Jehovas vidners historie i nyere tid

Tyvende del: Neutrale kristne førte teokratisk krig under verdenskonflikten

I 1940 vedtog de Forenede Stater en lov, ifølge hvilken alle unge mænd over 18 år kunne udskrives til militæruddannelse og soldatertjeneste. Dog var der i lovens afsnit IV-D åbnet mulighed for, at tilbørligt ordinerede præster kunne indrømmes fritagelse. General Lewis B. Hershey, der var chef for de Forenede Staters udskrivningsvæsen, afgav i juni 1941 en betænkning, ifølge hvilken medlemmerne af betelfamilien i Brooklyn (N.Y.) samt pionerer kunne indrømmes fritagelse. Dog måtte de som alle andre dokumentere deres krav over for den lokale sessionskommission.a Den 2. november 1942 afgav general Hershey imidlertid en ændret betænkning til spørgsmålet om, hvorvidt Jehovas vidner kunne falde ind under reglerne i afsnit IV-D som almindeligt anerkendte eller tilbørligt ordinerede præster, der var fritaget for militæruddannelse og soldatertjeneste. I denne betænkning påpeger han udtrykkeligt, at Jehovas vidner er et religiøst samfund.

„The Watchtower Bible and Tract Society, Inc., er indregistreret i henhold til staten New Yorks love som et selskab med velgørende, religiøse og videnskabelige formål. Det ikke-indregistrerede samfund af personer, kendt under navnet Jehovas vidner, har visse religiøse lære og trossætninger fælles og anerkender The Watchtower Bible and Tract Society, Inc., som den organisation, der styrer dem i jordiske forhold. Ved tilhørsforholdet til dette indregistrerede, religiøse selskabs organisation betragtes Jehovas vidners ikke-indregistrerede samfund som værende en anerkendt religiøs sekt.“b

Denne administrative betænkning var hyppigt en stor hjælp for den enkelte til klarlæggelse af hans stilling som en „religionens tjener“ (præst) i henhold til lovens klassifikation.

I virkeligheden har Jehovas vidner allerede indviet sig som tjenende „stridsmænd for Jesus Kristus“. De kan derfor ikke også indvi sig til at tjene i „kejserens“ hære. (2 Tim. 2:3) Det lykkedes flertallet af de mandlige vidner ved deres fremmøde at få deres stilling som præster fastslået over for de lokale sessionskommissioner, men da visse af kommissionerne var forud indtaget imod dem, var der nogle vidner, hvem det ikke lykkedes at få den krævede anerkendelse af deres stilling. Dette nødvendiggjorde, at mange sådanne sager inkamineredes for domstolene, hvilket undertiden førte til, at der idømtes fængselsstraffe på fra eet til fem år. Som følge heraf blev hele spørgsmålet om indkaldelsen til militærtjeneste adskillige gange forelagt de Forenede Staters højesteret, hvor det i sagerne mod Jehovas vidner blev belyst fra alle sider. Vidnerne vandt nogle af sagerne, andre tabte de. Af de tusinder af strafferetssager, der rejstes mod dem, som i henhold til udskrivningsloven krævede fritagelse som militærnægtere, vedrørte de to tredjedele Jehovas vidner.

„Af dette forbløffende antal fanger er næsten to tredjedele Jehovas vidner, der så godt som alle krævede anerkendelse som evangeliets tjenere, men som af de lokale sessionskommissioner fik nægtet en sådan.“c

For at kunne tage vare på de mange fængslede vidner oprettede man under tilsyn af forskellige af forbundsregeringens fængsler særlige lejre. I disse var under krigen interneret hegn imod 3500 unge forkyndere.d Disse unge mænd drev imidlertid ikke tiden bort, men anvendte deres fritid til med energi at studere bibelske og andre emner, så de kunne stå endnu bedre rustet til deres tjeneste, når de engang blev løsladt. Disse fanger havde lov til gruppevis at holde ugentlige bibelstudiemøder, og med regelmæssige mellemrum blev der givet tilladelse til, at en særlig tjener fra Selskabets hovedkontor kunne besøge dem og hjælpe dem i åndelige spørgsmål. Disse unge mænds retskaffenhed tjente til et stort vidnesbyrd for landet. Det krævede større mod at holde fast ved sine neutralitetsprincipper end blot at følge med strømmen.

Tilsammen udgør alle disse retssager en mindeværdig beretning, som alle kan studere. Læg mærke til, hvorledes afdøde dommer Murphy ved de Forenede Staters højesteret udtrykte det:

„Fra de ældste tider og helt frem til i dag har den menneskelige snildhed været ubegrænset, når det gjaldt at smede våben, der kunne benyttes til undertrykkelse af dem, der vovede at give udtryk for eller leve efter en religion, som ikke var almindelig anerkendt. Og Jehovas vidner er et levende bevis for, at selv i vort folk, der så at sige skylder frihedens idealer sin undfangelse, er retten til at efterleve religionen, når dette ikke sker på den en gang vedtagne måde, endnu meget langt fra sikret. Deres tro er upopulær, de må stride og kæmpe for den, og de udbreder den med en fanatisk nidkærhed. De har været udsat for brutale overfald; deres ejendom er blevet ødelagt; ved enhver lejlighed er de blevet forulempet ved, at sjældent anvendte bestemmelser og forordninger er blevet fundet frem og håndhævet. Se Mudder og Comiskys „Jehovah’s Witnesses Mold Constitutional Law“, 2 Bill of Rights Review, Nr. 4, side 262. I dag må de og andre religiøse mindretal bære den byrde det er at prøve vor hengivenhed for trosfrihedens idealer og grundlovens garantier herfor.“e

Skønt det kostede dem megen tid, mange penge og mange personlige lidelser, holdt vidnerne i de Forenede Stater energisk fast ved deres neutralitet under hele krigen. De kæmpede for at holde en trosfrihedens dør åben, hvorigennem de kunne lade deres forkyndervirksomhed vokse. Da krigen sluttede, hørte modstanden stort set også op, og de kom ind under roligere forhold, hvor de kunne fortsætte deres gudgivne tjeneste. I øvrigt har de Forenede Staters højesteret op til 1955 afgjort halvtreds retssager vedrørende Jehovas vidner. Af disse vandt vidnerne 23 af 37 retssager, mens de tabte 10 af 13 sager.

Efter afslutningen på den anden verdenskrig i 1945 gravede Jehovas vidner sig ud af krigens ruiner. I tusindvis begyndte de at vende tilbage fra koncentrationslejre og fængsler. Disse frihedens første timer var liflige. På vejen hjem begyndte de øjeblikkelig at forkynde.f Der findes mange beretninger om den bevægede modtagelse, vidnerne fik i deres forkyndelse fra hus til hus. For offentligheden syntes de næsten at være opstået fra de døde. Atter tog man fat på at samle vidnerne i menigheder og at organisere virksomheden på arbejdsmarken. I land efter land blev afdelingskontoret genåbnet, efterhånden som de nazistiske hære måtte trække sig tilbage for til sidst at blive endeligt slået. Der var et stort behov for brødre, som havde et tilstrækkeligt stærkt helbred til at virke som zonetjenere i organisationen. Trods deres fattigdom begyndte vidnerne at foretage indsamling af det nødvendigste udstyr, så bøger, blade og andre bibelske hjælpemidler på ny kunne fremstilles og forkynderarbejdet komme i gang igen. Mad og klæder kom i anden række. Det, det først og fremmest kom an på, var atter at få tjenesten etableret, så den bibelske føde kunne blive bragt ud, først til vidnerne selv og dernæst til de mange, åndelig forsultne, retsindige mennesker.

I de lande, som var bedre stillet, organiserede vidnerne øjeblikkelig et verdensomfattende hjælpeprogram, der trådte i funktion i januar 1946. De tusinder af brødre i de Forenede Stater, Canada, Schweiz og Sverige delte frivilligt deres tøj med de ringere stillede brødre, ligesom de gav penge til indkøb af madvarer. Hjælpearbejdet måtte fortsættes i to og et halvt år, før det kunne indstilles. Men da var vidnerne i de krigsramte lande: Belgien, Bulgarien, Danmark, England, Filipinerne, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Norge, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig, også bragt på ret køl. I alt afsendtes 479.536 kg tøj og 326.368 kg madvarer foruden 124.110 par sko. Den samlede værdi af alt dette beløb sig til $1.322.406,90,g og så er der endda ikke beregnet betaling for de mange timer, der anvendtes til indsamlingen og uddelingen. Dette var i sandhed et udtryk for broderkærlighed og for ønsket om at få del i velsignelsen, som flød i begge retninger. I den ene retning gik en strøm af materiel hjælp, men til gengæld herfor kom i den modsatte retning efterretningerne om en retskaffenhed, der blev kendt over hele jorden, og som gjorde vidnerne verdensberømte som forkæmpere for de kristne principper. På den måde lettedes vidnearbejdet til Jehovas ære hele jorden over. (2 Kor. 8:13-15) Alt dette er et bevis for, at Jehovas folk er en samlet, verdensomfattende familie, som kærligt ledes af det teokratiske nye verdens samfund, der våger over den som en moder.

Men hvorledes gik det nu med deres forkyndervirksomhed i krigens tunge år? Skønt den vældige udbredelse af litteratur i høj grad dalede i mange lande, og tusinder af forkyndere fængsledes, nåede det samlede tal for afsat litteratur i hele verden alligevel at blive anseligt. Men det mest forbløffende er dog, at det højeste antal aktive forkyndere næsten fordobledes. Det viser, at når kampen er hed, fremskyndes tilvæksten af retsindige til de forkyndende vidners rækker. Bemærk følgende tal, der omfatter virksomheden i hele verden:

Højeste antal tilsluttede eller forkyndere: 141.606a

Krig eller ikke krig — udbredelsen af Bibelens sandheder fortsætter på storslået måde. Vi befinder os i de sidste dage, da den gode nyhed om Guds oprettede rige forkyndes i alle verdensdele. Hverken mennesker eller dæmoner kan standse forkyndelsen for længere tid. Forsøger de at kæmpe mod Gud og mod hans hellige ånds uimodståelige kraft, slår de selv ind på den vej, der fører til endelig tilintetgørelse. Et klart eksempel herpå har vi i den berygtede, sølle modstander af Gud og hans vidner — Hitler.

(Fortsættes)

[Fodnoter]