Hvad kristenheden har sået i Afrika
„GUD har udvalgt Frankrig til at gøre Algeriet til arnested for en stor og kristen nation.“ Dette erklærede franskmanden Charles Lavigerie, der i 1867 kom til Afrika som nyudnævnt katolsk ærkebiskop af Algier.
Lavigeries drømme rakte langt ud over Algeriets grænser. Han sendte endog missionærer tværs gennem ørkenen i den hensigt at „forene det centrale og nordlige Afrika i kristendommens fælles liv“.
I de vestlige, sydlige og østlige hjørner af denne verdensdel var protestantiske missionærer allerede i gang. De trodsede talrige strabadser, for eksempel gentagne anfald af malaria, der fik dem til at ryste og svede i febervildelse. Mange blev svækket af tropesygdomme og døde kort efter ankomsten. Men der blev ved at komme nye til. Den amerikanske statsmand Adlai Stevenson udtalte: „Enhver Afrikarejsende bliver uophørligt mindet om missionærernes heltemod. . . . De døjede med gul feber, dysenteri og snyltere. Overalt i Afrika så jeg deres gravsten.“
Frugten af missionsarbejdet
På deres vej gennem Afrika erfarede missionærerne at de fleste stammer var analfabeter. „Af de rundt regnet otte hundrede [afrikanske] sprog havde kun fire et skriftsprog før missionærernes ankomst,“ oplyser Ram Desai i sin bog Christianity in Africa as Seen by Africans. Missionærerne udtænkte derfor alfabeter hvor disse ikke fandtes, hvorpå de fremstillede lærebøger og gik i gang med at lære folk at læse. Med det formål byggede de skoler overalt i Afrika.
Missionærerne opførte også hospitaler. „Ingen anden organisation kan måle sig med deres hvad humanitær indsats angår,“ siger Ram Desai anerkendende. Foruden lægehjælp tragtede afrikanerne efter europæernes materielle goder. Nogle missionærer oprettede handelsstationer i den formodning at det ville gøre omvendelse tillokkende. For eksempel oprettede Baselmissionen fra Schweiz et handelskompagni i Ghana og opdagede at kakaotræer havde gode vækstbetingelser dér. I dag er Ghana verdens tredjestørste kakaoproducent.
En fremragende præstation af kristenhedens missionærer var deres oversættelse af Bibelen. Når man udbreder Bibelens budskab påtager man sig imidlertid et alvorligt ansvar. Det gjorde apostelen Paulus opmærksom på da han spurgte: „Er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du?“ Bibelen siger manende at de der underviser andre i den kristne lære, selv skal leve op til de gode principper som Guds ord indeholder. — Romerne 2:21, 24.
Hvordan forholder det sig med kristenhedens Afrikamission? Har den æret Bibelens Gud, eller er den gået på akkord med den kristne lære?