Besluttet på at være ’fast og urokkelig’

FORTALT AF PAUL SMIT

I 1830’rne var der uro blandt mange hvide landmænd i Kapprovinsen i Sydafrika. De var af hollandsk afstamning og havde svært ved at underordne sig det britiske herredømme. Tusinder drog nordpå, til det næsten uudforskede indre af landet. Efter at have overvundet mange hindringer slog nogle sig ned nord for Oranjefloden i det der senere fik navnet Oranje Fristaten. Andre krydsede floden Vaal og bosatte sig i det der nu kaldes Transvaal. Blandt dem var mine afrikaanstalende forfædre, som i 1860erne slog sig ned i det nordlige af Transvaal. I 1898 blev jeg født i nærheden af den lille by Nylstroom.

De få indbyggere i området førte dengang en enkel og ukompliceret tilværelse. Kosten bestod hovedsagelig af vildt, hvoraf der var rigelige mængder, og suppleredes med enkelte dyrkede afgrøder. I 1899 udbrød den såkaldte boerkrig. Englænderne have besluttet at udvide deres myndighedsområde til også at dække de to boerrepublikker, Oranje Fristaten og Transvaal. I tre år kæmpede englændere og boere (boer betyder „bonde“ på afrikaans) en hård kamp om herredømme. I løbet af denne periode blev min familie interneret i en koncentrationslejr.

Da fjendtlighederne indstilledes vendte vi tilbage til gården og opdagede at den var blevet udplyndret og slemt beskadiget. Folk havde været udsat for forfærdelige lidelser. Tusinder af mænd var døde i kamp, og tusinder af kvinder og børn var omkommet i koncentrationslejrene. Landet var fattigt og forarmet. Det var vi også. En hvederation fra regeringen hjalp os dog til at overleve, og mine forældre arbejdede flittigt med at dyrke grøntsager og andre afgrøder på gården.

Sandheden fremkalder „en cyklon“

Så kom det mindeværdige år 1915. Jeg var dengang 16 år og gik i skole. Med posten fik jeg en brochure der hed What Say the Scriptures About Hell? (Hvad siger Skriften om Helvede?) Den var udgivet af datidens Jehovas Vidner. Jeg læste den sammen med en god ven og skolekammerat, Abraham Stroh, og vi blev enige om at det måtte være sandheden. Det var betagende at lære at Gud ikke piner folk for evigt, men at de døde er uden bevidsthed og sover i døden indtil Jesus indfrier løftet om en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4; Johannes 5:28, 29) Vi blev så begejstrede at vi følte vi måtte gøre noget. Da vi to skoledrenge frygtløst og ligefremt begyndte at fortælle alle og enhver at den nederlandsk-reformerte kirkes lære var forkert, vakte det et røre i Nylstroom som var den blevet ramt af en cyklon. Præsterne blev naturligvis bestyrtede, og fordømte denne „nye religion“ fra prædikestolene.

Abraham og jeg var derfor ikke længere velkomne hos vor venner. Min fader truede endda med at smide mig ud hjemmefra, men fra min moder, der virkelig var et symbolsk får, hørte jeg aldrig et uvenligt ord. Min kære gamle fader, der havde dyb respekt for Bibelen, vænnede sig med tiden til „den nye religion“, og Jehovas vidner blev gæstfrit beværtet i vort hjem. Dengang vidste vi intet om Selskabet, og stolede helt og fuldt på Jehova. Senere fik vi besøg af kolportører (der nu kaldes pionerer) som satte os i forbindelse med Selskabet og dets kontor i Kapstaden, 1600 kilometer væk. Dette førte til at jeg blev døbt i 1918.

To år senere overværede jeg et stævne i Pretoria. Treogtyve brødre og søstre var til stede, og broder Ancketill, Selskabets repræsentant, ledede stævnet. Hvor var det vidunderligt at være sammen med trosfæller, skønt vi var så få! Programmet bestod mest af „vidnesbyrd“ (erfaringer) og vejledning i lærespørgsmål, men det styrkede mig tilstrækkeligt til at jeg stod fast. Jeg havde behov for det.

En skuffelse — og velsignelser

Jeg fik det største chok i mit liv da min gode ven Abraham forlod sandheden og sluttede sig til den nederlandsk-reformerte kirke. Efter at han var gået ud af skolen og havde fået arbejde i den lokale skolekommission, blev han truet med afskedigelse medmindre han gav afkald på sin tro. Ung og ny i sandheden som jeg var, stod jeg nu helt alene i den nordlige del af Transvaal. Jeg græd mange tårer over at have mistet min medarbejder, men bad uden ophør til Jehova og blev styrket til at være ’fast, urokkelig, idet jeg altid havde rigeligt at gøre i Herrens gerning’. — 1 Korinther 15:58.

Så kom begyndelsen af tyverne. Jehova velsignede mine vedholdende bestræbelser på at ’leve sandheden’ så godt jeg kunne. Jeg begyndte at finde „får“ i mit distrikt. En ung landmandssøn der boede i nærheden, tog imod Rigets gode nyhed og trådte i stedet for den medarbejder jeg havde mistet. Denne broder, Hannes Grobler, var trofast til han for kort tid siden døde. Jeg oprettede også et studium med en familie ved navn Vorster, der talte syv medlemmer, ved hjælp af bogen Guds Harpe.a

Hver lørdag gik jeg med glæde seks og en halv kilometer over græssletten for at lede studiet. Forældrene blev døbte Jehovas vidner og forblev trofaste til døden.

Et af de store højdepunkter i 1924 var for mig at broder George Phillips kom på besøg i Nylstroom. Han var kort tid forinden ankommet til Sydafrika for at tjene på afdelingskontoret i Kapstaden. Det blev indledningen til et nært venskab og et teokratisk samarbejde der varede indtil han fuldførte sit jordiske livsløb i 1982.

Efterhånden opstod der større interesse for sandheden i mit distrikt, og snart havde vi en dejlig gruppe på 13 brødre og søstre — den største gruppe af Jehovas vidner nord for Pretoria. Med tiden blev budskabet om Riget forkyndt i hele det kæmpemæssige område der udgør den nordlige del af Transvaal.

Problemer og fremskridt i Pretoria

Jeg arbejdede dengang i en bank, og samme år, i 1924, blev jeg af mine overordnede forflyttet til Pretoria, hvor der var en lille gruppe på otte bibelstudenter (Jehovas vidner). Imidlertid havde kun én af dem en ret indstilling til teokratiske anliggender, og han døde kort tid efter at jeg var ankommet. De andre — hvoraf nogle var veluddannede mænd — kunne ikke goutere den måde hvorpå Selskabet organiserede menighederne til forkyndelsen, og to af dem forlod sandheden.

I mellemtiden var en „ældste“ i gruppen, trods Selskabets misbilligelse, i færd med at skrive en bog med sin egen fortolkning af Skriften. Jeg forsøgte at tale ham fra det. Sagen kulminerede en søndag formiddag. Bogen var blevet trykt og han havde nogle eksemplarer med som han bad gruppen om at uddele. Jeg var rystet, og rejste mig op og protesterede mod hans forslag. Det førte til at denne „ældste“ og fire-fem andre forlod organisationen. Der var så kun en kær, gammel, invalid søster samt min kone og mig tilbage. Men vi var besluttede på at være ’faste og urokkelige’ og støtte Selskabet loyalt. Siden da har Jehova langsomt men sikkert givet arbejdet vækst. — 1 Korinther 3:6; 15:58.

Med tiden har Jehova føjet mange forkyndere til menigheden i Pretoria. I 1931 kom der for eksempel to sorte brødre til vort bogstudiecenter og præsenterede sig. Derefter havde jeg i nogle år det ansvar at betjene både europæere (hvide) og afrikanere (sorte) — et sjældent privilegium i Sydafrika. For at hjælpe de afrikanske brødre ledede jeg en bogstudiegruppe i deres eget bydistrikt, deres separate boligområde. Jeg spillede også pladerne med broder Rutherfords foredrag for dem. En afrikansk broder, Hamilton Kaphwitti Maseko, hjalp mig desuden med hver søndag aften at afspille disse foredrag over et kraftigt lydanlæg på Church Square, lige midt i Pretoria.

Ja, Jehova gav væksten, og en afrikansk menighed blev oprettet. Da jeg var bytilsynsmand var det i mange år mig der arrangerede deres særlige møder. Arbejdet blandt afrikanerne i Pretoria begyndte i det små, men har ført til at der i 1984 var 16 menigheder i dette område.

Forbud under krigen

Den anden verdenskrigs udbrud i september 1939 bragte store lidelser over mange lande. Sydafrika gik imidlertid fri. Ikke desto mindre fik disse rystende begivenheder mange sydafrikanere til at vågne af ligegyldigheden, og henledte deres opmærksomhed på opfyldelsen af Bibelens profeti. Som følge deraf erfarede organisationen en enestående vækst — alene i tjenesteåret 1941 var der en halvtreds procents fremgang i forkyndertallet. Dette vakte kirkernes vrede. Den katolske kirke anklagede Selskabet for at være til fare for staten, og regeringen forbød derfor mange af Selskabets publikationer.

Ved omtrent samme tid kom min kone Anna og jeg, sammen med vore to børn, Paul og Anelise, på besøg i Nylstroom, hvor jeg skulle holde et foredrag. Jeg benyttede lejligheden til at vise de lokale brødre at man sagtens kan afsætte vore blade på gaden. Jeg tog opstilling lige uden for retsbygningen. Det varede ikke længe før en politibetjent gav mig besked om at det jeg lavede var ulovligt og at jeg øjeblikkelig skulle melde mig på politistationen. Nu havde vi imidlertid besluttet at udføre gadearbejde i en time, så jeg fortsatte som om intet var hændt. Så kom en anden betjent og fortalte mig at politimesteren ventede mig. Men jeg blev hvor jeg var. En tredje betjent kom med samme besked og fik samme svar. Da timen var gået havde min familie og jeg haft gode resultater, og gik på café for at få en kop te.

Da jeg omsider gik hen på politistationen blev jeg spurgt om hvad der var sket med bladene. Jeg forklarede at de var blevet spredt til folk i byen. Senere kom politiet til mine forældres gård hvor vi boede, og beslaglagde alle de blade de kunne finde.

Jeg drøftede sagen med de lokale brødre, og vi besluttede at myndighederne ikke skulle få lov til at tage os på sengen. Den følgende uge var vi alle 30 ude at forkynde i Nylstrooms gader, og ugen derefter forkyndte vi i Warmbad, 30 kilometer mod syd. Stik imod vore forventninger var der ingen der standsede os. Efter betydelige vanskeligheder fik vi senere alle de konfiskerede publikationer tilbage som ikke var underlagt forbud.

’Faste og urokkelige’ trods en høj alder

Min kone Anna støttede mig loyalt til sin død i 1949. I 1954 giftede jeg mig igen, og siden da har jeg kunnet glæde mig over min kære kone Mauds loyale støtte. Mine to børn, Paul og Anelise, har lige fra de var små været med mig i alle grene af forkyndelsen. De blev begge pionerer da de flyttede hjemmefra. Anelise og hendes mand, Jannie Muller, virker stadig i heltidstjenesten. Paul gled senere bort fra sandheden og begyndte at læse på universitetet, men er inden for de senere år igen begyndt at komme sammen med Guds folk. Alle mine fem børnebørn er Jehovas vidner; to af dem virker sammen med deres ægtefælle i heltidstjenesten. Jeg kan på det varmeste anbefale forældre at have en nær kontakt med deres børn, og gennem opdragelse og eksempel lære dem at elske Jehova og at tjene ham af hele deres sjæl. — 5 Mosebog 6:6, 7.

I de 69 år jeg har deltaget i den teokratiske tjeneste, har jeg set en betagende vækst. I 1931 var der i Pretoria og omegn fem forkyndere af Riget. Nu er der over 1500 forkyndere, fordelt på 26 menigheder. Al pris og ære for dette går til Jehova! Nu er jeg 86 år gammel, og når mit helbred tillader det nyder jeg stadig at forkynde fra hus til hus og at tilbyde bladene Vagttårnet og Vågn op! på gaden. Maud og jeg er besluttede på at være ’faste og urokkelige’, trofaste mod Jehova, og prise hans navn til evig tid.

[Fodnote]