggene ikke kan udklækkes i levende træ? Instinkt.
Hvordan ved den bønnestore kænguruunge, som bliver født blind og uudviklet, at den selv må trække sig gennem moderens bugpels op i pungen og fæstne sig til en af dievorterne for at overleve? Instinkt.
Hvordan fortæller en dansende honningbi de andre bier hvor der er nektar, hvor meget nektar der er, hvor langt borte den er, i hvilken retning den er, og i hvilken slags blomster den er? Instinkt.
16. Hvad må stå bag al den viden og visdom som dyrenes adfærd vidner om?
16 Sådan kunne vi blive ved og fylde en hel bog med spørgsmål, og svaret ville hver gang blive det samme: ’De er instinktivt vise.’ (Ordsprogene 30:24) „Hvordan kunne en så kompliceret instinktiv viden udvikle sig og gå i arv til nye generationer?“ spørger en forsker.7 Mennesker kan ikke forklare det. Udviklingslæren forklarer det ikke. Men bag en sådan viden må der stå en overlegen intelligens. Ja, bag en sådan visdom må der stå en intelligent, viis Skaber.
17. Hvilken måde at ræsonnere på gør man klogt i at undgå?
17 Mange som tror på udviklingslæren fejer imidlertid sådanne vidnesbyrd til side som uden betydning og hævder at spørgsmålet om skabelse ikke kan bedømmes videnskabeligt. Men lad ikke denne snæversynede holdning afholde dig fra at vurdere beviserne. Der fremføres flere i næste kapitel.
[Tekstcitat på side 160]
Darwin: „Jeg [beskæftiger mig] ikke . . . med åndsevnernes oprindelse“
[Tekstcitat på side 160]
På spørgsmålet om hvordan instinkterne opstod og begyndte at gå i arv „får vi ikke noget svar“
[Tekstcitat på side 167]
’De er instinktivt vise’
[Ramme/illustrationer på side 164, 165]
Redebygning og instinkt
Skribenten G. R. Taylor siger om den genetiske kode: „Der er ikke det mindste som tyder på at den kan videregive et bestemt adfærdsmønster, som for eksempel den række handlinger der indgår i redebygningen.“a Den instinktive visdom der er knyttet til redebygning, er imidlertid nedarvet, ikke tillært. Tænk over følgende eksempler:
Næsehornsfuglene i Afrika og Asien bygger reder i hule træer. Hunnen henter ler og murer åbningen så meget til at hun lige kan presse sig ind. Hannen kommer med mere ler, og hunnen bygger videre på væggen indtil der kun er en lille åbning tilbage. Gennem denne åbning rækker hannen føde til hende og til de unger der udklækkes. Når hannen ikke længere kan skaffe føde nok, bryder hunnen ud. Nu reparerer ungerne væggen, og begge forældre kommer med føde til dem. Flere uger senere bryder ungerne væggen ned og forlader reden. Er det for øvrigt ikke også et vidnesbyrd om plan og hensigt at hunnen skifter fjerdragt mens hun alligevel er lukket inde og ikke kan flyve nogen steder?
Sejlere. En art bygger sin rede af spyt. Før yngletiden begynder, svulmer spytkirtlerne op og udskiller et sejt, slimet sekret. Når det sker, ved fuglene instinktivt hvad de skal bruge det til. De smører det på en klippeflade, og efterhånden som det stivner, smører de flere lag på, og til sidst har de fået en kopformet rede. En anden sejlerart bygger reder som ikke er større end en teske. Fuglen limer reden til et palmeblad og limer derefter æggene fast i reden.
Kejserpingviner har deres egen indbyggede rede. I løbet af den antarktiske vinter lægger hunnen et æg og tager på fiskeri i to-tre måneder. Hannen lægger ægget på sine fødder, som er rigt forsynet med blodårer, og lægger en rugefold som hænger ned fra bugen, ud over ægget. Moderen glemmer ikke faderen og ungen. Kort efter at ægget er udklækket vender moderen tilbage med maven fuld af mad, som hun gylper op til dem. Så tager hannen på fiskeri, mens moderen sætter ungen på sine fødder og lægger sin rugefold over den.
Væverfuglene i Afrika bygger deres hængende reder af græs og andre plantefibre. De bruger instinktivt forskellige vævemønstre og forskellige slags knuder. Én art, republikanerne, bygger store kollektivreder der er som boligkarreer. I nogle stærke grene laver de et stråtag på fire-fem meter i diameter, og under dette bygger mange par deres reder. Nye reder føjes til, og efterhånden kan der være over hundrede reder under ét tag.
Skrædderfuglen i Sydasien laver tråde af bomulds- eller barkfibre og spindelvæv, idet den splejser korte fibre sammen for at få længere tråde. Med næbbet stikker den huller langs kanterne af store blade, og ligeledes med næbbet fører den derefter tråden gennem hullerne og trækker bladenes kanter sammen, omtrent som når vi snører et par sko. Når den kommer til enden af tråden, laver den enten en knude på den for at fæstne den, eller forlænger tråden og syr videre. Til sidst er der af bladene dannet et bæger, hvori skrædderfuglen bygger sin rede.
Pungmejsens hængende rede er helt filtagtig, da den består af græs og lådne plantematerialer. Fuglen laver redens grundkonstruktion ved at væve lange græsfibre frem og tilbage. Den stikker fiberenderne gennem netværket ved hjælp af næbbet. Så tager den kortere fibre af låddent materiale og stikker dem ind i vævningen. Metoden minder om den teknik tæppevævere i Østen bruger. Rederne er så stærke og så bløde at de bruges som punge eller som børnetøfler.
Den hornede blishøne bygger sædvanligvis sin rede på en lille, flad ø. Men dér hvor den holder til, er der ikke mange af den slags øer. Derfor bygger den sin egen ø! Den finder frem til et passende sted hvor vandet er en halv til en hel meter dybt, og begynder at bære sten derhen med næbbet. Den lægger stenene i en bunke så de efterhånden kommer til at danne en ø. Nederst kan øen have en diameter på ikke mindre end fire meter, og stenene kan tilsammen veje over en ton. På denne stenø bygger blishønen så sin store rede af plantedele.
[Illustrationer på side 161]
Under sit træk tilbagelægger havternen 35.000 kilometer om året
Hvordan ved denne sangfugl, hvis hjerne er på størrelse med en ært, så meget om vejr og navigation?
[Illustrationer på side 162]
Under sit træk slår denne kolibri med vingerne op til 75 gange i sekundet — i 25 timer
Trækfuglene har et medfødt „kort“ i hovedet — de ved hvor de er og hvor de skal hen
[Illustration på side 163]
Pingviner kan tilbringe flere måneder på havet i næsten fuldstændig mørke, og drager så med usvigelig sikkerhed tilbage til deres koloni
[Illustrationer på side 166]
Efter at have fløjet 3200 kilometer mod syd sætter monarksommerfuglene sig til hvile for vinteren