Når en halv sandhed virker som en løgn

GUDS ord er sandhed. Hvordan skulle det kunne være andet, eftersom retfærdighed er en af Jehovas mest fremherskende egenskaber, og det er umuligt, „at Gud kunne lyve“? (Joh. 17:17; Hebr. 6:18) Denne kendsgerning danner et sikkert grundlag for vor tro, som også den pengekære profet Bileam blev nødt til at fortælle kong Balak, der prøvede at få Bileam til at forbande Israel ved at bestikke ham: „Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre.“ — 4 Mos. 23:19.

Jehova Guds diametrale modsætning er Satan Djævelen, om hvem Kristus Jesus sagde henvendt til datidens religiøse ledere: „Han er en løgner, ja, løgnens fader.“ — Joh. 8:44.

Det er naturligvis et selvisk motiv, der driver en skabning til at bruge falskhed og bedrag, et ønske om at nå sit mål, ligegyldig hvilke midler man må benytte. Selviske mennesker tyr til fortielser og halve sandheder i deres forsøg på at tage sig retfærdige ud, eller fordi de forstår, at de ikke kan komme ud af deres gennemførte falskhed og løgnagtighed. Deres skjulte bevæggrunde, der driver dem til en sådan handlemåde, og det, at resultatet bliver, at de forblinder folket med hensyn til, hvad der tjener dets interesser bedst, gør imidlertid disse leverandører af halve sandheder lige så skyldige i Guds øjne, som hvis de direkte havde løjet.

Et tydeligt eksempel på, hvordan en halv sandhed kan virke som en løgn, fandtes i bladet Collier’s for 4. oktober 1952. Forfatteren fortæller om den fremgang, der har været med hensyn til oversættelsen af Bibelen til engelsk, og så fremsætter han følgende udtalelse: „I 1525 blev det første engelske Ny Testamente trykt i Tyskland og smuglet ind i England, hvor det blev læst vidt og bredt til trods for modstand fra kirkens ledere (de var på kant med oversætteren, William Tyndale).“

Hvad får offentligheden ud af den parentetiske udtalelse? Slet og ret at der var en personlig uoverensstemmelse mellem „kirken“ og Tyndale. Kunne eller ville folk forstå, at stridsspørgsmålet var, om det almene folk skulle have Bibelen på sit eget sprog eller ej? Ville folk forstå af udtalelsen, at det romersk-katolske præsteskab på Tyndales tid var så utrolig uvidende om Guds ord, at Tyndale sagde: „Hvis Gud skåner mit liv, vil jeg inden mange år sørge for, at en plovdreng kender mere til Bibelen, end hele præsteskabet nu gør“?

Ville læserne kunne forstå af denne parentetiske udtalelse, at der var så megen modstand imod, at Bibelen blev trykt, at han fandt, at „der ikke var et sted i hele England, hvor det kunne ske“, hvorfor det blev nødvendigt for ham at lade det gøre på kontinentet? Og ville de af udtalelsen om, at han var på kant med „kirken“, få at vide, at striden var så alvorlig, at der blev sendt spioner ud for at fange ham, selv når han opholdt sig uden for England? Vil folk få at vide, at en af disse spioner, der udgav sig for at være en ven, der var interesseret i bibeloversættelse, forrådte Tyndale, forårsagede, at han blev hængt og derefter brændt på bålet? Ville de få at vide, at Tyndales sidste ord var: „O, Herre, oplad kongen af Englands øjne“? Nej, det vil de ikke. Alt dette bortforklares med udtalelsen: „De var på kant med oversætteren, William Tyndale.“ Det er virkelig sandt, at en halv sandhed virker som en løgn!