Hvorfor beder kirkerne om tilgivelse?

TANKEN om at kirkerne bør angre deres fejltrin og forbedre sig, er ikke ny. Ifølge et italiensk religionsleksikon, Religioni e miti (Religioner og myter), var urkirkens formodede uangribelighed et emne der optog folk i middelalderen, og som fik mange til at kræve religiøse reformer.

I 1523 sendte pave Hadrian VI følgende meddelelse til Rigsdagen i Nürnberg i et forsøg på at modvirke den splittelse der var opstået efter at Martin Luther havde brudt med Rom: „Vi ved godt, at afskyvækkende ting har samlet sig omkring pavestolen i mange år . . . Derfor . . . vil vi udvise al mulig flid på at omforme den romerske kurie før alt andet, da det er derfra, at alle disse onder har haft udspring.“ Det lykkedes dog ikke paven med denne indrømmelse at afværge skismaet eller at dæmme op for korruptionen i den pavelige kurie.

Kirkerne er for nylig blevet kritiseret for deres tavshed i forbindelse med Holocaust. De er også blevet anklaget for ikke at have søgt at forhindre at deres medlemmer tog aktivt del i krige. I 1941, da den anden verdenskrig rasede, spurgte en præst ved navn Primo Mazzolari: „Hvorfor har Vatikanet ikke reageret kraftigt imod det katolske sammenbrud sådan som det altid har haft for vane at gøre og stadig gør i forbindelse med mindre kontroversielle lærepunkter?“ Det præsten sigtede til, var den krigsophidsende nationalisme der på det tidspunkt var ved at ødelægge civilisationen, og som kirken burde have reageret kraftigt imod.

Sagen er imidlertid at det indtil for ganske nylig var en undtagelse snarere end en regel at kirkesamfundene erkendte deres skyld. I 1832 sagde pave Gregor XVI som svar til dem der indtrængende havde opfordret den katolske kirke til at ’forny sig’: „Det er meningsløst og krænkende at antyde at der af hensyn til [kirkens] sikkerhed og vækst er behov for en vis ’genskabelse og fornyelse’, som om [kirken] kunne være behæftet med fejl.“ Men hvad med de fejl der har været så grove at de ikke kunne benægtes? Man har på forskellig vis forsøgt at bortforklare sådanne fejl. Nogle teologer har for eksempel hævdet at kirken både er hellig og syndig. De siger at selve institutionen er hellig, at Gud har bevaret den fri for fejl. Dens medlemmer er dog syndige. Når der begås grusomheder i kirkens navn, kan selve institutionen derfor ikke drages til ansvar, men det kan enkeltpersoner i kirken. Lyder det logisk? Ikke ifølge den katolske teolog Hans Küng, der har skrevet: „Der findes ikke nogen fuldkommen kirke højt hævet over menneskene.“ Han forklarer: „Den kirke som ikke har nogen synder at bekende, findes ikke.“

Økumeni og moralsk omdømme

Det kunne måske undre nogen hvad det er for en udvikling der har ført til at kirkerne nu beder om tilgivelse. De protestantiske og ortodokse kirker var de første der indrømmede deres skyld i de „tidligere splittelser“ i forskellige kirkesamfund. Dette fandt sted i 1927 på den økumeniske konference „Tro og Kirkeorden“ i Lausanne i Schweiz. Siden fulgte den romersk-katolske kirke trop. Højtstående gejstlige, deriblandt paver, har især siden Det Andet Vatikankoncila med stadig større hyppighed bedt om tilgivelse for at have forårsaget splittelse i kristenheden. I hvilken hensigt? Øjensynlig fordi de ønsker mere enhed blandt kristenhedens kirkesamfund. Den katolske historiker Nicolino Sarale har udtalt at „der bag Johannes Paul II’s projekt ’mea culpas’ ligger en strategi, og det er økumeni“.

Men det er ikke bare et spørgsmål om økumeni. Mange er i dag bekendt med kristenhedens langtfra glorværdige historie. „En katolik kan ikke bare ignorere denne historie,“ siger teologen Hans Urs von Balthasar. „Den kirke han [paven] tilhører, har begået eller tilladt handlinger som vi afgjort ikke kan tolerere i vore dage.“ Paven har derfor nedsat en kommission til at „kaste lys over de mørke sider af kirkens historie så . . . man kan bede om tilgivelse“. En anden grund til kirkens villighed til at underkaste sig selvkritik synes at være ønsket om at genvinde sit moralske omdømme.

Historikeren Alberto Melloni, der også har udtalt sig om kirkernes ønske om tilgivelse, skriver: „Det kirkerne i virkeligheden beder om, er at der ikke må rettes flere beskyldninger imod dem om deres ansvar.“ Ja, den katolske kirke forsøger åbenbart at ryste fortidens synder af sig for igen at tage sig troværdig ud i folks øjne. Den synes kort sagt at være mere optaget af at slutte fred med verden end med Gud.

Dette leder tanken hen på Saul, Israels første konge. (1 Samuel 15:1-12) Da han begik en meget alvorlig fejl og det blev afsløret, forsøgte han først at retfærdiggøre sig og bortforklare sin fejl over for Samuel, en af Guds trofaste profeter. (1 Samuel 15:13-21) Kongen måtte til sidst erkende: „Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Jehovas befaling.“ (1 Samuel 15:24, 25) Ja, han indrømmede sin fejl. Men hans næste ord til Samuel afslørede hvad der var vigtigst for ham: „Jeg har syndet. Vis mig dog nu den ære, i nærværelse af mit folks ældste og i nærværelse af Israel, at vende tilbage sammen med mig.“ (1 Samuel 15:30) Saul var åbenbart mere optaget af sit omdømme i Israel end af at blive forligt med Gud. Denne indstilling hindrede ham i at opnå Guds tilgivelse. Tror du at kirkerne, som lægger en lignende indstilling for dagen, vil blive tilgivet af Gud?

Ikke alle er enige

Ikke alle er enige om at kirkerne offentligt bør bede om tilgivelse. Flere katolikker finder det for eksempel foruroligende at deres pave beder om tilgivelse for kirkens støtte til slaveriet eller rehabiliterer „kættere“ som Jan Hus og Johannes Calvin. Ifølge kilder i Vatikanet har nogle kardinaler ved et kirkemøde i juni 1994 kritiseret en skrivelse til dem hvori man foreslår at der foretages „en ransagelse af samvittigheden“ i forbindelse med katolicismens historie i de sidste tusind år. Da paven alligevel ønskede at forslaget indgik i en encyklika, udsendte den italienske kardinal Giacomo Biffi et hyrdebrev hvori han forsikrede: „Kirken har ingen synd.“ Han kom dog med følgende indrømmelse: „En anmodning om tilgivelse for fejltrin begået af gejstlige i århundredernes løb . . . kunne medvirke til at give os et bedre image.“

„Bekendelse af synd er et af de mest kontroversielle emner i den katolske kirke,“ siger vatikankommentatoren Luigi Accattoli. „Hvis paven erkender at missionærerne har begået fejl, vil nogle af dem utvivlsomt tage ham det ilde op.“ En katolsk journalist har desuden skrevet: „Hvis paven virkelig mener at kirkehistorien er så skræmmende, er det svært at forstå hvordan han kan omtale den selv samme kirke som ’menneskerettighedsforkæmperen’ og ’moderen og læreren’ der alene kan føre menneskeheden mod et strålende tredje årtusind.“

Bibelen advarer imod at give det udseende af at man har angret hvis man i virkeligheden blot er skamfuld over at være blevet afsløret. Den form for anger fører sjældent til en varig ændring i overtræderens adfærd. (Jævnfør Andet Korintherbrev 7:8-11.) Den sindsændring der betyder noget for Gud, er ledsaget af „frugter som stemmer med sindsændringen“, det vil sige tydelige tegn på oprigtig anger. — Lukas 3:8.

Den der angrer og bekender sine synder, må ifølge Bibelen opgive eller ophøre med de forkerte handlinger. (Ordsprogene 28:13) Har kirkerne fulgt denne vejledning? Tænk på de begivenheder der udspillede sig for nylig i Centralafrika og Østeuropa, hvor store befolkningsgrupper af „kristne“ var inddraget i borgerkrige, begivenheder som fandt sted efter at den katolske kirke og andre kirkesamfund havde bekendt deres mange synder. Stod kirkerne ved disse lejligheder op for fredens sag? Fordømte alle kirkelederne enigt de grusomheder som deres medlemmer begik? Nej, nogle gejstlige tog endda del i massakrerne!

Gud vil eksekvere sin dom

Da kardinal Biffi omtalte pavens gentagne indrømmelser af skyld, spurgte han ironisk: „Når det drejer sig om synder begået i fortiden, ville det så ikke være bedre for os alle at afvente den universelle dom?“ Der vil meget snart blive fældet dom over menneskeheden. Jehova Gud kender de mørke sider af religionens historie, og han vil meget snart kræve de skyldige til regnskab. (Åbenbaringen 18:4-8) Inden da er det muligt at finde en tilbedelsesform der er uplettet af blodskyld, af dødbringende intolerance og af andre forbrydelser som kristenhedens kirker nu beder om tilgivelse for.

Hvordan finder man en sådan tilbedelsesform? Det gør man ved at bruge den regel som Jesus Kristus har fremsat: „I kan kende dem på deres frugter.“ Ved at se nærmere på historiens forløb, et forløb nogle trossamfund ønsker at glemme, vil man ikke blot kunne udpege dem Jesus kaldte „falske profeter“, men også dem der har frembragt „gode frugter“. (Mattæus 7:15-20) Hvem er de sidstnævnte? Det vil vi opfordre dig til selv at finde ud af ved at undersøge Bibelen sammen med Jehovas vidner. Et sådant studium vil sætte dig i stand til at se hvem der oprigtigt forsøger at følge Guds ord i dag i stedet for at søge at bevare en indflydelsesrig position i verden. — Apostelgerninger 17:11.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Kirkerne beder om tilgivelse for at have forvoldt tragedier som denne

[Kildeangivelse]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck