Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w82 15/5 s. 15-20
  • Jehova opretholder sin hær af heltidstjenere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jehova opretholder sin hær af heltidstjenere
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Unge kommer nær til Jehova
  • Hvordan Jehova holder dem oppe
  • Pionertjenesten — et udtryk for tro
  • Velsignelserne ved pionertjenesten
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Tillæg — Du indbydes til at blive pioner — tager du imod indbydelsen?
    Rigets Tjeneste – 1972
  • Tillæg — Er pionertjenesten noget for dig?
    Rigets Tjeneste – 1978
  • Pionerer giver og får velsignelser
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
w82 15/5 s. 15-20

Jehova opretholder sin hær af heltidstjenere

„Din loyale hengivenhed, Jehova, . . . holdt mig oppe.“ — Salme 94:18, NW.

1. Hvad fik kong David til at holde sig nær til Jehova?

„JEG vil love dig dag efter dag [dagen lang, NW], evigt og altid prise dit navn.“ (Salme 145:2) Det var kong David der skrev disse ord. Kan du forestille dig hvor nært et forhold til Gud han må have haft? Man føler hans taknemmelighed, hans dybe hengivenhed. Til andre tider gav han også udtryk for den frygt og respekt han havde for sin Skaber, der havde gjort så meget for ham.

2. Hvordan viste David sin taknemmelighed for Guds godhed?

2 Som det fremgår af Salme 145:2, strømmede Davids taknemmelighed for Guds godhed undertiden over i form af lovord og lovsange. Men hele hans livsførelse var også i samklang med disse ord og sange. Tænk på nogle af de begivenheder i hans liv der vidner om dette. David ville gerne have bygget et tempel til Gud, men da dette privilegium blev ham nægtet, sørgede han for at indsamle store mængder af penge og materialer som en forberedelse til dets opførelse. Hvad Guds fjender angik, var han ikke tilfreds før han havde drevet dem alle ud af det forjættede land. En tid lang led han afsavn og blev udsat for trængsler og forfølgelser, fremfor at mishage Gud ved at tage hævn over Guds salvede, kong Saul. Han kunne også tænke tilbage på den tid hvor han havde kæmpet med Goliat og hvor han havde dræbt en løve og en bjørn. Ja, Gud holdt David oppe.

3. Hvordan er din indstilling til Guds godhed, og hvordan kunne du vise denne?

3 Har du nogen sinde ligesom David følt en overvældende taknemmelighed for Guds godhed mod dig? Måske har du endog været nedslået over ikke at kunne vise din taknemmelighed i større udstrækning end du gør? I så fald er det en trøst at tænke på at Jehova finder behag i en helhjertet tjeneste, uanset hvor begrænset denne måtte være på grund af andre bibelske forpligtelser. (Jævnfør Kolossenserbrevet 3:23.) Mange kristne har imidlertid under bøn ransaget sig selv for at se hvordan de kunne lægge deres forhold til rette, så de kunne gøre mere for at vise deres kærlighed til og hengivenhed for Gud. Tusinder har været i stand til at indrette sig så de har kunnet tage pionertjenesten op og bruge hele deres tid til at forkynde Bibelen og undervise i den.

Unge kommer nær til Jehova

4. (a) Hvad har mange unge lagt mærke til, og hvad har det fået dem til at gøre? (b) Hvilket forslag indeholder Organisationsvejledningen herom?

4 Mange af dem der i de senere år er kommet nær til Jehova, er unge mennesker. De har set den falske religions hykleri og dens magtesløshed over for den bølge af ondskab der oversvømmer jorden. De har bemærket at mennesker simpelt hen ikke formår at indføre et ordentligt styre, og de har med forfærdelse set hvordan vor dyrebare jord er ved at blive ødelagt af griske profitmagere. Når de har lært Bibelens tilfredsstillende løsning på disse problemer at kende, har de fulgt den vise bibelskribents råd: „Tænk på din skaber i ungdommens dage.“ (Prædikeren 12:1) Det har ofte resulteret i at de har taget pionertjenesten op. Hvorfor? Bogen Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple siger: „Alle unge bør overveje denne tjeneste [pionertjenesten] alvorligt. Hvad skal den unge tage sig til når han er færdig med den nødvendige uddannelse? Elsker han virkelig Jehova og har han medfølelse med dem der er i trældom under denne gamle tingenes ordning? Hvis han er en indviet og døbt lovpriser af Jehova burde der ikke være nogen tvivl. Hans hjerte vil tilskynde ham til at tjene Jehova af hele sin sjæl.“ — Side 131.

5. Hvordan betragter to unge deres situation?

5 Da en teenager i Japan lærte de bibelske sandheder at kende, gjorde de et så dybt indtryk på ham at han efter sin dåb i 1978 virkede som hjælpepioner i 19 måneder. I december 1980 blev han så, i en alder af 18 år — og tre måneder før han var færdig med skolen — almindelig pioner. Da hans moder, som også er pioner, spurgte ham hvad der var hans planer for fremtiden, svarede han straks at lige nu var der intet så vigtigt som at være med i forkyndelsen og overleve ’den store trængsel’. (Mattæus 24:21) En pioner i Holland som begyndte sin tjeneste for ni år siden i en alder af 19, giver udtryk for den samme værdsættelse. Da han blev spurgt om grunden til at han havde taget heltidstjenesten op, svarede han: „Jeg havde en dårlig samvittighed fordi jeg var fuldstændig opslugt af mit arbejde og kun gav Jehova den tid der var tilovers.“

Hvordan Jehova holder dem oppe

6. Hvorfor kan vi være sikre på at Gud har magt til at holde os oppe?

6 Når man således i oprigtighed søger nær til Gud, vil det medføre en positiv reaktion fra hans side. Disciplen Jakob siger: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Tænk engang! Universets almægtige Suveræn vil komme nær til den der ved sine gudhengivne handlinger oprigtigt rækker hænderne ud mod ham! Hvordan gør Gud det? Blandt andet ved at holde den pågældende oppe åndeligt og endda materielt, om nødvendigt. (Salme 34:11; 146:7) En 71-årig pionersøster fra Filippinerne der har virket som pioner i 31 år og opnået meget fine resultater, skriver: „Med en lille indtægt kan vi klare vores udgifter og min pionertjeneste. Jeg har aldrig følt mig åndeligt svækket.“

7. (a) Hvilken forbindelse er der mellem glæde og åndelig styrke? (b) Hvordan har to søstre erfaret dette?

7 Endnu en måde hvorpå Jehova opretholder sin hær af heltidstjenere er ved at give dem GLÆDE, en frugt af hans ånd. (Galaterne 5:22, 23) Apostelen Paulus nævner meget passende glæde som den anden i rækken af åndens frugter, efter kærlighed. Glæde giver styrke, og uden styrke kan ingen „soldat“ holde ud. I Nehemias 8:10 siges der: „[Jehovas] glæde er eders styrke.“ At dette er sandt fremgår af følgende oplevelse fra en søster i Los Angeles, Californien:

„Jeg vil gerne fortælle jer hvor lykkelig jeg er. Jeg fik min pioneransøgning af kredstilsynsmanden . . . og lagde planer om at begynde den 1. januar 1981. Da vi nåede januar var jeg meget ængstelig, men jeg bad til Jehova om han ville velsigne mine bestræbelser og lade mig finde nogen der virkelig ønskede at studere og som ønskede at få sandheden. Nu kan jeg sige at ’mit bæger flyder over’. Foruden at finde mange interesserede har jeg i januar 1981 kunnet rapportere 102 timer i forkyndelsen, 135 blade, 23 bøger, 47 genbesøg, 2 brochurer, 3 abonnementer og 9 bibelstudier. Himmelens sluser har åbnet sig, og Jehovas velsignelse har gjort mig så rig at jeg føler mit hjerte er ved at sprænges.“

En 14-årig søster fra Brasilien der har benyttet sin skoleferie til at være hjælpepioner sammen med sin moder, giver også udtryk for denne styrkende glæde. Hun siger:

„Hver gang jeg går ud i tjenesten føler jeg mig opmuntret, og jeg har lagt mærke til at efterhånden som jeg bliver ved med at forkynde, er det lettere for mig at få kontakt med folk. Det er en tjeneste der giver mig stor glæde, for jeg ved at jeg behager Jehova og at det er den bedste måde jeg kan bruge min ungdom på.“

8. Hvilken virkning kan pionertjenesten have på din offentlige forkyndelse?

8 Lagde du mærke til den unge søsters udtalelse om at det var lettere for hende at få kontakt med folk ’efterhånden som hun blev ved med at forkynde’? Har du også erfaret det? Mange pionerer kan bekræfte at det forholder sig sådan, idet de siger at de først begyndte at føle virkelig glæde ved tjenesten da de kunne deltage i den dag efter dag. Hvorfor? Jo, mange kristne som kun kan være med i forkyndelsen en gang imellem, føler sig en lille smule ængstelige hver gang de skal ud fra dør til dør. Det er først når de har taget nogle få besøg at de virkelig begynder at nyde det. Pionerer, derimod, deltager hver dag i den offentlige forkyndelse og undervisning, og de har opøvet en betydelig færdighed som gør det lettere og mere glædeligt for dem at udføre tjenesten.

9. Hvilket forslag har en rejsende tilsynsmand fremsat i forbindelse med pionertjenesten?

9 En rejsende tilsynsmand i De forenede Stater blev klar over at mange uden tvivl kunne være gode pionerer hvis de blot fik smagt den glæde og styrke pionertjenesten giver og fik tillid til at de kunne fortsætte som pionerer. Han forklarer hvad han foreslog:

„Det ser ud til at ikke så få som har pionerånden holder sig tilbage af frygt for at de ikke vil kunne fortsætte i denne tjeneste. Jeg har foreslået at de sætter sig det mål at være pionerer i et år; så kan de se hvordan det går med deres helbred, deres timeplan og så videre. Hvis de så, når året er gået, føler at de ikke kan fortsætte, har de i det mindste haft et godt år i pionertjenesten som de aldrig vil glemme. Mange vil imidlertid kunne fortsætte når først de har smagt pionertjenestens glæder.“

Hjælpepionerordningen, hvor en kristen kan tjene som heltidsforkynder i en enkelt måned eller så mange måneder han eller hun ønsker det, har ofte været et springbræt til den almindelige pionertjeneste.

10. Hvilken indstilling har pionerer til materiel hjælp?

10 Pionererne befinder sig i forreste linje i den åndelige kamp, og de udfører en ophøjet tjeneste. Dog mener de ikke at de af den grund bør have en særlig behandling. De forstår at de blot er ’medsoldater’ sammen med de millioner andre der trofast tjener Gud men som ikke er i stand til at virke som pionerer. Deres forhold gør det muligt for dem at virke som pionerer og på denne måde yde en helhjertet tjeneste, et krav som alle der har Guds godkendelse må opfylde. De forventer ikke at andre skal føde og klæde dem eller på anden måde støtte dem materielt. De føler i høj grad som Paulus, der sagde: „Ved slid og slæb nat og dag arbejdede vi for ikke at ligge nogen af jer til byrde.“ — 2 Tessaloniker 3:8.

11. Hvorfor glæder mange kristne sig over at hjælpe dem der er i heltidstjenesten?

11 Selv om Paulus ikke ønskede at være en byrde for nogen, viste nogle af de første kristne deres værdsættelse af hans tjeneste ved at hjælpe ham materielt. På denne måde hjalp de ham til at fortsætte i den tjeneste som de ikke selv kunne tage op i øjeblikket. (Filipperne 4:14-19; 2 Korinter 11:8) På samme måde er der i dag mange kristne som oprigtigt arbejder henimod det mål at blive pionerer, men hvis forhold gør det umuligt i øjeblikket. De deler ofte med glæde deres materielle ejendele med dem som nu kan være pionerer — en gavmildhed som pionererne ikke forventer men som de er meget taknemmelige for.

12. Hvad må pionerer stadig sætte deres lid til, som det fremgår af en søsters eksempel?

12 Selv om pionererne nyder godt af den gavmildhed som mange af deres kristne trosfæller viser dem, må de ikke desto mindre sætte deres lid til Guds evne til at hjælpe dem. En pioner skrev for nylig følgende:

„Jeg har haft den glæde at være almindelig pioner i tre år. Det har været de bedste år i mit liv. Jeg er Jehova meget taknemmelig fordi han har ladet mig tjene ham på denne måde. Det har været den mest trosstyrkende del af mit liv i sandheden, idet jeg mange gange har erfaret hvordan Jehova har sørget for mig. Heltidstjenesten har hjulpet mig til virkelig at forstå Jesu ord i Mattæus 6:25-33. Jeg må indrømme at jeg af og til har haft visse bekymringer, men det har som regel været af kort varighed, idet jeg kun behøver at genkalde mig hvordan Jehova før i tiden har holdt sit løfte. Hvorfor skulle jeg da tvivle på ham nu? Hver dag prøver jeg at tage et overblik over min situation, og jeg kommer til den slutning at jeg har føde, klæder og tag over hovedet, sådan som Jesus sagde jeg ville have. Når man kun har verdsligt arbejde to aftener om ugen, ved man at det er Jehova der sørger for en. Hvilken følelse af tryghed giver det ikke!“

Pionertjenesten — et udtryk for tro

13. Hvilke trosgerninger er omtalt i Bibelen?

13 Bibelen er fyldt med beretninger om mennesker der har lagt tro for dagen. Bygningen af arken var et bemærkelsesværdigt udtryk for Noas og hans families tro. Vi må heller ikke glemme den tro som Abraham, Sara, Josef, Moses og Rahab lagde for dagen. Men som Paulus sagde: „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter.“ (Hebræerne 11:32) Deres tro fik dem til at gøre noget ud over det almindelige, noget ud over det pligten krævede. Det var imidlertid ikke blot pligtfølelse der drev dem. Deres kærlighed til Gud og deres tro på ham, blandt andet på at Gud havde et bedre ’fædreland’ i tanke til dem, fik dem til ’offentligt at bekende’ deres tro. Hvordan betragtede Jehova deres trosgerninger? Hans ord svarer: „Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har gjort en by rede til dem.“ — Hebræerne 11:13-16.

14. Hvordan kan pionertjenesten være et udtryk for tro i dag?

14 Hvilke trosgerninger ’ud over det almindelige’ kan vi gøre i dag? For mange vil svaret være heltidstjeneste, pionertjeneste. Det siger sig selv at ikke alle der udgør „hele brodersamfundet“ i verden, kan være pionerer eller tjene regelmæssigt som hjælpepionerer. (1 Peter 2:17) Men selv de der rent praktisk har mulighed for at tage denne tjeneste op, må have tro. En broder i Europa skriver: „Mange rådede mig fra at blive pioner, fordi denne tjeneste kræver at man har et stærkt helbred. Jeg er ikke fysisk stærk og har en krum ryg. Jeg begyndte alligevel, og med Jehovas hjælp har jeg nu været pioner i 30 år.“ Han tilføjer at han ’har fundet stor tilfredshed ved at have sin dag fuldt besat’, og at dette ’hjælper ham til at holde sig nær til Jehova’. Jehova har afgjort holdt denne broder oppe i pionertjenesten.

15. Hvordan viste en broder i Japan sin tro?

15 Ligesom det ikke er forbeholdt de stærke at vise deres tro i pionertjenesten, er det heller ikke forbeholdt en bestemt aldersgruppe. En 60-årig mand i Japan lærte Bibelens sandheder at kende efter at han havde taget sin afsked som skolelærer. Han blev hurtigt døbt og tog straks hjælpepionertjenesten op. Da han i en alder af 61 blev almindelig pioner tænkte han på den lille by i bjergene han var vokset op i og hvor der ikke fandtes nogen Jehovas vidner. Han og hans kone, der også var pioner, solgte deres hus i storbyen og flyttede til denne by. Med de penge de havde efter salget af deres hus byggede de en rigssal der, og de har haft den velsignelse at se en menighed vokse op.

16, 17. Hvorfor er det nu på sin plads alvorligt at overveje om du kan blive pioner?

16 Tiden er hastigt ved at udløbe for den nuværende onde tingenes ordning. Ligesom israelitterne intensiverede deres march omkring den onde by Jeriko lige før dens ødelæggelse, sådan opfordrer Jehova nu, før han tilintetgør den nuværende ordning, sit folk til at opløfte et vældigt krigsskrig. (Josua 6:20) Kan du få en større andel i dette sejrsskrig ved at blive pioner? Hvis du kunne lægge dine forhold til rette så det blev muligt, har du så den tro der skal til? Vær sikker på at Jehova vil gøre sin del med hensyn til at holde dig oppe og give dig større glæde. Han vil velsigne dine bestræbelser. Det vil måske gå dig ligesom en hollandsk søster der har været pioner i ti år, og som siger: „Min samvittighed begyndte at nage mig fordi jeg havde tiden. Jeg begyndte i pionertjenesten for at dulme min dårlige samvittighed og for at vise mig selv at mit skrøbelige helbred ikke ville tillade mig at fortsætte som pioner. Jeg er stadig pioner.“

17 Ja, Jehova udretter store ting i den nuværende onde ordnings „sidste dage“. Nu er tiden inde til at komme nær til ham og til at velsigne hans navn dagen lang, ligesom David gjorde. Stol på Guds løfte om at han vil holde dig oppe. David skrev: „Når jeg sagde: ’Min fod må vakle,’ var det din loyale hengivenhed, Jehova, der holdt mig oppe.“ — Salme 94:18, NW.

Kan du forklare . . .

■ hvorfor det er på sin plads at unge kristne overvejer at tage pionertjenesten op?

■ hvordan Jehova holder sine heltidstjenere oppe?

■ hvorfor pionertjenesten er et særligt udtryk for tro?

[Illustration på side 17]

Pionerer erfarer stor glæde i den offentlige forkyndelse og bliver ofte meget dygtige

[Illustration på side 19]

Mange som ikke i øjeblikket har mulighed for at være pionerer, kan dele deres materielle goder med dem der er i heltidstjenesten

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del