Jehova sørgede for os under forbudet — 1. del
I årtier har Jehovas vidner spekuleret på hvordan det gik deres brødre i lande hvor de kristne aktiviteter var forbudt. Vi er glade for at kunne bringe den første af tre artikler som giver indblik i noget af det der foregik. Det er personlige beretninger fra trofaste kristne i det tidligere Østtyskland.
I 1944 var jeg tysk krigsfange og arbejdede som sygepasser i Cumnock-lejren nær Ayr i Skotland. Jeg kunne forlade lejren, men der var restriktioner for mit samkvem med lokalbefolkningen. På en spadseretur en søndag mødte jeg en mand som ihærdigt forsøgte at forklare mig nogle tanker fra Bibelen. Derefter spadserede vi ofte sammen.
På et tidspunkt indbød han mig til et møde i et hjem. Det var risikabelt for ham eftersom jeg kom fra et fjendtligt land. Dengang vidste jeg ikke at han var et af Jehovas vidner — mødet var tydeligvis et af deres små bibelstudiemøder. Selv om jeg ikke forstod ret meget husker jeg tydeligt et billede af et barn i en lang hvid klædning stå sammen med en løve og et lam. Dette billede af den nye verden som beskrevet i Esajas’ Bog i Bibelen, gjorde dybt indtryk på mig.
I december 1947 blev jeg løsladt fra fangelejren. Da jeg kom tilbage til Tyskland giftede jeg mig med Margit, som jeg havde kendt før krigen. Vi bosatte os i Zittau, nær grænsen til Polen og Tjekkoslovakiet. Få dage senere bankede et af Jehovas vidner på vores dør. „Hvis det er den samme gruppe som jeg mødte i Skotland,“ sagde jeg til min kone, „så bør vi slutte os til dem.“ Samme uge overværede vi vort første møde hos Jehovas Vidner.
Ud fra Bibelen lærte vi hurtigt at det er nødvendigt regelmæssigt at overvære de kristne møder og tage del i forkyndelsen. Faktisk blev dét Jehovas vidner underviste os i ud fra Bibelen, hurtigt den vigtigste del af vort liv. Senere begyndte jeg at lede en bibelstudiegruppe. I februar 1950 spurgte to rejsende kristne tilsynsmænd: „Vil I ikke gerne døbes?“ Den eftermiddag symboliserede Margit og jeg vores indvielse til Gud ved vanddåben.
Problemerne begynder
Zittau lå i den sovjetiske zone af Tyskland, og i 1949 var Jehovas vidner begyndt at møde modstand. Først efter mange vanskeligheder lykkedes det os at skaffe nogle faciliteter i Bautzen så vi kunne holde et lille stævne. Om sommeren blev nogle særtog til det store områdestævne i Berlin pludselig aflyst. Ikke desto mindre kom der flere tusinde til stede.
Menighedsmøderne blev også forstyrret. Der kom folk som råbte og piftede. Ved en lejlighed blev vi næsten tvunget til at afbryde en rejsende tilsynsmands foredrag. Pressen kaldte os for dommedagsprofeter. I avisartikler blev det endog påstået at vi havde samlet os på bakketoppe mens vi ventede på at blive taget bort i skyerne. Aviserne citerede også nogle piger for at have sagt at Jehovas vidner forsøgte at begå umoralitet med dem. Vort budskab om at ’de der indvier sig til Jehova vil opnå evigt liv’, blev fordrejet, idet nogle påstod at vi troede at alle der stod i et seksuelt forhold til et Jehovas vidne ville opnå evigt liv.
Senere blev vi beskyldt for at opfordre til krig. Det vi sagde om Guds krig ved Harmagedon blev udlagt som om vi tilskyndede til våbenkapløb og krig. Hvor absurd! Da jeg i august 1950 skulle på natarbejde på en lokal avis hvor jeg var trykker, blev jeg stoppet ved porten. „Du er blevet fyret,“ sagde vagtmanden, som var ledsaget af politiet. „I Jehovas vidner går jo ind for krig.“
Margit var lettet da jeg kom hjem. „Ikke mere natarbejde,“ sagde hun. Vi blev ikke bekymrede. Jeg fandt snart et andet arbejde. Vi stolede på at Jehova ville sørge for os, og det gjorde han.
Arbejdet forbydes
Den 31. august 1950 blev Jehovas Vidners virksomhed i Den Tyske Demokratiske Republik forbudt. Der fulgte en bølge af arrestationer. Jehovas vidner blev stillet for retten, og nogle blev idømt livsvarigt fængsel. To fra Zittau som havde lidt i nazisternes koncentrationslejre, blev indespærret af kommunisterne.
Tilsynsmanden i vores menighed blev arresteret sammen med sin kone. De der arresterede dem lod deres to små børn blive alene tilbage. Bedsteforældrene tog dog børnene til sig, og i dag er begge piger flittigt optaget af at fortælle andre om Guds rige.
Kurerer fra menighederne i Østtyskland rejste til og fra Berlin for at modtage litteratur på opsamlingssteder i den frie vestlige sektor. Mange af disse modige kurerer blev anholdt, ført for retten og idømt fængselsstraffe.
En tidlig morgen kom nogle repræsentanter for myndighederne til vort hjem for at foretage en husundersøgelse. Vi havde ventet at de ville komme, så jeg havde anbragt alle menighedens optegnelser — som jeg førte — i vores lade, lige ved siden af en hvepserede. Jeg havde aldrig problemer med hvepsene, men da mændene begyndte at snuse omkring var de pludselig omgivet af en hvepsesværm. Det eneste de kunne gøre var at løbe i sikkerhed!
Ved stævnerne i 1949 havde Jehova forberedt os på forbudet. Programmet havde opfordret os til at gøre mere ved vort personlige studium, mødedeltagelsen og forkyndelsen, samt i endnu højere grad at søge støtte og opmuntring hos hinanden. Dette hjalp os til at forblive loyale. Selv om folk ofte kritiserede og forbandede os tog vi ikke notits af det.
Møder under forbudet
Efter at arbejdet var blevet forbudt mødtes jeg med to andre Jehovas vidner for at drøfte hvordan vi skulle holde vore menighedsmøder fremover. Det ville være farligt at mødes, eftersom man risikerede at blive sat i fængsel. Vi kontaktede forkynderne i vort område. Nogle var ængstelige, men det var opmuntrende at de alle erkendte behovet for at overvære møderne.
En interesseret mand som havde en lade, tilbød at vi kunne holde møder dér. Den stod på en åben mark hvor alle og enhver kunne se den, men den havde en bagindgang ud til en sti som var skjult af buske. Så vi kunne ubemærket komme og gå. Hele vinteren dannede den gamle lade ramme om vore møder, som blev afholdt i skæret af stearinlys. Der var gerne 20 til stede. Vi mødtes hver uge til studium af Vagttårnet og til tjenestemøde. Programmet blev tilpasset vore omstændigheder, og det blev understreget at vi måtte holde os åndeligt aktive. Vi var glade for snart at kunne byde den interesserede mand velkommen som vor nye broder i sandheden.
I midten af 1950’erne blev dommene mildere og nogle brødre blev løsladt. Mange blev udvist til Vesttyskland. Men for mit eget vedkommende tog begivenhederne en uventet drejning efter et besøg af en broder fra Vesttyskland.
Min første større opgave
Broderen kaldte sig selv Hans. Efter vores samtale blev jeg bedt om at henvende mig på en adresse i Berlin. Jeg opgav et kodenavn ved døren, hvorefter jeg blev lukket ind. Der kom to personer, og vi havde en behagelig samtale, men om meget generelle emner. Så kom det de egentlig ville sige: „Hvis du blev bedt om at påtage dig en særlig opgave, ville du så tage imod den?“
„Naturligvis,“ lød mit svar.
„Fint,“ sagde de, „det var blot det vi ønskede at vide. Kom godt hjem.“
Tre uger senere blev jeg bedt om at tage tilbage til Berlin. Jeg befandt mig atter i samme værelse. Brødrene gav mig et kort over egnen omkring Zittau og spurgte: „Vi har ingen kontakt med forkynderne i dette område. Kunne du genoprette kontakten for os?“
„Naturligvis,“ svarede jeg straks. Området var stort, over 100 kilometer langt, fra Riesa til Zittau, og 50 kilometer bredt. Og alt hvad jeg havde var en cykel. Da kontakten til de enkelte forkyndere var genoprettet, blev alle integreret i hver sin lille menighed, som regelmæssigt sendte en repræsentant til Berlin for at hente litteratur og modtage instrukser. Ved at bruge denne fremgangsmåde undgik vi at bringe de andre menigheder i fare når myndighederne forfulgte én menighed.
Tillid til Jehova
Trods forfølgelsen forblev vi tro mod Bibelens befaling og holdt aldrig op med at gå fra hus til hus med vort budskab om Guds rige. (Mattæus 24:14; 28:19, 20; Apostelgerninger 20:20) Vi henvendte os på adresser vi fik på anbefaling af personer vi kendte i forvejen, og havde mange dejlige oplevelser. Til tider viste endog vore fejltagelser sig at blive til velsignelse, hvilket følgende beretning viser:
Min kone og jeg fik adressen på én som vi skulle besøge, men vi kom til at gå ind i det forkerte hus. Da døren blev åbnet så vi en politiuniform hænge på knagerækken. Margits ansigt blegnede og mit hjerte bankede. Dette kunne betyde fængsel. Vi havde kun tid til en kort bøn.
„Hvem er I?“ spurgte manden kort. Vi bevarede roen.
„Jeg er sikker på at jeg kender Dem,“ sagde Margit, „men jeg ved ikke hvorfra. Jo, De er politibetjent. Jeg må have set Dem i tjeneste.“
Dette gød olie på de oprørte vande, og i en forsonlig tone spurgte manden. „Er I jehova’er?“
„Ja, det er vi,“ sagde jeg, „og De må indrømme at det kræver mod af os at banke på Deres dør. Vi er personligt interesseret i Dem.“
Han bød os indenfor. Vi besøgte ham en del gange og påbegyndte et bibelstudium. Med tiden blev denne mand vor kristne broder. Denne oplevelse styrkede vores tillid til Jehova!
Ofte virkede søstre som kurerer, hvilket betød at de måtte stole ubetinget på Jehova. Dette gjaldt også da Margit engang rejste til Berlin for at hente litteratur. Der var langt mere end ventet. Den tunge, propfyldte kuffert blev bundet sammen med en tøjsnor. Alt gik godt indtil Margit sad i toget og en grænsevagt kom forbi.
„Hvis er det, og hvad er der i den?“ spurgte han, og pegede på kufferten.
„Det er mit vasketøj,“ svarede Margit.
Mistænksom beordrede vagten den åbnet. Meget langsomt begyndte Margit at binde den ene knude op efter den anden for at fjerne tøjsnoren omkring kufferten. Eftersom grænsebetjenten kun skulle rejse med toget en bestemt strækning og bagefter skifte over til et andet tog, blev han mere og mere utålmodig. Da der kun var tre knuder tilbage, gav han op. „Væk med dig! Og tag dit vasketøj med!“ råbte han.
Jehovas personlige omsorg
Ofte fik jeg ikke mere end fire timers søvn om natten fordi jeg måtte tage mig af menighedsanliggender i ly af mørket. Det var efter en sådan nat at nogle betjente en morgen bankede på vores dør. De var kommet for at foretage en husundersøgelse. Det var for sent at skjule noget.
Betjentene tilbragte hele formiddagen med at gennemrode alt, og undersøgte tilmed toilettet for at se om der var skjult noget dér. Ingen tænkte på at undersøge min jakke, der hang på en knagerække. I hast havde jeg fordelt dokumenterne i dens mange lommer. Lommerne bugnede af netop det de søgte efter, men de gik tomhændede bort.
Ved en anden lejlighed, i august 1961, var jeg i Berlin. Det skulle vise sig at blive sidste gang jeg hentede litteratur før Berlinmuren blev rejst. Da jeg skulle tilbage til Zittau vrimlede det med mennesker på stationen i Berlin. Toget kom, og alle skyndte sig ned på perronen for at komme på. Jeg blev slæbt med af menneskemængden, og befandt mig pludselig ved en tom togvogn. Kort efter at jeg var steget på, låste en vagt dørene udefra. Jeg stod alene i én togvogn mens de andre passagerer var mast sammen i resten af toget.
Vi kørte mod Zittau. I nogen tid var jeg alene i vognen. Så stoppede toget, dørene til min vogn blev åbnet og det myldrede ind med sovjetiske soldater. Først da gik det op for mig at jeg havde sat mig i en togvogn der var reserveret sovjetisk militær. Jeg ønskede at jorden ville åbne sig og opsluge mig. Men soldaterne anede ikke uråd.
Vi fortsatte rejsen til Zittau, hvor dørene til vores kupé blev åbnet og soldaterne sprang ud og begyndte at visitere alle passagerer på stationen. Jeg var den eneste de ikke undersøgte. Mange af soldaterne gjorde endda honnør for mig, idet de troede at jeg var en højtstående embedsmand.
Først senere fandt vi ud af hvor godt det var at vi havde fået disse publikationer, for opførelsen af Berlinmuren afbrød midlertidigt vores forsyningslinje. Ja, vi havde fået tilstrækkeligt med publikationer til at klare os i mange måneder. I mellemtiden blev der arbejdet på at genetablere kontakten til os.
Opførelsen af Berlinmuren i 1961 førte til forandringer for os. Men Jehova var altid forud for begivenhedernes udvikling. Han fortsatte med at sørge for os under forbudet. — Fortalt af Hermann Laube.
[Illustration på side 27]
Vi nød det lille stævne i Bautzen