Jehovas vidners historie i nyere tid

Femtende del: Virksomheden under fascistisk-nazistisk forfølgelse

HVORLEDES gik det med Jehovas vidner rundt om i verden i året 1934? Vagttaarnets Selskab havde afdelingskontorer i ni og fyrre lande,a og dets arbejde skred fremad der på samme måde som i de Forenede Stater. Men efterhånden som den katolske fascisme vandt udbredelse i Europa, fik vidnerne også stadig flere vanskeligheder at kæmpe med. I Italien måtte nogle og halvtreds vidner arbejde under jorden; ustandseligt var politiet på jagt efter dem, ja, man arresterede endog mennesker, der tog imod vidnernes litteratur.b Adskillige af disse italienske medarbejdere fængsledes af Mussolinis fascistiske regering.

Forud for den fascistiske revolution i Spanien fra 1936 til 1939 var der en lille gruppe vidner, hvis arbejde gjorde meget fine fremskridt. Faktisk rapporterede de spanske vidner, at de i 1936 midt under borgerkrigen havde afsat 105.570 stykker bibelsk litteratur.c

I Tyskland voksede Selskabets vidnearbejde enormt, før Hitler kom til magten. Fra 1919 til 1933 afsatte de tyske brødre 48.000.000 bøger og småbøger samt 77.000.000 eksemplarer af den tyske udgave af Den Gylne Tidsalder til det tyske folk.d I 1930rne ledede Selskabet, hvad man kaldte „internationale vidnesbyrdsperioder“, der varede otte dage, og i disse perioder demonstrerede vidnerne hele jorden over deres verdensomfattende enighed ved på hver af ugens dage at anvende tid til aflæggelse af et ensartet, forberedt vidnesbyrd og afsættelse af den samme publikation. For eksempel var der 58.804 vidner i 77 lande, der rapporterede, at de havde været aktive i perioden „Levningens Takkeuge“, 8.-16. april 1933.e Det var den lille bog Crisis [dansk: Krisen], der afsattes under denne kampagne. Det er interessant at bemærke, at i denne specielle periode, var der i Tyskland 19.268 vidner sammenlignet med 20.719 i de Forenede Stater. I 1933 var der således omtrent lige mange vidner i de to lande. Men i den nævnte særlige uge rapporteredes, at der i Tyskland var afsat 2.271.630 stykker litteratur, hvilket langt oversteg antallet i de Forenede Stater, nemlig 877.194 stykker. Dette viser tydeligt den meget nidkære forkyndervirksomhed, der foregik i Tyskland, lige efter at Hitler var blevet landets diktator. Selv før hans tid var man imidlertid udsat for megen katolsk modstand. For eksempel rapporteredes der i årene 1931 og 1932 i alt 2335 tilfælde af retsforfølgelse mod de tyske vidner.f

Men da Hitlers diktatur var etableret i januar 1933, trak modstandens bælgmørke skyer straks for alvor sammen. I begyndelsen af april 1933 besatte politiet Selskabets store, nye trykkeri og betelhjem i Magdeburg, plomberede trykkemaskinerne og foretog en minutiøs ransagning for at finde beviser for oprørsk virksomhed, men da man ingen kunne finde, fik Selskabet den 28. april atter tilladelse til at sætte sig i besiddelse af sin ejendom. Dette satte brødrene i stand til at fuldføre indsamlingen af tallene til rapporten for forannævnte særlige vidnesbyrdsperiode, 8.-16. april, der betegnede en rekord. Midt i alle disse vanskeligheder besluttede dommer Rutherford at rejse til Tyskland, hvilket skete i juni 1933. Den 25. juni var der 7000 vidner til stede ved et ekstraordinært stævne, og de vedtog enstemmigt en resolution med titlen „Erklæring angående kendsgerninger“. Det var en kraftig protest til Hitler og hans regering mod deres egenmægtige indblanding i Selskabets vidnearbejde. Repressalierne kom omgående, for tre dage senere, den 28. juni 1933, blev Selskabets ejendom for anden gang besat og beslaglagt, og ved et regeringsdekret blev trykkeriet lukket. De 180 medlemmer af betelfamilien i Magdeburg blev tvunget til at forlade ejendommen i løbet af ganske få uger. Hitler udtalte:

„Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas vidner] er urostiftere, de forstyrrer tyskernes harmoniske liv; jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle, at de tyske katolikker bliver tilsmurt på den måde af denne amerikaner, „dommer“ Rutherford. Jeg opløser „De alvorlige Bibelstudenter“ i Tyskland; deres ejendomme giver jeg til folkets vel; jeg vil have al deres litteratur konfiskeret.“g

Dette åbenlyse brud på den internationale ejendomsret blev begået af Hitlers regering, til trods for at det amerikanske Watch Tower Society siden 1921 havde været anerkendt i Tyskland, hvor det i henhold til folkerettens bestemmelser havde tilladelse til at eje ejendom og drive virksomhed. Efter anmodning fra Selskabets Brooklyn-hovedkvarter nedlagde de Forenede Staters udenrigsministerium protest over for Hitlers regering.h

Efter at Selskabets nye hovedkontor var lukket, begyndte Hitlers regering nu over hele landet at gribe ind over for Jehovas vidners menighedsmøder, idet man forbød brødrene at komme sammen, og da nogle af vidnerne begyndte at blive fængslet, fordi de nægtede at rette sig efter regeringens totalitære ordrer, blev man i 1934 tvunget til at lade arbejdet foregå under jorden. På grund af denne ubeføjede forfølgelse arrangerede Selskabet den 7. oktober 1934 en verdensomfattende protestkampagne. Uden hensyn til regeringens ordre mødtes hver eneste menighed i Tyskland om aftenen den 7. oktober, og efter en højtidelig bøn til Jehova afsendtes til Hitlers regering i Berlin en protestresolution, der var undertegnet af den lokale menighed af Jehovas vidner. Forenede med dem i ånden samledes den samme aften menigheder af Jehovas vidner i halvtreds lande, og efter at de ligeledes havde påkaldt Jehova i bøn, afsendte hver menighed følgende telegrafiske protestadresse til Hitlers regering: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“i

Ifølge et øjenvidnes beretning forårsagede denne verdensomfattende demonstration den største ophidselse i Rigsindenrigsministeriet i Berlin den 7. oktober 1934, da Hitler selv ved et tilfælde besøgte indenrigsministeren, dr. Frick, der netop modtog disse protestadresser. Den beedigede beretning (se nedenfor) siger, at da Hitler hørte om telegrammerne, sprang han op, og idet han knyttede næverne, skreg han hysterisk: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“j Således begyndte de vanvittige, nazistiske bestræbelser på at fjerne, Jehovas vidner fra Tysklands nationale skueplads. I de mørke år, der fulgte, blev tusinder af vidner arresteret, dømt på falsk grundlag og sat i fængsler eller koncentrationslejre, hvor mange af dem led ubeskriveligt. Cirka to tusinde vidner mistede livet i denne kamp for at bevare deres trofaste retskaffenhed over for Jehova. Men som det advarende var blevet sagt i den strøm af telegrammer fra hele verden, der indløb den 7. oktober 1934, var Hitler, manden, der kæmpede mod Gud, elleve år senere ikke mere i de levendes land; det påstås, at han begik selvmord i Berlin i 1945. Dog var der cirka 8000 vidner, der overlevede torturkamrene i hans dæmoniske koncentrationslejre, og som på ny kunne tage forkyndergerningen op og dyrke deres kærlige Gud Jehova.

I England var man også vidne til en udvidelse af Teokratiets anliggender. I de første år af 1930rne nåede organisationen regelmæssigt op på de samme tal med hensyn til antal deltagere og afsat bibelsk litteratur. I 1931 var der oprettet 365 menigheder med cirka 4000 regelmæssige forkyndere, der tog del i tjenesten; i det nævnte tal er medregnet 196 pionerer, og der afsattes årligt mellem halvanden og to millioner bøger og brochurer.k I 1937 lød der imidlertid en formaning om at vise større årvågenhed, og den vakte de engelske forkyndere af Jehovas rige til større virksomhed og vækst. Rapporten for det følgende år, 1938, viser, at fem tusinde evangeliets tjenere tog del i tjenesten på arbejdsmarken, hvor de afsatte 4.308.710 stykker litteratur. 1939 viste en forbløffende stigning til 6.185.937 bøger og brochurer afsat af 6861 forkyndere, af hvilke 511 var pionerer. Denne vækst fortsatte i løbet af 1940, hvor der af 9860 forkyndere, af hvilke hele 1037 var pionerer, afsattes 6.200.282 bibelske publikationer.l Trods de forhold, den totale krig medførte, fandt der stadig en vækst sted, således at der i 1942 var 12.436, der tog del i tjenesten hver måned, og af disse var 1488 heltidsforkyndere.a De engelske vidner udgjorde en enig, stærk organisation, der åndeligt var på højde med situationen, så de kunne stå for de lange, mørke krigsårs prøvelser.

Arbejdet i England foregik imidlertid ikke uden modstand. Som deres brødre i andre dele af verden oplevede også de den katolsk-inspirerede modstand, omend ikke i så høj grad. Adskillige katolsk-fascistiske angreb afvistes i 1938 og 1939 sådanne steder som i London, Glasgow, Clydebank, Oldham, Newbridge, Hebburn on Tyne, Folkstone, Camberley, Leichester, Dundee, Ebbw Vale og Northwich, hvor pøbelsværme, anført af præster, i nogle tilfælde angreb vidnerne og i andre tilfælde forstyrrede møderne.b I 1940 rapporteredes 71 tilfælde af angreb.c Londonbladet Catholic Herald offentliggjorde den 14. oktober 1938 et ærekrænkende angreb på vidnerne og på dommer Rutherford. Den urette påstand blev fremsat, at deres virksomhed var oprørsk. Men bladet blev omgående tvunget til at offentliggøre en ydmygende tilbagekaldelse af sine ord. Det skete på forsiden af nummeret for 25. november.d

Det var også i 1938, i dagene 10. og 11. september, at London var hovedbyen i Vagttaarnets Selskabs første stævne, der omfattede mange byer på een gang. Halvtreds forsamlinger af Jehovas vidner mødtes samtidig i England, Skotland, Irland, Canada, de Forenede Stater og Australien. Mellem alle halvtreds byer var der knyttet radiotelefoniske forbindelser, ved hjælp af hvilke der kunne tales til forsamlingerne. De to hovedforedrag som dommer Rutherford holdt i Royal Albert Hall i London, kunne på denne måde tydeligt høres af forsamlingerne i de oversøiske lande såvel som af tilhørerne i de øvrige byer på de britiske øer. Eentimes foredraget om lørdagen havde den rammende titel „Fill the Earth“ [„Opfyld jorden“]. Om søndagen (den 11. september) var der til det offentlige foredrag i de halvtreds byer, stævnet omfattede, 150.000 tilstedeværende, som direkte overværede, at dommer Rutherford da for første gang holdt sit opsigtsvækkende foredrag „Face the Facts“ [„Se kendsgerningerne i øjnene“], i hvilket han advarede de demokratiske lande mod det voksende fascistisk-katolske ønske at beherske verden. Det blev et bemærkelsesværdigt stævne.e Inden der var gået tolv måneder, var den anden verdenskrig brudt ud, i hvilken nazisterne og fascisterne febrilsk gjorde et desperat forsøg på at tilkæmpe sig verdensherredømmet, således som forudsagt.

Ved averteringen af det offentlige foredrag „Face the Facts“ benyttede man sig i alle stævnebyerne i udstrakt grad af brødre, der bar sandwich-plakater i procession. Senere, da dette og andre foredrag blev gengivet ved hjælp af grammofonplader ved mindre offentlige møder, gik forkynderne i gåsegang ad de stærkest befærdede gader med lignende plakater over skuldrene, mens de samtidig uddelte løbesedler, der averterede disse møder. Denne iøjnefaldende form for forkyndelse på gaden kaldte man „oplysningsmarch“.f Senere afsattes 12.000.000 eksemplarer af det nævnte foredrag, „Face the Facts“, i pjeceform over hele jorden.g Det var et vældigt vidnesbyrd forud for krigen.

(Fortsættes)

[Fodnoter]

„ERKLÆRING — Den 7. oktober 1934 aflagde jeg i min egenskab af general Ludendorffs befuldmægtigede efter forudgående tilsigelse besøg hos den daværende rigsindenrigsminister og indenrigsminister for Preussen, dr. Wilhelm Frick, i dennes rigshovedkontor i Berlin, Königsplatz 6. Mit hverv bestod i at modtage en meddelelse, hvis indhold var et forsøg på at overtale general Ludendorff til ikke længere at modvirke det nazistiske regime. Under min samtale med dr. Frick indfandt Hitler sig pludselig og begyndte at tage del i samtalen. Da vi tvingende nødvendigt måtte drøfte de indtil da trufne forholdsregler imod International Forening for Bibelstudium [Jehovas vidner] i Tyskland, viste dr. Frick Hitler en del telegrammer, der protesterede mod det Tredje Riges forfølgelse af bibelstudenterne, og han udtalte: „Hvis bibelstudenterne ikke øjeblikkelig falder til føje, vil vi tage vore forholdsregler imod dem og anvende de strengeste midler.“ Hitler sprang op, og med hænderne knyttet skreg han hysterisk: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Fire år efter denne samtale kunne jeg under mit syvårige ophold i beskyttelsesarrest i nazikoncentrationslejrenes helvede i Sachsenhausen, Flossenburg og Mauthausen — jeg var fængslet, indtil de allierede befriede mig — med egne øjne overbevise mig om at Hitlers vredesudbrud ikke blot var en tom trusel. Ingen anden gruppe af fanger i de nævnte koncentrationslejre var i samme grad som bibelstudenterne udsat for SS-soldaternes sadisme. Det var en sadisme, der kendetegnedes ved en uophørlig kæde af fysiske og åndelige pinsler, som ikke kan beskrives på noget sprog i verden.

Frankfurt-am-Main, 12. november 1947, Wehrheimerstrasse 9. [sign.] Karl R. A. Wittig.

Notarialkontorets protokol nr. 778 i året 1947:

Det bekræftes herved, at underskriften på omstående side er foretaget af forfatteren Karl Wittig, boende Wehrheimerstrasse 9, Frankfurt-am-Main.

Frankfurt-am-Main, 13. november 1947. [sign.] Ludwig, Notarius publicus.

[Segl] Otto Ludwig, Notarius publicus i Frankfurt-am-Main.“