Fri! Efter 20 års indespærring

FORTALT AF NANCY YUEN

„VÅGN OP!“-korrespondent i Hongkong skriver:

Familien her på Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs afdelingskontor i Hongkong er vant til at have besøg fra udlandet. Men torsdag den 15. februar 1979 fik vi et ganske særligt besøg. Vores gæst var Nancy Yuen, et trofast vidne for Jehova som lige var kommet ud af Kina efter 20 års fangenskab. „Hvor er jeg lykkelig over at være hos jer. Jeg har fundet min familie,“ sagde hun.

Vi havde alle hørt om Nancy Yuen og kendte hendes ry for trofasthed, men nu var hun her personligt og vi kunne høre hendes historie fra første hånd. Da hun begyndte sin beretning førte hun os tilbage til året 1949. Her er hvad hun fortalte os:

FOR omkring 30 år siden aflagde Stanley Jones, en missionær fra Vagttårnet, et besøg i vort hjem i Shanghai. På det tidspunkt var jeg gift og havde to børn. Det budskab han bragte os om Jehova Gud og hans hensigt med menneskeheden interesserede mig stærkt.

Jeg blev døbt i 1950 og fortsatte med at studere flittigt for at forøge min kundskab og forståelse. Jeg er meget lykkelig over at jeg i disse tidlige år tog mine kristne pligter så alvorligt, for havde jeg ikke gjort det, ville jeg aldrig have udholdt de prøvelser jeg senere skulle gennemgå.

I 1954 havde jeg fire små børn og deltog også aktivt i forkyndelsen af den gode nyhed om Jehovas rige. Tidligt i 1956, da den kommunistiske regering førte streng kontrol med Shanghai, begyndte vi at få advarsler om at standse vores forkyndelse og begrænse vore aktiviteter til rigssalen. Men jeg følte at jeg måtte udføre vort gudgivne hverv med at forkynde, så jeg fortsatte med at tage del i dør-til-dør-arbejdet.

Jeg blev gentagne gange arresteret og holdt tilbage til forhør; forvaringen varede nogle gange fem timer, andre gange helt op til tre dage. Fordi min mand var flyttet til Hongkong i 1953, anmodede jeg i mellemtiden om tilladelse til at rejse ned til ham der. Myndighederne sagde de kun ville give mig udrejsetilladelse på betingelse af at jeg holdt op med at forkynde. Jeg nægtede at holde op, og derfor fik jeg aldrig tilladelsen.

De kommunistiske embedsmænd blev rasende over min faste beslutning om at fortsætte forkyndelsen. Under et af forhørene sagde man til mig at jeg måtte være den stædigste person i hele Kina. I slutningen af 1956, da jeg havde været arresteret seks gange for at forkynde, blev jeg igen anholdt, da en jeg havde besøgt, anmeldte mig til myndighederne fordi jeg forkyndte fra hus til hus. Derefter blev jeg ikke løsladt.

Indespærringen begynder

Jeg var vokset op i en lykkelig familie og havde også selv stiftet familie. Men nu var jeg blevet skilt fra dem alle og sad med håndjern på i en mørk celle. Jeg brast i gråd. Jeg følte mig meget svag og hjælpeløs! Der var tilsyneladende intet at stille op. Men meget snart dukkede Bibelens tanker frem i mit sind, og jeg huskede på at Jehova er „al trøsts Gud“, som giver styrke til sine tjenere. (2 Kor. 1:3, 4) Da vendte jeg mig til ham i inderlig bøn.

Fra da af talte jeg regelmæssigt med Jehova i bøn og følte mig mere og mere styrket for hver dag. Men fordi vagterne lagde mærke til at jeg bad med hænderne foran mig, specielt ved måltiderne, skulle jeg straffes og fik mine arme trukket om bag ryggen og fik lagt håndjern på oven over albuerne i tre dage, så mine arme og hænder blev helt ophovnede. Selvfølgelig kunne dette ikke afholde mig fra at bede. Men den dag i dag kan man se mærkerne af det oven over mine albuer.

Jeg tilbragte fire år i varetægtsfængsel, og i den tid blev jeg ustandselig forhørt. Man ville have mig til at forråde de to missionærbrødre og til at sige at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab var agent for imperialismen. Men det ville jeg ikke. Jeg benyttede i stedet disse lejligheder til at aflægge vidnesbyrd for embedsmændene og til at fortælle dem hvad Guds ord havde at sige. En af embedsmændene sagde at han havde haft med alle de forskellige religiøse grupper at gøre, og de var alle sammen gået på kompromis. Men han beundrede mit mod og min nidkærhed og sagde: „Det er virkelig en skam at De ikke nåede at blive omvendt til kommunismen før De blev omvendt til kristendommen, for partiet har brug for folk som Dem, folk der går ind for en sag.“ I 1960 blev jeg idømt 10 års fængsel, og straffen skulle regnes fra min anholdelse i 1956.

I 1961 blev jeg overflyttet til en arbejdslejr ude på landet, og der havde jeg lejlighed til at dele „den gode nyhed“ med medfangerne. Jeg holdt aldrig op med mit forkyndelsesarbejde, og som tiden gik blev jeg dristigere. Ved en lejlighed forkyndte jeg for en gruppe på 12 som lyttede opmærksomt. Men det gik ikke upåagtet hen, og jeg blev indespærret i 19 dage, og man føjede yderligere to år til min dom. Disse 12 år gik snart.

Løsladt og fængslet på ny

I 1968 blev jeg løsladt fra arbejdslejren, uden dog at få stor bevægelsesfrihed. Jeg kunne nu arbejde, og jeg fik en løn på hen ved 50 kroner om måneden. I denne periode fik jeg lov til at flytte fra en arbejdsgruppe til en anden, og min moder flyttede til samme område for at kunne være sammen med mig.

Da jeg fik frihed til at rejse fra sted til sted, begav jeg mig på en rejse som førte mig til en række byer, blandt andet Anking, Hangchow, Nanking og Shanghai. Jeg besøgte venner og slægtninge og delte de sandheder jeg kendte om Riget med dem og deres bekendte, som de præsenterede mig for. Det meste af et år gik, og jeg anmodede igen om tilladelse til at forlade Kina og rejse ned til min mand i Hongkong. For at få tilladelsen blev jeg bedt om at vende tilbage til Chinsang-distriktet hvor jeg havde arbejdet og hvor min moder boede. Men før jeg nåede Chinsang blev jeg arresteret, ført til en politistation og holdt i forvaring i 10 dage. Politiet forhørte to familier som jeg havde forkyndt for. Resultatet var at jeg blev sendt tilbage til Chinsang og blev sat i fængsel efter at have været fri i to år.

Offentlig rettergang

Igen blev jeg ustandselig forhørt. Politichefen beskyldte mig for at være stædig og sagde til mig at jeg hellere måtte indrømme alle mine „forbrydelser“, for ellers ville det blive strengt for mig. Jeg fortalte ham alt hvad jeg havde sagt under mine samtaler med andre, og jeg gjorde det på en sådan måde at han også fik et grundigt vidnesbyrd om Guds rige og den kommende nye tingenes ordning. Jeg gjorde det klart for politichefen at alle regeringer måtte vige pladsen for Guds rige. (Dan. 2:44) Der blev taget omhyggelige notater af alt dette.

Sammen med ni mandlige fanger blev jeg så ført gennem gaderne. Deres forseelser vekslede lige fra tyveri til mord og voldtægt. Vi bar hver en plakat hvorpå der stod hvad vores forbrydelse var. Og i overværelse af 1000 mennesker som var forsamlet i en stor skolegård oplæste politichefen mine „forbrydelser“ over højttaleranlægget. Han læste alt hvad jeg havde sagt. Det glædede mig at han faktisk aflagde et godt vidnesbyrd for flere mennesker i den by end jeg havde kunnet.

Senere erfarede jeg at undersøgelserne angående min forkyndervirksomhed havde inddraget mere end 100 mennesker fra ni forskellige provinser. En embedsmand af lavere rang havde sagt at jeg var den mest stædige person der kunne tænkes, at jeg ikke kunne forandres og at jeg derfor burde henrettes. Men en embedsmand af meget højere rang var uenig med ham, og jeg blev i stedet idømt en fængselsstraf på 20 år.

I de næste fire år var hver dag den samme rutine. Tidligt om morgenen blev jeg lukket ud af min celle for at vaske tøj og tage bad og blev så lukket ind i min celle igen, hvor jeg blev til om aftenen. Så blev jeg for en kort tid lukket ud igen for at samle mit vasketøj sammen og blev låst inde i min celle for natten.

Den 1. november 1978 fik jeg besked om at jeg kunne forlade Kina og rejse ned til min mand i Hongkong. Og sidst i januar 1979 var min mand og jeg og vores fire børn sammen igen for første gang i 26 år!

Jehova holdt mig oppe

Livet i fængselet og i arbejdslejren var meget barskt, selv om jeg dog altid fik tilstrækkeligt med føde og klæder. Kosten bestod hovedsagelig af ris og grøntsager, og kød fik jeg cirka fire gange om året. Det var en sund kost, og jeg var i stand til at holde mig sund og rask. Jeg holdt hele tiden mit sind aktivt og genkaldte mig skriftsteder og bibelske sandheder som jeg havde lært i mine tidlige år i sandheden. Jeg søgte altid lejligheder til at dele mit håb med andre, og dette holdt mig travlt beskæftiget og gjorde mig glad.

Under alle mine prøvelser følte jeg mig aldrig forladt. Jeg bad regelmæssigt om Jehovas ledelse så jeg altid måtte handle rigtigt. Jeg bad om styrke og mod til at holde ud. Efter at jeg havde bedt, følte jeg mig altid forsikret om at jeg ikke havde handlet forkert, men at den vej jeg fulgte var den rigtige. Jeg kan i sandhed sige at bønnen hjalp mig til at holde mig nær til Jehova, så nær at jeg somme tider følte jeg næsten kunne se ham. Mange gange huskede jeg forsikringen i Esajas 66:2 om at Gud „ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd“. Dette var altid en kilde til styrke og en stor trøst for mig.

På spørgsmålet om hun fandt de evindelige forhør hos embedsmændene og politiet vanskelige at bære, svarede Nancy Yuen:

I begyndelsen tog det lidt tid at vænne sig til det. Men efterhånden som jeg indstillede mig på situationen, var det ikke så slemt. Det var meget vigtigt at få det rette syn på tingene. Ganske tidligt under mit fangenskab genkaldte jeg mig Jesu ord i Lukas 21:14, 15: „Beslut derfor i jeres hjerter at I ikke i forvejen vil overveje hvordan I skal svare for jer, for jeg vil give jer en mund og en visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.“ Så jeg lærte aldrig at gøre mig bekymringer om forhørene. Jeg betragtede dem i stedet som lejligheder til at aflægge vidnesbyrd for embedsmændene. Jeg havde altid noget at fortælle dem om Jehova Gud og hans hensigt med menneskeheden, og det rigtige skriftsted kom altid til mig i rette øjeblik.

Når hun nu ser tilbage, hvad tænker hun så om sine 20 år i fangenskab? Hun svarer:

Det var al umagen værd, og jeg er taknemmelig mod min Gud, Jehova, for den lejlighed jeg har haft til at vise ham min kærlighed og hengivenhed. Som nævnt i Mattæus 13:45, 46, sammenlignede Jesus Riget med en rejsende købmand der søgte efter smukke perler. Da han fandt en af stor værdi, solgte han alt hvad han havde og købte den. Jeg måtte opgive alt hvad jeg havde, selv mine små børn, for at forblive loyal mod min Gud. Jehova har på ingen måde svigtet mig. Han har holdt mig oppe og sørget for min familie på sin egen vidunderlige måde.

På spørgsmålet om hun havde nogle gode råd til sine medkristne, svarede Nancy Yuen eftertænksomt:

Vær aldrig bekymret eller bange for de prøvelser som I måtte komme ud for. Vi må alle forvente prøvelser på den ene eller den anden måde. De gavner os. De tugter og lutrer os og viser hvilken slags kristne vi virkelig er. Prøvelser afslører for os hvor stærk vores tro egentlig er, og på hvilke områder den kan styrkes. Jeg føler mig meget stærkere i troen i dag som følge af mine prøvelser. Så frygt aldrig. Ved mange lejligheder hentede jeg stor trøst i Peters ord om ’at kaste al sin bekymring på Jehova, for han tager sig af os’. (1 Pet. 5:6, 7) Det samme kan I gøre.

Denne hengivne søsters eksempel på udholdenhed og loyalitet er både opmuntrende og trosstyrkende. I deres bønner til Jehova Gud har Jehovas vidner over hele verden i mere end to årtier husket på deres kære brødre og søstre i Kina. Nu har vi fra første hånd hørt hvordan Jehova kærligt har taget sig af dem og holdt dem oppe indtil nu.

Nancy Yuen besøgte Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Hongkong den 15. februar 1979; den 16. februar overværede hun sit første kristne møde i 22 år, og den 17. februar deltog hun igen sammen med brødrene i forkyndelsen af Guds rige fra hus til hus. Vi takker Jehova for sådanne nutidige eksempler på trofasthed, som opmuntrer alle sande kristne til at forblive loyale mod deres Gud, Jehova.