Kvindebevægelsen udvirker forandringer
I MANGE lande er kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet, i det offentlige og i samfundet som helhed vokset kolossalt siden kvindebevægelsens spæde begyndelse for over 25 år siden.
Forandringer i svøb
I bogen Farvel kvindesag?, der udkom på dansk i 1964, skrev den amerikanske forfatter Betty Friedan om „det navnløse problem“. Med dette udtryk hentydede hun til utilfredsheden blandt middelklassekvinder der følte sig fanget i et liv som de udelukkende levede gennem deres mand og børn. Hos mange kvinder der følte en nagende frustration, en udefinerlig vrede, vandt bogen genklang — og gør det stadig i dag.
„Jeg følte at min hjerne var ved at visne,“ siger Lyn, der kommer fra Canada, til Vågn op! om sit ægteskab i 1970’erne. Hun fortsætter: „Jeg var gift og havde to børn, men det var ikke nok. Jeg ville gerne . . . være noget.“
De enkelte kvinders utilfredshed gav stødet til en omfattende samfundsbevægelse for kvindens ’frigørelse’ fra mandens ’dominans’. Striden stod først og fremmest om familien — feministerne kaldte husarbejde for slaveri i hjemmet — og arbejdspladsen, som begrænsede kvindernes muligheder og i regelen gav mændene en bedre løn.
Forandringerne træder i kraft
Et af kvindebevægelsens mest markante resultater er en forandring i den grundlæggende holdning til kvinder. I mange lande er man blevet mere opmærksom på de problemer der berører kvinder, man tager med større selvfølgelighed hensyn til deres interesser og man værdsætter deres arbejde og evner mere.
Denne ændrede holdning har givet sig udslag i håndgribelige reformer. Nu står kvinder side om side med mænd på arbejdspladser der førhen var et lukket land for kvinder. Lidt efter lidt er kvinderne også trængt ind i bestyrelser og direktioner og har dermed besejret en af mændenes sidste bastioner. „Der er flere reelle valgmuligheder nu,“ har en feminist sagt til Vågn op!
Mange steder finder man nu kvinder i de højeste politiske stillinger. Nogle af verdens mest fremtrædende nationer — for eksempel Indien, Israel og Storbritannien — har for nylig været ledet af kvinder eller bliver det i øjeblikket. Om den ublodige revolution der i 1986 bragte hende til magten, har Filippinernes kvindelige præsident, Corazon Aquino, sagt: „Det var kvinderne der gik i spidsen for det hele.“
Mange af de forandringer kvindebevægelsen har udvirket, har også været til gavn for mændene. Overalt på jorden har kvinder været behandlet uretfærdigt og nedværdigende. Det siger sig selv at kvinder ikke bør diskrimineres hverken på arbejdspladsen eller andre steder. Kvinders behov, interesser og evner er blevet overset alt for længe. Kvinder nærer nøjagtig de samme forhåbninger som mænd og har det samme behov for at blive anerkendt og værdsat for hvad de er.
Men er der kun positivt at sige om kvindebevægelsen? Mon den på visse områder har været for ekstrem eller er gået for vidt? Nogle kvinder spørger: Hvilken pris har vi betalt for frigørelsen? Er kvindebevægelsen lige så livskraftig som førhen? Og hvordan vil det gå den i fremtiden? Disse spørgsmål vil vi analysere i den følgende artikel.
[Tekstcitat på side 4]
Overalt på jorden har kvinder været behandlet uretfærdigt og nedværdigende. Det siger sig selv at kvinder ikke bør diskrimineres. Men er der kun positivt at sige om kvindebevægelsen?