Den første bibel på portugisisk — En beretning om udholdenhed

„DEN der holder ud, når målet.“ Dette motto findes på titelbladet til en religiøs brochure fra det 17. århundrede skrevet af João Ferreira de Almeida. Det er vanskeligt at forestille sig et motto der passer bedre til den mand som viede sit liv til at oversætte og udgive Bibelen på portugisisk.

João Ferreira de Almeida blev født i 1628 i Torre de Tavares, en landsby i det nordlige Portugal. Han mistede sine forældre da han var barn, og blev opdraget i den portugisiske hovedstad, Lissabon, af en onkel som tilhørte en religiøs orden. Man mener at Almeida som forberedelse til præstegerningen fik en særdeles god uddannelse, og det hjalp ham til allerede i en tidlig alder at udvikle ualmindeligt gode sproglige evner.

Hvis Almeida var blevet i Portugal, er det imidlertid ikke sandsynligt at han ville have brugt sine færdigheder i bibeloversættelsens tjeneste. Som følge af reformationen var Nord- og Centraleuropa ved at drukne i bibler oversat til folks modersmål, men Portugal var stadig låst fast af den katolske inkvisitions indflydelse. Blot det at være i besiddelse af en bibel på ens eget sprog kunne medføre at man blev slæbt for inkvisitionsdomstolen.a

Det er muligt at ønsket om at komme væk fra denne undertrykkende atmosfære var det der motiverede Almeida til at rejse til Holland som 14-årig. Kort tid efter gik han om bord på et skib og sejlede til Asien hvor han besøgte Batavia (nu Jakarta) i det nuværende Indonesien. Byen var på det tidspunkt administrationscentrum for Det Hollandske Ostindiske Kompagni i Sydøstasien.

En oversætter i teenagealderen

Under den sidste del af sin rejse til Asien kom Almeida til et vendepunkt i sit liv. På sørejsen fra Batavia til Malacca (nu Melaka) i den vestlige del af Malaysia fandt han tilfældigvis en lille protestantisk traktat på spansk med titlen Diferencias de la Cristiandad (Forskellene i kristendommen). Ud over angreb på falske religiøse læresætninger indeholdt traktaten en udtalelse som gjorde særligt indtryk på den unge Almeida: „At benytte et ukendt sprog i kirken er, selvom det gøres for at ære Gud, til ingen nytte for den uforstående tilhører.“ — 1 Korinther 14:9.

For Almeida var konklusionen klar: Nøglen til at afsløre religiøse vildfarelser var at gøre Bibelen forståelig for alle. Da han ankom til Malacca, konverterede han til den hollandsk reformerte trosretning. Han gik straks i gang med at oversætte dele af evangelierne fra spansk til portugisisk og uddelte oversættelserne til „dem der viste oprigtig interesse for at lære sandheden at kende“.b

To år senere var Almeida klar til at gå i gang med en mere ambitiøs opgave — oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter i deres helhed fra den latinske Vulgata. Dette arbejde fuldførte han på mindre end et år, hvilket må siges at være en bemærkelsesværdig præstation af en 16-årig! Han sendte modigt en afskrift af sin oversættelse til den hollandske generalguvernør i Batavia for at få den publiceret. Åbenbart sendte den reformerte kirke i Batavia hans manuskript videre til Amsterdam, men den ældre præst som fik det overdraget, døde, og Almeidas værk forsvandt.

Da Almeida blev anmodet om at lave en afskrift af sin oversættelse til den reformerte menighed på Ceylon (nu Sri Lanka) i 1651, opdagede han at manuskriptet til oversættelsen var forsvundet fra kirkens arkiver. Uden at lade sig gå på af det fremskaffede han på en eller anden måde en afskrift — måske en kladde — og året efter fuldførte han en revideret udgave af evangelierne og bogen Apostelgerninger. Kirkerådetc i Batavia belønnede ham med 30 gylden. Ifølge en af Almeidas medarbejdere var det „en ussel løn for det kolossale arbejde han havde udført“.

Trods denne mangel på anerkendelse fortsatte Almeida sit arbejde, og i 1654 indsendte han en revideret udgave af hele sit Nye Testamente. Igen blev spørgsmålet om udgivelse taget op til overvejelse, men bortset fra udarbejdelsen af nogle få håndskrevne eksemplarer til brug i visse kirker skete der ikke noget konkret.

Fordømt af inkvisitionen

Det følgende tiår var Almeida optaget af hyrdearbejde og missionærarbejde for den reformerte kirke. Han blev ordineret som præst i 1656 og tjente først på Ceylon, hvor han med nød og næppe undgik at blive trampet ned af en elefant, og senere i Indien som en af de første protestantiske missionærer i dette land.

Almeida var konverteret til protestantismen og tjente i et fremmed land. Af den grund betragtede mange i de portugisisk-talende samfund ham som en frafalden og en forræder. Hans utilslørede fordømmelse af det moralske fordærv blandt de gejstlige og hans afsløring af kirkens lære resulterede desuden i hyppige sammenstød med katolske missionærer. Disse konflikter nåede et klimaks i 1661 hvor en inkvisitionsdomstol i byen Goa i Indien in absentia dømte Almeida til døden for kætteri, og brændte ham in effigie, det vil sige at de afbrændte en statue eller et billede af ham. Kort efter blev han, muligvis fordi den hollandske generalguvernør var bekymret over hans diskussionslystne stil, kaldt tilbage til Batavia.

Almeida var en nidkær missionær, men han glemte aldrig behovet for en portugisisk bibel. Konsekvenserne af det manglende kendskab til Bibelen — som kun kom alt for tydeligt til udtryk både blandt gejstlige og lægfolk — styrkede ham tværtimod i hans beslutning om at tilgodese dette behov. I forordet til en religiøs traktat dateret 1668 kom Almeida med følgende meddelelse til sine læsere: „Jeg håber . . . snart at kunne beære jer med hele Bibelen på jeres eget sprog, den største gave og den kostbareste skat nogen vil kunne give jer.“

Almeida kontra revisionskomitéen

I 1676 forelagde Almeida en endelig udgave af sit Nye Testamente for kirkerådet i Batavia til gennemsyn. Lige fra begyndelsen var der et anstrengt forhold mellem ham og komitéen der skulle bedømme hans arbejde. Biografi-forfatteren J.L. Swellengrebel forklarer at Almeidas hollandsk-talende kolleger kan have haft svært ved at forstå visse nuancer i betydning og stil. Der var også uenighed om hvorvidt man i Bibelen skulle bruge den form for portugisisk som folk talte lokalt, eller et mere fint sprog som mange ville have svært ved at forstå. Endelig var Almeidas iver efter at få værket gjort færdigt en kilde til stadige gnidninger.

Arbejdet skred kun meget langsomt frem, muligvis på grund af uoverensstemmelser eller som følge af manglende interesse fra komitéens side. Fire år senere var medlemmerne stadig i færd med at debattere de indledende kapitler hos Lukas. Frustreret over denne forsinkelse sendte Almeida et eksemplar af sit manuskript til Holland for at få det trykt uden revisionskomitéens vidende.

Trods kirkerådets forsøg på at forhindre udgivelsen gik Almeidas Nye Testamente i trykken i Amsterdam i 1681, og de første eksemplarer nåede Batavia året efter. Man kan forestille sig hvor skuffet Almeida må være blevet da han fandt ud af at man i Holland havde foretaget ændringer i hans oversættelse. Almeida lagde mærke til at de der havde ændret teksten, på grund af manglende kendskab til portugisisk havde indført „klodsede formuleringer og indbyrdes modstridende oversættelser som gjorde den hellige ånds hensigt uklar“.

Den hollandske regering var heller ikke tilfreds og gav ordre til at hele oplaget skulle destrueres. Det lykkedes dog Almeida at overbevise myndighederne om at man burde bevare nogle få eksemplarer på den betingelse at de mest alvorlige fejl blev rettet i hånden. Disse eksemplarer kunne man gøre brug af indtil man fik udarbejdet en revideret udgave.

Revisionskomitéen i Batavia samledes igen for at fortsætte arbejdet med De Kristne Græske Skrifter og begyndte også at bearbejde bøgerne fra De Hebraiske Skrifter efterhånden som Almeida blev færdig med dem. Da kirkerådets medlemmer var bange for at oversætterens utålmodighed ville løbe af med ham, besluttede de sig for at opbevare de signerede sider til den endelige udgave i kirkens aflåste skab. Det er nok overflødigt at gøre opmærksom på at Almeida gjorde indsigelse mod deres beslutning.

På dette tidspunkt havde årtiers hårdt arbejde og det barske liv i et tropisk klima sat sit præg på Almeidas helbred. I 1689 trak han sig på grund af sit svigtende helbred tilbage fra de kirkelige aktiviteter for at hellige sig oversættelsen af De Hebraiske Skrifter. Sørgeligt nok døde han i 1691. På det tidspunkt var han i gang med det sidste kapitel i Ezekiels Bog.

Den anden udgave af Det Nye Testamente som blev færdig kort før hans død, blev trykt i 1693. Men igen ser det ud til at inkompetente personer foretog ændringer i teksten. I sin bog A Biblia em Portugal (Bibelen i Portugal) skriver G.L. Santos Ferreira: „De der kontrollerede teksten, . . . foretog væsentlige ændringer i Almeidas fortrinlige arbejde og skamferede og ødelagde på den måde enhver skønhed i den originale tekst som ikke var gået tabt ved revisionen af den første udgave.“

Den portugisiske bibel bliver færdig

Da Almeida døde, forsvandt drivkraften bag revisionen og udgivelsen af den portugisiske bibel i Batavia. Det var selskabet Society for Promoting Christian Knowledge med hovedsæde i London som finansierede en tredje udgave af Almeidas Nye Testamente. Det skete i 1711 på opfordring af danske missionærer som arbejdede i Tranquebar (Tarangambadi) i det sydlige Indien.

Ovennævnte selskab besluttede at iværksætte en trykkerivirksomhed i Tranquebar. Men på vej til Indien blev det skib som havde trykkeriudstyret og en sending portugisiske bibler om bord, kapret af franske sørøvere og til sidst forladt i havnebyen Rio de Janeiro. Santos Ferreira skriver: „Af uforklarlige grunde og under omstændigheder som mange betragtede som mirakuløse, blev kasserne med trykkeriudstyret fundet i god behold i bunden af lastrummet, og de fortsatte rejsen til Tranquebar om bord på det samme skib.“ De danske missionærer gennemgik omhyggeligt Almeidas oversættelse af de resterende bøger i Bibelen og sørgede efterfølgende for at de blev udgivet. Det sidste bind af Bibelen på portugisisk udkom i 1751, næsten 110 år efter at Almeida påbegyndte sin karriere som bibeloversætter.

En varig arv

Lige fra sine unge år forstod Almeida at der var behov for at få udgivet Bibelen på portugisisk så almindelige mennesker kunne lære sandheden at kende på deres eget sprog. Han forfulgte med udholdenhed dette mål gennem hele sit liv, trods modstand fra den katolske kirke, ligegyldighed fra sine kollegers side, endeløse problemer i forbindelse med revisionen af hans oversættelse og trods sit eget svigtende helbred. Almeidas udholdenhed blev belønnet.

Mange af de portugisisk-talende samfund han prædikede i, er skrumpet ind eller helt forsvundet, men Almeidas Bibel har overlevet. I løbet af det 19. århundrede uddelte British and Foreign Bible Society og American Bible Society tusindvis af eksemplarer af Almeidas oversættelse i Portugal og byerne langs Brasiliens østkyst. Som et resultat af det er bibeludgaver der er baseret på hans oprindelige tekst, helt frem til i dag blandt de mest populære og mest udbredte i de portugisisk-talende lande.

Mange står uden tvivl i gæld til tidlige bibeloversættere som Almeida. Men vi bør være endnu mere taknemmelige over for Jehova, som kommunikerer med os og som „vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:3, 4) I sidste ende er det ham der har bevaret sit ord og gjort det muligt for os at få gavn af det. Lad os altid værdsætte og omhyggeligt studere denne ’kostbare skat’ som vi har fået af vores himmelske Fader.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 21]

GUDS NAVN

Et bemærkelsesværdigt eksempel på Almeidas uangribelighed som oversætter er hans brug af Guds navn som gengivelse af det hebraiske tetragram.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Biblioteca da Igreja de Santa Catarina (Igreja dos Paulistas)

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ATLANTERHAVET

PORTUGAL

Lissabon

Torre de Tavares

[Illustration på side 18]

Batavia i det 17. århundrede

[Kildeangivelse]

Fra Oud en Nieuw Oost-Indiën, Franciscus Valentijn, 1724

[Illustration på side 18, 19]

Titelbladet på den første portugisiske udgave af Det Nye Testamente udgivet i 1681

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Biblioteca Nacional, Portugal