Jehovas vidners historie i nyere tid

Tiende del: Genindførelsen af den sande tilbedelse i vor tid (1919-1932)

PÅ SAMME måde som der i fortiden på pinsedagen skete en udgydelse af hellig ånd over den jødiske rest, for at det vidnearbejde, der var påbegyndt af Jehovas fornemste vidne, Jesus, kunne blive taget op på ny, idet det skulle udvides til at omfatte hele verden, således fandt der nu også i foråret 1919 en udgydelse af Guds ånd sted over den kristne rest som organisation betragtet. Den vakte dem til nyt liv, så de kunne tage fat på en fornyet, velorganiseret, verdensomfattende forkyndelse af den gode nyhed om Guds oprettede rige.a (Ap. G. 1:18; Matt. 24:14) Tre og et halvt år efter pinsen, det vil sige i året 36 e. Kr., kom den hellige ånd over italieneren Kornelius og hans ikke-jødiske husstand. Det skete, for at tallet på dem, der forkyndte, kunne vokse, og for at også hedningerne kunne få del i den internationale forkyndervirksomhed, der da tog sin begyndelse. Som et sidestykke hertil fandt der i 1922 en yderligere udgydelse af ånden sted over organisationen, hvilket bevirkede, at tusinder af nye salvede vidner (de kaldtes dengang „Rut“- eller „Ester“-skaren) sluttede op om forkyndelsen på et bedre organiseret grundlag.b Genoptagelsen af vidnearbejdet på pinsedagen i året 33 e. Kr. betød, at der måtte tales på mange tungemål. På samme måde foregår forkyndergerningen efter 1919 på over hundrede sprog.

Genindførelsen af den sande tilbedelse af den levende Gud i 1919 betød ikke, at skarer af bogstavelige eller fødte „ortodokse“ jøder skulle samles i det såkaldte „hellige land“ (Palæstina) under feltråbet „zionisme“. (Joh. 4:21-23) I 1932 blev de alvorlige bibelstudenter fuldt ud klar over, at denne længe ventede og meget omtalte begivenhed intet havde at gøre med Jehovas fremgangsmåde, men var udtænkt af mennesker, der kun ville deres eget, og som listigt satte hele bevægelsen i gang for at tjene skabningers hensigter og interesser. Med udgivelsen af andet bind af bogen Vindication (dansk: Det store Opgør, 1933-1934) samme år blev Jehovas vidner gjort bekendt med, at denne „tilbage til Palæstina“-bevægelse var inspireret af Jehovas ærkefjende, Satan, der har vildledt hele jordens befolkning. Set fra et bibelsk synspunkt var Jehovas salvede lovprisere, hans syngende vægtere „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, åndelige jøder, sande israelitter, og det var dem, der var ført tilbage til det hellige sted i Jehovas gunst. Fyldt med energi og mod ved Guds nylig udgydte ånd (Joel 3:1; Es. 52:7, 8; 60:1-3) havde de villigt, uselvisk og endrægtigt samlet sig om hans konge, det usynlige „banner“, der ikke kunne fjernes, fordi Jehova selv havde anbragt det på det himmelske Zions bjerg, hvor det uimodståeligt skulle herske blandt sine fjender ud over hele jorden. (Es. 11:10; Sl. 2:1-12; 1 Kor. 15:24-28) Det skyldtes Guds virkelige genrejsning af det åndelige Israel, der begyndte i 1919,c at disse forsamlede, sande tilbedere ansigt til ansigt med den verdslige, voksende zionistbevægelse opnåede den rette forståelse.

Årene 1919-1922 blev år, i hvilke Jehovas salvede rest atter udbyggede organisationen. Vagttaarnets Selskab besluttede for første gang selv at ville foretage trykningen af alle sine publikationer, endog trykningen af de indbundne bøger til brug ved bibelstudium. Der blev lejet lokaler til trykkeriet på Myrtle Avenue, Brooklyn, New York, og til denne selvstændige virksomhed installeredes store trykkemaskiner. Flere frivillige blev kaldt til betel, så tallet kom op på 107 heltidsarbejdere, der skulle sørge for fremstillingen af bedre, flere og billigere bøger og blade. The Watch Tover for 1. februar 1920 var det første eksemplar af dette blad, der tryktes på Selskabets eget trykkeri. I 1920 anvendtes 38 jernbanevognladninger papir til fremstillingen af fire millioner eksemplarer af det nye blad, The Golden Age (norsk: Den Gylne Tidsalder), og heri er ikke medregnet mange andre ting, der tryktes samme år.d På denne tid gennemførtes en energisk kampagne med den nye bog Millions Now Living Will Never Die! (dansk: Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø), hvilket nødvendiggjorde trykning og udsendelse af et stort antal eksemplarer af den. Det samme emne behandledes i offentlige foredrag, og i forbindelse med disse indrykkedes en mængde annoncer i aviser hele verden over.e Denne kampagne gik i virkeligheden sådan ind i folks bevidsthed, at bogens titel den dag i dag omtales af mange både i Amerika og Europa.

I november 1921 kom der meddelelse om udgivelsen af første bind af en bogserie af dommer J. F. Rutherford. Bogen hed The Harp of God (Guds Harpe, 1922).f Denne bog, der først fremstilledes ude, men senere tryktes på Selskabets trykkeri i Brooklyn, fik en god modtagelse i offentligheden og nød i årenes løb vid udbredelse i millionvis af eksemplarer. Andre bøger i denne serie var Deliverance, der udkom i 1926 (Verdensbefrielsen, 1928), Creation i 1927 (Skabelsen, 1929) og Reconciliation (Forligelse, 1932) og Government i 1928 (Fremtidens Regering, 1931). 1927 Yearbook var den første i serien af årbøger, og denne serie er fortsat lige siden. Den nye trykkerivirksomhed, der stadig er vokset, krævede mere og mere plads, hvorfor Vagttaarnets Selskabs trykkeri i 1922 først flyttedes til en seksetagers bygning på Concord Street 18, Brooklyn, New York, og derpå i 1927 til Selskabets egen, moderne otteetagers ejendom på Adams Street 117.g Samtidig genindrettedes og udvidedes også betelhjemmet.h

Censuren af Vagttaarnets Selskabs litteratur ophævedes i Canada den 1. januar 1920, hvilket gjorde, at bibelstudenterne i Canada kunne starte en energisk kampagne med forkyndelsen af Rigets budskab.i Da de Forenede Staters regering kort efter tilbagekaldte anklagerne mod Rutherford og hans syv medanklagede, der således fra den 5. maj 1920 var fuldstændig rensede, kunne Selskabets præsident atter rejse til Europa for effektivt at reorganisere vidnearbejdet i den del af Jehovas vingård.j Der afholdtes store stævner i London, Glasgow og andre større byer i England.k Ved disse lejligheder samt ved senere amerikanske stævner blev det ud fra Bibelen påvist, at i 1918 var et forberedende arbejde blevet afsluttet, og at Jehovas folk nu med en kampagne i langt større målestok skulle i gang med et nyt arbejde. Eftersom hedningernes tider var udløbet i 1914, da Guds rige var blevet oprettet, var det nu mere end nogen sinde påkrævet at forkynde „evangeliet om Riget“. Det fremhævedes, at der var arbejde til alle, og det blev klargjort, hvori det forestående arbejde bestod.l

Men da det nye vidnearbejde skulle fremskyndes, og en mere centraliseret organisation, der var nødvendig for at svejse vidnerne sammen til en fast arbejdsstyrke, skulle opbygges, stødte det på betydelig modstand hos menighedernes stagnerede „valgte ældste“. Mange af disse ville blive ved med at leve i fortiden — pastor Russens tid; de hævdede, at han var den eneste kanal, hvorigennem der kom åndeligt lys, og de sagde, at han var den „tjener“, der omtales i Mattæus 24:45. The Watch Tower for 1. april 1920 (side 100) og senere studieartikler viste dog tydeligt, at broder Russell selv i 1884 og de følgende år gentagne gange havde lagt vægt på, at Vagttaarnets Selskab var det middel eller den kanal, Jehova benyttede i undervisningen af sit folk på jorden.a Nu, da der strålede så meget nyt åndeligt lys ud fra Jehovas himmelske tempel, burde disse „valgte ældste“ ikke sinke de lokale menigheder eller hindre dem i at følge med i det stadig voksende vidnearbejde.b Det blev med rette hævdet, at det var Selskabet, der stod som forkynderen på broder Russells tid, og at det fortsat ville være den forkynder, Jehova nu anvendte. Der blev advaret mod at anerkende private fortolkninger og mod blindt at følge selvbestaltede ledere ud i mørket. I stedet burde alle slutte op om det oprindelige selskab, der forhen var blevet benyttet så umådelig meget. Man skulle ophøre med at behage mennesker.c Men endnu udøvede Selskabet ikke sine fulde rettigheder i dets retmæssige stilling som Jehovas redskab i ledelsen af de lokale menigheder.d

Spiren til den teokratiske ledelse lagdes i virkeligheden i efteråret 1919, da arbejdet med „The Golden Age“ påbegyndtes. Dette nye blad udkom første gang i oktober 1919.

„Arbejdet med „The Golden Age“ er et hus-til-hus-arbejde med Rigets budskab, ved hvilket hævnens dag fra vor Gud og trøst for dem, der sørger, skal forkyndes. Ved dette hus-til-hus-arbejde skal der, hvad enten der tegnes abonnement eller ikke, efterlades et nummer af The Golden Age i hvert hjem . . . Klassekolportører vil sørge for at få deres prøvenumre hos lederen.“e

Menigheder, der ønskede at deltage i den nye tjeneste på arbejdsmarken, som nu tog sin begyndelse i arbejdet med The Golden Age, blev anmodet om at lade sig indtegne som en tjenesteorganisation i forbindelse med Selskabet. Når en sådan ansøgning indkom, udpegede Selskabet på teokratisk vis en broder i den lokale menighed til at tjene som Selskabets repræsentant. Han benævntes „director“ („arbejdsdirektør“) og var ikke underkastet de valg, som hvert år fandt sted i menigheden. Det var første gang, der blev taget bemyndigelser fra de af de „valgte ældste“ demokratisk ledede menigheder. Myndigheden skulle nu mere direkte ligge hos Selskabet gennem et internationalt overopsyn. Således begyndte menighedernes tjeneste på arbejdsmarken delvis at komme under Selskabets teokratiske ledelse, samtidig med at bestyrelsen af „valgte ældste“ fortsat ledede menighedsstudierne og foredragene efter demokratiske principper.

I 1921 begyndte Selskabet at sætte en stopper for den anskuelse, som visse lokale „valgte ældste“ hyldede, nemlig at de udgjorde en lokal „bestyrelse“, der kunne følge sin egen uafhængige demokratiske fremgangsmåde uden om hovedkontorets organisation. Man stræbte efter en klarere definition af forholdet mellem de lokale „ældste“ og menigheden.f Desuden udsendtes en opfordring til over hele verden at indføre enhed og ensartethed i Jehovas folks udførelse af forkynderarbejdet. Man gav de engelske venner det råd at udføre arbejdet på samme måde som i Amerika.g Forpligtelsen til at deltage i forkyndelsen blev understreget, da man fra 1920 begyndte at anmode enhver i menigheden, der deltog i vidnearbejdet, om at indsende en ugentlig rapport. Forud for 1918 var det kun pionererne, der skulle rapportere deres virksomhed i tjenesten. Menighederne fik nu anvist et nøje afgrænset område, hvor de skulle udføre deres virksomhed i forkyndelsen. Ja, menighederne fik sandelig pålagt tjenestens „åg“. I 1920, det første år, denne rapportering fandt sted, var der 8052 menighedskolportører og 350 pionerer.h Om 980 af de mere end 1200 tilsluttede menigheder rapporteredes det i 1922, at de var helt omorganiserede til deltagelse i tjenesten med 8270 menighedskolportører.i Fra og med 1923 blev adskillige søndage reserveret et „verdensomfattende vidnesbyrd“. Dette skete for at opmuntre til hele verden over at forene bestræbelserne om samtidig afholdelse af offentlige møder, ved hvilke emnet „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ toges op til behandling. Samtidig opfordredes til forenet deltagelse i averteringen af foredragene.j

Begyndende med den 1. maj 1923 blev den første tirsdag i hver måned reserveret som en „tjenestedag“, på hvilken alle menighedsforkyndere skulle anvende nogle få timer til at „sælge bøger“ under „arbejdsdirektørens“ vejledning.k Fra samme tidspunkt skulle halvdelen af menighedsbønnemøderne onsdag aften anvendes til vidnesbyrd, der havde forbindelse med udførelsen af tjenesten. I øvrigt ændredes betegnelsen „arbejdsdirektør“ i 1936 til „kredstjener“l og derpå i 1953 til „menighedstjener“.a Således begyndte den centraliserede og delvis teokratiske ledelse af Jehovas folk, der så dagens lys i 1919, at bære frugt netop så betids, at de voksende skarer hele verden over kunne tage deres tørn med i den ihærdige forkyndelse af Jehovas nedskrevne domme. Det lille blad „Bulletin“ med vejledning til alle, der tog del i tjenesten, udkom hver måned fra oktober 1922 og opfordrede alle til som „tapre krigere“ at lære udenad nogle af Selskabet udarbejdede vidnesbyrd, der kaldtes „canvass“, og som kunne anvendes, når den bibelske litteratur blev tilbudt. (I oktober 1935 blev navnet på dette hjælpemiddel i tjenesten ændret til „Director“ (dansk: „Rigsbefalinger“), og i juli 1936 fik det sit nuværende navn „Informant“ („Budbringer“).) Disse hjælpemidler i organisationens arbejde har i høj grad bidraget til at gøre kampagnerne hele verden over ensartede og til centraliseringen af den teokratiske ledelse i det hele taget.

I et tidsrum, der strakte sig over tyve år fra 1919, trænedes og skoledes vidnerne gradvis til at acceptere det teokratiske system i menighedernes organisation. Og hele vejen igennem var der „valgte ældste“, der optrådte som modstandere af den nye form for ledelse, Gud havde sørget for. De kunne ikke se, at Jehovas hellige ånd eller virkekraft virkede gennem organisationen og forårsagede en ændring i styrelsen, en ændring, der resulterede i det teokratiske eller gudsstyrede nye verdens samfund. I næsten hver eneste årsrapport siden 1922 blev emnet „organisationen“ nævnt, for at Rigets forkyndere stadig kunne have det i tanke.b De fik også øjnene op for, at Satan har en mægtig, fjendtlig organisation. Den. 15. august og 1. september 1932 kom der så i The Watchtower (15. oktober og 1. november i Vagttaarnet) en serie på to artikler med titlen „Jehovas Organisation“, hvori det vistes, at de poster, som „ældste“ og „diakoner“ indtog i kraft af en valgordning i menighederne, ikke havde rod i Bibelen. Tværtimod er alle åndeligt modne „ældste“ eller „ældre“ i Guds øjne, og de kan og bør virke som tilsynsmænd (epískopoi) og tjenere i menigheden (diákonoi). Fra alle egne af verden sendte de åndeligt modne menigheder resolutioner til Selskabet om, at de havde bortskaffet disse „embeder“ af deres midte. De gav straks udtryk for tillid til den af Selskabet udnævnte arbejdsdirektør, og ved valg udpegede de en ordstyrer og et arbejdsudvalg på ikke over ti medlemmer til erstatning for de „valgte ældste“ og til hjælp for Selskabets lokale arbejdsdirektør.c Mange af de tidligere „valgte ældste“, som havde nægtet at deltage i forøget virksomhed på arbejdsmarken (de begrænsede tværtimod deres arbejde til blot at prædike for menigheden), forlod på dette tidspunkt vidnernes rækker.

(Fortsættes)

[Fodnoter]