Nyheder på nært hold

En kristen skik?

● „En vanvittig dans på et lag gloende kul midt i landsbyen.“ Sådan beskrives scenen i et nyhedstelegram. Drejer det sig om et hedensk ritual i et asiatisk land? Nej, der er tale om en græsk fejring af dagen til minde om de græsk-ortodokse helgener Skt. Helen og Skt. Konstantin. De dansende omfavner først de to helgeners billeder og siges at komme i „en trancelignende tilstand“ før de begiver sig ud på de gloende kul. Skikken er opstået i det trettende århundrede. Under en brand i en bulgarsk landsby begyndte ilden også at fortære landsbyens kirke, der var viet til de to helgener. Efter sigende hørte nogle mænd da helgenbillederne „stønne“, hvorpå de trodsede flammerne for at redde dem og kom uskadte ud igen.

Fra den græsk-ortodokse kirkes side betegnes skikken som afguderisk og hedensk. Men er kirken skyldfri når den selv går ind for brugen af helgenbilleder? Gud kendte uden tvivl menneskets tilbøjeligheder da han befalede sit folk at det ikke måtte lave sig noget udskåret billede, og tilføjede: „Du må ikke tilbede eller dyrke det.“ — 2 Mos. 20:4, 5.

Vinder ved nærmere bekendtskab

● Ofte danner folk sig en mening om andre ud fra det de hører eller læser, uden at lære de pågældende personligt at kende. En præst fra Den forenede Metodistkirke i U.S.A. har indrømmet at han havde det sådan med Jehovas vidner. „Jeg har endda undervist på et kortvarigt kursus hvor Jehovas Vidners lære blev sammenlignet med vores egen i Den forenede Metodistkirke,“ skriver han i det metodistiske tidsskrift The Circuit Rider. „Men indtil i år havde jeg aldrig været inde i en af deres mødesale.“ Derfor overværede han og hans hustru et møde i en rigssal.

„Vi var slet ikke forberedt på den ægte interesse og omsorg vi fornemmede hos disse mennesker. Vi følte os dog på intet tidspunkt under noget pres fra deres side. . . . vi følte at vi fik en mere ægte velkomst hos dem end i nogen anden af de tyve menigheder vi havde besøgt i løbet af vort sabbatsår. . . .

Jeg har ellers altid opfattet Jehovas vidner som robotter der kunne deres liste med skriftstedsbeviser udenad. Dette billede blev slået i stykker af denne menighed af hjertelige, smilende og afslappede mennesker der tydeligvis nærede stor omsorg for hinanden og for den fremmede, ligesom de gik meget op i at forstå Guds ord.

Der var også en tredje overraskelse. Det har været mit indtryk at Jehovas vidner gik så meget op i deres årstal og profetier om de sidste ting at de kun skænkede andre bibelske lærepunkter og vor Herres egen ånd ringe opmærksomhed. Den drøftelse de havde den formiddag under vort første besøg, viste at min formodning ikke byggede på kendsgerninger; faktisk blev der lagt større vægt på at have Jesu sind end man ofte ser i vore klasser. . . . Vores erfaring tyder på at Jehovas vidner måske har mere der virker tiltrækkende end deres nydeligt indpakkede læresætninger.“ — September 1978, s. 9.

Evolutionister ført bag lyset

● Der er nu kommet nye oplysninger frem i sagen om Piltdown-mennesket, der for mange år siden blev afsløret som et svindelnummer. Hidtil har man ment at der kun var en enkelt ophavsmand til svindelen, en sagfører ved navn Dawson. Nye oplysninger tyder imidlertid på at et absolut uvidenskabeligt sammenstød mellem to videnskabsmænd også spillede ind.

En professor der på Oxford-universitetet arbejdede nært sammen med professor William Sollas afslørede for nylig at den sidstnævnte nærede et grundigt had til Sir Arthur Smith Woodward, inspektør for den geologiske afdeling på British Museum. Woodward havde uden videre afvist en idé som Sollas var kommet med, og denne besluttede sig åbenbart til at tage hævn med „en fælde som den ene eminente geolog opstillede for at lave abekattestreger med den anden“, som det hedder i New York Times.

Sollas siges at have begået falskneriet, der bagefter blev „fundet“ af Dawson. Woodward lod sig narre og støttede fundet med al sin autoritet som inspektør ved British Museum. Tusinder af evolutionister godtog Piltdown-mennesket som et ægte bevis for deres teori fra 1912 indtil midten af 1950erne, da nummeret endelig blev afsløret. Hvis forskere godtroende accepterer den slags „beviser“ for deres yndlingsteorier, behøver vi næppe at være så godtroende at vi blankt accepterer alt hvad videnskaben fremfører i modstrid med Bibelen.