4C „Gehenna“ — Symbol på fuldstændig tilintetgørelse

Hebr.: גי הנם (gē hinnomʹ, „Hinnoms Dal“);

gr.: γέεννα (geʹenna); lat.: gehenʹna

„Gehenna“ betyder „Hinnoms Dal“, for det er den græske form af det hebraiske gē hinnomʹ. I Jos 18:16, hvor betegnelsen „Hinnoms Dal“ forekommer, har den græske Septuaginta „Gehenna“. Ordet forekommer 12 gange i De Kristne Græske Skrifter, første gang i Mt 5:22. Ny Verden-Oversættelsen gengiver det „Gehenna“ alle stederne, nemlig i Mt 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Mr 9:43, 45, 47; Lu 12:5; Jak 3:6.

Hinnoms Dal lå vest og syd for det gamle Jerusalem. (Jos 15:8; 18:16; Jer 19:2, 6) Under nogle af Judas senere konger blev stedet brugt til tilbedelsen af den hedenske afgud Molek, til hvem der blev ofret mennesker i ild. (2Kr 28:3; 33:6; Jer 7:31, 32; 32:35) For at forhindre at dalen igen blev brugt til sådanne religiøse formål sørgede den trofaste kong Josias for at den blev gjort uren, især den del der blev kaldt Tofet. — 2Kg 23:10.

Den jødiske kommentator David Kimchi (ca. 1160-1235) giver følgende historiske oplysning om „Gehinnom“ i sin kommentar til Sl 27:13: „Og det er et sted i landet i nærheden af Jerusalem, og det er et afskyeligt sted, og dér kaster man urene ting og ådsler hen. Der var også en stadig ild dér til at brænde de urene ting og ådslernes ben. Derfor kaldes dommen over de onde billedligt Gehinnom.“

Hinnoms Dal blev Jerusalems losseplads og det sted hvor man brændte affald. Døde dyrekroppe blev kastet ned her og blev fortæret af ild hvortil svovl blev tilsat for at fremme forbrændingen. Også lig af henrettede forbrydere, som man mente ikke fortjente en hæderlig begravelse i en mindegrav, blev kastet herned. Hvis sådanne lig havnede i ilden, blev de brændt, men hvis de kom til at ligge på en fremspringende kant i den dybe kløft, blev det rådnende kød fyldt med orm og larver som ikke døde før de havde ædt kødet og kun ladt skelettet tilbage.

Levende dyr eller mennesker blev ikke kastet i Gehenna for at blive brændt levende eller blive pint dér. Derfor kunne stedet aldrig blive et symbol på et usynligt område hvor menneskesjæle blev pint evigt i bogstavelig ild eller evindelig plaget af orm som ikke døde. Som følge af at døde forbrydere blev kastet herned, idet man nægtede dem en hæderlig begravelse i en mindegrav, symbolet på håbet om en opstandelse, brugte Jesus og hans disciple Gehenna til at symbolisere evig ødelæggelse, udslettelse fra Guds univers, eller „den anden død“, en evig straf.

At få sin døde krop kastet i Gehenna blev derfor betragtet som den værste straf man kunne få. Billedet med „søen som brænder med ild og svovl“ er hentet fra det bogstavelige Gehenna og det som det betød. — Åb 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8.