Krig i fremtiden

„DE SIDSTE 4000 års eksperimenter og gentagelser har medført at krigsførelse er blevet en vane,“ siger militærhistorikeren John Keegan. Vil denne vane blive brudt? Utallige menneskeliv er blevet ofret i kamp, og der er blevet brugt megen energi og enorme ressourcer på krigsførelse. I årtusinder har man sat nogle af de dygtigste hjerner til at udtænke nye og bedre måder at dræbe og ødelægge på. Har menneskene været lige så ivrige efter at fremme freden? Det kan man næppe påstå. Mange mener dog at der er grund til forsigtig optimisme.

Krigens meningsløshed

En sådan optimisme bygger på den anskuelse at civiliserede mennesker ikke længere betragter krig på samme måde som før. I det 13. århundrede skal den mongolske kriger Djengis Khan have sagt: ’Lykke er at besejre sine fjender, drive dem bort foran sig, tage al deres ejendom, nyde at se deres fortvivlelse, voldtage deres hustruer og døtre.’

Man har svært ved at forestille sig en verdensleder komme med en lignende udtalelse i dag. Bogen A History of Warfare skriver: „Det er næppe muligt noget sted i verden at mobilisere fornuftbegrundet støtte for den opfattelse at krig kan retfærdiggøres.“ Mange steder betragtes krig ikke længere som noget naturligt, instinktivt, glorværdigt eller ædelt. Krigens myrderier i vort århundrede har vakt frygt og afsky for alt det som krig er skyld i. En forfatter mener at denne antipati mod vold har ført til afskaffelse af dødsstraf i mange lande og skabt større forståelse for dem der nægter at tage del i militære aktiviteter.

Denne holdningsændring skyldes ikke kun afsky for myrderierne. En anden vigtig faktor er selvopholdelsesdriften. Vor tids kernevåben og konventionelle våben har en ødelæggelseskraft der er så stor at en krig mellem stormagterne kunne betyde gensidig udslettelse. At indlede en storkrig ville være vanvittigt og selvmorderisk. Mange mener at det er dette ræsonnement der i over 50 år har forhindret en kernekrig.

Der er en anden grund til at nogle ser anderledes på fremtiden. De anser krig i omfattende målestok for at være tåbeligt, ikke blot fordi menneskeheden dermed risikerer at miste alt, men også fordi der er så lidt vundet ved krig. Den økonomiske kendsgerning der gør det usandsynligt at der indledes en større krig, er denne: Verdens velstående og indflydelsesrige lande har stor gavn af deres indbyrdes økonomiske samarbejde. De materielle fordele disse lande nyder i fredstid, kunne slet ikke opnås hvis der blev krig. De stærke lande har derfor gode grunde til at holde fred med hinanden. Dertil kommer at det tjener deres interesse at alliere sig med hinanden for at bremse konflikter mellem de mindre magtfulde lande som truer den økonomiske status quo.

Globale fredsbestræbelser

Ønsket om at afskaffe krig er udtrykt i indledningen til FN-pagten. Der læser vi om medlemslandenes beslutning om „at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid [de to verdenskrige] har bragt usigelige lidelser over menneskeheden“. Beslutningen om at frelse kommende generationer fra krig hviler på idéen om kollektiv sikkerhed, det vil sige at alle stater danner fælles front mod en aggressor. Hvis en nation vil begynde en krig, må den regne med det internationale samfunds vrede.

Tanken er i teorien enkel og logisk, men den har været svær at omsætte i praksis. The Encyclopædia Britannica skriver: „Kollektiv sikkerhed i forskellige former spillede en væsentlig rolle i Folkeforbundspagten og er indarbejdet i FN-pagten, men har i ingen af tilfældene virket efter hensigten. I mangel af en beslutningsdygtig international regering er nationerne ikke nået til enighed om en klar definition på aggression, de har ikke i praksis accepteret princippet om at et angreb skal imødegås uanset hvem angriberen er, og af den grund har de ikke oprettet den internationale kollektive sikkerhedsstyrke som det ifølge pagten var hensigten.“

Tanken om at danne et overnationalt organ for at fremme freden var noget nyt i menneskets historie. For mange der længes efter fred, er en fredsbevarende FN-soldat iført blå baret et symbol på håb. De er enige med den journalist der priste „tanken om fredssoldaten som sendes ud til et konfliktområde, ikke for at føre krig, men for at fremme freden, ikke for at kæmpe mod fjender, men for at hjælpe venner“.

På grund af den kolde krig har FN i årtier været delt i to magtblokke, som var tilbøjelige til at modarbejde hinanden. Afslutningen på den kolde krig har ikke afskaffet konflikter, mistillid og mistænksomhed nationerne imellem, men mange mener at den politiske situation i dag åbner enestående muligheder for at FN kan fungere efter hensigten.

Der er også andre fremskridt i det 20. århundrede der indgiver dem der længes efter fred, håb. For eksempel er målet for internationalt diplomati at løse konflikter på en fredelig måde. Forskellige landes humanitære arbejde hjælper andre lande på fode igen og er med til at lindre mange menneskers lidelser i områder der er splittede af krig. Både fredsbestræbelserne og den humanitære indsats er blevet en integreret del af udenrigspolitikken. De der fremmer freden, bliver hædret.

Fremtidens krige

Enhver optimisme må dog afvejes med nogle triste realiteter. Den kolde krigs afslutning i 1989 vakte manges forhåbninger om en fredelig verdensorden. Men krigshandlingerne fortsatte. I løbet af de næste syv år rasede der skønsmæssigt 101 konflikt rundt om på jorden. De fleste var borgerkrige, ikke krige mellem to eller flere lande. De blev udkæmpet af stridende grupper der brugte primitive våben. I Rwanda, for eksempel, blev mange myrdet af folk der var bevæbnet med macheter.

Nutidens slagmarker er ofte byer og landsbyer, og der skelnes stort set ikke mellem de fjendtlige soldater og civilbefolkningen. Michael Harbottle, lederen af Centre for International Peacebuilding, har skrevet: „Før i tiden var årsagerne til konflikter ofte forudsigelige, men i dag er de meget mere indviklede og sværere at styre. Den vold de resulterer i, er forfærdende og fuldstændig irrationel. Civilbefolkningen er lige så meget i skudlinjen som soldaterne.“ Der er ingen tegn på at man er begyndt at reducere brugen af lavteknologiske våben.

I de rige lande fortsætter udviklingen af højteknologiske våben med stormskridt. Sensorer der enten anbringes i luften, i rummet, i havet eller på landjorden, kan hjælpe en hær til at se fjendtlige mål hurtigere og tydeligere end nogen sinde før, selv i vanskeligt terræn som for eksempel i jungler. Når sensorerne har registreret et mål, kan missiler, torpedoer eller laserstyrede bomber ramme det — ofte med forbløffende nøjagtighed. Efterhånden som ny teknologi forbedres og anvendes, kan krigsførelse over lang afstand blive en realitet og sætte en hær i stand til at se, ramme og ødelægge meget af det fjenden har.

I forbindelse med fremtidens krige må vi ikke glemme kernekrigstruslen. Tidsskriftet The Futurist skriver: „Atomvåbenoprustningen øger risikoen for en eller flere atomkrige i løbet af de næste 30 år. Atomvåben vil måske også blive brugt af terrorister.“

Hvad er problemet?

Hvorfor er bestræbelserne for at indføre fred på jorden slået fejl? En væsentlig faktor er at menneskeheden er splittet. Den er opdelt i nationer og kulturer som nærer indbyrdes mistillid, had og frygt. De har modstridende værdinormer, opfattelser og mål. I årtusinder er brug af militær magt desuden blevet anset for at være en legitim måde at pleje nationale interesser på. I erkendelse heraf hed det i en rapport fra Instituttet for Strategiske Studier ved U.S. Army War College: „Mange ser dette som et bevis på at man kun kan opnå fred ved hjælp af en verdensregering.“

Nogle har betragtet De Forenede Nationer som en sådan verdensregering. Men det har aldrig været tanken at FN skulle være en verdensregering der havde større magt end dens medlemslande. FN er ikke stærkere end medlemslandene tillader den at være. Der råder fortsat mistænksomhed og uenighed blandt disse medlemslande, og den magt de giver FN, er begrænset. Frem for at forme det internationale system er FN derfor blot en afspejling af det.

Der vil imidlertid blive indført global fred. Den næste artikel kommer ind på hvordan det vil ske.

[Tekstcitat på side 5]

„Menneskeheden må gøre ende på krig — ellers vil krig gøre ende på menneskeheden.“ — John F. Kennedy

[Illustration på side 7]

FN er ikke blevet en verdensregering

[Kildeangivelse]

FN-foto