’En tilsynsmand bør kunne beherske sig’
„En tilsynsmand bør . . . være . . . en som kan beherske sig.“ — TITUS 1:7, 8.
1, 2. Hvordan viste Vilhelm af Oranien eksemplarisk selvbeherskelse, og hvordan gavnede det et stort antal mennesker?
HISTORIEN beretter om en mand der havde et bemærkelsesværdigt herredømme over sine følelser. Det var den unge hollandske prins Vilhelm af Oranien. Engang midt i 1500-tallet var han på jagt med kong Henrik II af Frankrig, og denne afslørede sin og den spanske konges plan om at udrydde alle protestanter i Frankrig og Nederlandene — ja i hele den såkaldt kristne verden. Kong Henrik antog den unge Vilhelm for at være en ivrig katolik ligesom han selv og røbede derfor alle detaljer i sammensværgelsen. Vilhelm var forfærdet eftersom mange af hans nærmeste venner var protestanter, men han lagde bånd på sine følelser og viste stor interesse for alle de detaljer kongen omtalte.
2 Men ved førstkommende lejlighed tog Vilhelm skridt til at forpurre sammensværgelsen, og det førte i sidste instans til at Nederlandene blev befriet for Spaniens katolske herredømme. Vilhelm fik tilnavnet „den Tavse“ fordi han viste selvbeherskelse da han fik kendskab til sammensværgelsen. Hans planer lykkedes så godt at det et sted hedder: „Han var den egentlige grundlægger af den hollandske republiks uafhængighed og storhed.“
3. Hvem har gavn af at kristne ældste viser selvbeherskelse?
3 Vilhelm den Tavses selvbeherskelse gavnede både ham selv og hans folk. Tilsvarende må kristne ældste eller tilsynsmænd i dag vise selvbeherskelse, en frugt af den hellige ånd. (Galaterne 5:22, 23) Ved at lægge denne egenskab for dagen gavner de både sig selv og menighederne. På den anden side kan de volde uoverskuelig skade hvis de forsømmer at opdyrke selvbeherskelse.
Selvbeherskelse — et krav til ældste
4. Hvilken vejledning fra apostelen Paulus understreger at ældste må beherske sig?
4 Paulus, der selv var ældste, forstod betydningen af selvbeherskelse. I sin vejledning til de ældste der var kommet til ham fra Efesus sagde han: „Giv agt på jer selv og på hele [hjorden].“ Dét at de gav agt på sig selv omfattede blandt andet at de viste selvbeherskelse og holdt øje med deres adfærd. Paulus skrev noget lignende til Timoteus: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning.“ Denne vejledning viste at Paulus var klar over at nogle havde mere travlt med at fortælle andre om alt det de burde gøre end med selv at efterleve det. Han understregede derfor at de først måtte give agt på sig selv. — Apostelgerninger 20:28; 1 Timoteus 4:16.
5. Hvordan udnævnes kristne ældste, og hvor i Bibelen er kravene til dem beskrevet?
5 I årenes løb har vi gradvis fået en klarere forståelse af hvad Bibelen siger om de ældstes gerning. I dag ved vi at hvervet som ældste er noget man udnævnes til. Ældste bliver udnævnt af Jehovas Vidners Styrende Råd eller dets udnævnte repræsentanter. Og dette råd repræsenterer „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) De krav man skal opfylde for at kunne tjene som tilsynsmand eller ældste i den kristne menighed opregnes hovedsagelig af apostelen Paulus i Første Timoteusbrev 3:1-7 og Titus 1:5-9.
6, 7. Hvilke udtrykkelige krav til ældste kræver selvbeherskelse?
6 Paulus siger i Første Timoteusbrev 3:2 at en tilsynsmand skal være „mådeholden i vaner“ og „ordentlig“. Dette fordrer selvbeherskelse. For at være egnet som tilsynsmand må han ifølge vers 3 heller ikke være voldelig eller krigerisk, hvilket også gør selvbeherskelse påkrævet. Tilsynsmanden må desuden eje selvbeherskelse for ikke at blive en fordrukken spektakelmager der er forfalden til vin. — Se også fodnoterne til disse skriftsteder i studieudgaven af New World Translation.
7 I Titus 1:7, 8 siger Paulus udtrykkeligt at en tilsynsmand må kunne beherske sig. Men læg desuden mærke til hvordan denne passage opregner mange andre egenskaber der er beslægtede med selvbeherskelse. For eksempel må tilsynsmanden være uangribelig, ja ulastelig. Disse krav kunne en ældste ikke leve op til medmindre han havde selvbeherskelse.
Selvbeherskelse over for andre
8. Hvilken forbindelse er der mellem selvbeherskelse og de egenskaber ældste behøver for at kunne give vejledning?
8 En tilsynsmand må være tålmodig og langmodig i sin måde at behandle trosfæller på, og dette kræver selvbeherskelse. Vi læser for eksempel i Galaterbrevet 6:1: „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer [fortrinsvis de ældste] prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ At lægge mildhedens ånd for dagen kræver selvbeherskelse. For den sags skyld kræver det også selvbeherskelse at holde øje med sig selv, ligesom det har stor betydning for en ældste når en der har problemer, beder ham om hjælp. Uanset hvad ældstebroderen mener om vedkommende, må han være venlig, tålmodig og forstående. Han bør ikke forhaste sig med at give råd, men snarere lytte og forsøge at finde frem til hvad det er der tynger den anden.
9. Hvilket råd bør ældste have i tanke når de har med brødre der er oprevne at gøre?
9 Især når man skal hjælpe en der er oprevet, er følgende råd i Jakob 1:19 værdifuldt: „Det ved I, mine elskede brødre. Ethvert menneske bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.“ Ja, navnlig når den anden er ophidset eller uligevægtig må en ældste tage sig i agt så han ikke giver igen med samme mønt. Kun selvbeherskelse kan afholde én fra at skælde igen når man bliver skældt ud, og fra at ’gengælde ondt med ondt’. (Romerne 12:17) Det vil blot gøre ondt værre. Også her giver Guds ord de ældste god vejledning idet de bliver mindet om at „et mildt svar afvender forbitrelse“. — Ordsprogene 15:1.
Selvbeherskelse ved ældstemøder og udvalgsmøder
10, 11. Hvilke situationer kunne opstå ved ældstemøder som fremhæver behovet for selvbeherskelse?
10 Ældste må også udvise stor selvbeherskelse ved ældstemøder. Det kræver nu og da en kraftanstrengelse at tale sandhedens og retfærdighedens sag stille og roligt. Det samme er tilfældet når man skal undgå at dominere en drøftelse. Hvis en ældste har tilbøjelighed til herskesyge, kan en anden ældste venligt vejlede ham. — Jævnfør Tredje Johannesbrev 9.
11 Ved ældstemøderne kan det også ske at en ældste går så stærkt op i et anliggende at han lader følelserne løbe af med sig eller hidsigt hæver stemmen. En sådan broder røber afgjort mangel på selvbeherskelse, og det skader ham i allerhøjeste grad. Først og fremmest skader han sin egen sag i takt med at han mister besindelsen og lader følelserne overskygge fornuften. Og jo mere han lader følelserne tage overhånd, desto mere risikerer han at irritere sine medældste eller ligefrem at støde dem fra sig. Hvis ikke de ældste er på vagt, kan stærke meningsforskelle forårsage splittelser iblandt dem, til skade for dem selv og menigheden. — Jævnfør Apostelgerninger 15:36-40.
12. I hvilke situationer må ældste omhyggeligt beherske sig?
12 Ældste behøver i høj grad også selvbeherskelse for at undgå partiskhed og magtmisbrug. Vi bukker let under for fristelser, og lader ufuldkomne menneskelige hensyn påvirke det vi siger eller gør. Nu og da har ældste undladt at handle beslutsomt når et af deres børn eller en anden slægtning har gjort sig skyldig i en uret adfærd. I sådanne situationer må man udøve selvkontrol for ikke at lade blodets bånd hindre at retfærdigheden sker fyldest. — 5 Mosebog 10:17.
13. Hvorfor er selvbeherskelse særlig påkrævet når ældste behandler udvalgssager?
13 Også behandling af udvalgssager kræver selvbeherskelse. En ældste må passe på ikke at lade følelserne tilsløre sin dømmekraft. Han bør ikke antage at tårer automatisk er udtryk for ægte sindsændring. Samtidig må han passe på at han ikke taber fatningen hvis han bliver udsat for nedvurdering og heftige anklager, som når han for eksempel har med frafaldne at gøre. Her er Paulus’ ord velanbragte: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle.“ Det kræver selvbeherskelse at bevare mildheden under pres. Paulus siger videre at „en Herrens træl“ skal ’finde sig i ondt og med mildhed belære dem som ikke er gunstigt stemt’. At vise mildhed og finde sig i ondt fra modstandere fordrer stor selvkontrol. — 2 Timoteus 2:24, 25.
Selvbeherskelse over for det modsatte køn
14. Hvilken forstandig vejledning bør ældste rette sig efter når de har med søstre at gøre?
14 Ældste må være meget opmærksomme på at vise selvbeherskelse når de skal vejlede søstre. Det er utilrådeligt at en ældste aflægger hyrdebesøg hos en søster alene. Han bør være ledsaget af en anden ældste eller en menighedstjener. Paulus havde sandsynligvis dette i tanke da han gav sin medældste Timoteus denne vejledning: „Appellér . . . til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Det er sket at en ældste har lagt hånden på en søster som en slags faderlig gestus. Men hans motiver er måske anderledes end han tror, for en sådan gestus kan let være motiveret af en romantisk følelse og ikke af ren kristen broderlig hengivenhed. — Jævnfør Første Korintherbrev 7:1.
15. Hvilken hændelse viser hvor stor en skam der kan kastes over Guds navn når en ældste ikke viser selvbeherskelse?
15 Sandheden er kommet i miskredit ved at nogle ældste ikke har kunnet beherske sig når de har vejledt søstre. For nogle år siden blev en ældste udstødt fordi han havde begået ægteskabsbrud med en søster hvis mand ikke var et Jehovas vidne. Den aften hvor det blev meddelt at den forhenværende ældste var blevet udstødt, trængte den bedragne ægtemand ind i rigssalen med et gevær og skød på de to overtrædere. Ingen af dem blev dræbt, og voldsmanden blev straks afvæbnet, men næste dag omtalte en stor avis på forsiden at der havde været ’skyderi i en kirke’. Denne ældstes mangel på selvbeherskelse bragte stor skam over menigheden og Jehovas navn!
Selvbeherskelse på andre områder
16. Hvorfor må ældste udvise selvbeherskelse når de holder offentlige foredrag?
16 Selvbeherskelse er også stærkt påkrævet når en ældste holder offentlige foredrag. En offentlig foredragsholder bør være et eksempel med hensyn til sikkerhed og ligevægt. Nogle forsøger at underholde tilhørerne med talrige vittige bemærkninger der udelukkende har til hensigt at få dem til at le. Dette kan røbe at man har givet efter for fristelsen til blot at ville fornøje tilhørerne. Hver gang man giver efter for en fristelse, er det mangel på selvbeherskelse. Man kan endda sige at overskridelse af den tildelte taletid røber manglende selvbeherskelse og dårlig forberedelse.
17, 18. Hvilken betydning har selvbeherskelse når en ældste skal bevare ligevægten i sit ansvar?
17 Alle flittige ældste må prøve at mestre den svære balancekunst at vise andre ligelig opmærksomhed. Det kræver selvbeherskelse ikke at gå til yderligheder. Nogle ældste har været så optaget af menighedens behov at de har forsømt deres familie. Da en søster fortalte en ældstes hustru om det gode hyrdebesøg han havde aflagt hos hende, udbrød tilsynsmandens hustru: „Bare han ville aflægge hyrdebesøg hos mig engang!“ — 1 Timoteus 3:2, 4, 5.
18 En ældste må også vise selvbeherskelse for at kunne proportionere den tid han bruger på personligt studium og den tid han anvender i forkyndelsen og på hyrdebesøg. Da vort hjerte er bedragerisk, kan en ældste let komme til at bruge mere tid end han burde på det han foretrækker. Hvis han kan lide at læse, bruger han måske mere tid på personligt studium end godt er. Hvis forkyndelsen fra hus til hus kræver overvindelse af ham, kan han måske finde undskyldninger for at forsømme den til fordel for hyrdebesøg.
19. Hvilket krav til de ældste fordrer streng selvbeherskelse?
19 Ældste må også bevidst opdyrke selvbeherskelse for ikke at røbe noget fortroligt. Her er følgende råd relevant: „Røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ (Ordsprogene 25:9) Erfaringen tyder på at det er et af de krav ældste hyppigst tilsidesætter. En ældste der har en forstandig og kærlig hustru som han kommunikerer godt med, kan være tilbøjelig til at nævne eller ligefrem drøfte fortrolige anliggender med hende. Men det er uret og særdeles uklogt. Først og fremmest svigter han andres tillid. Åndelige brødre og søstre går til de ældste og betror sig til dem i tillid til at sagen bliver holdt strengt fortrolig. Dernæst er det forkert, ufornuftigt og ukærligt at indvi sin hustru i fortrolige sager, også fordi det lægger en unødig byrde på hende. — Ordsprogene 10:19; 11:13.
20. Hvorfor har det så stor betydning at ældste viser selvbeherskelse?
20 Selvbeherskelse er afgjort af største betydning, især for ældste. I kraft af at de har fået betroet det privilegium at føre an iblandt Jehovas folk, bærer de et større ansvar. Eftersom de har fået meget givet, vil der blive krævet meget af dem. (Lukas 12:48; 16:10; jævnfør Jakob 3:1.) Det er de ældstes forret og pligt at sætte et godt eksempel for andre. Desuden kan de udnævnte ældste på grund af deres hverv gøre mere gavn eller mere skade end andre, ofte afhængigt af om de viser selvbeherskelse eller ej. Intet under at Paulus skrev: „En tilsynsmand bør . . . være . . . en som kan beherske sig.“
Husker du?
◻ Hvilke bibelske krav til ældste viser at de må eje selvbeherskelse?
◻ Hvorfor må ældste beherske sig i deres handlemåde over for deres trosfæller?
◻ Hvordan bør ældste vise selvbeherskelse ved deres møder?
◻ Hvilken udfordring står ældste over for i forbindelse med at bevare den nødvendige fortrolighed?
[Illustration på side 20]
Det er vigtigt at ældste viser selvbeherskelse ved deres møder
[Illustration på side 23]
Kristne ældste må vise selvbeherskelse og bevare fortroligheden