KAPITEL FJORTEN
Hold sammen år efter år
1, 2. (a) Hvilke forandringer indtræffer med alderen? (b) Hvordan bevarede gudfrygtige mennesker på Bibelens tid glæden trods alderdom?
DER indtræffer mange forandringer efterhånden som man bliver ældre. Man overkommer ikke længere så meget. Et blik i spejlet afslører rynker, at håret er blevet tyndere eller er ved at blive gråt. Man får måske også sværere ved at huske. Når børnene gifter sig, bliver familien større, og endnu større når der kommer børnebørn. For nogle vil det at man holder op på sit verdslige arbejde betyde et helt nyt livsmønster.
2 Det kan afgjort være en prøvelse at blive ældre. (Prædikeren 12:1-8) Her kan det måske hjælpe at tænke på nogle af Guds tjenere på Bibelens tid. Skønt de til sidst blev indhentet af døden, havde de tilegnet sig både visdom og forstand, hvilket gav dem stor tilfredshed på deres gamle dage. (1 Mosebog 25:8; 35:29; Job 12:12; 42:17) Hvordan bar de sig ad med at bevare glæden selv om de blev ældre? Ved at leve efter de principper vi i dag finder nedskrevet i Bibelen. — Salme 119:105; 2 Timoteus 3:16, 17.
3. Hvilken vejledning gav Paulus ældre mænd og kvinder?
3 I sit brev til Titus gav apostelen Paulus god vejledning til dem der er ved at blive ældre. Han skrev: „Lad ældre mænd være mådeholdne i vaner, alvorlige, sunde i sindet, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden. Lad på samme måde ældre kvinder være ærbødige i adfærd, ikke bagtaleriske, ikke afhængige af megen vin, lærere i hvad der er godt.“ (Titus 2:2, 3) At følge disse ord kan hjælpe os til at klare de udfordringer der er forbundet med at blive ældre.
TILPAS DIG DINE BØRNS UAFHÆNGIGHED
4, 5. Hvordan reagerer mange forældre når deres børn flytter hjemmefra, og hvordan tilpasser nogle sig den nye situation?
4 Man må lære at tilpasse sig nye situationer. Det gælder især når børnene flytter hjemmefra og bliver gift. For mange forældre er det den første påmindelse om at de er ved at blive gamle. Som forældre glæder man sig naturligvis over at ens børn er blevet voksne, men samtidig er man bekymret for om man har gjort hvad man kunne for at forberede børnene til at stå på egne ben. Man savner måske også at have dem omkring sig.
5 Det er forståeligt at forældre fortsætter med at bekymre sig om deres børns velfærd, selv efter at børnene er rejst hjemmefra. „Hvis blot jeg kunne høre fra dem rigtig tit, så jeg var sikker på at de havde det godt — det ville gøre mig glad,“ siger en mor. En far fortæller: „Det var en meget svær tid for os da vores datter flyttede hjemmefra. Hun efterlod et stort tomrum i familien, for vi havde altid været sammen om tingene.“ Hvordan har forældre lært at leve med at børnene ikke længere bor hjemme? I mange tilfælde ved at begynde at hjælpe andre.
6. Hvad vil hjælpe forældre til at bevare det rette perspektiv hvad angår forholdet til deres gifte børn?
6 Når børnene bliver gift, ændrer forældrenes rolle sig. I Første Mosebog 2:24 står der: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ Når forældrene anerkender Guds principper for ledelse og god orden, vil det hjælpe dem til at bevare det rette perspektiv. — 1 Korinther 11:3; 14:33, 40.
7. Hvilken god indstilling opdyrkede en far da hans døtre flyttede hjemmefra?
7 Efter at et ægtepars to døtre havde giftet sig og var flyttet hjemmefra, følte parret et tomrum i deres liv. Til at begynde med nærede faderen modvilje mod sine svigersønner. Men efter at have tænkt lidt over ledelsens princip, forstod han at det nu var døtrenes mænd der havde ansvaret for hans piger. Når døtrene bad faderen om råd, spurgte han dem derfor hvad deres mænd mente, og søgte derefter at støtte mændenes afgørelse så godt han kunne. I dag betragter hans svigersønner ham som en ven og er glade for hans råd.
8, 9. Hvordan har nogle forældre tilpasset sig deres voksne børns selvstændighed?
8 Men hvad nu hvis de nygifte, uden at der er tale om noget ubibelsk, ikke lige gør det forældrene mener er bedst? Et ægtepar med børn der er gift, har sagt: „Vi hjælper dem altid til at forstå Jehovas indstilling til tingene, og selv om vi ikke er enige med dem i den afgørelse de træffer, accepterer vi den og giver dem vores støtte og opmuntring.“
9 I visse asiatiske lande har mange mødre særdeles svært ved at acceptere deres sønners selvstændighed. Men hvis de respekterer teokratisk orden og ledelsens princip, vil de opdage at det mindsker deres gnidninger med svigerdøtrene. En kristen kvinde har givet udtryk for at det at hendes sønner er rejst hjemmefra, har givet hende „grund til stadig større taknemmelighed“. Hun glæder sig nu over at de er i stand til at tage sig af deres egen familie. Det har desuden lettet den fysiske og psykiske byrde der er forbundet med at hun og hendes mand bliver ældre.
GIV ÆGTESKABET NYT LIV
Bekræft jeres kærlighed til hinanden efterhånden som I bliver ældre
10, 11. Hvilken bibelsk vejledning vil hjælpe en til at undgå nogle af de snarer der kan være forbundet med at blive midaldrende?
10 Det er forskelligt hvordan folk reagerer på at blive midaldrende. Nogle mænd begynder at klæde sig anderledes for at se yngre ud. Mange kvinder bekymrer sig over de forandringer overgangsalderen medfører. Sørgeligt nok gør nogle midaldrende deres ægtefælle vred eller jaloux ved at flirte med yngre personer af det modsatte køn. Men gudfrygtige ældre mænd er „sunde i sindet“ og holder urette ønsker i ave. (1 Peter 4:7) Modne kvinder arbejder ligeledes på at bevare et stabilt ægteskab, af kærlighed til deres mand og fordi de ønsker at behage Jehova.
11 Under inspiration priste kong Lemuel ’den dygtige hustru’ der gengælder sin mand „med godt, og ikke med ondt, alle sine levedage“. En kristen ægtemand vil ikke glemme at hans kone kæmper med at klare den følelsesmæssige belastning hun måske oplever i livets midte. Hans kærlighed vil få ham til at ’prise hende’. — Ordsprogene 31:10, 12, 28.
12. Hvordan kan ægtepar få et nærmere forhold til hinanden som årene går?
12 I de travle år med børneopdragelse har I sikkert begge gladeligt tilsidesat jeres personlige ønsker for at tilgodese børnenes behov. Efter at de er flyttet hjemmefra er tiden inde til at lægge vægt på andre ting i ægteskabet. „Efter at mine døtre flyttede hjemmefra var det som om min kone og jeg genoplevede forlovelsestiden,“ fortæller en mand. En anden ægtemand har sagt: „Vi holder øje med hinandens helbred og minder hinanden om at vi har brug for motion.“ For ikke at føle sig ensomme viser dette ægtepar andre i menigheden gæstfrihed. Ja, det medfører stor glæde at interessere sig for andre, og frem for alt har det Jehovas behag. — Filipperne 2:4; Hebræerne 13:2, 16.
13. Hvilken betydning har det at ægtefolk taler åbent og ærligt med hinanden også når de bliver ældre?
13 Tillad ikke at der opstår en kommunikationskløft mellem dig og din ægtefælle. Vær åbne over for hinanden. (Ordsprogene 17:27) „Vi lærer hinanden bedre at kende ved at være omsorgsfulde og tage hensyn til hinanden,“ har en ægtemand sagt. Hans kone siger samstemmende: „Efterhånden som vi er kommet lidt op i årene er vi blevet glade for at hygge os over en kop te, snakke med hinanden og i det hele taget være sammen om tingene.“ Når I er åbne og ærlige over for hinanden, vil det være med til at styrke det ægteskabelige bånd, så I kan modstå alle Satans forsøg på at ødelægge jeres ægteskab.
GLÆD DIG OVER BØRNEBØRNENE
14. Hvilken rolle spillede Timoteus’ mormor åbenbart under hans opvækst?
14 Børnebørn er de ældres „krone“. (Ordsprogene 17:6) Børnebørnenes livlige selskab kan virke meget forfriskende. Bibelen taler positivt om Lois, en mormor der, sammen med sin datter Eunike, fortalte sit lille barnebarn Timoteus om sin tro. Han voksede derfor op i forvisningen om at både hans mor og mormor glædede sig over sandheden fra Bibelen. — 2 Timoteus 1:5; 3:14, 15.
15. Hvilken værdifuld hjælp kan bedsteforældre yde deres børnebørn, men hvad bør de undgå?
15 Her er der altså et særligt område hvor bedsteforældre kan yde et vigtigt bidrag. I har allerede undervist jeres egne børn om Jehovas hensigter. Nu har I også mulighed for at være med til at oplære den næste generation. Mange små børn er begejstrede for at lære bibelhistorie af deres bedsteforældre. I overtager naturligvis ikke faderens ansvar for at indprente sandheden fra Bibelen i sine børn. (5 Mosebog 6:7) Men I kan supplere denne undervisning. I kan bede ligesom salmisten: „End ikke som gammel og gråhåret må du forlade mig, Gud, før jeg har fortalt næste generation om din arm, alle som kommer, om din styrke.“ — Salme 71:18; 78:5, 6.
16. Hvordan kan bedsteforældre undgå at blive årsag til at der opstår spændinger i familien?
16 Sørgeligt nok forkæler nogle bedsteforældre de små i en sådan grad at der opstår spændinger mellem bedsteforældrene og deres voksne børn. Jeres oprigtige venlighed vil måske gøre at børnebørnene har lettere ved at betro jer et eller andet de ikke har lyst til at tale med deres forældre om. Nogle gange håber børnene at deres overbærende bedsteforældre vil tage deres parti mod forældrene. I givet fald vil det være klogt at opmuntre børnebørnene til at få talt ud med deres forældre. I kan forklare dem at det vil glæde Jehova. (Efeserne 6:1-3) Om nødvendigt kan I tilbyde at gøre det lettere for børnene ved at I taler med forældrene først. Fortæl åbent dine børnebørn om hvad du har lært i årenes løb. De kan have gavn af din ærlighed og oprigtighed.
TILPAS JER EFTERHÅNDEN SOM I BLIVER ÆLDRE
17. Hvad kan aldrende kristne ligesom salmisten være besluttede på?
17 Som årene går opdager man at man ikke kan gøre alt det man før har gjort eller det man kunne tænke sig at gøre. Hvordan lærer man at affinde sig med aldringsprocessen? Man føler sig måske som en trediveårig, men kaster man et blik i spejlet viser det noget andet. Tab ikke modet af den grund. Salmisten bønfaldt Jehova: „Kast mig ikke bort i alderdommens tid; forlad mig ikke når min kraft svinder hen.“ Beslut dig til at efterligne salmisten, der sagde: „Jeg vil vente uophørligt, og jeg vil øge al lovsangen til dig.“ — Salme 71:9, 14.
18. Hvordan kan modne kristne gøre klogt brug af den tid de får til rådighed når de ophører med deres verdslige arbejde?
18 Mange har i forvejen indstillet sig på at ville øge lovsangen til Jehova når de ophører med deres verdslige arbejde. „Jeg planlagde hvad jeg ville gøre når vores datter var færdig med skolen,“ fortæller en far der i dag er pensionist. „Jeg besluttede at begynde i heltidstjenesten og solgte min forretning for at blive fri til at tjene Jehova i større omfang. Jeg bad desuden om Guds ledelse.“ Hvis du nærmer dig pensionsalderen kan du hente trøst i følgende forsikring fra vor store Skaber: „Til jeres alderdom er jeg den samme; og til hårene gråner er det mig der bærer byrden.“ — Esajas 46:4.
19. Hvilken vejledning får de der er ved at komme op i årene?
19 Det kan være svært at vænne sig til at man ikke skal passe et verdsligt arbejde. Apostelen Paulus rådede ældre mænd til at være „mådeholdne i vaner“. Det kræver selvbeherskelse ikke at lade sig friste til at føre en magelig tilværelse. Måske er der endnu større behov for at bringe tilværelsen i faste rammer og udvise selvdisciplin efter at man har trukket sig ud af arbejdsmarkedet. Vær derfor travlt beskæftiget „idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. (1 Korinther 15:58) Udvid jeres aktiviteter så I kan hjælpe andre. (2 Korinther 6:13) Mange kristne gør dette ved nidkært at forkynde den gode nyhed i et tempo de kan klare. Forbliv „sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden“ efterhånden som I bliver ældre. — Titus 2:2.
NÅR MAN MISTER SIN ÆGTEFÆLLE
20, 21. (a) Hvad kan til sidst skille ægtefæller i denne tingenes ordning? (b) Hvilket godt eksempel satte Anna for dem der har mistet en ægtefælle?
20 I den nuværende tingenes ordning er det en sørgelig kendsgerning at døden til sidst skiller ægtefolk. Kristne der er blevet alene er klar over at ægtefællen sover i døden og er forvissede om at de vil få ham eller hende at se igen. (Johannes 11:11, 25) Men tabet volder alligevel stor sorg. Hvordan kan den efterladte klare denne tid?a
21 Det vil være en hjælp at genkalde sig en person fra Bibelen ved navn Anna. Hun var blevet enke efter blot syv års ægteskab, og på det tidspunkt hun omtales er hun 84 år gammel. Hun har sikkert sørget da hun mistede sin mand. Hvordan kom hun igennem den svære tid? Der siges at hun ydede Jehova Gud hellig tjeneste i templet nat og dag. (Lukas 2:36-38) En sådan tilværelse med tjeneste og bøn var uden tvivl en stor hjælp for denne enke til at klare sorgen og ensomhedsfølelsen.
22. Hvordan har nogle enker og enkemænd klaret ensomheden?
22 „Det sværeste for mig har været at jeg ikke længere har en ægtefælle at tale med,“ forklarer en 72-årig kvinde der blev enke for ti år siden. „Min mand var god til at lytte. Vi talte om det der foregik i menigheden og om det vi udrettede i den kristne forkyndelse.“ En anden enke fortæller: „Man siger at tiden læger alle sår, men jeg synes det er mere rigtigt at sige at det er det man bruger tiden på, der får sårene til at læges. Man er bedre i stand til at hjælpe andre.“ En 67-årig enkemand siger samstemmende: „Noget der virkelig kan hjælpe en til at bearbejde sorgen, er at give af sig selv når andre har brug for trøst.“
SKATTET AF GUD I EN HØJ ALDER
23, 24. Hvilken stor trøst giver Bibelen de ældre, især dem der har mistet en ægtefælle?
23 Selv når man mister en elsket ægtefælle i døden forbliver Jehova dog trofast, et sikkert tilflugtssted. Fortidens kong David sang: „Én ting har jeg bedt Jehova om, det stræber jeg efter: at måtte bo i Jehovas hus alle mit livs dage, for at betragte Jehovas liflighed og nyde synet af hans tempel.“ — Salme 27:4.
24 „Vis de enker ære som virkelig er enker,“ skrev apostelen Paulus. (1 Timoteus 5:3) Den efterfølgende vejledning viser at værdige enker uden nære slægtninge kan have haft behov for materiel støtte fra menigheden. Men at vise nogen ære vil også sige at man sætter pris på dem. Gudfrygtige enker og enkemænd kan hente stor trøst i bevidstheden om at Jehova elsker dem og vil holde dem oppe. — Jakob 1:27.
25. Hvad bør fortsat være de ældres mål?
25 „Gamle mænds prydelse er deres grå hår,“ siger Guds inspirerede ord. De er „en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej“. (Ordsprogene 16:31; 20:29) Fortsæt derfor med at lade tjenesten for Jehova komme først i dit liv, hvad enten du er gift eller atter er blevet enlig. Så vil du skabe dig et godt navn hos Gud nu, samt have udsigt til evigt liv i en verden hvor den smerte der er forbundet med alderdommen vil høre fortiden til. — Salme 37:3-5; Esajas 65:20.
a En detaljeret behandling af dette emne findes i brochuren Når man mister en man holder af . . ., udgivet af Vagttårnets Selskab.