’Deres verden fik ende’

Ud fra deres studium af Bibelen er Jehovas Vidner blevet overbevist om at vi har levet i „de sidste dage“ siden det afgørende år 1914. (2 Timoteus 3:1-5, Mattæus 24:3-14)a Men der er tillige mange historikere og kommentatorer som har erklæret at 1914 var et vendepunkt i historien. For eksempel har spalteredaktøren Joe Chapman skrevet følgende under overskriften „Den store krig“ i avisen The Spectator fra Hamilton, Ontario (Canada):

„Hvor uskyldig, hvor lykkeligt uvidende var verden ikke i august 1914!

Og dog fortjener den første verdenskrig i mange henseender — i det mindste i en makaber betydning — betegnelsen ’stor’.

Det var den første krig som med rette kunne kaldes en verdenskonflikt, idet den omfattede næsten alle betydningsfulde nationer og blev udkæmpet på mange fronter, fra arktiske ødemarker til dampende jungler.

Det var den første ’totale’ krig hvori hele nationer blev involveret, og hvor hele det civile samfund blev inddraget til støtte af krigsindsatsen.

Det var den første krig hvor teknologien spillede en så vigtig rolle. I ingen anden krig er så mange nye våben blevet taget i brug i så stor målestok: Maskingeværet, kampvognen, flyvemaskinen, undervandsbåden, giftgassen, den motoriserede transport, telefonen og andre hjælpemidler, foruden at artilleriet kom i brug i større omfang end før. Kort sagt var det den første moderne krig.“

Redaktør Chapman bemærker også at „krigen var et vendepunkt i mere end militær og teknologisk forstand. Den betød en samfundsmæssig og kulturel omvæltning, og den tidligere livsstil blev fuldstændig tilintetgjort“. Efter at have anstillet betragtninger over „verden før 1914“ og de forandringer der er sket siden da, siger han angående den første verdenskrigs indvirkning på samfundet:

„End ikke den anden verdenskrig, som nazisterne tilføjede nye dimensioner af brutalitet, eller massedrabet ved hjælp af atombomben, ser ud til at have haft så stærk en virkning på os som den første verdenskrig.

På en måde var vi blevet vænnet til tanken om total krig og gjort følelseskolde af historien; ikke engang Hiroshima og Dresden gjorde det samme indtryk på os som det frygtelige blodbad på vestfronten.

Måske er det grunden til at veteranerne fra den første krig syntes mere mærkede, meget dårligere i stand til at tilpasse sig efterkrigstiden end dem der vendte hjem i 1945. Intet i deres liv havde forud beredt dem på skyttegravenes virkelighed, og intet har siden kunnet sammenlignes med deres oplevelser.“

Derpå beskriver Chapman troskyldigheden hos dem der drog ud i krigen i 1914, og bemærker:

„Det så ud som om det hele var én stor skovtur, men de skulle snart vågne op; og de og deres verden skulle aldrig mere blive som før. Ja, på mere end én måde fik deres verden ende for femogtres år siden, for resten af os tog det lidt længere tid at forstå det.“

[Fodnote]