Spørgsmål fra læserne

● Er en svangerskabsafbrydelse berettiget hvis der er alvorlig fare for kvindens liv?

Skønt dette spørgsmål rører ved dybe menneskelige følelser, viser Guds fuldkomne råd, som findes i Bibelen, ikke desto mindre at en mulig risiko for moderen eller barnet ikke gør en fremkaldt abort berettiget.

De menneskelige synspunkter og meninger i denne sag er forskelligartede og ofte modstridende, men grundlæggende for det bibelske syn er livet og respekten for livet. Menneskelivet er både af guddommelig oprindelse og har en guddommelig hensigt. (1 Mos. 1:27; Job 33:4; Sl. 100:3-5) Guds dybe respekt for livet ser vi genspejlet hele Bibelen igennem. Kærligt opfordrer han menneskene til at værne om deres liv og til at betragte andres liv som helligt. Den der uden hensyn til Guds lov tog et andet menneskes liv, selv om det var et ufødt barns liv, var skyldig og måtte bøde for det. — 1 Mos. 9:5, 6; 2 Mos. 21:14, 22-25, NW; da. rev. af 1871; norsk af 1930.

Det kan ikke benægtes at graviditet i nogle tilfælde kan betyde en alvorlig fare for kvinden. Hun lider måske af en sygdom — sukkersyge, forhøjet blodtryk eller en anden hjerte-karlidelse — og en oprigtigt bekymret læge vil måske slutte at hendes liv er i fare. Han siger måske til hende: ’De må have svangerskabet afbrudt, ellers dør De.’ Det er også muligt at man vil anbefale svangerskabsafbrydelse hvis der er fare for at barnet vil blive født blindt eller vanskabt, hvilket for eksempel kan ske når moderen bliver smittet med mæslinger under svangerskabet. Nogle vil måske i sådanne tilfælde mene at en svangerskabsafbrydelse i virkeligheden er et udtryk for respekt for livet. Skønt vi på ingen måde ønsker at bagatellisere problemets alvor eller forklejne lægernes oprigtighed når de anbefaler en abort, vil vi alligevel understrege at man bør tænke på både moderens og barnets liv.

Der eksisterer ikke i dag sådan noget som et fuldkomment svangerskab, for alle mennesker er ufuldkomne. (Rom 5:12) Hver eneste kvinde der bliver gravid løber derfor en vis risiko. Det er sørgeligt, men en kendsgerning, at nogle kvinder, endog sunde kvinder, dør under svangerskabet eller fødselen. (1 Mos. 35:16-19) Skulle man derfor i hvert eneste tilfælde få svangerskabet afbrudt, blot fordi der er risiko for moderens liv eller helbred? Naturligvis ikke. Det er sandt at der i nogle tilfælde er en større risiko end normalt på grund af kvindens alder eller helbredstilstand. Men overlever de fleste kvinder, deriblandt mange som har løbet en usædvanlig risiko, alligevel ikke en fødsel? Det må også erkendes at en læges diagnose kan være forkert, uanset hvor velment den er. Hvordan kan den der ser med samme øjne som Gud på livets hellighed, da komme til den slutning at en mulig fare vil berettige til en svangerskabsafbrydelse? Skal man afbryde det voksende fosters liv udelukkende på grund af det der kunne ske?a

Der er ligeledes ved hvert svangerskab den mulighed at barnet vil blive født med en defekt eller deformitet. „Omkring hvert fjortende barn fødes med en genetisk forstyrrelse; de ramte rangerer fra den der fødes med sukkersyge . . . til den håbløst vanskabte som kun lever nogle få dage.“ (New York Times Magazine, 8. sept. 1974, s. 100) Skulle denne mulige risiko føre til den slutning at alle svangerskaber bør afbrydes? Naturligvis ikke.

I nogle tilfælde ligger risikoen for at barnet fødes med en defekt over det normale. Dette synes for eksempel at være tilfældet når kvinden er over fyrre år, eller hun på et tidligt tidspunkt under svangerskabet har indtaget visse kraftigt virkende medikamenter eller har pådraget sig en sygdom som muligvis kan beskadige fosteret. Hos omkring 10-15 procent af de børn der fødes af mødre som har været smittet med mæslinger i svangerskabets første tolv uger, kan der spores visse skadelige virkninger af sygdommen i barnets første leveår. (Naturligvis betyder dette også at 85-90 procent af disse børn ikke har lidt nogen skade.) Men hvordan kan den der nærer dyb respekt for livet sige at blot en mulig risiko for at barnet har lidt skade, berettiger til at afslutte det liv som er under udvikling?

Her skal anføres et eksempel på at disse farer stadig kun bør betragtes som mulige farer. En kvinde i Sydafrika blev behandlet for en nyrelidelse med en indsprøjtning. På det tidspunkt var hun ikke klar over at hun var gravid. Senere fortalte hendes læge hende at hendes barn som følge heraf enten ville være åndeligt underudviklet eller vanskabt; han opfordrede hende til at få en fremkaldt abort. Da hun af Jehovas vidner fik at vide hvad Bibelen siger om respekten for livet, afslog hun abort. Hun forstod at selv om hendes barn havde lidt skade, kunne Jehova gøre skaden god igen i den kommende nye tingenes ordning. (Jævnfør Esajas 35:5, 6; Åbenbaringen 21:4.) Hvordan gik det? Hun fødte en sund og velskabt pige. Men selv om barnet havde lidt skade og havde haft brug for ekstra omsorg og pleje, havde det da gjort beslutningen om at lade barnet leve og have mulighed for at opnå evigt liv, mindre berettiget?

Følgelig må en kvinde som er blevet opfordret til at få et svangerskab afbrudt fordi der er fare for hendes liv eller helbred, eller for at barnet ikke er velskabt, holde sig det bibelske syn for øje. En mulig fare, selv af alvorlig karakter, berettiger ikke til at man tager sagen i sin egen hånd og med overlæg gør ende på det liv som er ved at udvikle sig i moderen. Det kræver virkeligt mod og sand tro at træffe en beslutning som er i overensstemmelse med det bibelske syn, men det vil være den rette beslutning og en beslutning som Jehova vil godkende.

[Fodnote]