Jeg følger i mine forældres fodspor

FORTALT AF HILDA PADGETT

„Mit liv er viet til tjenesten for den Allerhøjeste, og jeg kan ikke tjene to herrer,“ stod der i pressemeddelelsen. Dette uddrag af min udtalelse til de britiske udskrivningsmyndigheder i 1941 forklarer hvorfor jeg nægtede at udføre hospitalsarbejde under den anden verdenskrig. Dette standpunkt førte til at jeg kort efter blev idømt tre måneders fængsel.

HVORDAN var jeg havnet i denne ubehagelige situation? Det skyldtes ikke ungdomsluner eller oprørskhed, men derimod noget der var sket i min tidlige barndom.

Fars nidkærhed for Riget

Jeg er født den 5. juni 1914, i Horsforth nær Leeds i det nordlige England. Mine forældre, Atkinson og Pattie Padgett, var søndagsskolelærere og medlemmer af koret i Primitive Methodist Chapel, hvor far var organist. I min tidlige barndom var vort hjem præget af lykke undtagen på ét punkt. Far var foruroliget over verdensforholdene. Han hadede vold og krig og troede på Bibelens bud: „Du skal ikke ihjelslaa.“ — 2 Mosebog 20:13, 1871-oversættelsen.

I 1915 opfordrede regeringen alle unge mænd til at melde sig frivilligt til hæren og på den måde undgå tvungen værnepligt. Med nogen ængstelse stillede far sig i kø en hel dag i regnvejr og ventede på at blive indskrevet som soldat. Den følgende dag ændrede hans liv sig totalt!

Mens han arbejdede som blikkenslager ved et stort hus, talte han med de andre arbejdere om verdensbegivenhederne. Gartneren gav ham en lille traktat der hed Gathering the Lord’s Jewels. Far tog den med hjem og læste den igen og igen. „Hvis det her er sandheden,“ sagde han, „så er alt andet forkert.“ Næste dag bad han om mere læsestof, og i tre uger læste han i Bibelen til langt ud på de små timer. Han blev klar over at han havde fundet sandheden! I hans dagbog for søndag den 2. januar 1916 står der: „Tog hen til Chapel om formiddagen, tog hen til I.B.S.A. [International Bible Students Association, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt i England] om aftenen — studerede Hebræerbrevet 6:9-20 — mit første besøg hos brødrene.“

Modstanden viste sig snart. Vore slægtninge og kirkevenner troede at far var blevet tosset. Men han havde truffet sin beslutning. Han levede og åndede for møderne og studiet, og i marts måned symboliserede han sin indvielse til Jehova ved vanddåben. Efter at han i nogle få uger var taget alene til møderne, overgav mor sig. Hun lagde mig i barnevognen og gik de otte kilometer til Leeds, hvor hun ankom netop som mødet var forbi. Man kan forestille sig fars glæde. Fra da af var vores familie forenet i tjenesten for Jehova.

Far befandt sig i en vanskelig situation — først havde han meldt sig frivilligt til hæren, og nogle få uger senere blev han militærnægter. Da han blev indkaldt nægtede han at bære våben, hvilket resulterede i at han i juli 1916 for første gang af i alt fem gange blev stillet for en krigsret og idømt 90 dages fængsel. Da han havde udstået denne straf, fik han fjorten dages orlov, hvorefter han igen blev stillet for krigsretten og idømt yderligere 90 dages fængsel. Efter dette fængselsophold blev han overført til Royal Army Medical Corps, og den 12. februar 1917 sejlede han med et troppetransportskib til Rouen i Frankrig. Hans dagbog fortæller at han for hver dag der gik, følte mere og mere lede ved situationen. Han indså at det eneste han gjorde var at lappe soldater sammen så de atter kunne tage ud og slås.

Han nægtede igen at samarbejde. Denne gang idømte krigsretten ham fem års fængsel i det britiske militærfængsel i Rouen. Og fordi far blev ved med at bede om at blive overført til et civilt fængsel som militærnægter, blev han straffet med tre måneder på vand og brød, hvorefter han fik normal fængselskost indtil han begyndte at tage på; så igen tre måneder på vand og brød. Han blev lagt i håndjern med hænderne bundet på ryggen om dagen, og foran om natten og når han skulle spise. Resten af livet havde han ar på håndleddene efter håndjernene, der havde været for små og klemt hans hud, så han havde fået betændte sår. Han havde også båret fodlænker der var fæstnet omkring taljen.

Hæren gjorde alt hvad der stod i dens magt for at knække ham, men uden held. Hans bibel og bøger blev taget fra ham. Han fik ingen breve hjemmefra, og fik heller ikke lov at sende nogen. Efter to år besluttede han at vise at han mente det alvorligt ved at gå i sultestrejke. I syv dage spiste og drak han intet, hvilket resulterede i at han blev overført til fængselshospitalet, alvorligt syg. Han beviste hvad han ville, men var samtidig lige ved at miste livet. Senere forstod han at det ikke havde været rigtigt af ham at sætte livet på spil på denne måde, og besluttede derfor aldrig at gøre det igen.

Da krigen sluttede i november 1918 sad far stadig fængslet i Rouen, men i begyndelsen af 1919 blev han overført til et civilt fængsel i England. Det må have været en stor glæde for ham nu at få alle de breve og pakker mor havde sendt til ham i tidens løb, foruden sin dyrebare bibel og sine bøger! Han blev ført til Winchester-fængselet, hvor han traf en ung broder som under krigen havde været igennem noget af det samme som han selv. Frank Platt, som han hed, kom senere på Betel i London, hvor han tjente i mange år. De aftalte at mødes den følgende dag, men inden da var Frank blevet forflyttet.

Den 12. april 1919 modtog mor et telegram: „Halleluja! Kommer hjem — ringer til London.“ Det var en glædelig tid efter tre års prøvelser, trængsler og adskillelse. Fars første tanke var at ringe til Betel i London og besøge brødrene der. På Craven Terrace nr. 34 fik han en hjertelig modtagelse. Her fik han et bad og blev barberet, lånte et pænt sæt tøj og en hat, og vendte så hjem. Kan I forestille jer vores genforening? Jeg var endnu ikke fyldt fem år, og kunne ikke kende min far.

Fars første møde efter sin løsladelse var mindehøjtiden. Og den første han mødte da han gik op ad trappen til rigssalen, var selveste Frank Platt, der var blevet overført til et militærhospital i Leeds. Far og han nød at udveksle erfaringer. I perioden frem til sin løsladelse blev Frank næsten en del af vores familie.

Mors trofaste tjeneste

I al den tid far var væk, vaskede mor for andre for at supplere den beskedne hjælp hun fik fra det offentlige. Brødrene var også meget hjælpsomme. Med få ugers mellemrum gav en af de ældste hende en lille kuvert med en anonym gave. Mor sagde altid at det var brødrenes kærlighed der drog hende nær til Jehova og hjalp hende til at holde ud i disse svære tider. Hun kom trofast til møderne i al den tid far var væk. Den sværeste prøvelse hun oplevede, var da hun i over et år ikke vidste om far levede eller ej. Som en yderligere belastning fik både mor og jeg i 1918 den spanske syge. Folk døde overalt omkring os. Mange af dem der hjalp andre blev smittet og døde. Uden tvivl havde fødevaremangelen været medvirkende til at svække folks modstandskraft mod infektioner.

Apostelen Peters ord viste sig at passe på vores familie: „Efter at I har lidt en kort tid, vil . . . Gud . . . gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ (1 Peter 5:10) De lidelser mine forældre havde været igennem, havde givet dem en urokkelig tro på Jehova, en absolut tillid til at han tager sig af os og at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Det var til stor gavn for mig at blive opdraget i en sådan tro. — Romerne 8:38, 39; 1 Peter 5:7.

Tjeneste i mine unge år

Efter fars løsladelse blev tjenesten for Riget det centrale i vores tilværelse. Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde har svigtet et møde medmindre jeg har været syg. Kort efter at far var kommet hjem, solgte han sit pladekamera og mors guldarmbånd, så vi kunne komme til stævne. Vi havde ikke råd til at tage på ferie, men vi gik aldrig glip af disse sammenkomster, heller ikke dem der blev afholdt i London.

De første to-tre år efter krigen gav os fornyede kræfter. Far og mor benyttede enhver mulighed for at komme sammen med andre og nyde det kristne fællesskab. Jeg kan huske når vi besøgte andre brødre og søstre, og jeg som lille pige sad og tegnede og malede, mens de voksne talte i timevis om nye forståelser af sandheden. De udvekslede erfaringer, samledes omkring orgelet til fællessang og nød samværet, hvilket var til stor glæde og opmuntring for dem.

Mine forældre opdrog mig med fast hånd. Til trods for at jeg kun var fem-seks år, skilte jeg mig ud fra de andre i skolen; jeg medbragte mit eget eksemplar af „Det Nye Testamente“, som jeg læste i mens de andre lærte katekismus. Senere blev jeg stillet til skue for hele skolen som „militærnægter“ fordi jeg ikke ville deltage i fejringen af mindedagen for Første Verdenskrigs afslutning. Jeg kunne ikke tænke mig at have haft nogen anden opvækst. Den var i virkeligheden en beskyttelse for mig og gjorde det lettere at forblive på den ’smalle vej’. Jeg var altid med i det mine forældre foretog sig, både møderne og tjenesten. — Mattæus 7:13, 14.

Jeg husker tydeligt den søndag formiddag hvor jeg for første gang gik alene i forkyndelsen. Jeg var kun 12 år. Jeg kan også huske at jeg engang som teenager meddelte at jeg ville blive hjemme en søndag formiddag. Der var ingen der sagde mig imod eller tvang mig til at tage af sted, så jeg sad i haven og læste i Bibelen, mens jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Da der var gået en uge eller to på den måde, sagde jeg til far: „Jeg tror jeg tager med dig i formiddag.“ Fra da af så jeg mig ikke tilbage.

Året 1931 var noget ganske særligt. Det var ikke alene det år vi fik det nye navn, Jehovas Vidner, men jeg blev også døbt ved et landsstævne i Alexandra Palace i London. Den dag glemmer jeg aldrig. Vi bar lange, sorte klæder, og det viste sig at den jeg skulle have på, var våd fordi den allerede havde været brugt af en af de andre dåbskandidater.

Da jeg var barn var det min store drøm at blive kolportør, som heltidsforkynderne dengang blev kaldt. Efterhånden som jeg blev ældre følte jeg at jeg måtte gøre noget mere i tjenesten for Jehova. I marts 1933, da jeg var 18, begyndte jeg derfor i heltidstjenesten.

Jeg og de andre heltidstjenere kunne især godt lide det vi kaldte for „pioneruger“. Op mod en halv snes heltidstjenere mødtes og overnattede hos lokale brødre i visse storbyer hvor de samarbejdede som en gruppe. Vi uddelte brochurer til de religiøse ledere og andre fremtrædende personer. Det krævede mod. For det meste blev vi mødt med foragt, og mange af os oplevede at døren blev smækket i for næsen af os. Men det bekymrede os ikke; vores begejstring var så stor at vi frydede os over at blive skældt ud for Kristi navns skyld. — Mattæus 5:11, 12.

I Leeds monterede vi højttalere og grammofoner på en pram og en trehjulet budcykel, på fars motorcykel med sidevogn, og senere på hans bil. Forkyndelsen foregik normalt på den måde at to brødre gik hen og stillede sig i en gade med en grammofon, satte en plade med musik på for at vække folks opmærksomhed og få dem til at komme ud i døren, hvorefter de spillede et af broder Rutherfords femminutters foredrag. Så gik de videre til en anden gade mens vi andre fulgte interessen op og tilbød bibelsk læsestof.

I mange år gik vi hver søndag aften efter mødet hen til Rådhuspladsen, hvor der var et såkaldt Speaker’s Corner. Her stod vi og lyttede til et af broder Rutherfords entimes foredrag på plade, uddelte foldere og talte med alle der viste interesse. Vi blev ret kendt, og selv politiet viste os respekt. En aften hvor vi som sædvanlig var samlet, kunne vi i det fjerne høre nogle trommer og et orkester. Lidt efter kom et optog med omkring et hundrede fascister ned ad gaden. De marcherede rundt bag os og blev kommanderet til at gøre holdt med løftede flag. Optoget standsede, og der var helt stille netop i det øjeblik broder Rutherfords stemme tordnede: „Lad dem hilse deres flag og hylde mennesker hvis de ønsker det. Vi vil kun tilbede og hylde Jehova vor Gud!“ Vi var spændte på hvad der nu ville ske. Men der skete ikke andet end at de fik et godt ord med på vejen, og politiet sørgede for at de holdt sig i ro, så vi kunne høre resten af det offentlige foredrag.

Fra da af blev der aflagt et stort vidnesbyrd ved hjælp af grammofonen. Når vi spillede en plade på folks dørtrin, sørgede vi for at holde blikket fæstnet på pladen og derved tilskynde folk til at lytte til hele den femminutters prædiken. Vi blev ofte inviteret ind, og mange bad os om at komme igen og spille flere plader.

I 1939 oplevede vi både travlhed og vanskeligheder i form af vold og modstand. Forud for et af vore stævner blev brødrene udsat for en hel del gadeoptøjer og forsmædelser. Under stævnet planlagde man derfor at et særligt hold brødre i biler kørte ud og forkyndte i de pågældende områder, mens søstrene og de øvrige brødre tog ud i mere sikre områder. I den gade hvor jeg samarbejdede med en gruppe, gik jeg ind i en smøge for at besøge dem der boede i de huse der lå bagved. Mens jeg stod ved en dør, hørte jeg at noget var under opsejling — der var en råben og en skrigen ude på gaden. Jeg fortsatte dog blot med at tale med den besøgte, og prøvede at holde samtalen i gang indtil jeg kunne høre at uroen havde lagt sig. Da jeg igen kom ud på gaden, opdagede jeg at de andre brødre og søstre var blevet meget nervøse da de ikke kunne finde mig. Senere på dagen prøvede uromagerne at afbryde vores møde, men de blev vist ud af opsynsbrødrene.

Anden Verdenskrig bryder ud

Nu var der tvungen udskrivning til militærtjeneste, og mange af brødrene blev fængslet fra 3 til 12 måneder. Det gav far endnu en tjenesteforret, nemlig at besøge de fængslede brødre. Hver søndag ledede han vagttårnsstudiet i det lokale fængsel. Onsdag aften besøgte han brødrene i deres celler. Eftersom han selv havde udstået en langvarig og hård fængselsstraf under den første verdenskrig, var det en særlig glæde for ham at besøge dem der nu gennemgik lignende prøvelser. Han fortsatte med denne tjeneste de næste 20 år, lige til sin død i 1959.

I 1941 var vi blevet vant til den bitre og fjendtlige holdning folk viste os på grund af vores neutrale holdning. Det var ikke let at stå på gaden med bladene dengang. Men vi var samtidig glade for at hjælpe de flygtninge der boede i vores område. Det var en stor glæde at se folk fra både Estland, Letland, Polen og Tyskland lyse op når de så Vagttårnet og Consolation (nu Vågn op!) på deres eget sprog.

Så kom det tidspunkt hvor jeg måtte tage konsekvensen af mit neutrale standpunkt under den anden verdenskrig. Det var ikke let for mig at klare fængselslivet, hvor jeg var lukket inde i min celle i 19 af døgnets 24 timer. De første tre dage var de sværeste, for der var jeg alene. Den fjerde dag blev jeg kaldt ind på fængselsinspektørens kontor, hvor der stod to andre piger. En af dem hviskede til mig: „Hvorfor er du her?“ Jeg sagde: „Du ville blive overrasket hvis du vidste det.“ Hun hviskede spændt: „Er du JV?“ Den anden pige hørte hvad hun sagde og spurgte os begge: „Er I JV’er?“ og vi omfavnede alle tre hinanden. Vi var ikke længere alene!

En skøn tid i heltidstjenesten

Efter min løsladelse fortsatte jeg i heltidstjenesten sammen med en 16-årig pige der lige var gået ud af skolen. Vi flyttede til Ilkley, en smuk by som lå i udkanten af Yorkshire Dales. I seks lange måneder prøvede vi ihærdigt at finde et egnet mødelokale. Til sidst lejede vi en lille garage, som vi lavede om til rigssal. Far kom og hjalp os med at installere lys og varme. Han malede og tapetserede også for os. I flere år støttede nabomenigheden os ved hver uge at sende en broder hen og holde et offentligt foredrag. Jehova velsignede vore anstrengelser, og den fortsatte vækst førte til sidst til at der blev oprettet en menighed.

I januar 1959 blev far pludselig syg. Jeg blev kaldt hjem, og i april døde han. De følgende år var svære. Mors helbred blev dårligere, og dermed også hendes hukommelse, hvilket gjorde det vanskeligt for mig at passe hende. Men Jehovas ånd hjalp mig til at fortsætte, og jeg var i stand til at tage mig af hende lige til hun døde i 1963.

Jehova har givet mig mange velsignelser i årenes løb. Det er umuligt at opregne dem alle. Jeg har set min hjemmenighed vokse og blive delt fire gange, og set forkyndere, pionerer og endda missionærer blive sendt ud til så fjerne lande som Bolivia, Laos og Uganda. Jeg er aldrig blevet gift, men det er jeg ikke ked af; jeg har haft alt for travlt. Selv om jeg ikke har kødelige slægtninge, har jeg mange børn og børnebørn i Herren, ja hundrede gange mere. — Markus 10:29, 30.

Jeg inviterer tit unge pionerer og andre unge hjem til mig til teokratisk samvær. Vi forbereder os sammen til vagttårnsstudiet, fortæller hinanden oplevelser og synger Rigets sange, akkurat som mine forældre plejede at gøre. Alle disse unge i min omgangskreds hjælper mig til at bevare glæden og være ung af sind. For mig findes der ikke nogen bedre tilværelse end pionertjenesten. Jeg er Jehova taknemmelig for at jeg har kunnet følge i mine forældres fodspor. Min bøn er at jeg må fortsætte med at tjene Jehova i al evighed.

[Illustration på side 23]

Hilda Padgett sammen med sine forældre, Atkinson og Pattie

[Illustration på side 23]

Den traktat der vakte fars interesse for sandheden