De olympiske lege, sport og religion — kan det forenes?
„DE SIDSTE af oldtidens olympiske lege afholdtes i år 393. Det følgende år forbød ediktet fra kejser Theodosius afholdelsen af legene.“ (History of the Olympic Games af Xenophon L. Messinesi) Hvorfor forbød den „kristne“ kejser legene? Han ønskede at udrense alle hedenske foreteelser af sit kejserrige. Men hvorfor betragtede man de olympiske lege som hedenske?
Messinesi tilføjer: „Vi får at vide at under ofringerne til [den græske gud] Zeus . . . stod en præst for enden af stadion med en fakkel i hånden. Idrætsfolkene blandt tilbederne . . . løb om kap hen mod præsten for enden af stadion . . . [sejrherren] fik den forret at tænde ilden på alteret til ofringerne. Flammen på alteret brændte symbolsk under hele den periode legene varede . . . Det er denne del af ceremonien der er genopstået i nutidens lege.“
Flere islæt fra legenes hedenske oprindelse har vist sig levedygtige til i dag. Den olympiske ilds fakkel bliver tændt ved solens koncentrerede stråler ved en ceremoni ved Den hellige Lund i Olympia i Grækenland. En ypperstepræstinde og flere præstinder medvirker ved handlingen. Den hellige ild bliver derpå bragt fra Olympia til den by hvor de olympiske lege skal afholdes. Via TV og radio følger millioner faklens rejse, der kulminerer med den sidste strækning hvor den bringes ind på det olympiske stadion for at tænde den flamme der skal brænde mens legene står på.
Historikeren Messinesi siger hertil: „Ingen af alle ceremonierne ser ud til at gøre et sådant indtryk som flammen der kommer fra Olympia . . . Den forbinder de lege der skal til at afholdes, med den religiøse udtryksform der er blevet helligholdt gennem århundrederne.“ (Kursiveret af os.) Denne betragtningsmåde finder støtte i en udtalelse som grundlæggeren af nutidens olympiske bevægelse, baron Pierre de Coubertin, fremsatte året før sin død: „Jeg mener derfor at have haft ret, når jeg med genoplivelsen af den olympiske idé fra begyndelsen forsøgte at genoplive en religiøs følelse.“ — Kursiveret af os.
Som man kunne bemærke ved de olympiske lege i Los Angeles er der en næsten religiøs atmosfære ved ceremonierne — værtslandets nationalmelodi afspilles, det olympiske flag hejses, og den olympiske hymne istemmes. Alt dette taget i betragtning, hvordan bør en kristen da betragte de olympiske lege? Og hvilke idealer bør han lade sig lede af? Er ’sejr det eneste der tæller’? Eller kan blot dét at være med bære lønnen i sig selv?
Sport i Bibelen
Enhver der læser noget af det som de kristne apostle Peter og Paulus har skrevet, må erkende hvilken indflydelse sporten havde på den verden de levede i. For eksempel gav Paulus følgende råd til korinterne, som var udmærket bekendt med de idrætskonkurrencer der afholdtes ved de isthmiske lege: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den. . . . De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone [en sejrskrans, der visner, da. aut.], men vi en uforgængelig [en evig sejrskrans, der aldrig visner].“ — 1 Korinter 9:24, 25.
Skal Paulus’ ord forstås sådan at ’dét at vinde er det eneste’ inden for sport? Slet ikke. Han gjorde det blot tydeligt at der kun er én førstepræmie i et verdsligt løb — men i det kristne løb kan enhver vinde førstepræmien. Løb derfor med dit sind koncentreret om det at vinde prisen!
Peter hentyder også til sejrherrens krone. Begge apostle vidste at der ved de forskellige lege blev tildelt kroner eller kranse — af vilde olivenblade ved de olympiske lege, af laurbærblade ved de pythiske lege og en krone af fyrrekviste ved de isthmiske lege. Med tiden visnede alle disse. Derfor anbefalede Peter de kristne ældste „herlighedens uvisnelige krone“. — 1 Peter 5:4.
Meningen er tydelig — den hæder man opnår gennem sport er flygtig og forbigående. Derfor kunne Paulus sige: „For legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1 Timoteus 4:8) Han gør det således tydeligt at nogen fysisk træning og motion er nyttig eller har en vis, begrænset værdi. Dog skulle dette hverken helt eller delvis fortrænge en kristens hengivenhed for Gud gennem Kristus. Ikke sport, men Guds rige, bør indtage førstepladsen i den kristnes liv. (Mattæus 6:33) Hvad ville det nytte at have en atletisk krop hvis sindet gik i forfald eller blev forsimplet? Eller hvis den kristne blev frafalden ved at deltage i hedenske religiøse sportsbegivenheder? (2 Korinter 6:14-17) Og deri ligger faren i dag. Meget i nutidens sportsfilosofi er uforeneligt med kristne principper og idealer, og de der praktiserer denne filosofi må ofte gå på akkord med kristne principper. Hvordan?
At vinde er ikke det eneste
I dagens sportsverden udøves der et stærkt pres. For eksempel udbetales der åbenlyst eller i det skjulte kæmpesummer til sportsfolk inden for alle grene. For nylig underskrev en amerikansk fodboldspiller en kontrakt der garanterede ham en indtægt på 40 millioner dollars. For denne og langt ringere summer må sportsmanden være leverandør — af sejre. Han skal tiltrække det betalende publikum og TV-annoncørerne i USA.
Disse topidrætsfolk er forbilleder for millioner af børn og unge. Deres aggressive og konkurrencelystne holdning forplanter sig helt ned til dem der deltager i sport på et mere beskedent niveau. Talemåden „De pæne drenge taber altid“ genspejler således den negative psykologiske indvirkning som sport for en stor del har i dag.
Der er stiltiende men udbredt enighed om at man for at blive vinder normalt er nødt til at være ubarmhjertig og hårdhændet. Det er ingen overdrivelse at sige at denne holdning er fremherskende selv på skoleniveau. John McMurtry, en tidligere fodboldspiller i den canadiske liga, skriver: „På min vej gennem highschool, college og de professionelle ligaer blev min krop gradvis og ubønhørligt slået itu — stykke for stykke. . . . Det kan med nogen ret hævdes at kroppens nedbrydning er selve ideen med [amerikansk] fodbold, ligesom drab og lemlæstelse er det med krig. . . . Organiseret tilføjelse af skader under konkurrence er en indgroet del af vor livsform, og fodbold er en af de lettere gennemskuelige genspejlinger af hele processen: en slags farverigt morallærespil der viser os hvor spændende og udbytterigt det er at ’knuse sin næste’.“
Kristnes forbillede, Jesus Kristus, tilskyndede sine disciple: „Du skal elske din næste som dig selv,“ og: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 19:19; 7:12) At skulle ’vinde for enhver pris’, som så manges bevæggrund er inden for sport i dag, er tydeligvis uforeneligt med Kristi lære. Et ligevægtigt menneske behøver ikke at vinde hver gang for at føle at det er morsomt at være med til sport på en sund måde. Det har nogle måske lidt svært ved at forstå, men det er noget som det er vigtigt at være opmærksom på. Sport bør fremme sundheden og være et afslappende tidsfordriv. For et almindeligt menneske der deltager for morskabs skyld skulle blot dét at være med bære tilfredsstillelsen i sig selv. Hvorfor er der ellers tusinder der dyrker idræt når kun en lille håndfuld kan være de tilfredse vindere? Det store flertal véd at sejren er uden for rækkevidde. Mange har fornøjelse af blot at have været med og have fuldført.
Konkurrenceånden fører til splittelser, stolthed og selvhævdelse. Det går ud over respekten for taberen. På grund af denne verdslige ånd vil kristne ikke ønske at være med i konkurrencesport, ikke engang indbyrdes. De vil heller ikke stille hold mod hinanden fra to kristne menigheder i en eller anden sport. Uanset hvilken filosofi der nu er fremme, så husk at dét at vinde ikke er alt. Som James Michener skriver: „At tabe et spil er ikke det samme som døden. At det ikke lykkes mig at blive numero uno [nummer ét] gør mig ikke til et ringere menneske.“
Noget der er langt vigtigere end hvad som helst vi kan udrette inden for sport, er de egenskaber vi kan fremelske som efterlignere af Kristus. At besejre andre i en sport gør os ikke til bedre mennesker. Det kan endda gøre os til ringere mennesker. Som apostelen Paulus tilrådede: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ „Men lad ham prøve sin egen gerning, og så vil han have grund til at juble med hensyn til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ — Galaterne 5:26; 6:4.
[Illustration på side 11]
Det hedenske olympiske ceremoniel går igen i vor tid