„De sagde at jeg aldrig mere ville komme til at gå.“
SOM 20-årig blev Ed involveret i en alvorlig bilulykke. Da han kom til bevidsthed igen, kunne han ikke rejse sig. Han blev klar over at han var lammet, men troede at det kun var midlertidigt. Ed fortæller hvilken besked han senere fik på sygehuset: „De sagde at jeg aldrig mere ville komme til at gå!“ Han var lam fra brystet og nedefter.
„Jeg var sønderknust da min søn kom til skade,“ fortæller Eds fader. „Han var en rask ung mand, og nu kunne han ikke længere gå. Det satte hans liv fuldstændig i stå.“ Ed stræbte efter at blive heltidsforkynder — eller pioner, som Jehovas Vidner kalder det.
En anden ung mand i tyverne, Bill, sprang på hovedet i en bølge og ramte en sandbanke. Lige efter kunne han hverken bevæge sig eller trække vejret. Hans venner reddede ham dog fra at drukne. Men han var lammet fra nakken og nedefter. Lægerne fortalte Bill at han aldrig mere ville komme til at gå.
Den første reaktion
„Jeg ville begå selvmord,“ indrømmer Bill, „men det kunne jeg ikke gøre i hospitalssengen.“ Bill havde været med i Vietnamkrigen og ønskede at blive pilot. Men efter ulykken i 1969 faldt alle hans drømme til jorden, og han følte ikke længere at der var noget at leve for.
Ed reagerede anderledes da han fik at vide at han var lammet for livstid. „Jeg mistede ikke modet, for jeg tror på Guds løfter i Bibelen. Jeg ved at selv om min lammelse i øjeblikket er uhelbredelig, vil den ikke altid være det.“ I kraft af sit håb har Ed klaret at leve med sit handicap i mere end 25 år.
Tog udfordringen op
Bill, derimod, kendte ikke Guds løfter. Men en dag skete der noget som gav ham livslysten tilbage.
Efter at have ligget på hospitalet i otte måneder, blev Bill kørt ud på et badeværelse for at blive barberet af en sygeplejerske. „Da jeg kiggede i spejlet,“ fortæller han, „var det ikke mig selv jeg så!“
Før havde Bill været en stærk ung mand på 185 centimeter der vejede 90 kilo; nu vejede han kun 40 kilo og var skind og ben. Han fattede ikke at ansigtet i spejlet var hans. Efter denne oplevelse besluttede han at tage udfordringen op. „Det første år man er handicappet er det mest kritiske,“ fortæller Bill, „for da vælger man hvilken vej man vil gå.“
Vanskeligheder der må overvindes
Ed er ikke nervebetonet, men han indrømmer at han har sine følelsesmæssige op- og nedture. „Af og til kan jeg ikke engang løfte armen,“ forklarer Ed, „og det kan gøre mig deprimeret.“
Bill synes at det sværeste er at kroppen er stækket mens forstanden ikke er. „Det er som at have en jetdrevet hjerne i en krop der kun kan bevæge sig med sneglefart,“ siger han.
Det medfører også mange fysiske komplikationer når rygmarven bliver beskadiget, for eksempel åndedrætsbesvær, sidde- og liggesår og manglende kontrol med blære- og tarmfunktionen. Ed har haft problemer med nyrerne lige siden ulykken og har indimellem fyrre i feber en seks-syv dage i træk. Dét ikke at kunne kontrollere vandladningen og afføringen har været meget frustrerende for Bill, for som han siger: „Man vænner sig aldrig til at være sat tilbage på spædbarnsstadiet.“
Ed opfordrer alle handicappede til at blive så uafhængige som muligt. „Prøv at gøre så meget som muligt selv,“ siger han, „så vil du komme en hel del længere.“ Det første han gjorde efter at have forladt hospitalet var derfor at udstyre sin bil med håndbetjening sådan at han kunne køre selv. Nu kører Ed i en specialbygget vogn når han passer sit arbejde som portner.
„Forsøg at glemme dit handicap,“ råder Bill, „og lev livet så godt du kan. Hvis du ikke opfører dig som om du er handicappet, vil folk heller ikke behandle dig som om du er det.“ Bill efterlever selv dette råd. Han har haft egen forretning og er kommet omkring i en golfvogn, i en kørestol eller ved hjælp af krykker.
Hvad kan man gøre?
En af de barrierer handicappede må overvinde, er de raskes indstilling. Den bedste måde at overvinde denne barriere på, er gennem forståelse. Handicappede har brug for samme hensyntagen og forståelse som alle andre.
Nogle føler sig utrygge og forlegne når de er sammen med handicappede. Bill siger: „Faktisk er vi alle svækkede på den ene eller den anden måde. Nogle er blot mere svækkede end andre.“ Handicappede er blot mennesker der tilfældigvis ikke kan gå, se, høre eller gøre noget andet som de fleste andre kan. Det er vigtigt at betragte alle handicap som tilfældige og at have øje for hele personen.
„Jeg vil helst have at folk betragter mig som alle andre mennesker,“ siger Ed. „Se på mig, ikke på kørestolen.“ Derefter fortæller han en oplevelse han og hans hustru havde på en restaurant: „Tjeneren tog først imod min kones bestilling og spurgte derefter hende — i stedet for mig — om hvad jeg ønskede. Jeg er ikke døv! Jeg kan bare ikke gå.“
„De fleste vil gerne tage hensyn til handicappede,“ forklarer Ed, „men de ved ikke hvordan de skal gribe det an.“ Hans råd lyder: „Det bedste er at vente og finde ud af hvilken hjælp der er behov for, inden man springer til og gør et eller andet.“
Spørg derfor først: „Må jeg hjælpe?“ Eller: „Er der noget jeg kan være behjælpelig med?“ Tag det ikke for givet at den handicappede ønsker hjælp, for det er nemlig ikke sikkert.
„Den største kompliment man kan give en handicappet,“ oplyser Bill, „er at behandle ham som et normalt menneske, og omgås ham ligesom man omgås alle andre.“ Sandt nok er der nogle som har svært ved dette. De føler måske at der er en uoverstigelig barriere mellem dem selv og de handicappede. Men jo bedre man lærer handicappede at kende personligt, des mindre vil man tænke på deres fysiske defekter.
Ed, som i mange år har været tilknyttet den samme menighed af Jehovas Vidner, forklarer: „De fleste af vennerne betragter mig ikke som handicappet. I forkyndelsen kan de uforvarende sende mig hen for at tage et genbesøg i et hus med ti etager! Så må jeg tilbage og bede dem sende en anden.“
Bliver Ed fortørnet når hans venner glemmer hans fysiske begrænsninger? Nej, tværtimod. Han fortæller: „Det er herligt når de tror at jeg ikke har behov for hjælp. Det sætter jeg pris på, for så ved jeg at de ikke betragter mig som en handicappet men som et ganske almindeligt menneske.“
Tilgængelig hjælp
I de senere år er der i mange lande gjort meget for at hjælpe handicappede. Der findes mange organisationer, produkter og serviceydelser som kan hjælpe dem til at føre et uafhængigt liv. Mange steder skal man bare slå op i telefonbogen for at få at vide hvor man kan henvende sig.
En del offentlige bygninger og faciliteter er gjort handicapvenlige. Nogle luftfartsselskaber og rejsebureauer tilbyder en særlig service til handicappede. Og i dag kan mange med nedsat førlighed opnå bevægelsesfrihed, takket være specialudstyrede biler og vogne.
Den moderne teknologi har i visse tilfælde kunnet genoprette beskadigede nervers funktionsevne, hvorved nogle er kommet til at gå igen. Dr. Petrofsky, som er pioner på dette område, indrømmer imidlertid at nogle nærer falske forhåbninger med hensyn til denne teknologi. De tror at den kan sætte alle i stand til at gå igen. „Alt hvad man kan gøre er at være ærlig,“ siger dr. Petrofsky, „og fortælle dem nøjagtig hvor langt forskningen er nået. Vi helbreder faktisk ikke noget som helst.“
Den virkelige helbredelse
Den virkelige og fuldstændige helbredelse af alle fysiske skavanker vil snart finde sted. Eds sikre håb om at komme til at gå igen har holdt ham oppe og hjulpet ham til at leve med sit handicap i alle disse år. Bibelen lover: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6.
Alle skrøbeligheder vil blive kureret når Guds rige erstatter alle menneskeskabte regeringer. (Daniel 2:44) Ja, Guds rige, som Kristus lærte sine disciple at bede om, vil skabe en ny verden hvor følgende bibelske løfte vil få sin opfyldelse: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24; Mattæus 6:9, 10.
Dengang Bill mistede førligheden, kendte han ikke betydningen af disse bibelske løfter, skønt han altid har haft dyb respekt for Bibelen. I de første fem år efter ulykken var han stærkt afhængig af stoffer. „I Vietnam tog jeg stoffer for at flygte fra krigens rædsler,“ siger han, „senere tog jeg stoffer for at holde livet i kørestolen ud.“
I 1974 fik Bill imidlertid, med Jehovas vidners hjælp, tro på at Bibelen er sandfærdig og at man kan stole på dens løfter. „Fra da af,“ fortæller han, „var det som om der faldt skæl fra mine øjne!“ Syv måneder senere indviede Bill sit liv til Jehova Gud, og kort efter begyndte han og hans hustru i heltidstjenesten som pionerer.
Når Bill i dag tænker tilbage må han indrømme at det har været svært at leve med et handicap. „Men jeg har vundet meget ved min sygdom,“ understreger han. Hvordan kan han sige det?
„Jeg er ikke sikker på at jeg ville have været en sand kristen i dag hvis ikke det var på grund af mit handicap,“ forklarer han. „Før var jeg alt for stolt og ambitiøs, og desuden ville jeg formentlig ikke have boet det samme sted længe nok til at tage imod sandhedens budskab.“
Bill tror derfor nu, ligesom Ed, fuldt og fast på at han inden længe vil genvinde sin førlighed i Guds nye verden. Uanset hvor håbløs situationen ser ud, kan en hvilken som helst handicappet få den samme tillid til at Gud har magt til at helbrede. Og han eller hun kan holde livsmodet oppe ved daglig at sige med overbevisning: „Jeg ved at jeg igen kommer til at gå!“ — Indsendt.
[Illustration på side 23]
Trods sit handicap tager Ed helt og fuldt del i den kristne tjeneste