Jehovas vidners historie i nyere tid

Ellevte del: Teokratisk organisation genoprettet

DET var i 1938, at den endelige omstilling til teokratisk organisation fandt sted blandt Jehovas vidner. Det år behandlede The Watchtower for 1. juni, 15. juni og 1. juli (Vagttaarnet, 1. august, 15. august og 1. oktober) i udtømmende studieartikler, hvorledes den første menighed på apostlenes tid virkede i organisatorisk henseende. Det blev tydeligt forklaret, hvorledes bemyndigelsen til at udpege menighedstjenere var lagt i hænderne på en ledelse, der bestod af de tolv apostle samt andre modne tilsluttede som f. eks. Timoteus og Titus. På samme måde er det i dag „den tro og kloge tjener“-skares ledelse, der — under direkte tilsyn af Kristus Jesus i templet — har den retmæssige myndighed til at udpege alle tjenerne i menighederne. (Matt. 24:45-47) Denne myndighed tilhører ikke menighederne ifølge demokratisk ret. Resultatet af dette bibelstudium vedrørende organisation blev, at følgende resolution blev foreslået, og den vedtoges af alle de menigheder, der ønskede at blive knyttet ubrydeligt sammen under Selskabets teokratiske ledelse

„Vi, kredsen af Guds folk udtaget for hans navn, i . . . anerkender, at Guds herredømme er et rent teokrati, og at Kristus Jesus er i templet og har fuldt opsyn med og hele ledelsen af Jehovas synlige organisation såvel som den usynlige i sine hænder, og at „SELSKABET“ er Herrens synlige repræsentant på jorden, og vi anmoder derfor „Selskabet“ om at organisere denne kreds til arbejdet og udnævne dens forskellige tjenere, så at vi alle kan samarbejde i fred, retfærd, harmoni og fuldstændig enhed. Vi vedlægger en liste over navnene på de personer i denne kreds, der synes os at være mere modne og derfor bedst egnede til at udfylde de respektive tjenende stillinger.“a

I 1939 kunne Jehovas vidner da, netop tyve år efter at spiren til det teokratiske overopsyn var lagt med udnævnelsen af menighedens „arbejdsdirektør“, glæde sig over det første hele tjenesteår med et fuldt ud teokratisk overopsyn over hver enkelt menighed. En periode med fred og fremgang var sandelig indvarslet! De dage var forbi, da der var valg, skænderi og demokratisk afstemning. Kongen Kristus Jesus stod nu i spidsen for sin jordiske organisation; ham var det, der skulle foretage udnævnelserne og vejlede dem, der styrede Jehovas folks menigheder. De enkelte havde ikke mere kun en løs tilknytning til Selskabet og kunne gøre, hvad de selv fandt for godt. Nej, nu havde de, der var lysvågne, og som så fremad, sluttet sig til en kæmpende organisation, og med glæde underlagde de sig det kongelige, teokratiske overopsyn. — Es. 43:21; 60:17.

Dog var de salvede vidner allerede i 1922 organisatorisk tilstrækkeligt fast sammentømrede til, at de kunne udføre Jehovas domsforkyndelse på jorden. I profetien er denne gerning skildret ved, at der blæses i „syv basuner“, og at „Guds harmes syv skåle“ hældes ud over jorden. (Åb. 8:2; 16:1) Det viste sig, at disse to rækker af begivenheder forløb samtidig, idet hvert basunstød og hver udhældning begyndte i forbindelse med et af de syv årlige internationale stævner, der afholdtes fra 1922 til og med 1928.b

Den første i denne række på syv historiske begivenheder var konventet i Cedar Point (Ohio) den 5.-13. september 1922. Det afsluttende offentlige foredrag om søndagen overværedes af over 18.000 mennesker og de daglige møder af ca. 10.000 vidner. Dette stævne afholdtes samme sted som deres berømte 1919-stævne, men denne gang talte de i hundredvis flere, og et nyt træk i forbindelse med dette stævne var tjenesten på arbejdsmarken. Hundredvis af grupper, der tog ud i biler, oversvømmede om tirsdagen den nordlige del af Ohio med en sand flod af litteratur. På stævnets fjerde dag — den kaldtes „Dagen“ — holdt Selskabets præsident hovedtalen med „Riget“ som emne. Han understregede, at Kongen er her! For første gang blev der også ud fra Skriften og de historiske begivenheder ført bevis for, at Kongen Kristus Jesus var kommet til templet i 1918 og havde påbegyndt domsprocessen mod den frafaldne kristenhed. Mod afslutningen af dette opsigtsvækkende foredrag og lige i det øjeblik, foredragsholderen råbte ordene ud, foldede et meget stort banner sig yndefuldt ud for øjnene af den vældige tilhørerskare, som på samme gang hørte og så det elektriserende feltråb: „FORKYND KONGEN OG RIGET!“ En usædvanlig begejstring bredte sig i hele forsamlingen, affødt af de af åndelige rigdomme fyldte foredrag, som gav beviserne for, at der, som forudsagt, skete en yderligere udgydelse af Jehovas usynlige virkekraft over hans udvalgte vidner.c

Stævnets offentlige foredrag den sidste søndag nåede sit højdepunkt, da en resolution, som senere offentliggjordes i traktaten „Proclamation“ (dansk: „Proklamation“), enstemmigt blev vedtaget. Dens overskrifter lød: „Et opråb til de ledende i verden — Det er umuligt at hidføre fred, fremgang og lykke i verden ved internationale konferencer — Det eneste virkelige lægemiddel påvises — Sagen er betydningsfuld for alle jordens nationer — International Forening for Bibelstudium vedtager en resolution.“ I løbet af nogle uger var 35.000.000 eksemplarer af dette pinefulde domsbudskab, der gav udtryk for Jehovas vrede, spredt ud over kristenheden.d Dette stævne i Cedar Point var sandelig betydningsfuldt!

Det andet epokegørende stævne afholdtes i Los Angeles, California, den 18.-26. august 1923, og for første gang lod Selskabet her et stævne transmittere over radioen. Den bibelske hovedtale holdtes af Selskabets præsident, J. F. Rutherford, over emnet „Får og bukke“, og foredraget tryktes senere i The Watch Tower for 15. oktober (Vagttaarnet for december) samme år. Her påpegedes det for første gang, at „fårene“ i Jesu lignelse viser hen til en jordisk skare.e Taleren sagde: „Fårene fremstiller alle nationernes folk, som ikke er åndsavlede, men hvis sind er bøjet i retning af retfærdighed, som inderst inde anerkender Kristus Jesus som Herren, og som venter og håber på en bedre tid under hans regering.“f Dette stævnes højdepunkt var dommer Rutherfords offentlige foredrag om søndagen. Det overværedes af ca. 30.000 mennesker, der fyldte Coliseum til sidste plads. Dette konvent vedtog også en historisk resolution, som medførte den anden udgydelse af Guds vrede over kristenheden.g Denne resolution optryktes i endnu en traktat med titlen „Proklamation“, som derefter i et antal af 45.000.000 uddeltes i Amerika og Europa.h Den forkyndte „En advarsel til alle kristne — Den truende verdenskrise — Årsagen — Den kristnes pligt — Resultatet“. Kristenhedens reaktion på dette basunstød fra Guds domme over dens frafald var bitter og fjendsk.

Det tredje betydningsfulde internationale stævne afholdtes i Columbus, Ohio, den 20.-28. juli 1924. Den daglige mødedeltagelse var ca. 20.000 vidner, mens der den sidste søndag til det offentlige møde i Ohio State University Stadium var 35.000 tilhørere. Fra dette stævne udsendtes foredrag i radioen, ligesom der i forbindelse med foredragene anvendtes elektriske forstærkeranlæg. Som tilfældet var ved de to foregående, udførtes der også ved dette stævne tjeneste på arbejdsmarken. I hovedtalen, der holdtes af Selskabets præsident, blev det påpeget, at Satan endnu ikke er bundet, og at præsteskabet og dets medforbundne er blevet Djævelens redskaber. Ved at rejse sig gav hele tilhørerskaren med begejstring sin fulde tilslutning til en historisk anklage, der derefter blev indføjet som en del af en ny traktat med titlen: „Gejstligheden anklages.“ Dens overskrifter lød: „Civilisationen er dødsdømt — Årsagen til verdenskrisen — Folkeslagenes velsignelse vil følge efter — Forjættelsens æt kontra Slangens æt.“ Endnu en gang rystedes kristenheden, da millioner af eksemplarer af denne retfærdige anklage blev delt ud.i

Med ganske særlig forventning blev der set frem til året 1925. Mange af de salvede var af den opfattelse, at resten af Kristi legemes lemmer da skulle forvandles og opnå himmelsk herlighed.j Det viste sig imidlertid, at der endnu var meget arbejde for dem at udføre på jorden. De skulle hjælpe dem, som det endnu stod tilbage at indsamle. Alligevel blev 1925 et bemærkelsesværdigt år, i hvilket en strøm af nye, åndelige sandheder vældede frem til Jehovas folk. Det var det år, Vagttaarnet bragte dem den ophøjede åbenbaring, at Jehovas navn skal indtage dets rette plads, at drengebarnets, rigsorganisationens, fødsel fandt sted i 1914, at Satan var blevet kastet ud af himmelen og nu måtte begrænse sin virksomhed til jorden, at det er Jehovas hensigt i slaget ved Harmagedon at skabe sig et stort og evigt navn, at dette slag ikke er en kamp mellem kapitalister og arbejdere, mellem konservative og yderliggående eller mellem nogen som helst menneskelige partier eller nationer, men Guds kamp mod hele Djævelens organisation, den synlige såvel som den usynlige del, og endelig, at Jehovas tjenerskare på jorden ingen andel har i denne kamp og derfor udelukkende skal advare om dens komme.k

Højdepunktet i det nævnte år, hvor så mange tanker blev revideret, var generalkonventet i Indianapolis, Indiana, den 24.-31. august 1925, hvor der var 10.000 til stede. Som afslutning på J. F. Rutherfords offentlige foredrag, der hed „En opfordring til handling“, vedtoges i næstekærlighedens ånd en resolution, stilet „Til alle velvillige mennesker“. Den indflettedes i en traktat, „Et håbets budskab“, med følgende overskrifter: „Verdens genopbyggelse — Et banner, som skal vise folket vej.“ I løbet af nogle måneder var ca. 50.000.000 eksemplarer uddelt til kristenheden.l Vidnerne havde fortsat hænderne fulde hele det afgørende år 1925, hvor det rapporteredes, at der ved mindehøjtiden om foråret var i alt 90.434 til stede.a

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Illustration på side 256]

Cedar Point, Ohio — 1922