Vil der nogen sinde blive gjort ende på krig?

„HARMAGEDON“ — hvad betyder dette bibelske navn? I de fire numre af Vagttårnet for januar og februar 1985, der alle har en talende forside, vil der være en række oplysende artikler om dette emne. Det er vort håb at du vil finde trøst i den kundskab som disse bibelske artikler vil indeholde om det virkelige HARMAGEDON.

„KOM hid og se på [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ — Salme 46:9, 10.

Ovenstående ord af den inspirerede salmist harmonerer med det inderlige ønske mennesket til alle tider har næret. Hvem har ikke længtes efter den dag hvor der ikke længere føres krig? Hvor gerne vi end ville opleve det, er det dog til dato ikke lykkedes menneskene at sætte en stopper for krigene. De er ikke blot en uomgængelig realitet i vore dages verden, de er også blevet så ødelæggende og dødbringende at det for første gang i historien er selve civilisationens fortsatte eksistens der står på spil — ja, selve livet.

I betragtning af den store fare der truer, må vi spørge: Hvorfor er mennesket kommet så ynkeligt til kort med hensyn til at hindre krigenes udbrud? Er krige noget fuldstændig uundgåeligt? Ja, hvorfor udkæmpes der overhovedet krige?

Hvorfor menneskers bestræbelser slår fejl

„Hvis man bor i et kvarter hvor der ikke findes noget politi og hvor alle har skydevåben og lever i konstant frygt for at blive overfaldet, kan man godt indstille sig på at der vil blive en masse skyderi,“ skriver journalisten og militærhistorikeren Gwynne Dyer. „Det er netop sådan et ’kvarter’ alle verdens lande ’bor’ i,“ fortsætter han. „Da der ikke findes noget internationalt politi, ruster hvert enkelt land sig og er rede til at gribe til vold. Men den form for vold som nationerne giver sig af med har fået et særligt navn — krig.“

Dette er ganske vist en meget forenklet fremstilling, men den fremhæver dog flere af de grundlæggende faktorer der bidrager til krig. Midlerne såvel som viljen til at føre krig må være til stede. Vi bemærker desuden mangelen på lov og orden i ’kvarteret’, i dette tilfælde verden.

De berømte historikere Will og Ariel Durant har i deres bog The Lessons of History henledt opmærksomheden på de samme grundlæggende faktorer: „Med den nuværende mangel på international lov og samfølelse må ethvert land til enhver tid være rede til at forsvare sig; og når landets væsentligste interesser involveres må det have adgang til at anvende ethvert middel som det finder nødvendigt for dets overlevelse. De ti bud må tie når det gælder eksistensen.“

Om bestræbelserne for at bringe krigene til ophør lykkes eller ej, afhænger altså for en stor del af om de nævnte krigsfremmende faktorer fjernes. Har de planer man hidtil har udtænkt — hvor reelle hensigterne med dem end har været — kunnet udrette dette? Lad os se hvordan det forholder sig.

Ingen international orden

Man har i tidens løb gjort mange forsøg på at oprette en verdensorganisation med magt til at overvåge nationerne og bevare den internationale lov og orden. Folkeforbundet blev for eksempel oprettet efter den første verdenskrigs afslutning i den hensigt at sikre sig at verden ikke igen blev styrtet ud i en krig. Men da den anden verdenskrig udbrød, gik det i realiteten i glemme. I 1945 fremstod De forenede Nationer, og blev af kristenhedens præsteskab hyldet og tilbedt som menneskehedens eneste håb om fred. Hvordan er det gået siden da? Endnu en gang finder vi svaret i historien. Fraregnet de større konflikter, for eksempel krigene i Korea og Vietnam, „er over fire millioner mennesker nu involveret i 42 forskellige krige, oprør og civile opstande . . . Mellem en million og fem millioner mennesker er blevet dræbt i disse kamphandlinger,“ skrev The New York Times i 1984. Det er i dag de færreste der mener at FN kan hindre krige og konflikter i at opstå, og dens eksistens betyder lidet i retning af at mindske frygten for en tredje verdenskrig eller en altødelæggende atomkrig.

Voksende trusler og spændinger

En af grundene til at organisationer som FN er ude af stand til at hindre krige i at opstå, er at verdens nationer hver især sætter deres egen suverænitet og deres egne rettigheder i første række. Almindelige adfærdsregler og ansvarlighed på tværs af grænserne har ikke deres interesse. For at nå deres mål føler nogle lande sig fuldt ud berettiget til at benytte ethvert middel som de finder nødvendigt — massakrer, attentater, flykapringer, bombeangreb og så videre — ofte med uskyldige mennesker som ofre. Selv supermagterne driver ofte hinanden til det yderste i selvopholdelsens og de nationale interessers navn. Hvor længe vil nationerne affinde sig med hinandens urimelige og uansvarlige handlemåde? Hvor mange nedskydninger af fly, hvor mange konflikter som dem på Falklandsøerne, på Grenada og i Afghanistan kan verden tåle før det kommer til en større konfrontation? Det er ikke svært at se hvorfor nationalisme og national selvtægt er alvorlige hindringer for bestræbelserne på at bringe krigene til ophør.

’Rustet og rede’

Alle ved nu at supermagternes kernevåbenarsenaler er tilstrækkeligt omfattende til at alt menneskeliv på jorden kan blive udslettet flere gange. Men hvordan forholder det sig med de øvrige nationer? Ifølge en rapport fra USAs regering har udviklingslandene, skønt de er hårdt presset i økonomisk henseende, brugt over 2,3 billioner kroner inden for de sidste ti år til anskaffelse af nogle af de mest avancerede fly, missiler og kampvogne der er på markedet. Hvad er resultatet? „Det er kommet så vidt nu at mange af køberne har problemer med at finde plads til alt deres nye isenkram.“ Disse lande er væbnet til tænderne. At de ’kun’ har såkaldt konventionelle våben betyder blot at de er så meget desto mere villige til at anvende dem.

Er der nogen grund til håb?

At det gentagne gange er mislykkedes for mennesker at bringe krigene til ophør, understreger den bibelske sandhed at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. (Jeremias 10:23) Hvor inderligt vort ønske om en verden uden krig end er, kan vi ganske enkelt ikke opfylde det på egen hånd. Hvordan skal vi da betragte Guds løfte om at ’gøre ende på krig til jordens grænser’? Blev det givet blot for at vække falske forhåbninger eller som en direkte hån imod os? Nej. For Jehova giver os denne forsikring angående ethvert ord eller løfte fra sin mund: „Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag.“ (Esajas 55:11, NW) Hvordan vil dette løfte da blive indfriet? Hvilket fornuftigt grundlag har vi for at tro at Gud vil kunne udrette noget som mennesket gentagne gange har måttet give fortabt over for?