Er krig uundgåelig?

OMTALE af krig er et trist indslag i nyhedsmedierne. Du er uden tvivl led og ked af beretningerne om denne brutalitet. Men måske spekulerer du over hvorfor så mange stridigheder absolut skal bilægges med våben. Vil menneskene aldrig lære at leve i fred med hinanden?

Det synes endnu vanskeligere at finde et middel der kan standse krigens hærgen end at finde et mod AIDS. I det 20. århundrede har hele nationer været mobiliseret til krig, millioner af mænd er blevet sendt i kamp, og i hundredvis af byer er blevet lagt i ruiner. Og nogen afslutning på myrderierne synes ikke at være i sigte. En profitabel våbenhandel sikrer at verdens hære og guerillagrupper fortsat vil være dødsens effektive.

Efterhånden som våbnene er blevet mere dødbringende, er antallet af dræbte steget enormt. Af de 65 millioner soldater der kæmpede i den første verdenskrig blev over halvdelen dræbt eller såret. Omkring 30 år senere formåede blot to atombomber at dræbe 150.000 civile japanere. Siden den anden verdenskrigs afslutning har konflikterne været af mere begrænset omfang. Men de har været overordentlig dødbringende, især for civile — der nu udgør 80 procent af de dræbte.

Ironisk nok har denne massenedslagtning fundet sted i en tid hvor man har gjort sig de største anstrengelser nogen sinde for at ulovliggøre krig som et middel til at løse stridigheder mellem nationer. Den kolde krigs nylige afslutning gav næring til forhåbningerne om at en ny, fredelig verdensorden ville spire frem. Men verdensfreden synes lige så fjern som tidligere. Hvorfor?

En biologisk nødvendighed?

Nogle historikere og antropologer hævder at krige er uundgåelige — ja, endda nødvendige — simpelt hen fordi de indgår i en evolutionær kamp for at overleve. På baggrund af denne tankegang hævdede militæranalytikeren Friedrich von Bernhardi i 1914 at krig udkæmpes „til gavn for biologiske, samfundsmæssige og moralske fremskridt“. Teorien gik ud på at krig fjerner svage individer eller nationer mens de bedst egnede overlever.

En sådan argumentation er næppe til nogen trøst for de millioner der er blevet enker eller forældreløse på grund af krig. Foruden at være moralsk frastødende er denne tankegang også helt ude af trit med de barske kendsgerninger i moderne krigsførelse — for maskingeværet tager ikke hensyn til hvem der er bedst egnet, og bomberne udsletter stærke såvel som svage.

Skønt erfaringerne fra den første verdenskrig burde mane til besindighed, drømte Adolf Hitler om ved militærmagt at frembringe en ren, arisk menneskerace. I bogen Mein Kampf skrev han: „Menneskeheden er blevet stor i evig kamp, og den forgår kun i evig fred. . . . Den stærkere må herske, og ikke blande sig med den svagere.“ I stedet for at højne mennesket ofrede Hitler millioner af liv og lagde en hel verdensdel i grus.

Men hvis krig ikke er en biologisk nødvendighed, hvad er det så der driver mennesker mod selvudslettelse? Hvilke kræfter er det der driver nationerne ud i denne „barbarernes beskæftigelse“?a Her opregnes nogle af de faktorer der hindrer selv de mest oprigtige fredsbestræbelser.

Årsagerne til krig

Nationalisme. Denne følelse er ofte blevet påkaldt af politikere og generaler som et af de stærkeste midler til at fremme krigslysten. Utallige krige er blevet indledt for at „beskytte nationale interesser“ eller „forsvare nationens ære“. Så længe indstillingen „ret eller uret — det er vort fædreland“ råder, kan endog åbenlys aggression retfærdiggøres som et forebyggende angreb.

Etnisk fjendskab. Mange regionale krige er blevet udløst og næret af langvarigt had mellem racer, stammer eller etniske grupper. De tragiske borgerkrige i det tidligere Jugoslavien, i Liberia og i Somalia er aktuelle eksempler på dette.

Økonomisk og militær kappestrid. I den tilsyneladende fredelige periode før den første verdenskrig havde de europæiske lande opbygget mægtige hære. Tyskland og Storbritannien var engageret i en kappestrid om hvem der ejede de drabeligste slagskibe. Eftersom hvert af de større lande der efterhånden blev inddraget i blodsudgydelserne mente at en krig ville øge dets magt og medføre økonomiske fordele, var en væbnet konflikt uundgåelig.

Religiøst betonet fjendskab. Især når religiøse meningsforskelle forenes med race- og stammehad, opstår der en sprængfarlig blanding. Konflikterne i Libanon og Nordirland samt striden mellem Indien og Pakistan har alle haft rod i religiøst fjendskab.

En usynlig krigsmager. Bibelen viser at „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, er mere aktiv end nogen sinde før. (2 Korinther 4:4) På grund af hans heftige vrede, og fordi han kun har en kort tidsperiode tilbage, skaber han tumulter og krig for at gøre forholdene på jorden endnu værre end de er i forvejen. — Åbenbaringen 12:12.

Disse grundlæggende årsager til krig lader sig ikke fjerne uden videre. For mere end 2000 år siden sagde Platon at „kun de døde har oplevet enden på krig“. Er denne trøstesløse vurdering blot en bitter kendsgerning vi må lære at leve med? Eller har vi grund til at nære håb om at verden en dag vil være befriet for krig?

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 2]

Forside: Maleri af John Singer Sargent: Gassed (udsnit). Imperiel War Museum, London

[Kildeangivelse på side 3]

Instituto Municipal de Historia, Barcelona