Vi betragter verden
Børn som guerillasoldater
Rundt om på jorden er det blevet almindeligt at bruge børn som guerillasoldater. Ifølge The International Herald Tribune lærer børn hurtigt hvordan man dræber, og deres fornemmelse af rigtigt og forkert er ikke så stærk som deres ønske om at blive accepteret af en gruppe militærfolk der er blevet deres familie. „I Rwanda og andre steder var børn gerningsmændene til nogle af de værste grusomheder,“ siger en talsmand for FN. „De vil gerne roses af deres kammerater og tækkes dem, og den eneste måde de opnår det på er ved at være modigere og mere barbariske end de voksne.“ I en konflikt i et afrikansk land blev drenge helt ned til otteårsalderen trænet og tvunget til at begå grusomheder som for eksempel at skyde deres egne forældre og skære halsen over på dem. Piger er blevet kidnappet og tvunget til at lave mad og gøre rent samt stå til rådighed for mændenes seksuelle udskejelser. Tidsskriftet Newsweek siger: „Man skønner at der i øjeblikket er mellem 50.000 og 200.000 børn som deltager i 24 krige.“
Beskyttelse af cykas
Mange botanikere anser cykas Encephalartos woodii for at være den mest sjældne plante i verden. Da Sydafrika sidste år besluttede at sende et eksemplar af denne palmelignende tropeplante til Londons Chelsea Flower Show, tog de deres forholdsregler ved i stammen at indsætte en tyverisikret mikrochip overtrukket med antibakteriel creme. Alle cykasplanter der skal transporteres rundt i Sydafrika bliver nu beskyttet på denne måde, rapporterer New Scientist. For at undgå tyveri beskytter sydafrikanske naturfredningsfolk nu de vildtvoksende cykaser på samme måde, og bruger også satellitsporing.
Forsvundne kloakdæksler
Over 200 indbyggere i byen Beijing faldt i 1994 ned i åbne mandehuller, skriver avisen The Economic Daily. Hvorfor? Fordi tyve i årets løb havde stjålet over 2000 kloakdæksler fra gaderne i Kinas hovedstad. De fleste menes at være stjålet af omstrejfere, også kaldt Kinas nomader. Tyverierne af dækslerne er steget i takt med at der i de sidste ti år er kommet flere omstrejfere til byen. Et dæksel vejer 60 kilo og kan sælges for over 100 yuan (cirka 70 kroner). De tilskadekomne omfattede både fodgængere og cyklister.
Nye bibeloversættelser
„En eksplosion af nye udgaver af Bibelen på hverdagsengelsk har ramt boghandelerne,“ bemærker U.S.News & World Report. Der fremstilles bibler til børn, sportsfolk, ældre, hjemmegående husmødre, fædre og andre grupper. En af disse bibler, The Black Bible Chronicles, „bruger slang og dramatik for at gøre Bibelens beretninger mere levende for afro-amerikanske teenagere“. En anden udgave, The New Testament and Psalms: An Inclusive Version, forsøger sig med et kønsløst sprog. Gud kaldes „Fader-Moder“, og Menneskesønnen omtales som „den menneskelige“. For at undgå at fornærme de venstrehåndede kalder oversætterne Guds højre hånd for Guds „mægtige hånd“, og af racemæssige grunde er mørke ikke længere lig med ondskab. En tredje oversættelse, The New International Reader’s Version New Testament, bliver af udgiveren beskrevet som „den første bibel der er skrevet på et 2. klassetrins niveau, det laveste på markedet“. Artiklen konkluderer: „I alt findes der nu over 450 udgaver af Bibelen alene på engelsk. Med alle disse nye bibeloversættelser er der stor sandsynlighed for at Bibelen beholder sin mangeårige førsteplads på bestsellerlisten.“
Navneproblemer
Der bliver færre og færre efternavne blandt Kinas befolkning på over 1,2 milliarder. Ifølge forskere bliver der kun benyttet 3100 efternavne, i sammenligning med de omkring 12.000 der blev anvendt før i tiden. Omkring 350 millioner er fælles om de fem mest almindelige efternavne: Li, Wang, Zhang, Liu og Chen. Derudover går de samme fornavne også igen. I byen Tientsin, for eksempel, hedder over 2300 Zhang Li, og staver det på samme måde. Mange andre udtaler deres navne ens, men staver dem forskelligt. Som et resultat af denne sammenblanding er der blevet foretaget adskillige anholdelser af forkerte personer, bankkonti er fejlagtigt blevet tømt, og de forkerte er kommet under kirurgens kniv på hospitalerne. Republikken Korea har et lignende problem. En undersøgelse fra 1987 viste at hver femte koreaner hedder Kim til efternavn. Ægteskab mellem personer med det samme efternavn blev forbudt for at beskytte mod indavl. Det har bevirket at tusinder af par lever sammen papirløst, og derfor ikke er berettiget til at tegne forsikringer og nyde gavn af andre fordele. Landets højesteret har imidlertid afgivet en kendelse om at par med samme efternavn fra nu af vil kunne legalisere deres forhold hvis de først er blevet gift i udlandet.
„Jerusalem-syndromet“
Jerusalem-syndromet er „en lidelse der rammer turister som, overvældet af byens intense åndelige atmosfære, er blevet overbevist om at de er Frelseren eller en anden person fra Bibelen. Nogle tror at de har modtaget et særligt budskab eller en ordre fra Gud,“ siger tidsskriftet Time. „De fleste har tidligere været plaget af sindslidelser.“ For eksempel flakkede en skægget italiener om i bakkerne nær Betlehem, klædt i sæk, mens han hævdede at være Jesus. En nøgen mand med et sværd løb rundt i den gamle bydel og sagde at hans mission var at helbrede de blinde. En høj og kraftig canadier sagde at han var Samson og ’beviste’ det ved at rive et vinduesgitter ned på den hospitalsafdeling hvor han var indlagt, hvorefter han flygtede. Disse syndromramte bliver som regel indlagt på Jerusalems Kfar Shaul Psykiatriske Hospital — ikke for at blive helbredt, men for at blive beroliget så de kan rejse hjem og komme under behandling. Hospitalet modtager årligt omkring 50 patienter der er ramt af syndromet, hovedsagelig fra Vesteuropa og De Forenede Stater.
Naturens egne rengøringsfolk
Nogle blomstrende planter har en fantastisk evne til at rense og regenerere ørkenjord der er blevet forurenet af olie, skriver Londonavisen The Times. Forskere har opdaget at disse planter kan gro uden at deres rødder bliver forurenet, hvis blot der er under 10 procent olie i sandet. Hvorfor? Rundt om planterødderne er der millioner af bakterier som optager olien og nedbryder den til uskadelige produkter. Disse planter stammer fra en af de største plantefamilier, Compositae, der omfatter tusindfryd, asters og mange ukrudtsplanter. Forskere foreslår at man planter disse ’rengøringsfolk’ for at fremskynde rensningen af Kuwaits ørken. Fire år efter krigen i Irak er omkring 50 kvadratkilometer stadig forurenet.
Kvinder som bruger hovedet
„Afrikanske kvinder går mange kilometer mens de bærer tunge vandkrukker eller gryder med mad på hovedet uden at det ser ud til at genere dem,“ siger tidsskriftet Discover. „Forskere har fundet ud af at kvinderne kan bære enorme byrder uden at bruge ekstra energi.“ Nogle kenyanske kvinder kan bære op mod 20 procent af deres kropsvægt uden ekstra anstrengelser. Det skyldes at de ’bærer deres byrder langt mere effektivt end folk der bærer tunge ting på ryggen eller som ikke er blevet trænet til at bruge hovedet,’ kommenterer New Scientist. „Forskerne tror at hemmeligheden ligger i kvindernes pendullignende bevægelse.“ Når vi går er vi som et pendul der svinger, idet vi flytter noget af vores energi over i det næste skridt. Hos europæere falder udnyttelsen af denne energioverførsel efterhånden som byrden bliver tungere. Men hos de afrikanske kvinder som bærer byrderne på hovedet, øges energiudnyttelsen rent faktisk så deres muskler ikke skal udføre ekstra arbejde. Det kræver imidlertid årelang øvelse at mestre denne bæreteknik.
Rwandas kvinder anklaget
Både kvinder og mænd må drages til ansvar for nedslagtningen af mindst en halv million mennesker i Rwanda i 1994, hævder organisationen Afrikas Rettigheder, der har sæde i London. „Tusinder af kvinder blev dræbt af andre kvinder,“ siger deres rapport. „Kvindernes andel i myrderierne antager et hidtil ukendt omfang. Der er ikke tale om en tilfældighed. Bagmændene bag dette blodbad søgte at inddrage så stor en del af befolkningen som muligt — mænd, kvinder og endda børn helt ned til otteårsalderen. Deres mål var at skabe en nation af ekstremister som var forenet af folkedrabets blod.“ Mange af de involverede kvinder beklædte betroede stillinger — kabinetsmedlemmer, distriktsadministratorer, nonner, lærerinder og sygeplejersker. Nogle af dem der aktivt deltog i nedslagtningerne benyttede macheter og pistoler, mens andre støttede de mandlige voldsmænd med opmuntrende tilråb, gav dem adgang til hjem og hospitaler, plyndrede huse og stjal fra de døde.