Selvbeherskelse — et værn mod ulykke

Manden og kvinden var alene sammen. Han arbejdede et par dage i hendes hjem, hvor han skulle foretage nogle reparationer. De var begge medlemmer af en kristen menighed. Hun var ulykkelig i sit ægteskab, og hun begyndte at betro ham sine følelser og problemer. Han følte med hende, og mens han prøvede at råde og trøste hende, lagde han armen om hendes skuldre. Det førte intime kærtegn med sig, og snart havde de begået ægteskabsbrud.

De havde ikke planlagt at begå denne synd. Indtil da havde begge levet et rent liv i moralsk henseende og havde lagt en kristen adfærd for dagen. Var det manglende kærlighed til Guds ord eller til rette moralnormer der førte til at de begik denne overtrædelse? Nej, årsagen var i første række at de undlod at vise SELVBEHERSKELSE.

Selvbeherskelse er en af Guds ånds frugter. Den kristnes selvbeherskelse bygger ikke på naturlige anlæg, men på kundskab om Gud og hans ord. Det er grunden til apostelen Peters formaning: ’Føj til jeres kundskab selvbeherskelse.’ — 2 Pet. 1:5, 6.

I Galaterbrevet 5:22, 23, hvor åndens frugter opregnes, nævnes kærligheden først, før selvbeherskelse. Hvis den kristne altid lagde kærlighed for dagen, og gjorde dette til fuldkommenhed, er det klart at han også til enhver tid ville vise selvbeherskelse. Men eftersom vi alle er ufuldkomne, er selvbeherskelse en side af den kristne personlighed som vi altid må være meget opmærksomme på.

Mangel på selvbeherskelse kan føre til ulykke. Lad os antage at en mand har egenskaberne glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro og mildhed. Han har måske lagt disse egenskaber for dagen i lang tid. Men hvis han mister selvbeherskelsen kan han også for en tid miste alle de andre egenskaber. Han kan da gøre noget som volder ubodelig skade på både hans eget og andres liv.

De kristne beder derfor om at få selvbeherskelse. Ellers kan de let blive fanget i en snare. Vi må alle erkende at synden virker i vort kød, og ofte er det sådan at ’det vi gerne vil, det praktiserer vi ikke; men det vi hader, det gør vi’. (Rom. 7:15) På grund af denne sørgelige kendsgerning sagde apostelen Paulus: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.

Det var grunden til at Jesus lærte sine disciple at bede: „Før os ikke ind i fristelse.“ (Matt. 6:13) Gud frister ikke nogen til at gøre noget ondt. Men han ved at når en kristen gør noget uret, er det sjældent fordi han er fuldstændig uvidende om det urette i sin handlemåde. Den der handler uret er som regel klar over at det han gør, mishager Gud. Når han føler sig fristet til at synde tænker han sandsynligvis: Hvordan vil Gud betragte sagen? Hvilken virkning vil det have på mit forhold til Gud og den kristne menighed? Hvordan vil det berøre min familie? Vil min handling bringe skam over Guds og Kristi navn? Vil den bringe skam over mig selv som kristen og over menigheden? Han vil enten lade sig advare af disse tanker og afholde sig fra den urette handling, eller skyde dem fra sig og ubesindigt begå en synd.

Når den kristne beder: „Før os ikke ind i fristelse,“ beder han derfor Gud om at huske ham når han udsættes for prøvelse og minde ham om Bibelens stærke advarsler — at sætte klare, utvetydige „stopsignaler“ langs vejen. Han beder Gud om at bringe ham til fornuft og få ham til at standse op hvis han skulle begynde at blive svag. Gud vil ikke holde ham tilbage med magt og derved gribe ind i hans frie vilje, men ved at styrke den pågældendes sind med de rette tanker der udspringer af guddommelig visdom ’skaber Jehova en udvej, så han kan udholde fristelsen’. — 1 Kor. 10:13.

Hvis den kristne undlader at vende sig til Gud med denne bøn om hjælp i sit hjerte, vil følgende princip gøre sig gældende: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jak. 1:14, 15) Den der fristes vil føle sig lokket uimodståeligt, lige til han kaster al forsigtighed og alle principper over bord og fortsætter direkte ud i den syndige handling „som en tyr, der føres til slagtning.“ (Ordsp. 7:22) Dette er netop hvad Djævelen ønsker. (1 Pet. 5:8) Men Gud vil hjælpe den kristne der beder til ham når han udsættes for pres, og give ham styrke så han kan vise selvbeherskelse.

Ved en bestemt lejlighed forskånede Gud David for en stor ulykke ved at hjælpe ham til at genvinde selvbeherskelsen. I dette tilfælde brugte Gud en kvinde til at bønfalde David om at undlade at begå en uoverlagt handling. Denne kvinde var Abigajil. David og hans mænd, der var gjort fredløse af den onde kong Saul, havde beskyttet Nabals hyrder og hjorde. Nabal var Abigajils mand, og han var meget rig. Men da David sendte nogle folk hen til Nabal for at bede om fødevarer, fornærmede denne dem groft. Nabals urimelige, onde handlemåde oprørte David så meget at han straks rykkede ud for at udslette Nabals husstand; men Abigajil kom ham i møde og bønfaldt ham om at overlade sagen til Jehova i stedet for selv at tage hævn.

David indså hvilken ulykke hans vrede kunne have ført ham ud i, og svarede: „Priset være [Jehova], Israels Gud, som i dag sendte mig dig i møde, priset være din klogskab, og priset være du selv, som i dag holdt mig fra at pådrage mig blodskyld.“ — 1 Sam. 25:2-35.

Tænk hvilken ulykke David kunne have bragt over sig selv hvis Gud ikke havde hjulpet ham til at genvinde selvbeherskelsen da han var på vej for at dræbe mændene i Nabals husstand! I den fordærvede verden vi nu lever i, er selvbeherskelse af lige så stor betydning for den kristne. Unge som gerne vil leve i overensstemmelse med de kristne normer, er til stadighed omgivet af andre unge for hvem slette handlinger hører til dagens orden. Sådanne mennesker der ikke viser selvbeherskelse øver et stærkt pres på de kristne unge for at friste dem til at bruge stoffer eller begå umoralske handlinger, til at vise opsætsighed eller være med til at øve hærværk eller vold. Ja, hvad enten man er ung eller gammel kan manglende selvbeherskelse føre til at man begår en handling der ødelægger ens eget og måske også andres liv. På et øjeblik kan man sætte en plet på sit omdømme som kristen og blive mærket i sin samvittighed.

Ligesom de andre af åndens frugter, opdyrkes selvbeherskelse ved at man studerer Guds ord Bibelen og anvender dens principper i sit liv. Selvbeherskelse hjælper en til at bevare ligevægten og virker fremmende på andre kristne egenskaber. Ved hjælp af „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“, appellerer denne verden stærkt til „den gamle personlighed som svarer til [vores] tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker“. (1 Joh. 2:16; Ef. 4:22) Af den grund indser sande kristne hvor vigtigt det er at opbygge et pålideligt værn — nemlig selvbeherskelse.