Retfærdighed ind for Gud — hvordan?

„GUD han sige jeg er i orden.“ Sådan har man (i dansk gengivelse) oversat ordet „retfærdiggørelse“ i en udgave af „Det nye Testamente“ på New Guinea-pidgin.a Så underligt det end lyder, udtrykker det alligevel den grundlæggende tanke bag det ord som i danske bibler almindeligvis gengives „retfærdiggørelse“ eller ’at erklæres retfærdig’. — Se for eksempel Romerbrevet 5:16, da. aut.

Nogle siger imidlertid: ’Jeg fører et ordentligt liv. Jeg gør godt mod andre når jeg kan. Jeg er beredt til at møde min Skaber.’ De forstår øjensynlig retfærdiggørelse som selvretfærdiggørelse. Bibelen viser at „retfærdiggørelse“ har at gøre med den måde Gud betragter os på, og hans handlemåde med os. Jehova er ’Skaberen’. (Esajas 40:28) Han er „den der dømmer hele jorden“. (1 Mosebog 18:25) Intet kan derfor være af større betydning end den måde han betragter os på.

Hvorfor vi må opnå et ret forhold til Gud

Bibelen siger om Jehova: „Fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Han er indbegrebet af retfærdighed. Som Skaberen og Livgiveren har han retten til at sætte standarden eller normen for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det som er i overensstemmelse med Guds standard, er retfærdigt.

Gud sætter således det målmærke som hans fornuftbegavede skabninger må nå hvis de ønsker at leve i harmoni med deres Skaber. At ramme ved siden af dette mærke eller denne standard er synd, efter den oprindelige betydning af dette ord på Bibelens grundsprog. Synd er derfor uretfærdighed. Det er at svigte med hensyn til at indpasse sig efter Guds definition af ret og uret. Følgelig er synd også en form for uorden, en form for lovløshed. — 1 Johannes 5:17; 3:4.

Jehova „er ikke uordenens men fredens Gud“. (1 Korinther 14:33) Oprindelig var alle hans skabninger i himmelen og på jorden fuldkomne. De havde fået den frie viljes gave. (2 Korinther 3:17) De nød „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21) Så længe hans retfærdige normer blev respekteret herskede der fred og orden i universet. Uordenen trængte ind i universet da der først i himmelen og derefter på jorden opstod lovløshed hos nogle skabninger som afviste Guds ret til at herske over dem. De afveg fra Guds normer for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. De forfejlede målet og gjorde sig således til syndere.

Det var tilfældet med vore første forældre, Adam og Eva. (1 Mosebog 3:1-6) ’Derfor kom synden ind i verden, og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ (Romerne 5:12) Lige siden dette oprør har synden ’hersket som konge sammen med døden’ fordi alle Adams efterkommere „har syndet og mangler“ retfærdigheden ifølge Guds norm. (Romerne 5:21; 3:23) Det er grunden til at vi må prøve at opnå et ret forhold til Gud.

Den katolske opfattelse af „retfærdiggørelse“

Alle kirker som kalder sig kristne, anerkender nødvendigheden af at man bliver forligt med Gud. Men katolske og protestantiske kirker har forskellige opfattelser af hvordan man opnår dette, og af den kristnes stilling ind for Gud.

Om den katolske troslære siger The Catholic Encyclopedia: „Retfærdiggørelse betegner den forandring eller forvandling i sjælen hvorved mennesket overføres fra den tilstand af arvesynd hvori det som barn af Adam blev født, til en tilstand af nåde og guddommelig sønneværdighed gennem Jesus Kristus, den anden Adam.“ A Catholic Dictionary forklarer videre: „Vi begrænser os her til den proces hvorved voksne ophøjes fra en tilstand af død og synd til Guds gunst og venskab; for med hensyn til spædbørn lærer Kirken at de retfærdiggøres ved dåben uden selvstændig handling.“

Kort sagt lærer den katolske kirke at „retfærdiggørelse“ er en handling fra Guds side hvorved en person som er døbt i den katolske tro retfærdiggøres og helliges ved den guddommelige ’nåde’. Kirken hævder desuden at en sådan retfærdiggørelse kan (1) øges ved personlig fortjeneste eller gode gerninger; (2) fortabes ved en dødssynd og ved vantro; og (3) genvindes ved bodens sakramente. Det betyder at den retfærdiggjorte katolik må bekende sine synder for en præst og modtage syndsforladelse. Enhver „timelig syndestraf“ som måtte stå tilbage efter syndsforladelsen, kan sones ved gode gerninger eller eftergives ved „aflad“.b

Den protestantiske opfattelse

Den forargelige afladshandel udløste i begyndelsen af det 16. århundrede den protestantiske reformation. Den katolske munk Martin Luther angreb denne praksis i de 95 teser som han i 1517 slog op på slotskirkedøren i Wittenberg i Tyskland. Men i virkeligheden stak Luthers uenighed med den officielle katolske troslære dybere end som så. Den gik også på kirkens lære om retfærdiggørelse. Dette bekræftes af A Catholic Dictionary: „Forskellen i tro angående den måde hvorpå syndere retfærdiggøres ind for Gud, udgjorde hovedstridspunktet mellem katolikker og protestanter på reformationens tid. ’Hvis denne læresætning (dvs. læren om retfærdiggørelse af tro alene) falder,’ siger Luther i sine Tischreden (Bordsamtaler), ’er det helt forbi med os.’“

Hvad mente Luther nøjagtig med ’retfærdiggørelse af tro alene’? Som katolik havde Luther lært at et menneskes retfærdiggørelse indbefatter dåb, personlige fortjenester og gode gerninger, samt bodens sakramente, som meddeles af en præst der påhører ens skriftemål, tilstår syndsforladelse og pålægger én bodsgerninger som kan indbefatte selvafstraffelse.

I sine bestræbelser på at nå til fred med Gud havde Luther gjort brug af alt hvad romersk-katolske dogmer gav mulighed for med henblik på retfærdiggørelse, deriblandt faste, bønner og selvafstraffelse, men forgæves. Han fandt ikke ro, men læste Salmerne og Paulus’ breve igen og igen, og fik omsider fred i sindet ved at konkludere at Gud retfærdiggør mennesker, ikke på grund af deres fortjenester, gode gerninger eller bodfærdighed, men på grund af troen alene. Han blev så henrykt over denne tanke om „retfærdiggørelse af tro alene“ at han tilføjede ordet „alene“ efter ordet „tro“ i sin tyske oversættelse af Romerbrevet 3:28!c

De fleste protestantiske kirker antog i hovedtrækkene Luthers synspunkt om „retfærdiggørelse af nåde gennem tro“. Denne tanke var allerede blevet fremsat af franskmanden Jacques Lefèvre d’Étaples før reformationen. A Catholic Dictionary sammenfatter forskellen mellem den katolske og den protestantiske opfattelse af retfærdiggørelsen således: „Katolikkerne anser retfærdiggørelsen for en handling hvorved mennesket virkelig retfærdiggøres; protestanterne regner det for en handling hvor vedkommende blot erklæres og anses for retfærdig, idet en andens, nemlig Kristi, fortjenester regnes ham til fordel.“

Hverken katolikker eller protestanter har ret

Den katolske troslære går ud over det Bibelen lærer når den hævder at „mennesket virkelig retfærdiggøres“ ved at den guddommelige nåde skænkes ved dåben. Det er ikke dåben men Kristi udgydte blod der bortvasker arvesynden. (Romerne 5:8, 9) Der er stor forskel på virkelig at blive retfærdiggjort af Gud og på at få tilregnet retfærdighed. (Romerne 4:7, 8) Enhver oprigtig katolik vil med tanke på sin egen kamp imod synden erkende at han ikke virkelig er blevet retfærdiggjort. (Romerne 7:14-19) Var han det, havde han ingen synder at skrifte for en præst.

Hvis den katolske troslære fulgte Bibelen, ville den skyldbevidste katolik desuden bekende sine synder for Gud og bede om tilgivelse gennem Jesus Kristus. (1 Johannes 1:9 til 2:2) En præsts mellemkomst på noget som helst trin af „retfærdiggørelsen“ finder lige så lidt grundlag i Bibelen som den idé at man gør alt godt ved et antal gode gerninger, grundlaget for læren om aflad. — Hebræerne 7:26-28.

Den protestantiske opfattelse af retfærdiggørelsen i den betydning at en kristen erklæres retfærdig på grundlag af Kristi offers fortjeneste, kommer utvivlsomt nærmere det som Bibelen lærer. Men nogle protestantiske kirker lærer „retfærdiggørelse af tro alene“, hvorved man, som vi senere skal se, tilsidesætter visse ganske bestemte ræsonnementer som apostelen Paulus og disciplen Jakob fremholder. Den åndeligt selvtilstrækkelige holdning sammenfattes i vendingen: „Én gang frelst, altid frelst.“ Nogle protestanter mener at det er tilstrækkeligt at „tro på Jesus“ for at blive „frelst“, og at retfærdiggørelsen derfor går forud for dåben.

Desuden lærer visse protestantiske kirker retfærdiggørelse ved tro og følger samtidig den franske reformator Johannes Calvins lære om personlig forudbestemmelse, hvorved de fornægter den bibelske lære om den frie vilje. (5 Mosebog 30:19, 20) Det kan derfor slås fast at hverken den katolske eller den protestantiske opfattelse af retfærdiggørelsen er i fuldstændig harmoni med Bibelen.

Hvad lærer Bibelen?

Bibelen indeholder ganske rigtigt en lære om „retfærdiggørelse“, en måde hvorpå mennesker kan opnå en retfærdig stilling ind for Gud. Vi har tidligere set hvorfor vi må opnå et ret forhold til Gud — vi er alle født som „vredens børn“, ikke Guds børn. (Efeserne 2:1-3) Om Guds vrede forbliver over os eller ikke, afhænger af om vi antager eller afviser hans barmhjertige foranstaltning til forligelse med ham, den hellige, retfærdige Gud. (Johannes 3:36) Denne kærlige foranstaltning er „løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“. — Romerne 3:23, 24.

Apostelen Paulus viste at Kristi genløsningsoffer åbner to håb, det ene „på jorden“ og det andet „i himlene“. Han skrev: „Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham og gennem ham at forlige alt andet med sig — hvad enten det er det på jorden eller det i himlene — ved at stifte fred ved blodet han udgød på marterpælen.“ — Kolossenserne 1:19, 20.

Skal man have andel i et af disse to håb, er det nødvendigt at man har en retfærdig stilling ind for Gud, og det indbefatter meget mere end blot at „tro på Jesus“. De følgende to artikler vil komme ind på hvad dette indbefatter for kristne som har det himmelske håb og for kristne som har det håb at leve evigt på en paradisisk jord. Læs videre og tøv ikke med at bede det Jehovas vidne som du fik dette blad af, om at drøfte disse artikler med dig, ved hjælp af Bibelen.

[Fodnoter]

[Ramme på side 5]

DEN KATOLSKE KIRKE lærer at retfærdiggørelse virkelig gør et menneske retfærdigt, men at retfærdiggørelsen kan fortabes ved en dødssynd og forstærkes af personlige velgerninger

[Ramme på side 6]

MANGE PROTESTANTER tror på retfærdiggørelsen, det at et menneske kan blive erklæret retfærdigt af tro alene; de mener desuden at tro på Jesus gør frelsen vis. Nogle tror at retfærdiggørelse er forudbestemt

[Ramme på side 7]

BIBELEN lærer at mennesket har en fri vilje og at Kristi genløsningsoffer åbner for to håb, det ene et himmelsk og det andet et jordisk. Begge håb indbefatter at man opnår en godkendt stilling ind for Gud