Jehovas vidners historie i nyere tid

Sekstende del: Teokratisk forkyndelse under nyt navn

DA DOMMER Rutherford den 2. oktober 1938 var vendt tilbage til New York fra England, holdt han for 7000 tilhørere et aktuelt og rammende foredrag over emnet „Fascisme eller frihed“. Det udkom snart efter i pjeceform og spredtes i millioner af eksemplarer i den hensigt at få folk til at se den overhængende fare for et fascistisk krigsblodbad. Den efterfølgende sommer holdtes der fra 23. til 25. juni 1939 endnu et heldigt gennemført konvent, der spændte over flere byer. Madison Square Garden i New York City var centrum for dette stævne, der i alt omfattede otte og tyve forsamlinger, nemlig flere i Australien, ti i England, bl. a. i London, eet i Honolulu og flere i de Forenede Stater, således at den internationale tilhørerskare kom op på 75.000 mennesker, som hørte det offentlige foredrag, „Government and Peace“ [„Herredømmet og freden“]. Det holdtes af Selskabets præsident og var konventets højdepunkt. Da man var nået halvvejs gennem dette magtfulde foredrag, udbrød der tumulter ved hovedstævnet i New York. De var foranlediget af „fader“ Coughlins håndlangere, der var knyttet til den af Vatikanet inspirerede „Christian Front“-radiostation WMCA. Det tog de ordenshavende i salen (der alle var Jehovas vidner) cirka femten minutter at få bugt med pøbelsværmen, idet de måtte overmande og fjerne de 500 fascistiske fredsforstyrrere.

Urolighederne begyndte med tilråb og hyssen, ligesom der råbtes „Heil Hitler“, „Viva Franco“ o.s.v. Den tumult, der fandt sted, kunne samtidig høres i højttalerne af tusindvis af tilstedeværende de mange andre steder på jorden. Bifaldsbølge efter bifaldsbølge fra tilhørerne i salen støttede kraftigt taleren, Rutherford, da han mesterligt fortsatte med at tale i mikrofonen for at overdøve spektaklerne.a Selskabet indgav politianmeldelse mod lederne af den katolske pøbelhob, men den førte ikke til noget resultat. Særdomstolen for New York City, bestående af tre dommere (hvoraf to var katolikker og een jøde), afsagde imidlertid i efteråret 1939 ikke alene frifindelsesdom over tre ordenshavende (Jehovas vidner), men udtalte tillige ros, fordi disse på fornuftig måde havde vist nødvendig fasthed over for pøbelsværmen, da det fuldstændig var mislykkedes for byens politi at bevare ro og orden, hvilket havde været dets opgave, da den store, offentlige forsamling i salen pludselig truedes med adsplittelse. De tre pågældende var på falsk grundlag blevet arresteret efter anmeldelse og anklage fra flere medlemmer af den katolske pøbelsværm, som de ordenshavende med magt havde fjernet fra salen.b

Endnu en begivenhed er værd at omtale: Lørdag den 24. juni 1939 telefonerede I.R.A. (Irish Republican Army, en katolsk terroristbevægelse, der i flere måneder havde foretaget bombeattentater over hele England) en „officiel“ trusel til Selskabets London-kontor. Det udtaltes advarende, at hvis de ledninger, der skulle overføre Rutherfords foredrag den 25. juni i Madison Square Garden i New York fra London til Belfast, ikke blev afbrudt, ville man begå et attentat. Scotland Yard politi blev øjeblikkelig underrettet og omringede Selskabets mødesale for at beskytte dem. En bombe eksploderede nær ved Kingsway Hall, der var lørdagens stævnecentrum i London, men ikke et eneste af vidnerne kom noget til. Derimod blev flere fodgængere dræbt.c På begge sider af Atlanten greb katolske elementer til voldshandlinger for at skræmme vidnerne til at give slip på deres tilbedelsesfrihed.

Fandt der i denne vanskelige periode fra 1929 til 1939, der kendetegnedes ved en forbavsende virketrang, nogen nævneværdig udvikling sted inden for selve organisationen? Ja, det gjorde der. Ved stævnet i Columbus (Ohio) i 1931 (24.-30. juli) var der cirka 15.000 tilstedeværende, som vedtog den resolution, ved hvilken det nye navn, JEHOVAS VIDNER,d blev antaget — i sandhed et betydningsfuldt navn, der er begrundet med Jehovas egne ord, således som de er nedskrevet af Esajas (43:10-12). Og med hvilken glæde blev dette nye navn ikke modtaget overalt på jorden! I de følgende uger afholdtes yderligere halvtreds stævner hele verden over, ved hvilke Jehovas folk mødtes for med glæde at antage dette bemærkelsesværdige nye navn. Hvor særegent det er! Og hvilket ansvar følger der ikke med det! Ja, navnet er blevet kendt i hele verden siden 1931, og alt dette beviser, at navnet nøje passer til dem, som er blevet velsignet med at bære det. Nidkært forsvarer de navnet JEHOVA og sørger for, at det atter kommer til at indtage den plads, det har krav på i verdens anliggender, nemlig den allerøverste, for er Jehova ikke den ærefulde enehersker over hele sit univers? — Sl. 83:19; Ap. G. 3:19-23; 4:24-30; 1 Kor. 15:28; Åb. 11:15; Dan. 7:13, 14; Es. 9:6, 7.

Den forannævnte resolution angående det „nye navn“ blev tillige med ordlyden af det foredrag, Rutherford holdt ved stævnet, offentliggjort i pjecen The Kingdom the Hope of the World [dansk: „Riget, verdens håb“], som kort efter tryktes på mange sprog. I løbet af den følgende oktober måned iværksattes en kampagne, hvis hensigt var, at alle ledende mænd personligt skulle have et eksemplar af pjecen. Alene i de Forenede Stater og Canada var der 132.066, som fik pjecen overrakt. Af disse var 88.009 præster, 19.103 politikere, 22.869 finansmænd og 2085 officerer.e I de påfølgende måneder kom denne pjece ind i yderligere fem millioner menneskers hjem i alle egne af jorden.f Det nye navn var kommet, og det ville blive.

I et af de foregående afsnit af denne historiske redegørelse så vi, hvorledes ledelsen af menighederne efter en gradvis udvikling, der havde varet tyve år, endelig i 1938 bragtes i fuldstændig overensstemmelse med det teokratiske mønster, der er bevaret i Bibelen, og efter hvilket Selskabet direkte udpegede alle tjenerne. Dette muliggjorde det næste skridt henimod den teokratiske helhed eller forening i et mere solidt sammensvejset samfund. Erfaringerne fra afdelingskampagnerne (der foregik fra 1933 til 1935), hvor menighederne i et givet område havde slået sig sammen i den offentlige forkyndelse på arbejdsmarken for at modstå forfølgelse og opposition, viste, at der var opstået en usædvanlig og stadigt voksende enighed og styrke. I oktober 1938 tog man derfor det næste skridt i den teokratiske organisering af indbyggerne i „Beulah“-land, da zoneordningen så dagens lys. Cirka tyve menigheder i et bestemt område sammensluttedes i en „zone“. Selskabet udpegede en „zonetjener“, der skulle tilbringe en uge sammen med hver menighed for at organisere den bedre og for at hjælpe den i forkyndelsen på arbejdsmarken. Der skulle hyppigt afholdes, „zonestævner“, hvor de cirka tyve deltagende menigheder kunne mødes til samvær og gensidig opbyggelse. Fra Selskabets hovedkontorer udsendtes særlige tjenere, der skulle tjene ved disse stævner. Der udsendtes en ny organisationsvejledning, som trådte i kraft blandt hele Jehovas folk den 1. oktober 1938.g

Denne nyordning betegnede et stort skridt fremad mod målet, at gøre de enkelte landes organisationer og den internationale organisation til en fuldstændig enhed. Næsten øjeblikkelig viste der sig en forøgelse både i antallet af forkyndere og i virksomheden i almindelighed. Efter en nyordning i 1942 fik den repræsentant, som Selskabet sendte på besøg, betegnelsen „vennetjener“h [i Danmark september 1943]. Efter den 15. oktober 1946 kaldte man det, der tidligere havde været benævnt en „zone“, for et „område“ [på dansk dog stadig en „zone“], inden for hvilket man to gange om året samledes til lokale stævner.i Senere, nemlig i 1948, samledes flere „zoner“ i en endnu større enhed, der kaldtes en „sektion“, hvor man også samledes til et stort stævne cirka een gang om året.j Den, som havde tilsyn med en „sektion“, kaldtes „,sektionstjener“, og „vennetjenerens“ nye navn blev „zonetjener“.

Blandt andre nydannelser, som det er værd at mærke sig, var også den, der opstod i forbindelse med Selskabets præsidents besøg på Hawaii-øerne i 1935. Der oprettedes da et afdelingskontor i Honolulu, og man traf foranstaltninger til at indrette en mødesal i forbindelse med det nye afdelingskontor, der da var under opførelse.k Ved indvielsen blev denne sal passende betegnet „rigssal“, og dermed indledtes den praksis, som Jehovas vidner hele verden over siden har fulgt, nemlig at kalde deres menigheders mødecentrer for „rigssale“. I efteråret 1937 blev den bygning, der hidtil havde heddet „London Tabernacle“, nyistandsat, hvorpå den blev kaldt „Kingdom Hall“.l

Første nummer af bladet Consolation udkom den 6. oktober 1937. Det var det nye navn på Selskabets blad The Golden Age (nu Awake!, dansk: Vaagn op!), som siden oktober 1919 regelmæssigt var blevet udsendt hveranden uge.a

Australien havde i foråret 1938 den glæde for første gang at modtage besøg af Selskabets præsident. Jehovas vidner dernede modtog dommer Rutherford med stor begejstring. På Sydney stadion lyttede 25.000 ivrigt til Rutherfords berømte foredrag „Warning“ („Advarsel“), der var Sydney-stævnets højdepunkt. Til dette stævne var der kommet vidner fra alle egne ved det sydlige Stillehav — Malaya, Java, Fransk Indokina, Shanghai, New Zealand og fra alle staterne i Commonwealth of Australia.b

I februar 1940 iværksatte Selskabet gadearbejdet med bladene The Watchtower og Consolation.c Bladtaskerne, som Jehovas vidner — unge og gamle — bar over skulderen, og som var forsynet med særligt påtryk, kunne — selv i den første tid, da dette effektive oplysningsarbejde gjorde store fremskridt — snart ses hver uge af forbipasserende i både små og store byer. Siden 1940 har hundreder af millioner i så godt som hvert eneste land på jorden set disse vidner stå på gadehjørnerne hver uge og forkynde deres fængslende budskab om den teokratiske regering. Dette arbejde har også haft stor betydning i forbindelse med Guds bedømmelse af menneskers sind, samtidig med at det har opøvet mænd, kvinder og mange børn til at påtage sig en stor andel i det endnu mere virkningsfulde bladarbejde, der skal gøres i dag og i fremtiden. — Matt. 25:31-46; Ordsp. 1:20-23.

Omstående skematiske opstilling, der afrunder billedet af den enorme mængde litteratur, der er afsat i dette tidsrum, vil hjælpe opmærksomme læsere til større forståelse, fordi den giver lejlighed til sammenligning: I fire på hinanden følgende perioder (der er vist i skemaet) blev det forberedende og afsluttende arbejde med „forkyndelsen af Jehovas rige“ efterhånden verdensomspændende i løbet af den 65-årige epoke, som skemaet omfatter.

Jehovas vidner var virkelig som uimodståelige „græshopper“ flittige i deres Faders og hans uovervindelige konges gerning i det tiår, der afsluttedes i 1939. (Ordsp. 22:29; Luk. 2:49) Organisationsmæssigt skete der meget med dem; og samtidig bragte deres uophørlige modstand mod frafaldne angribere dem på iøjnefaldende måde frem på verdensscenen som forkæmpere for tale- og tilbedelsesfrihed. Her skal et ikke-teokratisk værks afsluttende, rosende ord anføres:

„Jehovas vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd. . . . Ingen af vor tids kristne gør mere stadig brug af Bibelen eller husker så mange skriftsteder som vidnerne. Hvis man med held skal kunne argumentere med dem på bibelsk grund, må man kende sin bibel endog bedre, end de fleste medlemmer af de ortodokse kirkesamfund gør i dag. . . . Lige meget hvilken slags modstand de møder, fortsætter de deres fremmarch. De anvender ethvert lovligt middel i kampen for deres borgerlige rettigheder, retten til at mødes offentligt — som undertiden nægtes dem — retten til at afsætte deres litteratur, retten til efter samvittighedens bud først og fremmest at vise loyalitet over for Gud. Gennem deres kamp for at bevare deres borgerlige rettigheder har de været en løftet pegefinger for demokratiet, og gennem den har de udrettet meget til sikring af disse rettigheder for alle mindretal i Amerika. Gøres der indgreb i blot en enkelt gruppes borgerlige rettigheder, er heller ingen anden gruppes rettigheder sikre. De har derfor afgjort ydet deres bidrag til bevarelsen af noget af det allermest værdifulde i vort demokrati.“d

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Oversigt på side 338]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Forkyndelsen af Jehovas rige“

Fire perioder af den fem og tres-årige epoke

Bøger og pjecer afsat (heri ikke medregnet blade og millioner af gratis traktater)

1874 til 1892: 1.535.000e

1893 til 1918: 9.737.224f

1919 til 1930: 93.500.000g

1931 til 1939: 215.984.991h

Højeste antal aktive tilsluttede over hele verden

1874 til 1892: 400i

1893 til 1918: 21.274j

1919 til 1930: 23.988k

1931 til 1939: 61.589l

[Fodnoter]