Jehovas vidners historie i nyere tid

Tolvte del: En forudsagt, lykkelig tid begynder

FRA OG MED 1926 gik Jehovas vidner ind i en periode, der var rig på åndelig lykke, velsignelse og fremgang for organisationen. (Dan. 12:12) Dengang var Selskabet ikke klar over, at den række på syv internationale stævner, hvoraf det første afholdtes i Cedar Point, Ohio, i 1922, havde nogen betydning med hensyn til opfyldelsen af Bibelens profetier. Nu gik man i gang med at arrangere det femte stævne. Det skulle finde sted i London 25.-31. maj 1926 i Alexandra Palace, men til det offentlige møde om søndagen lejede man den store Royal Albert Hall. Elleve minutter efter at dørene var åbnet, var salen fuld.a Selskabets præsident talte til den vældige tilhørerskare over emnet: „Hvorfor verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“. Den følgende dag offentliggjordes foredraget i sin fulde ordlyd i londonbladet The Daily News, som dengang udkom i et oplag på 800.000. Foredragets afslutning formede sig som en resolution med titlen „Et vidnesbyrd“, der senere i traktatform spredtes ud over verden i halvtreds millioner eksemplarer.b Det britiske verdensrige blev advaret om, at det gik sin undergang i møde, ligesom dommen over Folkeforbundet blev forkyndt. Det vakte røre og opstandelse, ikke alene i England, men overalt i verden. Endnu den dag i dag er der mennesker, der minder Jehovas vidner om, at de i 1926 påstod, at London var „dyrets trone“. (Åb. 16:10) Samme år iværksattes i øvrigt et byggeprogram med det formål for øje at få et større betelhjem og trykkeri i Brooklyn.c

Det sjette store stævne i den periode, dommen forkyndtes, afholdtes i Toronto, Canada, 18.-25. juli 1927. Ved de daglige møder var der otte tusinde til stede, og den sidste søndag ved det offentlige møde, der var stævnets højdepunkt, var 15.000 personligt nærværende. Men hertil kom for første gang ved et Vagttaarnsstævne en vældig, usynlig, international tilhørerskare, der kunne følge med over den hidtil største kæde på 53 radiostationer, som specielt ved denne lejlighed betjentes af National Broadcasting Company i de Forenede Stater. Foredragets titel var „Frihed for folket“.d Samtidig vedtog konventet en resolution, stilet „Til folkene i kristenheden“. Den udkom senere i form af en lille bog med titlen Frihed for Folket, og under en særlig kampagne den følgende oktober blev den uddelt og kunne fås mod et bidrag på 5 cents.e Det skete for at underrette kristenhedens nationer om den livsvigtige kundgørelse, og i alt afsattes 1.898.796 af disse små bøger.f I året 1927 var der 88.544 til stede ved mindehøjtiden hele verden over. Af disse var dog kun 18.602 aktive hus-til-hus-forkyndere af Riget.g

Detroit, Michigan, var skuepladsen for det syvende og sidste i rækken af internationale stævner. Det afholdtes 30. juli til 6. august 1928. Tolv tusinde overværede dette stævne, hvis højdepunkt var dommer Rutherfords offentlige foredrag om søndagen. Dets titel var „En hersker for folket“, og det udsendtes over radioen til hele verden, idet Vagttaarnet via telefonledninger fik det transmitteret over 106 radiostationer. Som afslutning på foredraget vedtog tilhørerne med begejstring en opsigtsvækkende resolution. Den hed „En erklæring imod Satan og for Jehova“.h Dette foredrag udkom tillige med resolutionen i form af en lille bog, The Peoples Friend (dansk: Folkets Ven), der derpå spredtes i et antal af 5.400.000 i de Forenede Stater og udlandet.i Ved dette stævne udkom bogen Government (dansk: Fremtidens Regering), der gik ind for Jehovas teokratiske styreform, og som afslørede denne gamle verdens regeringers fejl og forkyndte deres undergang. Enormt var det vidnesbyrd, der blev aflagt i 1928, og voldsom var den frafaldne religions reaktion.

I deres genopbygning af den sande tilbedelse var Jehovas vidner således både handlekraftige, modige og energiske. Ikke alene rensede de sig åndeligt og tilpassede deres tænkemåde i forbindelse med Bibelen efter Jehovas, men under den usynlige konges, Jesu Kristi, ledelse tog organisationen fat på at bringe nye arrangementer til udførelse. Tidligt på året 1927 begyndte man i Amerika på arbejdet med om søndagen at afsætte indbundne bøger og småbøger fra hus til hus mod bidrag. (Se The Watch Tower for 15. februar 1927, side 63, og for 1. august 1927, side 233.) I de første år efter 1900 var de gejstlige en del irriterede over det energiske arbejde, som forkynderne fra Vagttaarnets Selskab udførte. Men nu efter 1922, da Jehovas domsbudskaber spredtes ud over hele jorden, blev der løbet storm mod præsteskabet, og som ved en flod, der vældede frem dag og nat, blev dets falske læresætninger og skammelige frafald afsløret både offentligt og privat. Kristenheden blev vejet, fundet for let og forkastet af Jehova og havde nu kun tilintetgørelse i vente. I kærlighed støttede Jehova sin lille flok af hengivne vidner, mens de gik gennem menneskehedens oprørte hav for at udføre deres hverv: at forkynde Jehovas nedskrevne domme. Efter apostlenes forbillede fortsatte de tappert med at genopbygge den sande tilbedelse på jorden på teokratisk vis.

Men mens Jehovas folk i årene 1922-1928 energisk anstrengte sig for at udføre deres gudgivne hverv, nemlig at forkynde hævnen fra vor Gud og hans nedskrevne domme over den frafaldne kristenhed, frembragte Satan og hans usynlige fæller styrker, der tog sigte på, når tiden kom, at føre krig mod dem, der „holder Jehovas bud“, for efter 1928, hvis det var muligt, atter at knuse dem. Der fulgte en ubønhørlig fejde, i hvilken Jehovas kampberedte vidner ubestrideligt viste sig som forkæmpere for tilbedelsesfrihed. Åbenbaringen profeterer videre om, hvad der skete efter vidnernes genrejsningstid (i de 1290 dage, fra 1919 til 1922): „Og slangen [Satan] spyede vand [fascisterne, nazisterne og grupper af Katolsk Aktion som for eksempel den amerikanske „Christian Front“] som en flod ud af sin mund efter kvinden [repræsenteret ved de organiserede, salvede vidner på jorden] for at skylle hende bort med strømmen. Men jorden [de demokratiske magters ret indstillede herskere] kom kvinden til hjælp [ydede vidnerne beskyttelse og vandt dem juridiske sejre i spørgsmålet om deres tilbedelsesform]; og jorden åbnede sin mund og opslugte [i den fuldstændige tilintetgørelse for de demokratiske magters hånd ved afslutningen på den anden verdenskrig] floden [fascismen, nazismen og den amerikanske „Christian Front“], som dragen havde udspyet af sin mund.“ — Åb. 12:15, 16.

Netop til tiden frembragte Satan under megen propaganda disse nye magter, som hurtigt vandt så stor styrke, at de kunne true den demokratiske verden, kristenheden. I 1919 grundlagde Benito Mussolini sit fascistparti. Det voksede så stærkt, at han allerede i 1922 kunne foretage sin march mod Rom og etablere sit fascistiske diktatorvælde over hele Italien. I 1929 undertegnedes Laterantraktaten mellem den romersk-katolske kirke og Mussolinis regime, og dermed var programmet for samarbejdet mellem Vatikanet og det nye totalitære styre fuldkomment.j Det var også i 1919, at Hitler grundlagde sit nationalsocialistiske parti i Tyskland. Senere fandt det uheldige forsøg på at tilvende sig den politiske magt sted ved det kendte „Bier Halle Putsch“ i München i 1923. Alligevel lykkedes det til sidst ved tysk-katolske intriger og manøvrer Hitler at blive Tysklands rigskansler den 30. januar 1933. Straks samme år bragtes et konkordat i stand med kardinal Pacelli (der seks år senere kronedes som pave Pius XII) som mellemmand. Konkordatet blev omgående underskrevet af Hitlers regering og Vatikanet.k

I begyndelsen af 1920rne organiseredes også i mange lande på påtrængende måde og under megen reklame bevægelser ved navn Katolsk Aktion, der bestod af adskillige halvreligiøse grupper. Hensigten var gennem disse at lade romersk-katolske ideer påvirke den sociale og politiske udvikling. Adskillige sådanne bevægelser blev aktive i de Forenede Stater efter 1921. En af dem, en nærmest fascistisk bevægelse ved navn „Christian Front“, lededes i 1930rne af en Detroit-præst, „fader“ Coughlin, og den opnåede en tilslutning på cirka 15.000.000.l Alle disse bevægelser, der var inspireret fra Vatikanet og spredt ud over verden, pønsede på uret i lovens navn. De foranstaltede pøbeloverfald på Jehovas vidner og lod dem fængsle, fordi vidnerne, urokkelige som Daniel i gammel tid, nægtede at gå på kompromis med hensyn til deres frihed til at dyrke den levende Gud i lydighed mod hans skrevne bud. — Dan. 6:16-18.

Nu i 1928 var Jehovas vidners tjenesteorganisation i menighederne nået så vidt i sin udvikling, at man forstod, at søndagen var den dag, der egnede sig bedst til deltagelse i hus-til-hus-arbejdet med forkyndelsen af Jehovas rige.a I de forløbne år havde der regelmæssigt fundet en frivillig tjeneste sted om søndagen. Den bestod i, at der søndag morgen gratis blev stukket traktater, „Bible Students tracts“, ind under folks døre, ligesom de uddeltes foran kirkedørene. Men regelmæssig, mundtlig forkyndelse om søndagen ved folks døre var ikke blevet praktiseret. Ikke så snart var det intensiverede arbejde om søndagen påbegyndt i 1928, før man ad juridisk vej gik til angreb imod det. Den første arrestation som følge af forkyndelsen af Jehovas vidnesbyrd om søndagen fandt sted i South Amboy, New Jersey. Dermed begyndte den såkaldte „kamp om New Jersey“, der varede i årtier, og som snart bredte sig til Connecticut, Pennsylvania og andre stater, hvor grupper af Katolsk Aktion pønsede på fortræd ved at tage ethvert retsligt middel i anvendelse for at bringe det voksende, offentlige vidnearbejde, som Vagttaarnets Selskab udførte, til ophør. Lige i rette tid kom sandhedens nye lys over emnet „de foresatte øvrigheder“ til udtryk i The Watch Tower for 1. og 15. juni 1929 (Vagttaarnet, 15. juli og 1. august 1929). Klart blev det påpeget, at det er Jehova Gud og Kristus Jesus, der er de foresatte øvrigheder, som må adlydes.b (Rom. 13:1) Denne nye forståelse opflammede vidnerne, så de kunne holde stand over for det angreb på deres tilbedelsesfrihed, der førtes imod dem ved domstolene.

Selskabets udstrakte anvendelse af radioen var en væsentlig årsag til den strid, der trak op i 1930rne. Radioudsendelser i almindelig forstand var man begyndt på i 1920, og ligesom de kristne vidner i det første århundrede hurtigt tog den nye opfindelse i brug: at samle skrifterne i bogform og på den måde udbrede Jehovas skrevne ord, således blev vidnerne i vor tid også hurtigt klar over, hvilket vidunderligt hjælpemiddel radioen er i arbejdet med mundtligt at forkynde Jehovas nedskrevne domme over hele jorden. Da Selskabet første gang lod et offentligt foredrag transmittere, gav det anledning til store overskrifter i aviserne. Blandt andet skrev bladet Record i Philadelphia (Pennsylvania) den 17. april 1922:

Den trådløse forkynder verden, at Tusindårsriget er ved at komme. Dommer Rutherfords foredrag blev kastet vidt ud omkring fra Metropolitan-operaen. Taler i afsendelsesapparat. Budskabet overføres flere mil af Bell Telefonselskabets tråde til Howlett-stationen.c

Kort efter, nemlig henimod slutningen af 1922, købte Selskabet et stykke jord på Staten Island, New York city, hvor opførelsen af dets første radiostation påbegyndtes. Da den var fuldført og havde fået statsbevilling som Station WBBR med en styrke på 500 watt, fandt den første officielle udsendelse sted søndag aften den 24. februar 1924 med dommer Rutherfords indvielsestale: „Radio and Divine Prophecy“ („Radioen og den guddommelige profeti“).d Denne station, der ikke er kommerciel, men virker i oplysningens tjeneste, har nu i mere end tre årtier uden afbrydelse udsendt Rigets budskab til en vældig, taknemmelig tilhørerskare. Dens nuværende studier findes i betelbygningen, Columbia Heights 124, Brooklyn, New York.e Dens moderne retningsantenne i ståltårne og senderen, der nu er på 5000 watt, findes på stationens oprindelige plads på Staten Island ved „Watchtower“.

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Illustration på side 273]

Radiostation WBBR — 1924