Jehova holdt mig oppe i et ørkenfængsel

FORTALT AF ISAIAH MNWE

Der var ingen rettergang, og jeg havde ikke begået nogen forbrydelse. Alligevel blev jeg dømt til hårdt arbejde i en fangelejr midt i Saharaørkenen i Afrika. Hvad værre var, ingen af mine venner vidste hvor jeg befandt mig. Alt dette skete for over otte år siden — i sommeren 1984. Lad mig forklare hvordan jeg var kommet i denne frygtelige situation.

I 1958, da jeg var 12 år, blev min storebror et Jehovas vidne. Mine forældre fortsatte imidlertid med at tilbede stammeguderne i Abia State i Nigeria, hvor vi boede.

I 1968 lod jeg mig indrullere i Biafras hær. Da jeg senere lå i skyttegraven tænkte jeg på at Jehovas vidner var neutrale, og bad Gud om hjælp. Jeg lovede at jeg ville blive et af hans vidner hvis han lod mig overleve krigen.

Efter krigen opfyldte jeg hurtigt mit løfte. I juli 1970 blev jeg døbt og tog straks heltidstjenesten op som pioner. Senere blev jeg udnævnt til ældste i den kristne menighed. Kort efter modtog jeg en indbydelse fra det nigerianske afdelingskontor til at virke som missionær i et naboland hvor Jehovas Vidners arbejde endnu ikke var juridisk anerkendt. Jeg tog imod opgaven, og i januar 1975 satte jeg kurs mod mit nye distrikt.

Arrestation

I 1978 blev jeg sat til at besøge Jehovas vidner rundt om i landet. Eftersom de var få i tal rejste jeg meget og besøgte alle de byer hvor der var menigheder samt de steder hvor der boede interesserede. Ofte blev jeg forhørt ved politiets kontrolposter. To gange blev jeg spærret inde og forhørt i fire dage angående vort arbejde.

En søndag i juni 1984, mens vi var ved at forberede os til tjenesten, underrettede en venligsindet embedsmand os om at politiet var ude på at arrestere Jehovas vidner. En uge senere blev Djagli Koffivi, som er fra Togo, og jeg, arresteret. Vi blev ført til politihovedkvarteret og blev bedt om at oplyse navnene på alle Jehovas vidner i byen. „Hvis ikke I giver os navnene,“ sagde de, „bliver I ikke løsladt.“

„Det er jer der er politi,“ svarede jeg. „Det er jeres opgave at finde de mennesker I skal have fat i. Jeg er ikke agent for jer.“ Vi diskuterede i en halv time, og politiet truede os med slag. Men vi oplyste ikke navnene på vore kristne brødre. Politiet besluttede så at beslaglægge mit store bibliotek af bibelske opslagsværker.

I varetægtsfængsel

Efter at være vendt tilbage til politistationen med bøgerne læssede Djagli og jeg dem af bilen. Undervejs faldt en lap papir ud af min bibel. Det var et områdestævneprogram som indeholdt navnene på alle kristne ældste i landet. Jeg samlede det hurtigt op og krøllede det sammen i lommen. En af betjentene opdagede det imidlertid og bad mig udlevere det. Jeg var naturligvis meget beklemt ved situationen.

Papiret blev lagt på bordet i det værelse hvor Djagli og jeg anbragte bøgerne. Da jeg kom ind med det næste læs, gik jeg hen til bordet, tog papiret og puttede det i lommen. Derefter bad jeg om at måtte gå på toilettet. En politimand fulgte mig til toiletterne. Jeg låste toiletdøren efter mig, rev papiret i småstykker og skyllede det ud i klosettet.

Da politifolkene fandt ud af hvad der var sket, blev de rasende. Men de turde ikke gøre mere ved sagen, af frygt for at deres overordnede skulle anklage dem for forsømmelighed. Efter at vi havde siddet varetægtsfængslet i 17 dage bad en politiassistent os pakke vores ting, eftersom vi skulle sendes et andet sted hen. Vi lagde noget tøj i en plasticpose, og i bunden anbragte jeg en lille bibel som en gæst havde smuglet ind til os.

Det lykkedes os at underrette forkynderne om at vi skulle flyttes, men vi vidste ikke hvorhen. Tidligt næste morgen, den 4. juli 1984, vækkede politiassistenten os. Han kropsvisiterede os, bad os fjerne tøjet fra posen og hænge det over armen. Men da jeg kom til den sidste skjorte sagde han at jeg godt kunne lægge tøjet tilbage i posen, og Bibelen blev derfor ikke opdaget.

Et ørkenfængsel

Politiet kørte os til lufthavnen og vi gik om bord i et militærfly. Flere timer senere landede vi i en landsby med omkring 2000 indbyggere og et fængsel. Der var cirka 650 kilometer ad landevejen til den nærmeste by. Vi blev ført fra flyet til fængselet og overgivet til fængselsinspektøren. Hverken vores familie eller vore venner vidste hvor vi var.

Den by vi blev fløjet til lå i en oase i Sahara. Der var buske, nogle få træer og desuden lerklinede bygninger. Man skulle kun grave cirka halvanden meter ned i jorden for at finde vand. Men en 31-årig indfødt fortalte os at han kun havde set regn én gang i sit liv! Der var ekstremt varmt. En indsat sagde at termometeret i fangernes opholdsrum engang havde været oppe på 60 grader! Det blæste altid kraftigt, og der blev hvirvlet sand op som prikkede i huden og sved i øjnene.

Alle der kom til stedet blev hurtigt klar over at det var landets værste fængsel. Det var omgivet af høje mure der så godt som ingen beskyttelse ydede mod sol og blæst. Men egentlig var murene overflødige, for der var ingen steder at flygte hen. Uden for oasen var der ikke et træ, intet overhovedet som kunne give skygge til en flugtfange.

Før vi blev indsat undersøgte fængselsinspektøren os. Han bad os tage alt op af poserne. Jeg begyndte at tage vore skjorter op en efter en. Det eneste der var tilbage var skjorten som dækkede Bibelen. Jeg holdt posen op for at vise ham skjorten og sagde: „Det var alt hvad de lod os tage med.“ Han var tilfreds og bad os gå ud i gården. Bibelen var den eneste publikation vi havde.

Livet i fængselet

Alt i alt var der 34 fanger. Det var landets farligste og mest berygtede forbrydere. Mange var mordere og blev betragtet som uforbederlige. Vi sov alle i to store celler der var adskilt af et åbent toilet. Dette toilet rummede en utildækket tønde der blev benyttet som wc. Selv om den blev tømt hver morgen af fangerne, var det som om alle ørkenens fluer samledes for at nyde køligheden og indholdet i tønden.

Den eneste mad vi fik var sorghum.a Det blev malet af en fange, kogt og øst op på tallerkener, som derefter blev stillet på hver fanges sovemåtte. Maden stod utildækket. Når vi kom hjem fra arbejde var der i hundredvis af fluer på hver tallerken med sorghum. Når vi tog tallerkenen svirrede fluerne omkring. De to første dage spiste vi ikke noget. Men den tredje dag begyndte vi at tage føde til os — naturligvis efter at have jaget fluerne bort og skrabet skindet af. Vi bad om at Jehova ville beskytte vort helbred.

Vi arbejdede i brændende sol. Vi rev murene ned i den gamle fængselsgård og byggede nye. Det var utrolig hårdt arbejde. Vi arbejdede uden et hvil fra klokken seks morgen til middag, fik lidt at spise, hvorefter vi fortsatte til klokken seks om aftenen. Der var ingen fridage. Ikke alene led vi under varmen, men vi frøs også om vinteren. Og vagterne var brutale imod os.

Vi forbliver åndeligt stærke

Djagli og jeg læste Bibelen i det skjulte, og vi talte sammen om det vi lærte. Vi kunne ikke læse åbenlyst, for så ville man have taget Bibelen fra os og vi ville være blevet straffet. En fange som jeg påbegyndte bibelstudium med havde en petroleumslampe som han lod mig bruge. Ofte vågnede jeg klokken et eller to om natten og læste til klokken fem. På den måde var jeg i stand til at læse hele Bibelen igennem.

Vi forkyndte for de andre fanger, men en af dem fortalte det til vagtmesteren. Helt uventet forærede vagten fangen et nummer af Vågn op! som han havde, og fangen gav bladet videre til os. Jeg læste det igen og igen. Vores læsning og forkyndelse hjalp os til at forblive åndeligt stærke.

I kontakt med vennerne

Vi fik ikke lov at skrive eller sende breve. Men en der havde vist os velvilje ville gerne hjælpe mig. Den 20. august, omkring seks uger efter ankomsten, skrev jeg hemmeligt to breve, ét til den nigerianske ambassade og ét til vennerne. Jeg begravede dem i sandet og markerede stedet med en stor sten. Senere kom min ven og gravede dem op.

Der gik flere uger, og jeg hørte intet. Efterhånden opgav jeg håbet om at brevene var nået frem. Men de kom frem, og vore venner begyndte at kæmpe for at få os frigivet. Det nigerianske udenrigsministerium viste også interesse for sagen og kontaktede regeringen i det land hvor jeg var fængslet for at få at vide hvorfor jeg sad indespærret sådan et sted.

Om morgenen den 15. november 1984 blev vi gennet ud for at gøre rent. Vagterne førte os til et skoletoilet som var blevet benyttet i ugevis selv om det var tilstoppet. Det var fyldt med ekskrementer. Vagterne ville have at jeg skulle rense det. Mine eneste hjælpemidler var mine hænder. Mens jeg spekulerede over hvordan jeg skulle klare denne afskyelige opgave, kom vagtmesteren og sagde at den regionale kommandant ønskede at se mig.

Da jeg kom derhen fortalte kommandanten at han for nylig havde talt med landets præsident, der havde hørt om min situation. Præsidenten havde sagt at hvis jeg ville oplyse navnene på Jehovas vidner i landet ville jeg øjeblikkelig blive løsladt og kunne tage af sted med det næste fly. Igen svarede jeg at hvis de ønskede at få fat på Jehovas vidner, måtte de selv finde dem. Kommandanten sagde at jeg alvorligt burde overveje deres tilbud. Han ville give mig fire-fem dage til at gennemtænke sagen. Derefter tog han afsked med mig, og vagterne eskorterede mig tilbage til fængselet — heldigvis ikke til toilettet!

Fem dage senere tilkaldte kommandanten mig og spurgte hvad jeg havde besluttet. Jeg sagde at den eneste grund til at jeg befandt mig i deres fængsel var at jeg vidnede om den sande Gud og at jeg ikke havde gjort noget forkert. Jeg forklarede at jeg havde et gyldigt pas og en opholdstilladelse. Alle mine papirer var i orden, og når jeg rejste fra den ene by til den anden var jeg altid henne hos politiet for at sikre at alt var i orden. Eftersom jeg ikke havde begået nogen forbrydelse, spurgte jeg: „Hvorfor bliver jeg straffet? Hvis jeg ikke var ønsket her i landet, hvorfor blev jeg så ikke udvist? Hvorfor er jeg blevet dømt til at være her?“

Jeg talte i et kvarters tid. Da jeg var færdig blev jeg bedt om at skrive det ned jeg lige havde sagt og fik at vide at mine udtalelser ville blive sendt til præsidenten. De gav mig noget papir og jeg skrev fire sider.

Endelig løsladt!

Jeg hørte ikke mere til sagen før i januar 1985, efter syv måneders fængselsophold. Vagtmesteren kom ind og spurgte om jeg havde skrevet et brev til den nigerianske ambassade. „Ja,“ svarede jeg.

„Hvorfor har du det? Hvorfor har du ikke underrettet mig?“ spurgte han.

Jeg sagde at sagen ikke vedkom ham. Men jeg forsikrede ham om at jeg ikke havde skrevet noget dårligt om ham, eftersom han ikke var skyld i at jeg var blevet sat i fængsel. „Ikke engang min mor ved at jeg er her,“ sagde jeg. Da han ville have at vide hvordan jeg havde sendt brevet, nægtede jeg at fortælle det.

Den følgende dag gjorde vagterne en landrover klar og sagde at Djagli og jeg skulle flyttes. Vi blev ført udenfor, klædt af til skindet og undersøgt. Tidligere havde jeg givet min bibel til en fange jeg studerede med, fordi jeg vidste at vagterne ville tage den hvis de fandt den på mig. Den mand jeg studerede med sagde at han ville blive et Jehovas vidne når han blev løsladt. Vi beder til at det må ske.

Kort efter blev jeg udvist til Nigeria, og i februar 1985 genoptog jeg min tjeneste som rejsende tilsynsmand i dette land. Siden 1990 har jeg tjent som områdetilsynsmand i Nigeria. Djagli tjener nu trofast i Elfenbenskysten.

Af denne oplevelse har jeg lært at Jehova Gud kan opretholde os under selv de sværeste prøver. Igen og igen mærkede vi hans beskyttelse i fængselet. At vi blev løsladt viser for mig at Jehova ikke alene ved hvor hans tjenere er og hvad de må udholde men også forstår at udfri dem af deres trængsel. — 2 Peter 2:9.

[Fodnote]