Spørgsmål fra læserne

● Troen på den menneskelige sjæls iboende udødelighed er grundlæggende i verdens religioner, hvad enten de er kristne, jødiske eller hedenske. Hvorfor tror Jehovas vidner ikke, at sjælen er udødelig?

Fordi der intet sted i Bibelen siges, at den er udødelig, men adskillige steder, at den ikke er det. Den sjæl, der synder, dør. „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Endog om den syndfri mand Jesus står der skrevet: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ Sjælen er ikke noget uhåndgribeligt, usynligt og åndeligt, der eksisterer adskilt fra en skabnings legeme. „Sjæl“ betyder „liv“. Om en skabning, der har liv, kan det hvad enten det drejer sig om et menneske eller et dyr siges, at den har sjæl. Om dyrene, der blev skabt før mennesket, hedder det i 1 Mosebog 1:30 ifølge den danske oversættelse af 1871: „Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde.“ Hverken dyr eller mennesker har udødelige sjæle; både dyr og mennesker er levende sjæle og bliver til døde sjæle: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ Det er rent og skært opspind, når religionerne hævder, at mennesket har en udødelig, bevidst sjæl, der lever videre efter legemets død. „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Menneskets bevidsthed ophører ved dødens indtræden: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Ez. 18:4; Es. 53:12; Præd. 3:19, 20; 9:5, 10; Sl. 146:4.

Ville Kristi efterfølgere få besked om at søge udødelighed, hvis de allerede havde det? Der bliver sagt til dem, at Gud vil give „evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed“. Og „dette dødelige [må] iføre sig udødelighed“. — Rom. 2:7; 1 Kor. 15:53.

● Markus 9:47, 48 lyder: „Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor „deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes“.“ Beviser det ikke, at der findes et evigt pinested for de onde?

For at den ondes sjæl kan blive pint evigt i ilden og blive fortæret evigt af ormene, må den være uforgængelig og udødelig. Men det foranstående svar viser, at sjælen ikke er udødelig; det viser, at den syndige sjæl dør og totalt mister bevidstheden. I Eden sagde Gud ikke til Adam, at straffen for ulydighed var evig pine. Han sagde derimod til Adam: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Flere tusind år senere var straffen for ulydighed stadig den samme: „Syndens løn er døden.“ Ikke evig pine. — 1 Mos. 2:17; Rom. 6:23.

Men hvad så med Markus 9:47, 48, som blev citeret i spørgsmålet? Det er tydeligt nok symbolsk tale og skal ikke opfattes bogstaveligt. Ingen af dem, som tror på et brændende helvede, river sit øje ud, når det ser på noget med begær eller havesyge; men det er, hvad et sådant menneske skulle gøre, hvis han opfatter dette skriftsted bogstaveligt og gerne vil undgå at blive stegt i ilden til evig tid. Hvis ormene, der ikke dør, og ilden, der ikke slukkes, er bogstavelige farer, der skal undgås, så må anvisningen på, at undgå dem også følges bogstaveligt. Men intet menneske, der er ved sin fornufts fulde brug, vil, fordi han er tilhænger af læren om evig pine, hugge sin hånd eller fod af eller rive sit øje ud, hvis disse lemmer er impliceret i en syndig adfærd. Nej, sproget er symbolsk, også hvor der tales om ormene og ilden.

Ordet „helvede“ er oversat fra ordet gehenna, det ord, der bruges i den oprindelige græske tekst. Det er igen taget fra det hebraiske udtryk gei-Hinnom, som var navnet på en dal vest og syd for det gamle Jerusalem. Under de senere konger i Juda blev den benyttet til afgudsdyrkelse, og for at forhindre dette sørgede den trofaste kong Josias for, at dalen blev vanhelliget og forurenet; den blev en losseplads, hvor affaldet fra Jerusalem blev brændt. For at gøre forbrændingen mere fuldstændig tilsatte man svovl. Døde dyrekroppe blev styrtet i denne dal og brændt, og det hændte, at lig af henrettede forbrydere, som man mente var for onde til at fortjene en opstandelse, blev kastet ned i den. Hvis ligene faldt ned i ilden, blev de tilintetgjort af den. Men blev de hængende på et klippefremspring i den dybe kløft, hvor de ikke kunne nås af ilden, fortærede ormene dem. Denne Hinnoms dal med dens brændende svovl og fortærende orme, hvori man kastede det værdiløse og kassable, blev af jøderne på Jesu tid derfor opfattet som et symbol på den død, hvorfra der ingen opstandelse er. At blive kastet i denne dal betød tilintetgørelse, „den anden død“, en evig undergang eller straf. Det er fra denne bogstavelige Hinnoms dal eller Gehenna og dens betydning, at billedet af „ildsøen, som brænder med svovl“, er hentet. Den blev opfattet som et symbol på død uden håb om opstandelse: „Søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ — Åb. 21:8; 19:20; 20:10, 14, 15.

Forstået på rette måde er Markus 9:47, 48 altså ikke i strid med de andre skriftsteder, som viser, at straffen for synd er død. Skriftstedet støtter snarere læren om, at døden er straffen, end teorien om evig pine.