Kirkerne søger fred med kommunismen — hvorfor?

FORBAVSER det dig at kirkerne søger fred med kommunismen? Har du betragtet dem som et bolværk mod den gudløse kommunisme?

Dette indtryk har du måske fået på grund af den katolske kirkes stærke og fordømmende udtalelser mod kommunismen for år tilbage. Dog havde disse udtalelser kun ringe virkning. Efter den anden verdenskrig gik katolske ledere i kommunistiskstyrede lande som Ungarn og Polen på kompromis og afgav loyalitetserklæringer over for de ateistiske regeringer.

Sandt nok var det ikke alle katolikker der bifaldt dette. Da for eksempel den ungarske ærkebiskop Joseph Groesz hilste den besøgende sovjetiske ministerpræsident velkommen, skrev det katolske blad America den 26. april 1958: „Det var et ubehageligt chok at se en katolsk ærkebiskop trykke bolschevik nr. 1 i hånden.“ Også den vatikanske kardinal Ottaviani klagede: „Der er stadig nogle der rækker de nye antikrister hånden og endog kappes om hvem der først kan trykke dem i hånden og udveksle sukkersøde smil med dem.“

Men det var den katolske holdning for ti år siden. Siden da har kommunismen gjort store fremskridt. Har dette berørt den officielle holdning til kommunismen?

Det har det! Nu hilser endog paven på de højeste sovjetledere og udveksler sukkersøde smil med dem. Kommunistiske statsoverhoveder ses regelmæssigt i Vatikanet til audiens hos paven, og for to år siden var ærkebiskop Agostino Casaroli den første vatikanske udsending som besøgte Moskva siden den bolschevistiske revolution i 1917. I en publikation fra Vatikanet for nylig kunne man endog læse at den fandt „kristne værdier“ i Kommunistkinas Mao Tse-tungs lære. Om denne radikale holdningsændring sagde Panama-bladet Star & Herald den 1. september 1973:

„Vatikanet har endt sin kolde krig med den kommunistiske verden og bevæger sig støt hen imod sameksistens med røde regeringer.

For femogtyve år siden dekreterede pave Pius XII at ’ateistiske kommunister’ skulle ekskommuniceres, men i dag sender pave Paul VI gesandter til kommunistiske hovedstæder og indgår overenskomster med nogle regeringer.“

Så vidt har Vatikanet oprettet fuld diplomatisk forbindelse med to kommunistiske lande og søger forbindelse med andre. „Kun den største og den mindste kommunistiske stat — Kina og Albanien — har afvist alle tilnærmelser fra Vatikanet indtil nu,“ bemærker New York Times.

Men det gælder ikke kun den romersk-katolske kirke; andre kirker søger også fred med kommunistiske regeringer; den ortodokse kirke for eksempel. I Catholic World for februar 1971 kunne man læse følgende:

„Rumæniens ortodokse kirke og den kommunistiske regering har indgået et de facto ægteskab på grundlag af gensidige interesser til fremme af rumænernes nationalistiske mål. Det forbløffer undertiden besøgende udefra at se præsident Nicolae Ceauşescu og patriarken Justinian sammen byde fremmede velkommen. . . . både kirken og staten trives i dette mærkelige ’ægteskab’ mellem kirken og den kommunistiske stat.“

Et lignende venskab eksisterer mellem kirken og staten i Sovjetunionen. Det er kun få år siden staten New Yorks appelret — i en sag hvori patriarkatet i Moskva var inddraget — fremsatte følgende kendelse: „Det er ikke muligt at se anderledes på det end at den russiske kirke er et redskab som udnyttes af de kommunistiske ledere.“

Det er værd at bemærke at både den russiske kirke og andre kommunistiskstøttede ortodokse kirker er medlemmer af Kirkernes Verdensråd. Under deres indflydelse har Kirkernes Verdensråd indledt „marxistisk-kristne dialoger“. Men hvorfor søger kirkerne fred med den gudløse kommunisme?

Fordi de er bange for at deres religion, hvis de ikke gør det, vil blive udslettet af de kommunistiske regeringer. Derfor gør kirkerne indrømmelser; de går på kompromis. Baptisterne er for eksempel blevet et „anerkendt“ trossamfund i Sovjetunionen. Men selv baptistkirkens egne medlemmer klager, ifølge New York Times-korrespondenten Grose, over at „deres ledere har vist sig for eftergivende over for staten“.

Om den katolske kirke skriver Panama-bladet Star & Herald: „Pavens tilnærmelse til kommunismen, siger vatikanske kilder, er baseret på realiteter, og hans diplomatiske initiativ ses som den eneste realistiske måde at beskytte Kirken på samt dens anslåede 65 millioner medlemmer i kommunistiske lande.“

Men hvorfor er de kommunistiske ledere villige til at forhandle med kirkerne og gøre indrømmelser over for dem? Fordi en stor del af befolkningen i de kommunistiske lande stadig er religiøs og de, ved at give de kirker der vil gøre som de siger, tilladelse til at fungere, lettere kan bevare kontrollen over befolkningen. Således siger The National Catholic Reporter den 17. december 1971:

„Den cubanske premierminister Fidel Castro siger at han som revolutionær betragter det voksende samarbejde mellem marxister og kristne i Latinamerika som ’noget nyttigt’.“

Det skulle imidlertid ikke komme som nogen overraskelse at kirkerne søger fred med kommunismen. Det er ikke nogen ny taktik. Fra tid til anden har kirkerne indladt sig med de politiske magter. For eksempel undertegnede Vatikanet i 1933, for at komme til enighed med nazistyret, et konkordat der krævede at hver eneste katolsk biskop i Tyskland, før han overtog sit embede, skulle aflægge „troskabsed“ over for regeringen.

Et vidnesbyrd om hvor vidt kirken vil gå, er følgende udtalelse af pave Pius XI: „Den katolske kirkes overhoved ville anse det for sin pligt at forhandle med Djævelen selv . . . hvis der var rimelig grund til at håbe at forhandlingerne ville beskytte eller fremme religionens interesser blandt menneskene.“ — Brooklyn Eagle, 21. februar 1943.

Det er ikke så mærkeligt at Bibelen skildrer verdens religioner som „den store skøge“ og siger: „Med hende har jordens konger bedrevet utugt.“ (Åb. 17:1, 2) Kirkerne har tydeligt nok svigtet Kristus, der forkyndte: „Mit rige er ikke af denne verden,“ og sagde at hans disciple ikke var „af verden, ligesom jeg ikke er af verden“. (Joh. 18:36; 17:16) Ønsker du at have Guds gunst er det vigtigt at du ikke gør fælles sag med religioner der har bedrevet åndelig utugt med gudshadere.