Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w58 1/3 s. 99-100
  • Krigens tåbelighed

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Krigens tåbelighed
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
  • Lignende materiale
  • Den første verdenskrig og veernes begyndelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
  • Menneskets bedste håb om fred
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1954
  • Krig i fremtiden
    Vågn op! – 1999
  • Hvornår hører dette vanvid op?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
w58 1/3 s. 99-100

Krigens tåbelighed

ALDRIG før i menneskeslægtens historie har mennesket haft magt til at ødelægge jorden og udslette hele den menneskelige familie. Intet under at Albert Einstein engang sagde: „Den fjerde verdenskrig vil blive kæmpet med stenkøller.“ Sådan kan man også sige at krig er tåbelig.

Mange andre lignende udtalelser er blevet fremsat i de sidste år. Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde det således: „En tredje verdenskrig betyder masseselvmord i atomalderen.“ Og ifølge en af verdens førende fysiologer, englænderen dr. Edgar Douglas Adrian, har det ingen betydning om bomberne rammer deres mål eller ej. Han advarer om at intet menneskeligt liv vil overleve mere end et par tusind atombombeeksplosioner, lige meget hvor de rammer. Er det sandsynligt at mennesker med en så frygtelig skæbne i udsigt, med krigens tåbelighed i så stærkt et lys, vil lægge atomvåbnene på hylden i tilfælde af en tredje verdenskrig?

Ingenlunde, sagde Sovjets tidligere forsvarsminister Georgij K. Zhukov. „Sådanne våben må og vil blive brugt som hovedvåben med den største slagkraft i tilfælde af en større krig.“ Marskal Zhukov tilføjede: „Enhver fremtidig krig vil ikke alene omfatte selve krigsskuepladsen, men vil strække sig langt ind i de krigsførende lande. . . . På nuværende tidspunkt er der intet sted i verden hvor den angribende magt kan søge i skjul. Sovjets luftvåben er i stand til at rette et knusende slag mod en hvilken som helst fjende, uanset hvor han er, uanset hvor han skjuler sig.“ Det er en fejltagelse, erklærede den tidligere sovjetiske forsvarsminister, at mene at de stormagter der står over for hinanden i en fremtidig krig vil afholde sig fra at bruge atom- og brintbomber fordi man med disse våben „gensidigt ville kunne ødelægge hinanden“. — New York Times, 20. marts 1957.

Havde Zhukov givet teorien om at stormagterne ville afholde sig fra at bruge atomvåben, et grundskud? Der var modstridende meninger herom. Men mange vestlige iagttagere har længe givet udtryk for en meget ringe tro på en sådan teori. Senator Stuart Symington, tidligere minister for De forenede Staters luftvåben, sagde det på denne måde: „En af de drømme der dysser os til ro i mulige forhåbninger, er teorien om at stormagterne vil afholde sig fra at tage atomvåbnene i brug. Det argument der anføres er at når både vi og kommunisterne har masser af atomvåben, vil ingen af os gøre brug af dem. At sætte sin lid til et sådant mirakel er som at vædde om at to mænd bevæbnede med ladte pistoler vil nøjes med at tage livtag indtil den ene kastes til jorden og sparkes til døde. . . . Nationer, lige såvel som mennesker, véd at frygtelige våben kan betyde en pludselig død; men hverken nationer eller mennesker har endnu afholdt sig fra at bruge deres afgørende våben i en kamp på liv og død.“ — U. S. News & World Report, 30. juli 1954.

Krig er så tåbelig som aldrig før; alligevel er der ingen sikker garanti for at nationernes ledere ikke vil styrte deres lande ud i krig. Hvor er det en mærkelig tid vi lever i! Den er ganske enestående. Men dens særegenhed har sin rod i en tid da atombomben endnu ikke var opfundet. Den politiske og historiske iagttager Elmer Davis viser i sin bog Two Minutes Till Midnight at denne enestående periode tog sin begyndelse i 1914:

„Hvis man som eventyrets Rip van Winkle var faldet i søvn i forsommeren 1914 og vågnede nu, ville man synes man var dukket op i en barbarisk verden — et civiliseret og strømlinjet barbari, præget af stor teknisk snilde, men ikke desto mindre barbari i sammenligning med den verden man havde kendt før. Der var tyrannier dengang, men meget svage og kraftløse i sammenligning med de tyrannier der eksisterer i dag; og selv før atom- og brintbomberne var opfundet har den frie verden set igennem fingre med krigsførelsesmetoder som indtil august 1914 for evigt syntes afskaffet som værende det civiliserede menneske uværdige. Men de da eksisterende regler blev brudt af tyskerne — ikke de nihilistiske nazister, men af respektable kristne tyskere i das Kaiserreich; og lige så snart de havde gjort hvad de troede kunne hjælpe dem til at vinde, efterlignede deres modstandere dem — som de altid vil gøre.“

Vi gik ind i denne „barbariske verden“ i 1914. Det år markerede i sandhed et vendepunkt i menneskenes forhold. Den første verdenskrigs udbrud i det år var i sig selv en betydningsfuld begivenhed, for Jesus Kristus, den store profet, havde forudsagt at verdenskrig ville markere begyndelsen til „de sidste dage“. „Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige,“ sagde han i sin langtrækkende profeti, „og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.“ — Matt. 24:7, 8.

De „veer“ der har gennemrystet verden siden 1914 er en god nyhed for dem der ved hvad de betyder. De betyder at Guds himmelske rige snart vil ødelægge denne onde, stridslystne verden og hidføre varig fred på jorden. Det er rigtigt at situationen set fra et menneskeligt synspunkt ser håbløs ud. Jesus sagde at sådan ville det være, at „på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. — Luk. 21:25, 26.

Selv nu hvor krig er blevet en katastrofal tåbelighed, ved mennesker ikke hvad de skal gøre. De er langt fra sikre på at det absolut tåbelige i at indlede en atomkrig vil forhindre en verdenskrig. Hvor vigtigt er det da ikke for sande kristne at sætte deres lid til Gud og ikke til mennesker! Han er den der har lovet at han, når denne enestående periode i historien indtræffer, vil ødelægge dem der lægger jorden øde: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, . . . da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.“ — Åb. 11:17, 18.

Krig er tåbelig. Det er også tåbeligt at stole på at mennesker kan hidføre varig fred. Det vil Gud gøre. Der skal ingen krige være mere efter Jehovas retfærdige Harmagedonkrig ingen krige, ikke engang med stenkøller. Jehovas løfte lyder: „Kom hid og se på HERRENS [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser.“ — Sl. 46:9, 10.

Tankeløses egensind bliver deres død, tåbers sorgløshed bliver deres undergang; men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel. — Ordsprogene 1:32, 33.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del