Nye besøgende på den røde planet

To „detektiver“ fra Jorden blev omkring årsskiftet sendt til Mars, vores nærmeste naboplanet i solsystemet. Deres efterforskning skulle løse en del af gåden om den røde planets geologiske fortid og dens nuværende tilstand.

FRA de tidligste tider har Mars pirret menneskers fantasi. Vore forfædre fornemmede at det klart lysende røde himmellegeme der bevægede sig hen over nattehimmelen ude af trit med stjernerne, var noget for sig selv. Oldtidens babyloniere, grækere og romere opkaldte planeten efter deres krigs- og dødsguder, uvidende om at den røde farve skyldes at overfladen er dækket af et støvlag bestående af jernoxid.

I nyere tid, hvor astronomerne gennem stadig stærkere teleskoper har taget solsystemet i øjesyn, er det ikke undgået deres opmærksomhed at vor røde naboplanet har årstider, isdækkede poler og andre ligheder med Jorden. Her i det 20. århundrede er Mars for første gang blevet inspiceret af sovjetiske og amerikanske rumsonder der enten har passeret planeten eller er landet på den, og i juli 1997 holdt Mars Pathfinders rumfærd millioner af fjernseere naglet til skærmen.a

For tiden kredser sonden Mars Global Surveyor omkring planeten og indsamler data om den røde planet. Disse rumforsøg har givet os en mængde informationer, men mange grundlæggende spørgsmål om Mars står stadig åbne.

Hvor findes vandet?

Et gennemgående tema i disse spørgsmål er muligheden for at der findes vand på Mars. Nogle forskere har fremsat den hypotese at forholdene på planeten i en fjern fortid var meget anderledes end i dag. Én teori går ud på at klimaet var varmere og atmosfæren fugtig, og at overfladen har været furet af floddale. Af en eller anden grund forsvandt vandet og efterlod en tør, støvet og stormomsust klode der får Jordens ørkener til at virke frodige i sammenligning. Hvor blev vandet af? Hvor kan man finde vand på Mars nu, og i hvilken form? Hvordan påvirker vandet vejrliget og klimaet på Mars?

„Det er en detektivroman,“ udtaler Norman Haynes, der er forhenværende chef for Mars Exploration office (Afdelingen for udforskning af Mars) ved rumfartsorganisationen NASA’s Laboratorium for Jetdrift i den californiske by Pasadena. „Det store mysterium er hvor vandet blev af.“ Videnskabsmændene håber at man nærmer sig løsningen på denne gåde. Når Jorden og Mars cirka hvert andet år står i en gunstig indbyrdes position, har forskerne planlagt at opsende sonder for at fravriste Mars nogle flere hemmeligheder.

Det seneste par „detektiver“ var planlagt som henholdsvis en vejrsatellit der skulle have kredset i en bane over polerne, og en sonde der bogstavelig talt skulle give et dybtgående indblik i Mars’ undergrund. De blev kaldt Mars Climate Orbiter og Mars Polar Lander.

Rejsen til Mars

Mars Climate Orbiter blev sendt af sted på sin ni måneder lange rejse den 11. december 1998 fra Kennedy Space Center ved Cape Canaveral i Florida. Den skulle have kredset om Mars i 400 kilometers højde og herfra undersøgt planetens atmosfære, overflade og polarkalotter. Undersøgelserne skulle have varet et helt marsår, som svarer til 687 døgn her på Jorden.

Den 23. september, den dag hvor vejrsatellitten efter planen skulle have påbegyndt observationen af Mars, meddelte forskerne ved NASA’s Laboratorium for Jetdrift at de havde mistet kontakten med satellitten. „Vi antager at rumfartøjet må være kommet ind i en lavere bane end vi regnede med,“ siger Richard Cook, der er projektleder for denne rumfærd. „Det er muligvis det der har medført at missionen slog fejl.“ Satellitten skulle have registreret de ændringer der sker på overfladen af Mars i takt med årstidernes skiften, og givet forskerne afgørende fingerpeg om hvordan planetens klima var i begyndelsen af dens historie.

Forskerne håber at ikke alt har været forgæves. De knytter deres forhåbninger til det andet rumfartøj, Mars Polar Lander, der er undervejs til Mars. Denne sonde blev opsendt den 3. januar 1999 og skal efter planen ankomme til Mars først i december. Hvor skal den lande for at give forskerne flest mulige oplysninger?

Det bedste landingssted

Det er værd at huske at spørgsmålet om forekomsten af vand har høj prioritet i forbindelse med udforskningen af Mars. Hvor er det ideelt at lede efter vandforekomster på denne planet? På Jorden studerer man vejret, klimaet og vandkredsløbet ved at sammenligne resultaterne af flere tusind enkeltundersøgelser udført med vidt forskellige instrumenter mange forskellige steder. Langt større skønsomhed er påkrævet når man skal udforske andre planeter. Da der kun gives få lejligheder til at undersøge Mars fra selve overfladen, må videnskabsmændene nøje overveje hvilke instrumenter de vil sende af sted, og hvor de vil sende dem hen.

Hvad klimaet på Mars angår, er polerne ideelle at udforske, for det er her at årstiderne giver de største vejrmæssige udslag. Forholdene er meget anderledes end på den stenoversåede flodslette hvor sonden Mars Pathfinder for to år siden blev landsat. Man mener at sæsonprægede støvstorme afsætter et tyndt lag støv i polarområderne. Om vinteren fryses støvet under kuldioxid og vandis; og med tiden er der blevet aflejret mange lag. „Disse lag er et arkiv over Mars’ klimatiske historie,“ siger Ralph Lorenz fra University of Arizona. Eksperter mener at udforskningen af dette hidtil urørte område vil repræsentere et betydeligt fremskridt i udforskningen af Mars. På hvilken måde? Og hvad skal satellitten foretage sig når den er landet?

Et blik under overfladen

Den én meter høje satellit ligner en trebenet edderkop og har en næsten to meter lang robotarm med et skovlblad yderst. Allerede inden landingen på Mars begynder opgaverne. Lige inden satellitten trænger ind i den røde planets atmosfære, frigør den to hylstre, som hver er på størrelse med en basketball.

Projektilerne vil ramme overfladen med en hastighed på 700 kilometer i timen. Det er meningen at de skal splintres ved nedslaget og frigøre to mindre sonder, som skal bore sig en meter ned i overfladen. Dernede vil disse sonder ved hjælp af nogle små bor teste den kemiske sammensætning af Mars’ overflade. Målet er at spore eventuelle frosne vandforekomster.

Kort efter lander selve satellitten ved hjælp af en faldskærm. Den medbringer kameraer og sensorer og skal undersøge Mars’ terræn og vejr. Både under og efter landingen tager den fotografier. Den er også forsynet med en mikrofon hvormed man for første gang vil optage lyden af blæsten på Mars. Satellitten er beregnet til at skulle fungere i cirka 90 døgn efter landingen.

Et dragende forskningsobjekt

Naturligvis vil det tage forskerne flere år at undersøge og analysere de data som bliver indsamlet under denne mission, der indgår i et 16 år langt forsøg på at øge vor viden om Mars. Foruden NASA har den europæiske, den japanske og den russiske rumfartsorganisation deltaget i udforskningen af planeten. Forskerne håber at det med tiden lader sig gøre at sende prøver af Mars’ overflade ned til Jorden til analyse i laboratorier. Ved hjælp af dem vil man måske endelig få svar på hvilke klimaforandringer der er foregået på vor røde naboplanet, Mars.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 15]

Opstod livet på Mars?

Meteoritten ALH84001 — som menes at stamme fra Mars — blev opdaget i Antarktis i 1984. I august 1996 bekendtgjorde nogle forskere ved NASA’s Johnson Space Center og ved Stanford University at stenen, der var på størrelse med en kartoffel, indeholdt vidnesbyrd om, men ikke klare beviser for, at der fandtes liv på Mars i form af organiske forbindelser, mineralaflejringer og forstenede mikroorganismer. Underforstået: Livet på Jorden kunne være opstået på Mars.

Men næsten alle andre i de videnskabelige kredse er nu enige om at denne meteorit ikke frembyder tungtvejende argumenter for at livet opstod på Mars. „Jeg finder det meget usandsynligt at man har fundet spor efter biologisk aktivitet,“ udtaler William Schopf ved University of California, Los Angeles. Samstemmende siger Ralph P. Harvey fra Case Western Reserve University: „Tanken om liv på Mars tiltaler mange af os, men ALH[84001] giver tilsyneladende kun utilstrækkeligt bevis for det.“b

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 16, 17]

Fyrre års udforskning af Mars

■ I 1960 opsendte Sovjetunionen de første planetsonder med kurs mod Mars. Ingen af dem nåede den kredsløbsbane om Jorden hvorfra de skulle fortsætte mod deres mål.

■ Den 14. juli 1965 passerede den amerikanske satellit Mariner 4 Mars og transmitterede fotografier og målingsresultater tilbage til Jorden.

■ I 1971 nedkastede den sovjetiske rumsonde Mars 3 en rumkapsel der foretog den første bløde landing på Mars. Mariner 9, en amerikansk sonde, nåede Mars samme år og gennemfotograferede hovedparten af planetens overflade. Mariner 9 tog også billeder af planetens to små måner, Phobos og Deimos.

■ To amerikanske sonder, Viking 1 og Viking 2, landede på Mars i 1976. De fungerede i en årrække.

■ I 1988 sendte sovjetiske forskere to rumfartøjer, Phobos 1 og Phobos 2, til Mars. Phobos 1 kom ud af kontrol, men Phobos 2 nåede Mars og sendte måleresultater tilbage i flere dage.

■ I 1992 opsendte USA sonden Mars Observer. Rumfærden mislykkedes.

■ Sonden Mars Pathfinder landede på Mars den 4. juli 1997 med køretøjet Sojourner. Nogle fænomenalt flotte billeder af Mars blev sendt tilbage til Jorden.

[Illustrationer]

Mariner 4

En af Vikingsonderne

Phobos 2

[Illustration på side 15]

Mars Climate Orbiter

[Illustration på side 15]

Mars Polar Lander

[Illustration på side 16, 17]

Panorama af et Marslandskab, fotograferet af Mars Pathfinder

[Kildeangivelser på side 14]

Side 15: Meteorit: NASA-foto; baggrund: NASA/U.S. Geological Survey; kredsende sonde og landet sonde: NASA/JPL/Caltech

Side 16 og 17: Landskab, Mariner 4, Viking-sonde: NASA/JPL/Caltech; planet: NASA-foto; Phobos 2: NASA/National Space Science Data Center