Vi troede systemet kunne ændres

Mange unge føler at systemet må ændres. Hvad enten man er enig med dem eller ej, vil det være oplysende at undersøge hvorfor de ser på tingene som de gør. Denne artikel fortæller hvordan et ungt par søgte at ændre systemet, og hvordan de fandt frem til den eneste måde det kan gøres på.

DA VI onsdag eftermiddag samledes over 10.000 i Grant Park i Chicago troede vi næppe vore egne øjne. På tagene af nærliggende bygninger var maskingeværer rettet mod os. Nationalgardister med opplantede bajonetter havde taget opstilling langs fortovene. Og alle vegne vrimlede det med hjelmklædt politi. Hvorfor? Hvad foregik der?

Det var i august 1968. På amfiteatret seks kilometer borte var demokraterne i gang med deres partikonvent. Det var dét der havde kaldt os til Chicago. Vi håbede at vores tilstedeværelse i så stort tal kunne påvirke de afgørelser der blev truffet på konventet. Navnlig så vi gerne en afslutning på Vietnamkrigen.

Men hvorfor maskingeværerne, de opplantede bajonetter og det hjelmklædte politi?

Husk at det var august 1968. Den amerikanske deltagelse i krigen var stadig for opadgående; man kastede stadig bomber over Nordvietnam. Mange politiske ledere gik ind for en optrapning af krigen. De ønskede en militær sejr, og nogle anså endda erklærede fredstilhængere for at være skyldige i forræderi.

Dette kolossale magtopbud forekom os dog helt unødvendigt. Vi der opholdt os i Grant Park var ubevæbnede. Mange af os følte blot at Amerikas ledere lod sig råde forkert. Og vi havde tænkt os at foretage en fredelig protestmarch hen til amfiteatret. Men det min veninde Jeanne og jeg blev udsat for den dag, vendte fuldstændig op og ned på vores tankegang og kom i høj grad til at berøre vores livsform.

Jeg ved at nogle måske vil sige: „I havde ikke noget at gøre i Chicago. I var selv ude om det.“

På det tidspunkt mente Jeanne og jeg imidlertid at det vi gjorde, var rigtigt. I dag kan vi udmærket se at det ikke var den rigtige måde at gennemføre en forandring på, og vi er oprigtigt kede af det vi gjorde. Men hvorfor gik tusinder — ja, titusinder — af unge mennesker så stærkt ind for en forandring i de år? Jeg tror mine egne erfaringer kan være med til at forklare det.

En lys og lovende fremtid

Jeg er født i Minneapolis i Minnesota i 1947. Mine forældre var hvide, og de tilhørte middelklassen. I 1952 flyttede vi til Hawaii, hvor min fader skabte sig en blomstrende entreprenørvirksomhed. Vi boede i et dejligt hus ud til havet, og vi havde alt hvad vi kunne ønske os materielt. Amerika syntes at være det land der kunne opfylde ens drømme; fremtiden tegnede sig lyst og lovende.

Alt hvad jeg tog mig for var en fornøjelse for mig — jeg spillede halfback på skolens førstehold, deltog i konkurrenceløb, svømmede i Stillehavet uden for vores vinduer, var medlem af skolens elevråd. Og snart skulle jeg på college på fastlandet.

Den barske virkelighed går op for mig

I september 1965 blev jeg optaget på Williams College i Massachusetts. Her, hvor jeg havde mere tid til at læse og tænke over tingene, var der noget der begyndte at bekymre mig. På Hawaii var jeg vant til at de forskellige racer blev behandlet på lige fod, men på fastlandet var det anderledes.

I påskeferien 1966 fløj jeg til Chicago for at besøge min ældre broder, der var med i ledelsen af universitetshospitalet i Chicago. Da vi kørte gennem ghettoerne i det sydlige Chicago kunne jeg næppe tro mine egne øjne. „Hvordan kan folk dog leve sådan?“ tænkte jeg undrende. At folk virkelig levede under sådanne forhold og at de fleste var sorte, gjorde et dybt indtryk på mig.

Jeg ville gerne vide hvordan de sorte tænkte, så jeg begyndte at læse bøger af dem, deriblandt flere selvbiografier. Da jeg læste om de uretfærdigheder de sorte er blevet udsat for — at de blev solgt som slaver, behandlet som mindreværdige, nægtet adgang til offentlige toiletter, lynchet for mindre eller opdigtede forseelser — fik jeg ofte tårer i øjnene. Vreden vældede op i mig, og jeg begyndte at spekulere på hvad jeg kunne gøre for at forbedre deres forhold.

Også andre ting begyndte jeg at betragte ud fra et racemæssigt synspunkt — for eksempel Vietnamkrigen. I pressen læste jeg hvordan amerikanerne ofte omtalte vietnameserne som „gule djævle“, og jeg spekulerede på om vi ville have kastet bomberne lige så ivrigt hvis de havde været hvide. Jeg hørte også om at rustningsindustrien tjente store summer på at fremstille krigsmateriel. Det fik mig til at tænke på om det mon var muligt at profitbegærlige mænd, mænd som var villige til at ofre menneskers liv, blot disse mennesker havde skæve øjne, stod bag udvidelsen af krigen. Og da jeg hørte at præsidentkandidaterne ofte er afhængige af penge fra disse industrimagnater for at kunne føre deres valgkampagner, begyndte jeg at tro det.

Da præsident Johnson førte sin kampagne i 1964, lovede han fred i Vietnam, men senere blev krigen øget måned for måned, i direkte modstrid med de løfter han havde givet. Gennem nyhedsmedierne blev der sagt meget om administrationens forsøg på at føre offentligheden bag lyset. „Tillidskløften“ blev stadig dybere. Det kan måske forklare hvorfor mange unge ikke længere følte de kunne stole på de ledende.

Med udvidelsen af krigen begyndte man også at indkalde de studerende der gik på college. Det stillede mig over for en vanskelig afgørelse.

Skulle jeg gå i krig?

I månedsvis brød jeg min hjerne med spørgsmålet: Kunne jeg støtte krigen? Kunne jeg tage våben i hånd og dræbe vietnamesere?

Til sidst kom jeg til det resultat at det kunne jeg ikke. I mine øjne var det forkert at gøre det. Nogle, ved jeg, vil måske sige: „Du var jo bare en fej militærnægter. Når dit land pålægger dig en opgave, vil det eneste rigtige være at adlyde.“

Jeg tænkte sagen meget grundigt igennem. Jeg var klar over at tyskerne under Nürnbergprocessen, og senere også Adolf Eichmann, havde søgt at undskylde deres forbrydelser med at de simpelt hen havde adlydt højere ordrer. Men alligevel blev de erklæret skyldige og dømt. De blev krævet til ansvar for deres handlinger, selv om det var deres land der havde givet dem ordre til at begå disse ugerninger.

For mig at se befandt amerikanerne sig i en lignende situation. De tragiske beretninger der kom frem i pressen om napalmbombning af mænd, kvinder og børn — som brændte ihjel under svære lidelser — forekom mig at svare til masseudryddelserne i krematorierne i de tyske koncentrationslejre. Ligheden blev endnu tydeligere for mig da den sydvietnamesiske ministerpræsident Ky, som tilsyneladende blev holdt ved magten af de amerikanske tropper, erklærede at hans eneste helt var Adolf Hitler.

Bestræbelser for at ændre systemet

Min beslutning om at modsætte mig indkaldelse til militæret var ikke et forsøg på at vige uden om mit ansvar. Tværtimod elskede jeg mit land højt, og jeg begyndte at tænke på hvad jeg kunne gøre for at forandre det til det bedre. Jeg følte at jeg som sociolog måske kunne være med til at løse Amerikas alvorlige raceproblemer, og muligvis endda dets internationale problemer. I 1967 flyttede jeg derfor til Hawaiis universitet for at gå mit næstsidste studieår dér og tage de fag der var nødvendige for at jeg kunne forberede mig til denne opgave.

Dér fik jeg øje på en meddelelse på opslagstavlen. Alle som var imod krigen i Vietnam blev indbudt til et møde der blev holdt af foreningen ’Studenter for et demokratisk Samfund’ (SDS). Omkring den tid lærte jeg Jeanne at kende, en medstuderende som deltog i antikrigsvirksomhed sammen med mig.

Nu var endog almindelige nyhedsmeddelelser begyndt at afsløre de vildledende erklæringer der blev fremsat om krigen fra officiel side. Det mindretal der gjorde indsigelse mod krigen voksede, og i begyndelsen af 1968 var det — ifølge flere opinionsundersøgelser — blevet til et flertal, og vi begyndte at øjne en reel mulighed for at vore bestræbelser for at ændre systemet ville lykkes. Muligheden syntes bekræftet da præsident Johnson den 31. marts meddelte at han ikke ville søge genvalg. Det virkede som om det var den offentlige mening der havde tvunget ham til at gå af.

Få dage senere holdt vores SDS-formand en følelsesladet tale, hvorefter han i protest mod krigen brændte sin indkaldelsesordre foran TV-kameraerne. Sammen med andre studerende gjorde jeg derefter det samme — noget jeg aldrig ville have gjort nu. Samme aften blev begivenheden udsendt i fjernsynet, og næste morgen stod den omtalt i aviserne.

I april blev Columbia-universitetet i New York besat af studenter som standsede undervisningen i protest mod krigen. På Hawaiis universitet holdt de studerende massemøder mod krigen næsten hver eneste dag. Og i maj, da professor Oliver Lee, en erklæret modstander af krigen, blev afskediget fra universitetet, besatte de studerende bygningerne i flere dage.

Jeanne og jeg var blandt de hundreder af studerende der besatte Bachmann Hall og krævede at Lee skulle genindsættes. Til sidst blev vi fjernet af politiet, mens TV-folk havde travlt med at dække begivenheden. Vi blev anholdt, men løsladt mod kaution næste morgen.

Få dage senere begyndte sommerferien, og de studerende spredtes for alle vinde. Hvad kunne vi gøre nu? Det var valgår, og Amerikas øjne ville være rettet mod demokraternes partikonvent i Chicago. Kunne vi mon udvirke en forandring der virkelig ville betyde noget — ved at påvirke de ledende til at standse krigen? Dengang troede vi det, og vi besluttede os til at prøve.

„Massakren på Michigan Avenue“

Det der skete den onsdag under partikonventet er siden blevet kaldt „Massakren på Michigan Avenue“. Millioner så det på TV. I en officiel rapport betegnes det der fandt sted som „politioptøjer“, og det oplyses at politiets voldshandlinger „i mange tilfælde gik ud over personer som ikke havde overtrådt nogen lov, ikke nægtet at adlyde nogen ordre, ikke fremsat nogen trussel“. Det kan vi kun bekræfte, selv om det dog må indrømmes at nogle af demonstranterne provokerede betjentene ved at råbe øgenavne efter dem.

Da vi havde hørt nogle taler i Grant Park og skulle til at begynde på vores march, gik politiet til angreb. Tåregas spredte os i alle retninger. Overalt var der soldater med opplantede bajonetter som spærrede broerne til den vigtigste del af byen. Til sidst fandt vi en sparsomt bevogtet bro og brød igennem.

Efterhånden lykkedes det flere at komme over broerne og slutte sig til os på Michigan Avenue. Lige da det så ud til at marchen alligevel kunne gennemføres, var vejen foran os spærret af politi og soldater, og de begyndte at angribe med tåregas og knipler. De der stod dem i vejen blev trampet ned, og blodet strømmede fra sårene efter knippelslagene. Jeeps med pigtråd udspændt foran køleren begyndte at pløje sig ind i menneskemængden. Folk blev mast sammen. Jeg greb Jeanne i armen og prøvede desperat at trække hende i sikkerhed.

Til sidst lykkedes det Jeanne, hendes søster og mig at bryde igennem kæden af politifolk, og vi løb langt bort fra skuepladsen for urolighederne. Klokken var omkring 21, og vi var sultne, så vi spiste på en restaurant. Den eneste måde vi vidste vi kunne komme tilbage til vores logi på, var ved at tage et tog i nærheden af Michigan Avenue.

Hvorfor vi gav op

Da vi nærmede os stationen kom der pludselig en politibil susende om hjørnet. „Vi skal med toget,“ sagde jeg. Betjentene bandede ad os, og uden at være provokeret greb de fat i os, og da Jeannes søster gjorde modstand begyndte de at slå hende med knipler. Vi blev kastet ind i en patruljevogn. På politistationen var vi over hundrede der blev tilbageholdt hele natten i et lokale som kaldes „tanken“.

Næste formiddag blev jeg stillet for dommeren. Men han gav mig ikke den mindste lejlighed til at forklare mig; han hævede ikke engang blikket for at se på mig! Jeg kunne ikke, med god samvittighed, erklære mig skyldig, så jeg besluttede mig til at bevise at anklagerne var falske.

I mellemtiden vendte Jeanne tilbage til universitetet på Hawaii, og jeg tog til Massachusetts igen for at gå mit sidste år der. I de følgende måneder tog jeg gentagne gange med fly til Chicago for at møde i retten. Men hver gang undlod den betjent der skulle fremføre anklagen at give møde, med det resultat at dommeren udsatte sagen en måned. Efter at jeg havde ofret flere hundrede dollars på dette, sagde min sagfører at det var nytteløst — de ville blot blive ved indtil jeg en dag undlod at møde op, og så ville de erklære mig skyldig.

Disse erfaringer indgav mig den følelse at systemet simpelt hen ikke kunne reformeres. Jeg opgav at ændre på det — og min filosofi blev: ’Spis, drik og vær glad.’ Jeg fulgte kun undervisningen så meget at jeg lige kunne tage den afsluttende eksamen. Jeanne kom fra Hawaii, og vi flyttede sammen og blev stærkt forfaldne til stoffer. Men heller ikke denne livsform, hvor vi kun levede for nydelse og fornøjelser, var tilfredsstillende for os.

Fandtes der mon et håb noget sted?

Ved vores klædedragt, udseende og adfærd følte vi at vi gav udtryk for vores oprørske holdning over for det etablerede samfunds hykleri og uretfærdigheder. Men var stoffer, løse forhold og andet som kendetegnede vores livsstil, bedre? Det begyndte jeg at spekulere på. Mange unge regnede ægteskab for gammeldags, men jeg så at de heller ikke blev særlig lykkelige af at gå fra den ene partner til den anden. Jeg ønskede ikke at dette skulle ske for Jeanne og mig, så i sommeren 1969 giftede vi os.

Selv om jeg følte det var nytteløst at prøve at lave om på systemet, ville jeg stadig gerne hjælpe folk, så jeg besluttede mig til at blive skolelærer. Da jeg helst ville bruge mine kræfter et sted hvor børnene havde særlig brug for hjælp, begyndte jeg at undervise en tredjeklasse i en sort ghetto i det nordlige Philadelphia.

Da jeg gennemgik skolelægens journaler over eleverne, opdagede jeg at de fleste var underernærede og undervægtige. Mange boede i utroligt usunde, overfyldte boliger. Nogle, erfarede jeg efterhånden, havde allerede forbindelse med det modsatte køn. Nogle få skaffede stoffer til deres forældre. De fleste kunne ikke lægge to og to sammen eller skelne bogstaverne fra hinanden. Jeg havde aldrig troet det kunne stå så slemt til; det syntes håbløst! Det var frustrerende at tænke på at man kunne ofre alle sine kræfter — og dog udrette så lidt i det lange løb. Hvor kunne vi finde noget meningsfyldt og tilfredsstillende at tage os til?

Vi havde fordybet os meget i astrologi, okkultisme og østens religioner uden at finde noget tilfredsstillende dér. Så kom jeg til at læse bogen The Population Bomb (Befolkningsbomben) af professor Paul Ehrlich fra Stanforduniversitetet. Da Paul Ehrlich kom til Philadelphia gik vi også hen for at høre hans forelæsning. Han sagde at det allerede var for sent — at menneskene, på grund af deres misbrug af miljøet og dårlige forvaltning af jordens anliggender, måtte imødese katastrofer af uhørt omfang. Men, tænkte jeg, måske var der håb at finde i den voksende miljøbevægelse.

Idet vi mindedes de skuffelser vi havde været ude for i antikrigsbevægelsen, var det med nogen tøven vi tog imod indbydelsen til et miljømøde på Temple-universitetet. Og da vi kom ind i et lokale fyldt med cigaretrøg for at høre en behandling af emnet luftforurening, vidste vi at denne bevægelse ikke ville føre til noget. Alligevel begyndte jeg at læse mange bøger om økologiske emner, og jeg lod mig indskrive på universitetet for at blive magister i miljøviden. Jeg følte mig overbevist om at det industrialiserede samfund snart ville bryde sammen, og jeg begyndte at forberede mig på livet derefter.

Min fader ejede hundrede tønder land jomfruelig bregneskov på Hawaii. Vi begyndte at lægge planer om et fuldstændig selvforsynende samfund dér, et samfund som ikke ville forrykke områdets økologiske balance. Vi var i fuld alvor på udkig efter alternative livsformer, for vi var overbevist om at systemet var dødsdømt. Men den løsning vi søgte efter, kom fra en helt anden kant end vi havde ventet.

Et virkeligt håb om en ændring til det bedre

Da skolen lukkede i sommerferien, kom min yngre broder David fra Hawaii, og vi tog alle tre ud på en kort campingtur. David, der tænkte på at blive præst, havde en bibel med, og hver aften mens vi sad omkring bålet, læste han udvalgte afsnit for os. Da vi hørte beretningerne om Josef og hans brødre og om David og Goliat, var vi overraskede over hvor interessant Bibelen kunne være. Og da vi læste Prædikerens bog, forekom det os at slutningerne om livets tomhed i det nuværende system var fuldstændig tidssvarende.

Den sommer havde Jeanne og jeg masser af tid til rådighed. Det eneste vi havde sat os for, var at forsøge at dyrke tilstrækkeligt på vores lille jordlod på fire gange fire meter i Philadelphia til at vi kunne være selvforsynende. Så vi skaffede os den autoriserede oversættelse af Bibelen og begyndte at læse højt for hinanden. Først læste vi evangelierne og Apostlenes Gerninger. Da vi hørte de skarpe fordømmelser Jesus rettede mod de religiøse ledere på hans tid (Mattæus, kapitel 23), kunne vi ikke lade være med at tænke på vor egen tids gejstlige. Vi var blevet frastødt af deres hykleri. For eksempel støttede de aktivt Vietnamkrigen da befolkningen gik ind for krigen, og de begyndte først at protestere efter at den offentlige stemning havde vendt sig imod krigen.

Vi læste også Esajas’ profetier, som gjorde et særligt indtryk på os. Da vi kom til ordene: „De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive; folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal heller ikke mere lære krig,“ sagde jeg til Jeanne: „Nå da, denne Esajas her var imod krig. Og han gik også op i miljøet; han ville have krigsmidlerne brugt til landbrug.“ — Es. 2:4, Authorized Version.

Så lagde vi mærke til hvad der stod lige før: „Det skal ske i de sidste dage,“ og vi spekulerede på om det mon hentydede til vores tid. Da vi læste videre kunne vi se at Esajas talte om fortidens Juda og Jerusalem, men vi kunne simpelt hen ikke få ud af hovedet hvor forbløffende det hele passede med forholdene i det tyvende århundrede. Jo mere vi læste, jo mere blev vi overbevist om at disse profetier på en eller anden måde måtte gælde systemet i vor tid.

Hvis det var rigtigt, betød det at vor tids fordærvede system skulle udslettes, for i en af profetierne stod der: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ — Es. 24:5, 6.

Kunne vi tro på disse profetier? Vi troede på en almægtig Gud. Og vi kunne falde i forundring over livet som han havde skabt, og over de kredsløb der virkede i naturen. Det forbløffede os at se hvordan små bitte frø som vi lagde i jorden, i løbet af kort tid frembragte en stor variation af fødemidler. Kunne Skaberen bag disse mirakler være den Gud der havde givet Esajas det budskab der forekom os så aktuelt i dag?

Vi begyndte at tro det. Men hvis det nuværende system snart skulle ødelægges, sådan som Bibelen antydede, ville der så komme noget godt i stedet? Det ville vi gerne vide. Som en hjælp i vore undersøgelser anskaffede vi os en bibel som var skrevet i et mere moderne sprog, Jerusalem-Bibelen, og somme tider læste vi sammen i den hele dagen.

En personlig Gud som har en hensigt

Side op og side ned i denne Jerusalem-Bibel forekom navnet „Jahve“ (Yahweh) i stedet for titlerne „Herren“ og „Gud“. Fra religionsundervisningen på college huskede jeg at Jahve (eller den mere populære form Jehova) er en gengivelse af Guds navn, som forekommer i grundteksten til Bibelen. At vi læste Guds navn igen og igen begyndte at påvirke os. Vi begyndte at betragte Gud som en virkelig person, en vi kunne komme i forbindelse med og som havde en hensigt. Men, tænkte vi, hvordan er denne Jahve?

Vores værdsættelse af Jahve voksede da vi læste om hans hensigter. Før havde vi særlig hæftet os ved de steder hvor Bibelen forudsiger at det fordærvede system skal ødelægges, for det stemte med det vi selv troede på. Men nu begyndte vi at lægge mærke til at Bibelen også taler om et nyt system, en ny ordning. Da vi læste sådanne profetier som den der forekommer i sidste halvdel af Esajas, kapitel 65, begyndte vi at føle at der måske trods alt var håb om en bedre fremtid. Profetien siger:

„For nu skaber jeg nye himle og en ny jord . . . De vil bygge huse og bo i dem, plante vingårde og spise deres frugt. . . . De vil ikke slide forgæves eller føde børn til deres egen ødelæggelse, for de vil være en slægt som er velsignet af Jahve, og deres børn med dem. Længe før de kalder vil jeg svare; før de er færdige med at tale har jeg hørt det. Ulven og det lille lam vil spise sammen, løven æde strå som oksen. . . . De vil ikke gøre nogen skade, intet ondt på hele mit hellige bjerg, siger Jahve.“ — Es. 65:17-25, JB.

Kunne denne Jahve virkelig skabe et nyt system med så tiltalende livsvilkår? Hvis det var ham der havde skabt det storslåede univers, følte vi at han måske kunne opfylde disse løfter. Men vi spurgte os selv: Vil Jahve mon skåne nogen under den kommende verdensødelæggelse og føre dem ind i det nye system? Og hvem vil han i så fald skåne?

Ingen af de kirkesamfund vi kendte, syntes at passe ind i billedet. Så vidt vi kunne se, var de korrupte personer der manipulerede med politiske og forretningsmæssige interesser, i de fleste tilfælde respekterede medlemmer af disse kirkesamfund. Og det var medlemmer af de samme kirkesamfund der kæmpede i Sydøstasien. Jo mere vi læste i Bibelen, jo mere forekom det os at kirkerne blev fordømt af selve den bog de bekendte at følge.

Få dage senere skulle jeg begynde at undervise igen, og jeg skulle i gang med min magistergrad på universitetet. Vi var også ved at miste lysten til at læse i Bibelen, for vi havde så mange spørgsmål vi ikke fik svar på. I et øjebliks fortvivlelse gjorde vi noget vi aldrig havde gjort før. Jeanne og jeg bøjede vore hoveder, og jeg bad højt til Jahve om han ville vise os hvor vi skulle vende os hen og hvad vi skulle gøre.

Vi lærer hvordan forandringen vil komme

Da vi havde bedt, tændte vi et par marihuanacigaretter. Men næsten i samme øjeblik ringede det på døren. Kunne det være politiet? Mens Jeanne for rundt i huset som en gal for at skjule stoffer og rense luften med en spraydåse, gik jeg ud, og jeg lukkede døren bag mig.

Ude på trappen stod en ung sort kvinde der præsenterede sig som et af Jehovas Vidner. Hun begyndte at fortælle om netop det vi lige havde bedt om. Hun tilbød mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, og jeg tog imod den. Jeg spurgte også: „Hvor kan jeg selv lære Jehovas Vidner at kende?“ Hun inviterede os til et møde i den lokale rigssal, og gav os også nogle eksemplarer af bladene Vagttårnet og Vågn op!

Det var lørdag middag, og Jeanne satte sig i det ene værelse med Vagttårnet og Vågn op!, og jeg satte mig i et andet med bogen. Det varede ikke længe før vi råbte frem og tilbage: „Nu skal du bare høre!“ „Det er forbløffende!“ Sent om aftenen var jeg færdig med bogen. I de forudgående to måneder havde jeg læst hele Bibelen, og nu begyndte sammenhængen mellem dens forskellige dele at gå op for mig.

Fra lille havde jeg bedt på den måde Jesus lærte sine disciple: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10, da. aut.) Jeg havde altid troet at Guds rige var det samme som at have fred i sind og hjerte. Men nej! Selvfølgelig! Nu kunne jeg se at Guds rige var en virkelig regering! Det var det redskab Gud ville bruge for at udslette det fordærvede system!

Dette blev klart for mig da jeg igen så på Daniel 2:44, hvor der står: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ Det gik op for mig at de bestræbelser jeg havde gjort for at ændre systemet ved at deltage i offentlige demonstrationer ikke alene var nytteløse, men også i strid med det Bibelen siger i Romerbrevet 13:1-7. Jeg forstod nu at sande kristne forbliver neutrale i politiske anliggender og venter til den dag Gud selv forandrer systemet ved at ødelægge det.

Jeg begyndte også at forstå at Gud, når hans regering har ødelagt systemet i verden, vil sørge for at hans oprindelige hensigt bliver gennemført og jorden bliver et paradis, sådan som det også fremgik af de profetier vi havde læst. Men nu lærte jeg noget vidunderligt som jeg havde overset før — Gud ville lade mennesker leve evigt i dette jordiske paradis! Skriftsteder som dette gjorde et stærkt indtryk på mig: „De retfærdige, arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:29.

Men nøglen til det hele, begyndte jeg at se, var GUDS RIGE. Ja, Gud havde omsorg for os, og han havde en virkelig regering ved hjælp af hvilken han ville opfylde sine løfter. Kapitel otte i ’Sandhedsbogen’, „Hvorfor har Gud tilladt det onde helt frem til vor tid?“, hjalp mig til at forstå hvorfor Gud tilsyneladende tøvede med at gribe ind. Kapitlet forklarede at der var vigtige stridsspørgsmål, som endog berørte åndeverdenen, der måtte løses før han ville udslette det fordærvede system.

Men var alt dette virkeligt? Fandtes der noget håndgribeligt bevis på at Guds regering virkelig eksisterede? Det ville jeg vide.

Det vi havde søgt

Dagen efter, den 6. september 1970, gik Jeanne og jeg hen i rigssalen. Vi kom efter at mødet var begyndt. Vi lagde mærke til at alle var så pæne og virkede så glade. Selv små børn var med i det der foregik, og de læste flydende op af Bibelen. Fra skolen vidste jeg hvordan det ellers stod til med børns læsefærdighed, så jeg indså at forældrene her virkelig måtte interessere sig for deres børn. Jeg var også imponeret over deltagernes bibelkundskab. Men det der gjorde stærkest indtryk på os, var noget som skete efter mødet.

Over hundrede mennesker, lige fra små børn til ældre mænd, kom hen og gav os den hjerteligste velkomst vi nogen sinde havde fået. Det overraskede os — især fordi jeg havde skæg og langt hår, og Jeanne var klædt som hippie. Og næsten alle var sorte, for det var en sort bydel. I skolen hvor jeg underviste, var der gået temmelig lang tid før de sorte havde accepteret mig. De syntes mistænksomme over for hvide. Men sådan var det slet ikke her i rigssalen.

Vi blev indbudt til at komme igen om torsdagen til den teokratiske skole, Da vi kom, behandlede alle os som gamle venner. Vi lagde mærke til at møderne klart tog sigte på at give deltagerne en dybere forståelse af Bibelen. Vi kunne også se at det man lærte her, virkelig berørte deltagernes levevis. Vi blev inviteret hjem til en familie, og manden tilbød os et ugentligt bibelstudium, hvilket vi tog imod.

Efter få ugers forløb vidste Jeanne og jeg at vi havde fundet det vi havde søgt. Her var et folk hvor alle virkelig elskede hinanden, et folk som tillidsfuldt forberedte sig på livet i et nyt system. På hvert eneste område af tilværelsen lod de sig lede af Guds love i Bibelen — så de måtte afgjort være undersåtter under Guds regering. Og efterhånden som studiet skred frem, overbeviste bibelprofetiernes opfyldelse os om at vi levede ved slutningen af den generation der ville se Guds regering knuse hele den onde tingenes ordning. — Matt. 24:3-14.

Vi indså straks hvor vigtigt det var at alle hørte disse vigtige oplysninger om Guds rige, så vi spurgte om vi kunne være med til at fortælle andre om dem. Vi var holdt op med at bruge stoffer, og kort efter havde vi forandret vores udseende og påklædning. I januar 1971 lod vi os døbe af Jehovas Vidner som symbol på at vi havde indviet os til at tjene Jehova Gud. Jeg holdt op med at undervise og tog anden beskæftigelse, og Jeanne og jeg begyndte som heltidsforkyndere. Det har medført den ene berigende oplevelse efter den anden.

Efter at vi nu har modtaget undervisning på Vagttårnets bibelskole Gilead i New York, skal vi rejse til Afrika for at forkynde den gode nyhed om Guds rige som missionærer. Det vil blive dejligt at vise folk dér ud fra Guds ord, Bibelen, at fattigdom, krige, fordomme og uretfærdigheder snart skal høre op og retfærdige forhold indføres under Guds rige! — Indsendt.

[Tekstcitat på side 258]

’Da jeg læste om uretfærdighederne . . . fik jeg ofte tårer i øjnene.’

[Tekstcitat på side 259]

’Endog almindelige nyhedsmeddelelser begyndte at afsløre vildledende erklæringer om krigen.’

[Tekstcitat på side 259]

’Vejen foran os var spærret af politi og soldater, og de begyndte at angribe med tåregas og knipler.’

[Tekstcitat på side 260]

„Mange unge regnede ægteskab for gammeldags.“

[Tekstcitat på side 261]

’De gejstlige begyndte først at protestere mod krigen efter at den offentlige stemning havde vendt sig.’

[Illustration på side 262]

Jeanne og jeg fandt svar på de spørgsmål vi havde stillet