Følg den vej Jehova anviser
„Dine ører skal høre det ord bag ved dig: ’Her er vejen, I skal gå!’ hver gang I er ved at vige til højre eller venstre.“ — Es. 30:21.
1. Hvordan kan vi få kundskab om Gud? Og hvilke spørgsmål kræver et svar?
KUN gennem kundskab om Jehova, den store Livgiver, får vi håb om evigt liv. Vi må kende hans anvisninger, vide hvad han kræver af os, hvilken vej han ønsker vi skal følge. Det er derfor salmisten David sagde: „Vis mig, HERRE [Jehova], din vej og led mig ad jævne stier.“ (Sl. 27:11) I mange menneskers øjne er Guds veje dunkle og forviklede, men for den der oprigtigt og ydmygt søger kundskab bliver Guds vej lige, og klart afstukket. Vi kan udspørge Jehova ved at granske universet og den verden vi lever i, og vi vil se at Jehova er en Skabergud, en Gud der sidder inde med ubegrænset magt, en visdommens og kundskabens Gud. Men hvad er hans navn? Hvad bliver menneskets lod i fremtiden? Hvorfor fortsætter de vanskelige og ulykkelige tilstande på jorden? Er Gud skyld i dem? Sådanne spørgsmål angående den vej der ligger foran os, kan vi kun få besvaret hvis vi vender os til Guds åbenbarede ord, Bibelen.
2. (a) Hvordan er Jehova som Gud? (b) Hvilken indstilling bør vi have?
2 Jehova åbenbarer sig for os gennem sit ord som den Almægtige, universets Hersker; skønt han ejer al magt er han dog barmhjertig, kærlig og god. Ikke alene er han en Skabergud, en handlingens og arbejdets Gud, men han holder også nøje regnskab med tiden, hvilket de guddommelige profetier fortæller os. (Præd. 3:17) Han er ikke en Gud der skjuler sine veje for os, eller som ønsker at forblive skjult for mennesker; nej tværtimod ønsker han at vi skal vide hvem han er og hvilke krav vi må opfylde for at vinde det evige liv. Som Peter sagde: „Han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes.“ (2 Pet. 3:9) Når vi derfor søger at tilegne os kundskab om Jehova, hjælper han os, og han leder os ind på den rette vej hvis vi forvilder os til højre eller venstre. Vi bør have den samme indstilling over for ham som et barn har over for sine forældre; vi skulle bede om at få forstand, og så følge den gode vejledning vi modtager. Nøjagtig som et barn prøver at efterligne sin fader og moder skulle vi nøje efterligne Jehova og hans hustru-organisation ved at følge deres rette principper. Gør vi det vil vi efterhånden opdage at Jehovas vej ikke alene er en jævn og lige vej, en vej der er blevet oplyst for at vi kan gå på den, men også en retfærdig vej. Derfor gengiver New World Translation Davids bøn i Salme 27:11 således: „Undervis mig, o Jehova, i din vej, og led mig ad retskaffenheds sti på grund af mine fjender.“
3. Hvorfor er det klogt af os at fæste lid til Jehova?
3 Eftersom Jehova er vor Skaber, ved han hvad der tjener vore interesser bedst. Hans måde at betragte tingene på er højt hævet over vor synsmåde. Han kan øjne faldgruber og farer længe før vi. Hans visdom bygger ikke på den begrænsede viden og erfaring et menneske kan tilegne sig i løbet af en halvtredsindstyve år eller så, nej den bygger på umindelige tiders guddommelige visdom. Derfor indtager Jehova Gud med rette stillingen som vor Dommer, Lovgiver og Konge. Da vi er Jehovas underordnede og vort liv fuldstændig beror på ham, skulle vi sandelig være dybt interesserede i at behage ham ved at følge den vej eller handlemåde han anviser. Dette kan vi gøre i tillid til at Jehova vil lede os så det ikke alene bliver til velsignelse for os, men desuden ophøjer hans navn. Vort livsmål skulle være at finde en måde hvorpå vi aktivt kan tjene og ophøje vor Gud. Salme 23 siger: „HERREN [Jehova] er min hyrde, . . . han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.“ Vi gør klogt i villigt at følge den store Hyrdes ledelse, ligesom får følger en hyrde der leder dem viist og sikkert. Som det siges i Ordsprogene 3:5-7: „Stol på HERREN [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier. Hold ikke dig selv for viis, frygt [Jehova] og vig fra det onde.“
4. Hvordan kan vi vide hvad fremtiden vil bringe?
4 Mange mennesker mener at de er inde på Jehovas vej når bare de lever hæderligt og vender sig bort fra det onde, og at dette er det eneste fornødne. Men sådanne har sandsynligvis ikke megen bibelkundskab. Spørger man dem om hvad fremtiden vil bringe og hvad der er Guds hensigt med troende mennesker på jorden, svarer de: ’Det ved kun Gud.’ Sandt nok ved Gud det, men dem der ønsker at vide det indvier han også deri. Amos 3:7 forsikrer os: „Den Herre HERREN [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne.“ Jehova har åbenbaret sine hensigter for sit folk gennem sit ord. I Salme 37:11 (NW) finder vi en af de mange udtalelser om jordens fremtid: „Men de sagtmodige skal tage jorden i eje og de skal i sandhed finde udsøgt glæde i et overmål af fred.“ Disse oplysninger er nedskrevet for at vi kan læse og studere dem og få kendskab til Jehovas hensigter.
5. Kan vi behage Gud blot ved at leve hæderligt?
5 Jesus var klar over at Jehova krævede mere af ham end blot det at han skulle leve hæderligt; hvis ikke kunne han bare have fortsat den ubemærkede tilværelse som tømrer han førte indtil han fyldte tredive år. Han vidste at en personlig tjeneste for Skaberen hørte med til at følge den vej Jehova anviser, og heri foregik han os med et eksempel. Dersom vi følger Jesu eksempel opnår vi forståelse af Guds ord, og erfarer hvilken lykke tjenesten for Jehova giver. Hertil har Ordsprogene 3:13-18 følgende at sige: „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; . . . en række af dage er i dens højre, . . . dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ Det er ikke Guds hensigt at kun en præsteklasse skal føle den lykke det er at kende ham; den er tilgængelig for alle der søger sand visdom og forståelse gennem et studium af Bibelen. Vi må selv gøre en indsats for at forstå og tilegne os disse ting, men da vil vi også, dersom vi til stadighed holder fast ved dem, blive lykkelige.
6. Mente Jesus at der var forskellige måder at tjene Gud på?
6 Jehova har ikke foranstaltet forskellige måder hvorpå den enkelte kan tjene ham alt efter sit lune og indfald, eller som det nu kan passe efter hans tilbøjeligheder. Har Gud pligt til at opvarte mennesker? Er det ikke snarere ret af os at tjene vor Skaber? Vi kan ikke blindt følge vore egne tilbøjeligheder og dog håbe at finde den vej der behager Gud. Hver eneste dag stilles vi over for en ny religion, en ny filosofi, en ny livsanskuelse. Mange mennesker har den bekvemme opfattelse at enhver tilbedelsesform er antagelig og at alle modtager samme belønning. Men det er ikke hvad Jesus lærte. I Mattæus 7:13, 14 fortæller han os: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ At han ikke bare taler om dem der slet ingen tro har, eller om hedningerne, fremgår af det han yderligere siger: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ (Matt. 7:21) Jesus bemærkede desuden med henblik på sin tids religiøse ledere: „Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Dersom vi ønsker at undgå at falde i ødelæggelsens grøft må vi holde øjnene åbne for og blikket rettet mod den vej Jehova giver os vejledning om at følge. Det er ikke en vej der går i modstridende religiøse trosretninger eller efter menneskers filosofier, men det er Jehovas sandhedsvej, en retskaffenheds sti. — Matt. 15:13, 14.
7. Vis forskellen mellem Kains og Abels fremgangsmåde.
7 Ned gennem tiden har mennesker altid været stillet over for et valg. Jeremias tilskynder os til at søge efter den sande tilbedelses gamle stier for at komme ind på den vej Jehova anviser. Det er rigtigt nok at disse tilbedelsesstier blev fulgt af mennesker der levede for mange århundreder siden, men de krav Jehova stiller til os om at vi skal følge retfærdige principper og vise ham absolut hengivenhed, er ikke blevet ændret. Abel gav bevis for at han var en troens mand der gjorde tingene på den måde Jehova ønskede, og derfor også vandt Guds godkendelse. Af beretningen om gudsdyrkelsen dengang fremgår det at et menneske ikke nødvendigvis har fundet den rette vej blot fordi det er religiøst. Både Kain og Abel bragte ofre, begge var tilsyneladende opfyldt af kærlighed til den samme Gud, men Abel bragte sit offer på den måde Jehova ønskede. Selv da Kain så at hans offer ikke blev antaget, nægtede han at ændre sin fremgangsmåde og gik helt på tværs af Jehovas vej da han dræbte sin broder. I stedet for at vandre ydmygt med sin Gud gjorde Kain oprør, og han måtte flakke hjemløs om, udstødt af sin egen familie. — Hebr. 11:4; 1 Mos. 4:1-16.
8. Er uddannelse og en stor stilling nødvendig for at kunne tilbede Gud?
8 Flere hundrede år efter stod to mænd over for at skulle tage stilling til spørgsmålet om den sande gudsdyrkelse. De havde begge fået en højere uddannelse i verdens visdom, men kun den ene af dem erkendte at det var en endnu højere form for visdom at følge den vej Jehova anviste. Da kravet om tilbedelsesfrihed blev forelagt Farao afviste han det med ordene: ’Hvem er Jehova at jeg skulle lade hans folk rejse?’ Han forhærdede sit hjerte og tillukkede sit sind for Moses’ anmodning om at få tid til at dyrke Gud. Farao herskede som en gud over ægypterne, og hans ord havde hidtil været lov for de israelitiske trælle. Mennesker kravlede ydmygt på maven for Farao når de henvendte sig til ham, men det gjorde Moses sandelig ikke, han som kom i Jehovas navn. Her var en mand der skulle blive fører for millioner, en mand der var opdraget som søn af Farao, med den kundskab og den baggrund som den ægyptiske verdensmagt kunne give ham — men der var en forskel. Moses anerkendte Jehova. Da han fik forelagt Jehovas hensigt og vej var han rede til at følge den. Han måtte give afkald på mange ting: sine ægyptiske venner, sit fødeland, sin sikkerhed og „den midlertidige nydelse af synd“; men Moses traf et klogt valg. Ti gange havde Farao lejlighed til at lære Jehova at kende, og ti gange forhærdede han sit hjerte. Til sidst red Farao i spidsen for den ægyptiske hær efter de bortdragende israelitter, men kun for at lide døden i Det røde Hav. Vi har intet monument der vidner om hvor denne dåragtige Farao fik sin grav, men vi har mindet om at denne mand rejste sig i trods mod Skaberen.
9. Hvordan viste Jesus at han fulgte den vej Jehova anviste?
9 Vi er måske ikke herskere over et land som Farao var det, eller har måske ikke den samme uddannelse og baggrund som Moses, men vi må også træffe et valg. Det vil være klogt af os at finde og følge Jehovas vej. Selv Jesus, der var fuldkommen, prøvede ikke at gå sine egne veje, nej han valgte at følge Jehovas vej. Han sagde: ’Ikke min, men din vilje ske.’ Da Satan forsøgte at vildlede Jesus ved at fordreje Skriften mens fristelsen stod på, viste Jesus at han anerkendte Guds skrevne ord, rigtigt anvendt, som sin rettesnor, idet han sagde: „Der står skrevet.“ Han satte her et eksempel for os. Han søgte til sin himmelske Fader for at denne skulle undervise og vejlede ham i at gøre Hans fuldkomne vilje. Derfor sagde Jesus: „Jeg . . . gør [ikke] noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg.“ (Joh. 8:28) Han lod sig ikke påvirke til at følge præsternes falske ledelse, men afslørede dem grundigt som blinde vejledere. Vi gør vel i på lignende måde at lade os lede af Guds sikre ord og således vandre på Guds vej, der fører til liv, for Ordsprogene 14:12 advarer: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“
10. Hvorfor er det så vigtigt at kende sandheden i dag?
10 Skal vi være sikre på at vi i vor handlemåde i dag følger den vej Jehova anviser, må vi omhyggeligt tænke over de befalinger han giver. Uvidenhed med hensyn til landets love er ingen undskyldning for at overtræde dem; ligeledes vil uvidenhed om Jehovas vej heller ikke uden videre bringe os liv. Jehovas vej er gjort bekendt for folk af alle nationer og er nu nået ud til jordens fjerneste egne, som forudsagt af Jesus: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd.“ (Matt. 24:14, NW) Selv i det såkaldt „mørke Afrika“ når sandheden ud til mennesker. I en nylig affattet rapport fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Centralafrika, lød det: „I løbet af de sidste to år har vi spredt så mange eksemplarer af ’Denne Gode Nyhed om Riget’ at det ville være nok til at forsyne hvert eneste af landets hjem hvor man kan læse, med et eksemplar, og bogen ’Dette Betyder Evigt Liv’ er mindst nået ud til hvert fjerde cibembatalende hjem; cibemba er det mest udbredte afrikanske sprog i denne sektor.“ Vi ser således at selv i Afrikas „buskland“ kan mennesker modtage denne kundskab der betyder evigt liv. — Joh. 17:3, NW.
11. (a) Hvorledes opfyldes nu tegnet på Jesu nærværelse? (b) Hvordan åbenbarer Jehova sig?
11 Samtidig med at Jesus fortalte om vor tids tegn, trængselen over nationerne, krige, pest og jordskælv, gjorde han også opmærksom på at menneskene skulle adskilles i to store grupper. I den ene ville man finde bukkeagtige modstandere af Skaberen, mens den anden gruppe ville bestå af lydige mennesker med fårets sindelag. Dette adskillelsesværk er nu i gang. Alle mennesker vil vise om de hører til den ene eller den anden gruppe. Uvidenhedens tider hvad Gud angår er forbi. Det er nu på tide at mennesker ophører med de nytteløse racestridigheder og samles om den rene tilbedelse af Skaberen. „Og han lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham.“ Derefter understreger Paulus hvilken handlemåde vi bør følge, idet han forsikrer at Gud „ikke er langt fra en eneste af os“ hvis vi oprigtigt søger ham og gransker hans ord. Men vi finder aldrig Guds vej hvis vi bliver ved med blindt at tro at en afgud, et billede eller en statue kan lede os, og hvis vi aldrig ser længere end til dem og opfatter Skaberen som han åbenbarer sig i sit herlige skaberværk og gennem sit ord. Paulus formaner os således: „Vi [må] ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde.“ Han viser hvor presserende det er at tilegne sig kundskab om Guds vej, når han siger: „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed.“ Man kan i sandhed sige at de der i dag fortsætter i uvidenhed om Jehovas hensigter gør det efter eget valg, for Gud har gjort sit ord tilgængeligt overalt på jorden. — Ap. G. 17:26-31.
12. Hvilken organisationsmæssig foranstaltning har Jehova truffet? Hvorfor?
12 Mennesker af alle nationer søger nu alvorligt efter sandheden, hvilket Jehova på forhånd vidste de ville. Da de ikke er tilfredse med at vandre på den brede vej der fører til fortabelse, udsvævelsernes simple vej, søger de efter den vej som Jehova ønsker de skal vandre på. Som Daniel sagde: „Mange skal granske i [bogen], og kundskaben skal blive stor.“ Mens vi forøger vor kundskab ved en personlig granskning af Bibelens blade sørger Jehova for at vi får hjælp. På apostlenes tid blev der oprettet en organisation for at de første kristne menigheder kunne blive tilset og undervist. Jesus lagde grunden til denne organisation da han udvalgte et styrende råd bestående af tolv apostle og andre modne mænd. Lige til deres død fortsatte disse mænd med at lede og føre tilsyn med den tids forkyndelsesarbejde, der hurtigt bredte sig ud over den dakendte verden. Jesus tilkendegav at en lignende foranstaltning skulle bestå i vor tid, en ’tro og klog træls’ skare bestående af salvede Guds tjenere skulle fremstå og sørge for åndelig mad i rette tid. (NW) Som resultat af dette teokratiske tilsyn er der nu én hjord, forenet i forståelse og handling, uden hensyn til tidligere levevis og uddannelse. — Dan. 12:4; Matt. 24:45-47.
13. Hvilken forskel er der på kristenheden og den nye verdens samfund?
13 Det er denne organisationsmæssige foranstaltning der, med Jehovas ånd bag sig, forener den nye verdens samfund af Jehovas vidner og gør det muligt at fuldføre det vældige arbejde med at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ for mennesker af alle nationer. Jehova er en skabende, en produktiv Gud, og hans folk genspejler disse egenskaber ved at arbejde nidkært og ihærdigt i deres gerning, til stor forundring for den splittede kristenheds sløve hjorde. De der er tilsluttet den nye verdens samfund er ét folk forenet i forståelsen af Guds ord; alle har de indviet sig til Jehova og de glæder sig over at stå skulder mod skulder under udførelsen af det arbejde Jesus viste måtte gøres i vor tid. Hvilken modsætning til kristenheden, hvor mange som ellers er medlemmer af den samme kirke kan have forskellige opfattelser af deres kirkes læresætninger, idet de accepterer eller fornægter trosbekendelsen som det nu behager dem.
14. Hvordan kan fårene kende den rette Hyrdes røst?
14 Den enhed der præger dem der går på Jehovas sandhedsvej er et sikkert bevis for at de har fundet den rette vej. På et tidspunkt hvor det så ud til at enheden i den første kristne menighed var i fare fordi man så op til personer, skyndte Paulus sig at rette menigheden: „Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ (1 Kor. 1:10) Når de kristne dengang alle var enige indbyrdes og forenede i samme sind, skulle man kunne forvente at finde de samme forhold inden for Guds hjord i dag. Ganske vist er hjorden blevet spredt vidt omkring på grund af forskellige religiøse traditioner, menneskelige filosofier og falske og dåragtige trosbekendelser, men Jesus vidste at selv om dette skete ville fårene dog høre og genkende hans røst som den rette Hyrdes og slutte sig til den ene sande hjord. (Joh. 10:16, 27) Mennesker med god vilje har opgivet håbet om at der blandt kristenhedens uenige røster skulle være en med en tillidvækkende stemme, men når sandheden lyder i deres ører, kan de kende røsten og de glæder sig.
15. Hvordan kan kristne vise at de er i samhørighed med Kristus?
15 Eftersom Kristus ikke er delt, som Paulus understreger det, kan hans efterfølgere heller ikke stå splittede og dog sige at de er kristne. (1 Kor. 1:13) Nej tværtimod viste Kristus at vi skulle være i samhørighed med ham ligesom han er i samhørighed med Faderen. Han afmærkede tydeligt hvilken vej vi skulle følge for at opnå denne enhed med Jehova i sind og hjerte. Til Tomas sagde han: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Jesus satte det eksempel vi må følge i vor tjeneste for Gud. Det var et eksempel på en frugtbar tjeneste uden splittelse eller uenighed, en tjeneste der har sin rod i kærlighed. Jesus sammenlignede sine tjenere med grene på et vintræ: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. . . . Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner.“ — Joh. 14:6; 15:1-16.
16. Hvilken slags frugt bliver resultatet af trofasthed mod Jehovas organisation, og hvordan viser den sig?
16 Splittelse og ikke enighed er hvad man finder ved roden af kristenhedens visne grene når man i The World Almanac for 1959 lægger mærke til at et meget udbredt samfund er opdelt i 27 retninger, et andet i 21, o.s.v. Men man kan iagttage sand kristen enhed og gode frugter blandt de mænd, kvinder og børn der udgør den nye verdens samfund. Da de er en del af Jehovas organisation er de ét i tanke, i forståelse og i værdsættelse af Bibelen. De er ét i handling, idet de enigt samarbejder i tjenesten for Riget overalt i verden. Som resultat af at de har været trofaste mod organisationen og frembragt gode frugter, har Jehovas ånd været med dem og den har renset dem for fordærvende traditioner og styrket dem så de kan bære endnu mere frugt. Jehova har lært dem sin vej og han fører dem ad retfærds stier for sit navns skyld.