Nyheder på nært hold

Katolsk-marxistisk dialog

I oktober sidste år mødtes 15 katolske teologer og filosoffer med 15 marxistiske intellektuelle i Budapest. Mødet var arrangeret af Vatikanets Sekretariat for Ikketroende og Det Ungarske Videnskabernes Akademi for at man kunne drøfte moralnormernes udvikling.

Blandt de tilstedeværende katolikker var den franske kardinal Poupard, der leder sekretariatet for ikketroende, samt den østrigske kardinal König, der er specialist i den katolske kirkes forhold til de kommunistiske lande. Blandt marxisterne var lederen af Det Ungarske Institut for Filosofi og lederen af Det Sovjetiske Institut for Videnskabelig Ateisme.

I en artikel om mødet hed det i det franske dagblad Le Monde: „Marxistiske intellektuelle erkender at de står over for en moralkrise, hvis alvor de måler i antallet af selvmord, i stofmisbruget og alkoholforbruget. Ifølge den katolske delegation regner de [marxisterne] med at de kristne kirker vil samarbejde med dem om at finde en løsning. For katolikkernes vedkommende var den dobbelte hensigt at blive bedre i stand til at vurdere hvordan mennesker og moralbegreber passer ind i et marxistisk samfund, og at ’undersøge det moralske grundlag for konkret sameksistens mellem kristne og marxister i de østeuropæiske [kommunistiske] lande’.“

At holde konferencer mellem mennesker med modstridende ideologier vil dog ikke føre til nogen løsning på vor tids moralske problemer. Nej, løsningen vil blive fundet når Jehovas rige ved hans søn, Jesus, omstyrter den nuværende tingenes ordning og erstatter den med en ny verden under sit himmelske rige. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:4, 5.

Sand befrielse?

Den stadig større udbredelse af befrielsesteologien, en teologi der billiger voldsanvendelse som et middel til at „befri de fattige og undertrykte“, især i Den Tredje Verden, var emnet for en drøftelse ved Den Anden Internationale Forsamling for Den Økumeniske Forening af Teologer i Den Tredje Verden, der blev afholdt i Oaxtepec i Mexico, 8.-13. december 1986. Hvorfor er disse teologer mere end nogen sinde besluttede på at nå deres mål: at forandre samfundet?

Jo, i 1985 udsendte Vatikanet ganske vist en vejledning hvori befrielsesteologien blev fordømt, men i 1986 udsendte det en „Vejledning angående kristen frihed og befrielse“, hvori det hed at det er „fuldstændig retmæssigt at de der undertrykkes af de velhavende eller politisk indflydelsesrige, skrider til handling“. „Væbnet kamp“ godkendes nu som en „sidste udvej“.

Men lod Jesus sig indvikle i samfundsreformerende bevægelser mens han var på jorden? Nej, tværtimod. Da apostelen Peter tyede til sværd for at forsvare Guds søn, irettesatte denne ham med ordene: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Bibelen lover at Gud vil gennemføre sand befrielse idet han ikke blot befrier verden for fattigdom, internationale konflikter, racediskrimination og undertrykkelse, men også for tårer, smerte, sorg og død. (Åbenbaringen 21:4) Det vil være sand befrielse!

Præst nægter at døbe børn

En protestantisk præst fra Frankfurt meddelte for nylig kirkemyndighederne at han fra nu af ville nægte „at døbe små, uvidende børn i sit sogn“. Den 58-årige Klaus Hoffmann gav følgende forklaring på at hans egen dåb som barn ikke var værdig til benævnelsen dåb: „Den opfyldte hverken Bibelens betingelse for dåb, nemlig tro, eller havde det rette symbol, nemlig nedsænkning.“ For at understrege sit synspunkt valgte han at lade sig gendøbe og „underkastede sig den bibelske dåb ved nedsænkning“, fortæller den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Til at begynde med suspenderede kirken Hoffmann fra embedet, men dommen blev forvandlet til „tre måneders orlov til studium“. Hvad førte dette til? Avisen fortæller at præstens videre studium af emnet kun bekræftede at „der i Bibelen ikke findes nogen støtte for barnedåben. De første kristnes skrifter forholder sig også tavse angående indførelsen af denne handling indtil det tredje århundrede.“

Ikke overraskende anfører kirkemyndighederne traditionen som begrundelse for denne handling. Og til trods for kendsgerningerne praktiseres barnedåben stadig i en stor del af kristenheden. Men bliver skikken rigtig af at gejstligheden støtter den? Jesus lærte ikke sine disciple at døbe spædbørn; de skulle døbe nogle der havde fået tro og havde lært at ’holde alt det han havde befalet dem’. Han var ikke selv et spædbarn, men var „omkring tredive år gammel“ da han blev døbt ved nedsænkning i Jordanflodens vand. — Lukas 3:21-23; Mattæus 28:19, 20.