Drømmen om verdensfred — Et urealistisk håb

DER er store forhåbninger om at verdensfred er inden for rækkevidde. En spalteredaktør ved navn Carol Goar skriver i avisen The Toronto Star: „Der bliver underskrevet fredsaftaler overalt, lige fra Afghanistan til Angola. Der er tegn på at regionale konflikter som syntes uløselige for blot få måneder siden, er på vej til at blive bilagt. Og De Forenede Nationer er ved at undergå en glædelig genfødsel.“ Dette har, ifølge Carol Goar, udløst „en global epidemi af håb“. En lederartikel i tidsskriftet USA Today siger ligeledes: „Freden er ved at bryde ud i den ganske verden.“

For nylig har tidsskriftet UN Chronicle meget interessant talt om „den fortsatte tilnærmelse mellem Sovjetunionen og De Forenede Stater“. De militære tilbagetrækninger, den jordskredsagtige udvikling i Østeuropa, forhandlingerne om troppe- og våbenreduktioner — alt dette har vakt forhåbninger om at supermagterne nu langt om længe vil bremse våbenkapløbet. I en verden hvor militærudgifterne efter sigende dræner statskasserne for omkring 5600 milliarder kroner årligt, er dette meget velkomment.

Men hvor sandsynligt er det at menneskers drøm om verdensfred vil gå i opfyldelse? Selv de mest optimistiske iagttagere vedgår at der er et stort spring fra våbennedskæringer til fuldstændig afrustning. For at alle kernevåben kan fjernes må der herske en gensidig tillid uden fortilfælde. Men desværre har supermagternes forhold til hinanden hele tiden bygget på indgroet mistillid. Som forudsagt i Bibelen er mennesker i vor tid „uforsonlige“ (King James-oversættelsen: pagtsbrydere). — 2 Timoteus 3:3.

Desuden er det ikke alle der tror på at det vil medføre verdensfred blot man fjerner samtlige kernevåben. Selv om nationerne kasserede alle deres kernevåben, ville der stadig være rigeligt af konventionelle våben, som er særdeles effektive til at slå ihjel med — tænk blot på de to verdenskrige. Desuden ville man med den eksisterende teknologi sagtens kunne producere nye kernevåben hvis der atter viste sig tegn på politiske spændinger. Nogle, for eksempel politologen Richard Ned Lebow, argumenterer endda som så: „Hvis man beholder nogle få kernevåben her og der, vil folk måske passe bedre på.“

Men det vil være en ren parodi at tale om fred så længe faren for en kernekrig lurer i baggrunden og så længe millioner af mennesker berøves en fredelig tilværelse som følge af mange andre problemer. FN’s generalsekretær, Javier Pérez de Cuéllar, har talt om „forpligtelsen over for de millioner af medborgere som er hjemløse eller hvis boligforhold er højst kritisable. Et problem der bliver stadig større“. Ifølge tidsskriftet UN Chronicle berører manglende økonomisk udvikling „to tredjedele af menneskeheden, i nogle tilfælde med en dyb armod og fattigdom til følge som ikke adskiller sig stort fra de lidelser der forvoldes ved krig“. Og hvad med verdens omkring 12 millioner flygtninge? Vil våbenbegrænsninger eller endda fuldstændig afrustning give dem en fredelig tilværelse?

Menneskers forhåbninger om at kunne indføre verdensfred er utopiske, snæversynede og urealistiske. Findes der et mere realistisk håb om fred? Ja, i det foregående nummer af dette blad blev det vist at Bibelen indeholder et sikkert håb om fred.a Snart vil Jesus Kristus, i sin egenskab af konge i Guds rige, indføre fred i et omfang der langt overstiger hvad vi kan forestille os. Hvad vil dette betyde for menneskeheden? Det vil den følgende artikel svare på.

[Fodnote]