Hvordan man vinder kampen mod alkoholismen
„På mit arbejde, klokken ti om formiddagen, begyndte jeg at føle trang til en drink. Ved middagstid gik jeg ud for at få én eller to. Klokken tre begyndte jeg at ryste. Jeg længtes efter fyraften så jeg kunne få endnu en drink. Ofte fik jeg et par genstande på vej hjem. Klokken syv meldte trangen sig igen. Jeg drak, faldt bevidstløs ned af stolen, tissede i bukserne og lå i min egen urin til næste morgen. Gang dette med 7 dage om ugen, 52 uger om året, og 29 år.“
DENNE mand er alkoholiker. Og han er ikke den eneste. Millioner på verdensplan kæmper imod denne livsfarlige trang, som, ifølge dr. Vernon E. Johnson, „berører hele mennesket: fysisk, mentalt, psykologisk og åndeligt.“a
Mange eksperter mener ikke at alkoholisme kan kureres, men at den kan holdes i skak hvis man resten af livet er afholdende. Det er ikke noget urimeligt krav, for alkohol er ikke en livsnødvendighed. Faktisk pådrager man sig Guds mishag ved at misbruge alkohol. (1 Korinther 6:9, 10) Det er bedre at komme ind i Guds nye verden uden at kunne nyde alkohol end at give efter for trangen og miste det evige liv. — Mattæus 5:29, 30.
Ofte er det imidlertid utrolig svært at komme ud af et alkoholmisbrug. (Jævnfør Romerbrevet 7:21-24.) Hvad kan man gøre? Her kommer nogle direkte råd. Selv hvis du slet ikke rører alkohol kan disse råd være til gavn og hjælpe dig til at støtte en ven eller en slægtning der kæmper mod alkoholisme.
Et ærligt syn på dig selv
En af de største forhindringer at overvinde for mange alkoholikere er at de benægter deres misbrug. Benægtelse er en form for uærlighed. Man argumenterer med sig selv i en bestemt hensigt: at bevare sin frihed til at drikke. ’Det står ikke så slemt til med mig,’ tænker du måske. ’Jeg har stadig min familie. Jeg har stadig mit arbejde.’ Men alvorligst af alt: Du har stadig dit alkoholproblem.
At du benægter problemet får dig måske til at vende det døve øre til de venner som ønsker at hjælpe. Robert lagde mærke til at hans hustrus stedfader havde fået nogle usunde drikkevaner og opførte sig hæmningsløst. „Efter et par dage gik jeg til ham, og spurgte ham om ikke hans drikkeri havde indflydelse på hans adfærd,“ fortæller Robert. Hvordan var reaktionen? „Jeg blev blankt afvist med bemærkninger som: ’Du har ingen beviser,’ og: ’Du ved ikke hvordan jeg har det.’“
Hvis en ven eller en i din familie giver udtryk for at være bekymret over dit alkoholforbrug, så prøv engang at se ærligt på dig selv. (Ordsprogene 8:33) Kan du leve uden alkohol i en hel uge, en hel måned eller flere måneder? Hvis ikke, hvad er da grunden? Vær ikke som den mand der fører sig selv bag lyset. Jakob siger: „Han [er] som en mand der i et spejl betragter sit eget ansigt. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvordan han var.“ — Jakob 1:22-25.
Selv efter at man er begyndt at komme på ret kurs må man tage sig i agt så man ikke benægter problemet. Bogen Willpower’s Not Enough (Viljestyrke er ikke nok) forklarer: „Den nyafholdende kan fejlagtigt tro at blot fordi han et kort stykke tid har kunnet sige nej — måske for første gang — er han helbredt.“ Det er den afhængiges tankegang når den er værst, og det er første skridt til at få tilbagefald. Hvis du skal modstå trangen til at benægte problemet, må du ikke kæmpe alene.
Hent hjælp
I erkendelse af at han ikke kunne bekæmpe alkoholismen på egen hånd søgte en mand som vi kan kalde Leo professionel hjælp. Efter en periode med intensiv behandling var han på vej ud af misbruget. Leo føler ikke at værdien af ekspertbistand kan betones stærkt nok.b Hvis du har adgang til en sådan hjælp, gør du måske klogt i at tage imod den.
Du må dog erkende at det ikke er nok blot at være afholdende. Bag alkoholismen kan gemme sig dybereliggende problemer som du må have løst. Det kan være farligt at ignorere dem. Dr. Charlotte Davis Kasl skriver: „Jeg har interviewet nogle som op til fjorten gange har været i alkoholbehandling fordi der slet ikke blev gjort noget ved misbrugets kerne, afhængigheden og forladthedsfølelsen.“
Dennis erkendte sandheden i dette. „Jeg var ædru alkoholiker men havde en bunke problemer,“ skriver han. „Det var ikke nok at holde op med at drikke. Jeg måtte analysere min fortid, gennemgå mine barndomsoplevelser for at forstå hvordan de berørte mig, og derpå foretage nogle forandringer i min adfærd.“
På samme måde måtte Leo krænge sit inderste ud for at gøre fremskridt mod helbredelse. „Jeg var en meget jaloux og voldelig person,“ siger han. „Jeg svingede mellem lav selvagtelse og storhedsvanvid.“ Leo fulgte Bibelens vejledning i Efeserbrevet 4:22: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd.“ Ja, ’den tidligere adfærd’ har øvet stor indflydelse på personligheden. Ligesom et gipsaftryk tager form efter det man afstøber, er personligheden blevet formet af blandt andet den tidligere adfærd. Når man ophører med den forkerte handlemåde, hvad er der så tilbage? En personlighed som måske er blevet formet gennem mange år. Derfor er det afgørende at man også forandrer den gamle personlighed som svarer til ens tidligere adfærd.
Opbyg et godt forhold til Gud
For at blive rask måtte Leo blandt andet opbygge et personligt forhold til Gud. „Det at lære at stole på Jehova forandrede fuldstændig min holdning, min adfærd og mit syn på tingene,“ siger han.
Men det er lettere sagt end gjort. Ethvert forhold — til mennesker eller til Gud — bygger på åbenhed, ærlighed og tillid. Det er akkurat de egenskaber som alkoholismen nedbryder. De må opdyrkes, men det tager tid.
Som alkoholiker ved du måske ikke hvordan det er at have et nært forhold til andre mennesker. Måske har du aldrig haft det. Vær derfor tålmodig. Tag ikke let på det. Tro ikke at du automatisk opnår et nært forhold til Gud blot fordi du er holdt op med at drikke. Bestræb dig for at forstå Gud og hans egenskaber. Meditér regelmæssigt, måske ved at læse bibelske salmer som giver udtryk for dyb værdsættelse af Jehova og hans veje.c
„Den kraft som er ud over det normale“
Det kan øve en stærk indflydelse på én at have et nært forhold til Gud. Jehova vil hjælpe én på fode. (Jævnfør Salme 51:10-12; 145:14.) Du kan når som helst henvende dig til ham i inderlig bøn, i tillid til at han vil give dig „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7; Filipperne 4:6, 7.
Skaberen kender bedre end noget menneske dit indre. (Salme 103:14) Når menneskelige rådgivere, som arbejder på grundlag af menneskers visdom, kan hjælpe, i hvor langt højere grad kan menneskets Skaber da ikke hjælpe i denne kamp! (Esajas 41:10; 48:17, 18) Han har sørget for kærlig støtte i den kristne menighed.
Støtte at hente
Åndeligt modne ældste i den kristne menighed kan være til stor hjælp. Kun få af dem er uddannet som læger eller psykologer, men de kender og stoler på Guds ord og principper. De kan være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) Drag nytte af deres hjælp.d
Naturligvis kan sådanne kristne ældste, eller venner og familie, ikke beskytte én mod konsekvenserne af ens egne handlinger. Publikationen Coming Off Drink (Væk fra drikkeriet) forklarer: „Det kritiske terapeutiske punkt er at konfrontere alkoholikere med afhængighedens ødelæggende konsekvenser og få dem til at påtage sig ansvaret for deres egen adfærd.“ De ældste vil venligt men ligefremt tilskynde dig til at se kendsgerningerne i øjnene og følge den behandling eller adfærdsnorm som er nødvendig for at vinde kampen mod flasken.
Dit eget ansvar
Du kan hente støtte fra de ældste, men du må vide at ingen kan tvinge dig ud af alkoholismen. Du har din frie vilje. Det er dit eget ansvar at du kommer ud af misbruget. (Jævnfør Første Mosebog 4:7; Femte Mosebog 30:19, 20; Filipperbrevet 2:12.) Påtag dig dette ansvar, og Jehova vil velsigne dig. I Første Korintherbrev 10:13 forsikres vi: „Ingen fristelse har mødt jer bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker. Men Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ Fat derfor mod — du kan vinde kampen mod alkoholismen.
[Fodnoter]
a Vi omtaler alkoholikeren i hankøn, men de samme forhold gælder for kvindelige alkoholikere.
b Der er mange behandlingscentre, hospitaler og andre behandlingsprogrammer som kan yde hjælp. Vagttårnet anbefaler ikke en bestemt behandling. Man må passe på ikke at blive involveret i aktiviteter der er i modstrid med de bibelske principper. I sidste instans må hver enkelt imidlertid træffe sit eget valg hvad behandling angår.
c For eksempel Salme 8, 9, 18, 19, 24, 51, 55, 63, 66, 73, 77, 84, 86, 90, 103, 130, 135, 139 og 145.
d I Vagttårnet for 15. august 1983, side 10-13, findes nyttige retningslinjer for ældste.
[Ramme på side 24]
Måske trækkes du med alkoholismens tragiske følger. Men opgiv ikke håbet. Der er hjælp at hente.
[Ramme på side 26]
HVIS DU FÅR TILBAGEFALD
„At være indstillet på at man kan få tilbagefald er ligesom at holde brandøvelse,“ siges der i bogen Willpower’s Not Enough. „Det betyder ikke at man skal forvente at der udbryder brand, men at man er parat til ansvarsbevidst at gribe til handling hvis det skulle ske.“ Får du tilbagefald, så:
◻ Bed til Jehova. Vær overbevist om at han forstår dit problem og ønsker at hjælpe. — Salme 103:14; Esajas 41:10.
◻ Betro dig til en kristen ældste. Beslut hvem du vil kontakte hvis behovet opstår. Fortæl ærligt hvad der er sket, og lyt opmærksomt til hans bibelske vejledning.
◻ Fortvivl ikke. Selvhad øger faren for at du får et fuldstændigt tilbagefald. Se derfor din fejltagelse i det rette perspektiv. Blot fordi du har tabt ét slag, behøver du ikke at have tabt krigen. Når en maratonløber falder, går han ikke tilbage til startlinjen. Han kommer på benene igen og fortsætter løbet. Det samme gælder din helbredelse. Du er stadig på vej fremad. At du har været afholdende i flere uger, måneder eller år tæller stadig.
[Illustration på side 24, 25]
Benægt ikke realiteterne — se objektivt på dig selv