Hvordan jeg bevarede en stærk tro i et kinesisk fængsel

Af Harold King

DEN 27. maj 1963 ledsagede en kinesisk politibetjent mig hen til broen der skiller Kina fra Hong Kong. I over fire og et halvt år havde jeg siddet i fængsel i Kommunistkina. I al denne tid havde jeg ikke fået lov til at se en eneste af mine kristne brødre, og Bibelen og al bibelsk litteratur var blevet mig nægtet. Men nu skulle jeg løslades! På den anden side af broen stod missionærbrødre fra afdelingskontoret i Hong Kong og ventede på mig. Få øjeblikke derefter mærkede jeg deres arme omkring mig, men det var umuligt for mig at tale. Taknemmeligheden over atter at være blandt Guds folk overvældede mig!

På vejen til afdelingskontoret spurgte de bekymret til min helbredstilstand, og de var også spændt på at høre hvordan det gik deres kristne brødre som endnu befinder sig i Kommunistkina. Efter bedste evne fortalte jeg dem beretningen om hvad der var sket.

Restriktioner

Allerede i 1954 var Stanley Jones og jeg, der begge var missionærer i Shang-hai, blevet kaldt til politistationen, hvor man havde givet os besked om at indstille vor forkyndelse fra hus til hus. Hvis vi ville forkynde måtte vi gøre det i vores „kirke“ og ikke udenfor. Vi havde stadig tilladelse til at lede vore bibelstudier, men myndighederne forlangte adresserne på alle dem vi besøgte i dette øjemed.

Dette betød at vi i nogen grad måtte lægge vores forkyndelse om for at holde arbejdet i gang. Imidlertid havde politiet ikke sagt til os at alle Jehovas vidner skulle indstille forkyndelsen fra hus til hus; de havde kun sagt det til os missionærer. Vore kinesiske venner lod derfor ikke hænderne synke men fortsatte ivrigt og viste derved at Jehovas ånd stadig var med dem.

Skønt politiet havde forlangt navne og adresser på dem vi holdt bibelstudier med, ønskede de fleste alligevel at fortsætte studiet. Men presset mod os øgedes. Så snart en udlænding gik ind i en kinesisk gade blev der holdt øje med ham. Han blev ikke hindret i at gå ind, men så snart han forlod gaden gik „gadens repræsentant“ direkte til det hus hvor han havde været for at finde ud af hvad han havde lavet dér. Det gjorde nogle bange. Men der øvedes også pres fra en anden kant: Der afholdtes politiske møder som det forventedes at folk kom til. Det tog mere og mere af deres tid, og nogle begyndte at falde fra. De der havde tro på at Jehova Gud ville hjælpe dem, fortsatte imidlertid med at studere og at komme til møderne i menigheden, mens de nægtede at overvære de politiske møder på fabrikkerne og i skolerne.

Trosprøver for de kinesiske vidner

Det næste der skete var at myndighederne skred ind over for vore nidkære kinesiske forkyndere. Den første der blev arresteret i Shang-hai var en kinesisk søster ved navn Nancy Yuan, der blev taget bort fra sine fire børn, hvoraf det mindste ikke var mere end et år gammelt. Alle anstrengelser fra vor side for at få hende løsladt var forgæves. Hvor hun blev sendt hen ved vi ikke, men et brev som hendes moder modtog cirka et år efter hendes arrestation viste at hun stadig var stærk i troen og nærede tillid til at Jehova har magt til at udfri.

I 1957 indledte regeringen en særlig kampagne der havde til hensigt at korrigere og ensrette alle synspunkter. Hver arbejder skulle skrive sin livshistorie og derefter komme til særlige møder hvor hans synspunkter og handlinger blev kritiseret. Dette skabte store vanskeligheder for vore brødre. De havde prædiket for deres arbejdskammerater og fortalt dem om denne onde verdens ende og håbet om en ny, retfærdig verden under Jesus Kristus. Men nu vendte deres arbejdskammerater sig imod dem og sagde at de havde forkyndt at den kinesiske folkerepublik ville blive tilintetgjort af Gud. De der nægtede at antage de socialistiske synspunkter blev, ligesom de der nægtede at komme til disse møder, snart arresteret, og en efter en måtte vore brødre gå i fængsel.

Indtil dette tidspunkt havde vi været så meget som otteoghalvtreds forkyndere i Shang-hai, og forkyndere der var flyttet til andre områder inden for Kinas grænser havde taget „den gode nyhed“ med sig dertil. Om søndagen kunne vi samle over 120 til møderne i Shang-hai alene. Lidt efter lidt holdt de frygtsomme dog op med at komme sammen med os, men menighedens faste kerne styrkedes mere og mere i sin beslutning om at fortsætte i det arbejde som Gud havde givet den at udføre. De nærede ingen frygt, for de havde fuld tillid til Guds almagt.

Missionærerne kommer i fængsel

Den 14. oktober 1958, mens vi sad ved morgenbordet i missionærhjemmet og Stanley Jones lige skulle til at bede bordbønnen, lød der en voldsom dundren på døren. På et øjeblik var politiet, der var udrustet med geværer, over os og gav os håndjern på. Først protesterede Stanley mod geværerne og håndjernene. De var ikke nødvendige, sagde han, for vi var kristne. Men forgæves. Med nogle af vore naboer som vidner blev huset nu gennemsøgt fra kælder til kvist. Men man fandt ikke andet end vore bibler, den bibelske litteratur og de notater vi havde gjort i tjenesten. Ved middagstid blev vi beordret ud i to ventende automobiler og kørt til politistationen. Siden den morgen har jeg ikke talt med Stanley. Han havde været en god medarbejder i Herrens tjeneste. Han var i sit hjerte nært forbundet med vore kinesiske brødre og ejede en dyb forståelse af åndelige spørgsmål. Efter hvad jeg har hørt ad omveje er han stadig Jehova helt hengiven skønt han stadig befinder sig i fængsel i Kommunistkina.

I fængselet begyndte så forhørene. I begyndelsen stod det på tre gange om dagen. Senere to gange om dagen, og derefter mindre hyppigt. Der blev ikke anvendt fysisk vold, og jeg blev ikke slået en eneste gang. Der var kun de vedholdende forhør, hvoraf jeg senere skulle skrive et resumé. Men de var også yderst trættende og anspændende. Jeg vidste hvad jeg havde gjort mens jeg opholdt mig i Shang-hai; jeg vidste hvad jeg havde sagt. Men jeg havde ikke gjort og sagt det med det motiv som regeringen tillagde mig. For eksempel havde vi lært folk, sådan som Bibelen siger, at Satan er denne verdens gud og at denne onde verden skal ødelægges i Harmagedonslaget. Men at det var statsfjendtlig virksomhed var en ganske absurd tanke. Det var imidlertid hvad myndighederne ville have os til at indrømme. De fastholdt stædigt deres anklage, der lød på at vi var imperialistiske agenter, hvilket vi ikke var. Vi fandt imidlertid ud af at for dem er enhver der ikke er kommunist, en „imperialist“, som efter deres overbevisning med vold og magt vil bekæmpe kommunismen. Enhver afvisning fra vor side af de anklager der rettedes mod os, blev betragtet som uvilje til at erkende vor „skyld“. Det syntes dog i nogen grad at tilfredsstille dem da jeg gav dem ret i at hvis alle tog imod det budskab vi forkyndte (hvilket de afgjort ikke ville), så kunne det måske forårsage den omvæltning som de forestillede sig. To hele år, som jeg for det meste tilbragte i enecelle, gik med at „forberede“ mig til retssagen.

Selve retssagen blev hurtigt afviklet. Anklagerne blev læst op, og jeg fik kun lov til at svare ja eller nej på de spørgsmål de stillede mig, ikke til at forklare nærmere. Jeg blev idømt fem års fængsel, hvoraf jeg allerede havde afsonet de to. Stanley, som havde ledet arbejdet, fik syv år. Det var sidste gang jeg så ham, og selv da fik vi ikke lov til at veksle et ord med hinanden.

Hvordan jeg bevarede en stærk tro

Den fængselscelle som jeg efter min arrestation blev anbragt i var fyldt med utøj, som syntes at have en drabelig sult. Det var umuligt at undslippe insekternes angreb, som varede ved hele natten, og jeg kunne ikke sove. Risen og vandet jeg havde fået gav mig mavebesværligheder. Da fængselsbetjenten om morgenen kom til min celle kunne han nok se at jeg havde det elendigt, og han sendte mig til fængselslægen. Den dag blev min celle gjort ren og sprøjtet, og jeg kom på en særlig diæt. I cellen var der intet andet inventar end en tildækket træspand, der gjorde det ud for toilet. Jeg måtte sidde på gulvet og spise på gulvet, og om natten sov jeg på gulvet; dog fik jeg lov til at have nogle tæpper som jeg bredte ud under mig. Jeg måtte intet skrivemateriale få, undtagen når jeg skulle skrive mit resumé af forhørene. Det eneste læsestof jeg så var en kinesisk avis med en oversigt over de vigtigste begivenheder. Jeg fik ikke lov til at gøre noget arbejde ud over at holde min egen celle ren. Der var intet andet at gøre end at sidde og tænke.

Lige fra begyndelsen var jeg klar over at jeg måtte gøre noget for at bevare en stærk tro. Aldrig så snart havde celledøren lukket sig bag mig den dag jeg blev arresteret, før jeg knælede ned for at bede højt, men lige så hurtigt blev jeg afbrudt igen af vagten, der åbnede vinduet i celledøren og forlangte at få at vide hvem jeg talte med. Jeg fortalte at jeg bad til Gud, sådan som en kristen skulle. „Det kan De ikke gøre her,“ lød svaret. Så satte jeg mig ned almindeligt og genoptog min bøn på en mindre iøjnefaldende måde.

For at holde mig selv åndeligt levende besluttede jeg at lægge et særligt program for min forkyndelse. Men hvem skulle jeg forkynde for når jeg sad i enecelle? Jo, jeg ville opbygge nogle bibelprædikener ud fra det jeg kunne huske og så ville jeg forkynde for imaginære personer. Så begyndte jeg at „arbejde“. Jeg bankede på en dør, som ikke var der, og aflagde vidnesbyrd for en mand, som heller ikke var der. Så fortsatte jeg til den næste dør og besøgte ikke så få den formiddag. Efter nogen tids forløb mødte jeg en mrs. Carter, også indbildt, som viste nogen interesse, og efter nogle genbesøg aftalte jeg bibelstudium med hende. Under dette studium gennemgik vi hovedemnerne i „Gud Maa Være Sanddru“, så godt som jeg nu kunne huske dem. Under alt dette talte jeg højt for bedre at indprente mig det alt sammen. Jeg er sikker på at fængselsbetjentene troede jeg var ved at gå fra forstanden, men tværtimod var det denne metode der gjorde at jeg bevarede min tro og holdt sindet friskt og levende. På denne måde ville jeg også være rede til med det samme at genoptage tjenesten så snart jeg blev løsladt. Jeg nærede fuld tillid til at Jehova, vor Gud, er i stand til at bevare sine tjenere og at udfri dem hvis de forbliver trofaste mod ham. I øvrigt forventede jeg ikke at Jehova skulle udfri mig af fængselet. Den udfrielse jeg så frem til var den som den nye verden vil bringe. Jeg kunne sige som de trofaste hebræere i fortiden der stod anklaget for kongen fordi de ikke ville svigte tilbedelsen af deres Gud: „Sker det [at de blev kastet i den gloende ovn], så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ — Dan. 3:17, 18.

Da jeg efter retssagen blev flyttet fra arresthuset til Shang-hai fængsel forbedredes mine forhold. Med tiden fik jeg lidt mere bevægelsesfrihed, skønt jeg stadig havde enecelle og ikke fik lov til at blande mig med de øvrige fanger. Nogen tid om dagen kunne jeg opholde mig på gangen uden for min celle, og her var der et lille bord og en taburet som jeg kunne benytte. Jeg fik også overladt skrivemateriale, hvilket jeg straks tog i brug.

Lovsange til styrkelse af troen

Jeg begyndte at nedskrive bibelske temaer i versform, og så nynnede jeg forskellige strofer indtil jeg fandt en melodi der kunne passe. Det blev efterhånden til en ret betydelig samling af sange som skulle hjælpe mig til at holde Jehovas hensigter for øje. Nogle af sangene havde kun få vers, men én sang havde så meget som 144 vers. Den gennemgik Jehovas løfter fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Disse sange hjalp mig til at huske og genopfriske dele af Bibelen og forfølge dens forskellige temaer. Sangene hed for eksempel „Sædens udvælgelse“, „Hør Jehovas kald“, „Mindehøjtiden“, „Størst af dem er kærligheden“, „Mere end en million brødre“ og „Fra hus til hus“. Det styrkede mig når jeg for eksempel sang:

What power or force of old Satan

Ever could tear us apart

From a God whom we love

oh so deeply and true,

Yes, love with the whole of our heart.

Could you tear up Sinai’s mountain

And plant it in the depths of the sea?

’Twould be an easier task, friend,

than ever to try

To tear us from Jah’s sovereignty!

But as we stand loyal to Jehovah,

With unbreakable love as a tie,

The most desperate actions

of Satan, our foe,

We shall firmly and surely defy.

Should even he go to the full limit,

And slay us because of our stand,

There, by our side, stands Christ Jesus

our King,

With the keys of the grave in his hand.

(Hvilken magt eller kraft hos Satan vil formå at skille os fra Gud, som vi elsker så inderligt og højt, ja elsker af hele vort hjerte. Kan du oprykke Sinajs bjerg og plante det i havets dyb? Det ville være lettere, min ven, end at skille os fra Jahs suverænitet! — Forbliver vi loyale mod Jehova, bundet til ham med kærlighedens ubrydelige bånd, vil vi fast og sikkert modstå hvert angreb fra Satan, vor fjende. Og skulle det lykkes ham at dræbe os, da står vor konge, Kristus Jesus, ved vor side, med Dødsrigets nøgler i sin hånd.) Hver morgen før morgenmaden sang jeg fem af mine sange, og om aftenen igen fire eller fem sange.

Skønt jeg blev afbrudt temmelig brat i mit første forsøg på at bede i fængselet forstod jeg betydningen af at holde mig nær til Jehova. Jeg var nok skilt fra andre mennesker, men intet kunne skille mig fra Gud. Da jeg blev flyttet til Shang-hai fængsel besluttede jeg atter at bede mere åbenlyst. Det var en af de måder hvorpå jeg kunne aflægge vidnesbyrd for mine omgivelser. Åbenlyst for enhver der passerede min celle knælede jeg nu ned tre gange om dagen og bad højt, i lighed med Daniel om hvem Bibelen fortæller at han, skønt det var forbudt, „faldt på knæ tre gange om dagen og bad og priste sin Gud“. (Dan. 6:11) Jeg bad om at Gud ville give mig visdom til at sige og gøre de rette ting, så det blev til ære for ham. Jeg bad om at hans herlige hensigt måtte blive opfyldt. Inderligt bad jeg for mine brødre i alle dele af verden. Jeg følte det som om Guds ånd ved disse lejligheder ledede mine tanker mod det der var mest gavnligt, og en følelse af fred sænkede sig over mit sind. Bønnen trøstede og styrkede mig åndeligt, og alle kom til at kende mig som en kristen ordets tjener og forkynder fordi de så mig bede.

Undertiden blev jeg dog overfaldet af tvivlstanker. Jeg spekulerede på om jeg virkelig havde gjort alt hvad jeg kunne i Jehovas tjeneste før jeg blev fængslet. Først voldte det mig mange bekymringer, men så fandt jeg ud af at det var mere gavnligt at analysere min tidligere tjeneste og finde ud af mine svage sider og hvad jeg kunne gøre bedre i fremtiden, og jeg besluttede at jeg ville prøve at blive en endnu bedre forkynder hvis jeg nogen sinde fik min frihed igen. Efter at have fremlagt dette for Gud i bøn genvandt jeg min sindsfred, og resultatet var at mit fængselsophold styrkede min overbevisning og min beslutning om at fortsætte i Jehovas tjeneste.

Hvert år fejrede jeg mindehøjtiden så godt jeg kunne med de forhåndenværende midler. Fra mit fængselsvindue iagttog jeg ved forårets begyndelse månen indtil det var fuldmåne, og derefter udregnede jeg så nøjagtigt som muligt datoen for mindehøjtiden. Naturligvis havde jeg ingen mulighed for at skaffe mig symbolerne, brødet og vinen, og fængselsbetjentene ville ikke hjælpe mig. De første to år kunne jeg derfor kun forestille mig at jeg havde symbolerne og lade som om jeg spiste brødet og drak vinen, på samme måde som jeg forkyndte for indbildte personer. Det tredje år fandt jeg nogle dåser solbær i min Røde Kors-pakke, og dem lavede jeg vin af, mens ris gjorde det ud for brød. I år havde jeg både vin og nogle usyrede kiks, som jeg havde fået gennem Røde Kors. Jeg sang og bad og holdt et foredrag, nøjagtig som man ville gøre i menighederne, så jeg følte mig hvert år forenet med mine brødre i hele verden ved denne betydningsfulde lejlighed.

Skønt min virksomhed i fængselet var meget begrænset bestræbte jeg mig dog for at vidne ved mit eksempel. Jeg ihukom den trofaste jøde Nehemias, der som fange udførte sit hverv som perserkongens mundskænk så trofast at han fik tilladelse til at rejse til Jerusalem for at tage sig af en sag der vedrørte tilbedelsen af hans Gud. Flere gange anmodede jeg om noget arbejde at udføre, men det blev mig nægtet. Imidlertid skulle hver fange holde sin egen celle ren, og jeg anstrengte mig for at holde min i eksemplarisk stand. Lidt efter lidt udvidede jeg mit område og gjorde også rent på gangen uden for min celle i den tid jeg havde lov til at opholde mig her, og derefter de tomme celler ved siden af min. Til sidst vaskede og polerede jeg også fængselsbetjentenes borde. Jeg nærede et oprigtigt ønske om at gøre noget nyttigt, og lidt efter lidt vandt jeg betjentenes tillid. En af dem sagde til mig: ’De er så omhyggelig med alt hvad De gør, både når De gør rent og når De studerer kinesisk. Jeg håber at De vil tjene folket med samme nidkærhed når De kommer tilbage til England.’ Jeg forsikrede ham om at det netop var det jeg så frem til at skulle gøre.

Jeg følte aldrig noget had til de mænd der var mine fangevogtere. For mig var de som de soldater der fik overdraget at nagle Jesus til marterpælen. De vidste ikke hvad de gjorde. Derfor bad jeg Gud om at tilgive dem og kun straffe dem der nærede et virkeligt had til ham og til hans folk.

Atter forenet med Jehovas folk!

Da jeg endelig fik meddelelse om at tiden for min løsladelse nærmede sig, oven i købet fem måneder før ventet, følte jeg en stor befrielse. Før min løsladelse tog man mig med på en rundtur i Shang-hai og omegn for at vise mig hvad kommunismen har gjort for folket, og så blev jeg endelig den 27. maj sendt over broen til Hong Kong, hvor mine kristne brødre modtog mig med åbne arme. Hvilken vidunderlig følelse atter at være tilbage blandt Guds folk!

Brødrene i Hong Kong var så kærlige og gode mod mig at det virkelig var svært for mig at skulle tage afsked med dem. Men den 1. juni gik jeg om bord i en flyvemaskine med England som det endelige mål. Den første mellemlanding fandt sted i Japan, hvor en mængde vidner var kommet til lufthavnen for at hilse på mig. De kendte intet til mine rejseplaner, men de havde læst om min løsladelse i aviserne og havde så regnet ud at jeg måtte komme med denne flyvemaskine. Og nu ville de gerne byde mig velkommen.

I New York blev jeg helt overvældet over at se at Selskabets præsident, broder Knorr, var kommet ud til lufthavnen for at tage imod mig, og han var den første der lagde armene omkring mig og bød mig hjerteligt velkommen. Der var sket store ændringer på betelhjemmet og trykkeriet i Brooklyn siden jeg sidst havde været der. Det var i 1947, lige før jeg rejste til Kina. Men det var den samme kærlighedens ånd der herskede dér, blot endnu mere fortættet.

Her ville brødrene også gerne høre min beretning, og jeg var glad for at kunne fortælle dem og med overbevisning at kunne forsikre dem om at trods det der var sket de sidste fire og et halvt år, havde min tro aldrig i de femogtyve år jeg havde været i heltidstjenesten, været så stærk som nu. Og hvad var grunden? Den, at ingen geværer, ingen mure, ingen jerngitre kan hindre Guds ånd i at nå frem til dem der tjener ham! Hvis vi flittigt har studeret hans ord og ladet det bundfælde sig dybt i vort hjerte, har vi intet at frygte. Den kraft der holder os oppe er ikke vor egen, men Gud den Almægtiges, og med den kan selv den svageste og skrøbeligste af os sejre under forfølgelse!

Hvor stærk er din tro? Kunne du stå fast under sådanne konstante forhør og udholde så mange års isolation i fængsel? Husk at Bibelen siger at „alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, [skal] blive forfulgt“. (2 Tim. 3:12) Man må styrke og befæste sin tro før forfølgelsen kommer. Men hvordan? Ved at gøre klog brug af tiden nu, ved at studere og meditere over Guds ord og lade det slå dybe rødder i hjertet, ved regelmæssigt at komme sammen med Jehovas folk og ved at bruge det man har lært, i tjenesten. Da vil man være blandt dem der „gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt“. (Hebr. 5:14) En sådan skelneevne er af overordentlig stor vigtighed når man møder modstand. Men hvis man sætter sin lid til Jehova nu og tager til sig af den åndelige føde han tilvejebringer, vil man også kunne hente styrke hos ham under prøver, og så vil han holde en oppe. — Udgiverne.